LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8828Visninger
AA

21. Kapitel 19 - Den ukendte

Det svimler for mine øjne. Tankerne snurrer rundt i hovedet på mig, som små forvirrede bier. Jeg tager mig til hovedet. Hjertet banker under brystet, og jeg synker en klump. 
Hvem er det mor råber af? Hendes stemme skingrer gennem hele huset, og jeg er sikker på, at naboerne må have en skrækkelig nattesøvn i nat. Jeg kan ikke høre hvem hun taler til, og jeg kan ikke høre hvad personen siger, men jeg kan høre en brummen, der forsøger at få hende til at falde ned. 

'Forsvind' er det ord hun gentager flest gange. Også i den næste sætning der bliver affyret med en hård tone, indebærer ordet. 
  "Hun behøver ingenting! Hun vælger selv hvad hun vil. Du skal ikke komme og tro du kan få mig med på hvad som helst! Forsvind herfra," det lyder som om hun er ved at bryde sammen, da hun siger den sidste sætning. 
  "Hun vælger ikke selv hvad hun vil, når du vælger for hende!" Stemmen har nu hævet sig. Den er dyb og hæs. Egentlig ganske varm, når jeg rigtig spidser ører. 
  "Jeg har ikke bestemt det her. Det var for pokker ikke mig, der besluttede alt det her hurlumhej," mors stemme er nu grådkvalt, "jeg vil bare ikke miste hende. Hun er det eneste jeg har tilbage," 

Jeg synker en klump. Og det er ligesom om, at det først er nu det går op for mig, at det er mig deres samtale handler om. 
  "Estrid," det er første gang i hundrede år, at min mors rigtige navn bliver nævnt. I hvert fald så længe jeg har hørt med, "jeg forstår dig udemærket. Men så længe du aldrig fortæller hende noget, øges chancen for at miste hende også. Selvom du ønsker det, kan du ikke slippe uden om. Alt den tid du har forsøgt at få Luna til at være en normal pige, har du spildt. Den tid kunne være brugt på at lære hende samtlige ting, som hun bør vide, når månen hæves over søen," stemmen er stadig hævet, men mere rolig end den var før. I dette toneleje føler jeg, at stemmen er bekendt. 

Det føles næsten som om hjertet springer ud af brystet på mig, så hårdt slår det mod ribbenene. Pludselig bliver mine håndflader klamme, ved tanken om søen. Hvad hvis jeg rent faktisk ikke klarer det? Hvad hvis jeg bliver tvunget ned under vandoverfladen, mens jeg ihærdigt holder fast i sandet, der blot bliver trukket med mig. Hvorefter jeg skriger mit sidste skrig, inden alt sortner. Nej. Jeg kan sagtens nå at lære energioverførsel, og alt det andet, der også skal læres. Jeg lukker øjnene, men åbner dem hurtigt igen, da en prikkende fornemmelse på skulderen tager til. Det føles som nogen står og betragter mig på afstand. Jeg bider mig kort i læben, og ser mig over skulderen. Men der er intet at se. 

Men hvem skulle også stå og betragte mig? Da tanken falder på Bror Cielo ryster jeg på hovedet af mig selv. Nej. Ingen kigger på mig. Frygten tog blot overhånd. Forsigtigt trækker jeg vejret indad, puster så ud igen. Langsomt og hakkende. Jeg lytter endnu engang. Forsøger at opsnappe alle detaljerne i samtalen. 
  "Estrid, du bliver nød til at informere Luna. Hun kan ikke gå rundt i uvished længere. Det har hun aldrig kunnet, men nu kan du ikke trække det længere ud. Hvis ikke hun får noget at vide, så dør hun. Du har intet valg Estrid," stemmen er nu hård. Jo højere den bliver, jo mere synes den at være genkendelig. Jeg rynker brynene, og prøver at komme i tanke om hvem stemmen muligvis kunne tilhøre. Jeg sukker da jeg ikke kommer frem til nogen. Samtlige ansigter passerer inde bag panden, men ingen synes at tilhøre stemmen nede i stuen. Jeg overvejer kort om det kunne være Bror Cielo, men opgiver tanken da frygten kommer farende. Dog kan nysgerrigheden ikke gemmes væk, og jeg lister tættere på værelsesdøren. 
  "Det kan jeg ikke," min mor lyder opgivende, og snart runger højlydte hulk på gennem gangen. 
  "Det bliver du nød til," er det eneste svar hun får tilbage. Og øjeblikkeligt genkender jeg den hvislende stemme. Stemmen nede fra åen. Den hvislende stemme uden placering, der skræmte mig hjem i løb. Hvis hjertet dunkede hårdt før, så slår det nu dungrende mod huden. Jeg forsøger ihærdigt at beholde min vejrtrænking i ro, men forgæves. 

Et kort øjeblik overvejer jeg at lade mine ben bevæge sig ned i entréen, blot for at se hvem stemmen tilhører. Men dropper hurtigt tanken igen da angsten baner sig vej. Hvem er denne person. Hvad hvis det er Bror Cielo? Hvem er Bror Cielo egentlig? Spørgsmålene hober sig op et efter et, og jeg ender alligevel med at lade mine strømpefødder liste på gulvtæppet i gangen. Trappen knirker svagt da jeg bevæger mig ned af den og lader skyggerne alene. Mine skridt holder inde på det nederste trin. Jeg lytter kort, men stemmerne inde fra stuen diskutere stadig. Stadig om det samme emne. Stadig om mig. Om hvorvidt jeg behøver at få noget at vide. 

Da jeg når den brune dør til stuen springer mit hjerte et slag over. Stemmerne er blevet højere. Jeg forsøger ikke at lytte til hvad de siger, forsøger at undgå at frygten hober sig op. Det svimler kort for mine øjne, og jeg mærke en stikkende angst bryde ud i brystet. Frygten for hvem der sikkert målrettet og rank står og snakker med mor bag døren, nager inde i knoglerne. Så trækker jeg ned i håndtaget. Langsomt og så lydløst som jeg kan bære mig ad med. Men der står ingen. Stuen er tom. Det eneste mit blik lander på et den sorte lædersofa, og sofabordet hvor der står et halvtomt glas vand. Jeg synker en klump, og bevæger mig med små skidt ind i stuen. Stemmerne er stadig tydelige, men jeg kan pludselig ikke bedømme hvor de kommer fra. Jeg lytter ihærdigt igen. Opsnapper hver en detalje. 
  "Hvis ikke du gør noget nu, så gør vi!" 
Mor svarer ikke. Bryder blot i en voldsommere hulken. 
  "Estrid, hør på mig. Vi har givet dig en advarsel før. Du vidste at dette ville ske, hvis ikke du selv gjorde noget. Du kunne have valgt at gøre det på en ordentlig måde. Men det er snart for sent, og hvis ikke du gør det - så gør vi det. Og du vil intet kunne gøre," 
Jeg forsøge at forestille mig hvordan den ukendte ser ud. Først er det den kutteklædte der passerer mit indre blik, derefter den gamle mand. Så er det nogle knap så kønne skabninger der passerer. Nu banker hjertet endnu hurtigere. Jeg konkluderer, for min egen skyld, at det selvfølgelig også bare kan være en helt almindelig mand. 

Gulvet knirker da jeg når ud i køkkenet, men heller ikke her er nogen. Det kribler i nakken, da følelsen af at der står nogen bag mig toner sig op. Jeg ser mig flygtigt over skulderen, men heller ikke der er nogen at se. Panikken griber mig et kort sekund. Jeg får pludselig lyst til at ligge mig på jorden. Rokke frem og til bage - præcis som i går. Jeg gør det ikke. Trækker blot vejret dybt ind ad, og puster så langsomt ud igen. Jeg lukker øjnene og lytter. Forsøger at lade stemmerne tage en placering. Det er af en eller anden grund svært, men endelig synes jeg at det lyder som om mor og den ukendte står udenfor. 

Jeg lader mine skidt bane sig vej ud i entréen igen. Synes at kunne se nogle silhuetter ude i mørket. Den ene er højere og mere maskulint bygget end den anden. Jeg synker endnu en klump der spærrer i halsen, men lidt efter gør en ny sig plads. Så stiller jeg mig i front af hoveddøren. Det svimler gennem kroppen, da jeg forsigtigt hiver ned i håndtaget. 

Deres diskussion er nu så højrøstet og intens, at de ikke ænser mine skidt ud i mørket til dem. Jeg har stadig svært ved at ane den ukendte, men jeg kan se mors lyse krøller svaje let i brisen.

Så lydløst som muligt bevæger jeg mig tættere på. Mine skridt er kun en svag hvisken, men den dårlige timing får mig til at bide tænderne hårdt sammen. I det øjeblik ingen af dem siger noget, lander min fod på en nedfalden gren fra træet ved min side. De drejer begge øjeblikkeligt hovedet og stirrer overrasket på mig. I samme sekund genkender jeg den ukendtes ansigt. De varme brune øjne blinker forvirret, mens krøllerne hopper let i vinden. 
  "Oliver?" Min stemme knækker i forsøget på at fremstamme hans navn. Hvad pokker laver han her? Ved han noget om Rossaerne, som jeg ikke ved? Er han en Rossa? Jeg troede for en gangs skyld, at der var én person der ikke skjulte noget for mig. Men jeg tog fejl. Det lader til at den eneste der rent faktisk ikke ved noget, er Mathilde. Og kan jeg overhovedet være sikker på det? Jeg synker klumpen der på få sekunder har hobet sig op inde i halsen. Da jeg intet svar får, gentager jeg mig selv. 
  "Oliver?" 
Det er som om han skal til at skille læberne ad, og lade en forklaring sive ud. Men han når det ikke, før han pludselig er væk. Forsvundet i et vindpust.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...