LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8816Visninger
AA

20. Kapitel 18 - Luna Rossa Cielo

De følgende dage, lister jeg forsigtigt ned af trappen og forsøger ikke at få den til at knirke, når solen har efterladt sine sidste stråler, og mors milde snorken fylder huset. Jeg lister ned til åen, og forsøger mig igen med energioverførsel. Jeg skal altid prøve nogle gange før det virker, men det ender tilsidst med, at den gnisten flyder ud gennem mine kolde hænder. 

I dag er ingen undtagelse. Vinden rusker blidt i mit hår, da jeg lader mine støvler vride sig i gruset. Jeg skutter mig, og binder mit halstørklæde en ekstra gang om halsen. Da jeg endelig når åen, stiller jeg mig med ryggen mod den, og lukker øjenene. Den rislende lyd beroliger mig, da jeg forsigtigt trækker vejret indad, for derefter langsomt at puste ud. 
Endnu engang strækker jeg armene mod den stjerneklare himmel, men der går ikke længe, før jeg i panik tager dem ned. Noget et sted i mørket hvisker mit navn. Det lyder først ligesåstille. Som små summende toner, der risler med vandet. Men så bliver det højere og højere. Lyder næsten som en råben, der bliver halvt kvalt af vinden. 

Jeg farer sammen, og ser mig omkring. Mine øjne flakker fra åen, til træerne, til himlen og ud mod stien. I et kort øjeblik tror jeg, at det kommer fra det rindende vand, men så lyder det som om det kommer fra træerne, der svajer i vinden. Mit hjerte hamrer mod ribbenene, og mit åndedrag stiger i tempo på få sekunder. Jeg synker en klump, og står så helt stille. Tager en dyb indånding, og forsøger at få min vejrtrækninger i ro. Så lytter jeg. 
  "Luna Rossa Cielo," stemmen er dyb, og det lyder som om den hvisker ud gennem tænderne på afsenderen. Jeg forsøger at puste langsomt ind og ud, uden at larme for meget.

Stemmen har nu skriftet placering. Det lyder nu næsten som om at den hvisler fra den anden side af busken knap en meter herfra. Med langsomme skridt bevæger jeg mod mod den lysegrønne busk, hvis blade rasler i vinden. Men da jeg når busken, er der intet at se. Ikke engang en flue eller natsværmer. Intet. Og der begynder hjertet for alvor at hamre. Mine fødder føles tunge, da jeg sætter i løb. Støvlerne gungrer op ad grusstien. Jeg ser mig konstant over skulderen, men følelsen af at blive forfulgt hører ikke op. Jeg fornemmer hele tiden en stikken i rykken, som skubber mig fremad. Som om nogen betragter mig på afstand. 

Da jeg endelig når hoveddøren, kaster jeg mig ind af døren, og falder sammen på gulvet. Jeg ryster over hele kroppen, og ramler mod jorden i et forsøg på at rejse mig. Jeg vugger langsomt frem og tilbage på gulvet. Synker gentagende gange klumpen, der hober sig op i min hals efter hver eneste vejrtrækning. Jeg har aldrig følt mig så bange før. End ikke ved synet af den gamle mand. End ikke da han forsvandt i skyggerne og senere vendte tilbage, for at efterlade halskæden med den røde sten i - som han havde taget. 

Det føles næsten som om det hele pludselig vælter op i mig. Alt jeg har fortrængt og forsøgt at gemme. Måske skal jeg dø. Jeg kan mærke tårerkanalerne fyldes til randen, og sagte tårer lader sig finde sin plads ned af min sikker blege ud. Jeg tør ikke lukke øjnene i frygt for... Ja i frygt for hvad? Hvem skulle følge efter mig? Den kutteklædte var her for at beskytte mig, skyggerne ligeså. Noah virkede overhovedet ikke til at ville gøre mig det mindste fortræd. Der var selvfølgelig den gamle mand, men han kunne jo umuligt være trængt med mig ind i huset. Herinde var der intet at være bange for. 

Men som jeg kaster i flygtigt blik ud af vinduet ved siden af døren, omfavner det ukendte mig, og propper frygten ned gennem min spinkle hals. Jeg må hoste efter vejret, i et forgæves forsøg på at få hjertet til at slå normalt. Tårerne triller nu, og jeg prøver forgæves at være lydløs.
  "Luna," min mors søvndrukne stemme når mine ører, "er der dig?" 
Jeg hører sengen fra soveværelset knirke, og forestiller mig hvordan hun langsomt sætter sig op. Hun kører sikkert forsigtigt en hånd gennem det bølgede hår, før jeg nu kan høre fodtrin. 
  "Luna," siger hun igen. Hendes stemme er hæs, og da jeg betragter hende komme med små skridt ud på gangen, med natkjolen dinglende om benene, tørrer hun søvnen ud af øjenene.
Da hun for tredje gang udbryder mit navn, er det med forvirring i stemmen. 
  "Hvad sker der?" Spørger hun. Hun bider sig i den tynde underlæbe, og skæver ud af vinduet, som om hun allerede kender svaret. Medlidenheden strømmer ud af de grå øjne, og for første gang i lang tid, er tomheden svær at se. Uanset hvor godt jeg kigger efter, er det som om, at der kun er en lille gnist tilbage af den. Hun sætter sig ved min sidde, og stryger mig over håret. Pludselig flyder tårerne som vandfald ned over mine kinder, men jeg forsøger ikke at stoppe dem. 

  "Hvorfor har du aldrig fortalt mig om energioverførsel?" Jeg ryster over hele kroppen. Men pludselig er tomheden inde bagerst i øjnene der igen. 
  "Hvad mener du?" Hendes stemme er ikke længere søvndrukken, men klar og knivskarp. Hun slipper den røde hårlok, hun havde snoet om sin finger. 
Jeg prøver at fange hendes blik, men hun undviger det. 
  "Mor," jeg retter mig op, og stirrer stift på hende, "du ved udemærket hvad jeg mener," arrigt tørrer jeg tårerne væk fra mine sikkert hævede og røde kinder. 
Jeg kan se at hun synker en klump, men så ryster hun på hovedet. Retter sine grå øjne mod mig og sætter en finger under min hage, for at løfte mine øjne i hendes højde. 
  "Jeg lover dig, at du aldrig får brug for det," siger hun så. 
Da er det som om noget inden i mig eksploderer. 
  "Gu' fanden får jeg så brug for det!" Jeg knytter hænderne, og presser neglene dybt ind i huden, "jeg dør hvis jeg ikke lærer det i tide. Du kan for helvede da ikke bare holde alting hemmeligt får mig. Du ender med at miste mig, hvis ikke du snart lukker din mund op," 
  "Luna.." Forsøger hun sig, men jeg holder en hånd op. 
  "Nej mor. Jeg er pisse træt af det tomme blik du altid har i øjnene, når noget lander på min fortid. Hvorfor fortæller du mig ikke noget? Jeg har brug for at vide det, ellers dør jeg når den røde måne viser sig over den fucking sø!" Det føles godt at komme ud med det, men vreden bobler stadig i mit indre, og truer med at springe ud af min mund hver eneste sekund. Jeg ved egentlig ikke hvor mit grimme sprogbrug kommer fra, men det føles godt at snakke sådan i dette tilfælde. Det understeger noget, jeg ellers ikke ville kunne sætte ord på. 
 
"Hvor ved du alt det her fra, Luna? Hvis der er nogen der fortæller dig alt det her, så lad dog hver at opsøge de personer. Jeg vil ikke have du ser dem. Hvem er det, Luna?" Pludselig farer hun op, og tomheden er igen udskiftet. Denne gang med vrede. Hun virker fuldstændig klar i sine ord. 

Jeg sætter i løb op af den beklagende trappe, snupper hurtigt nøglen fra badeværelset og efterlader et sidste råb, inden jeg låser mig inde på mit værelse: 
  "Jeg har din bog!" 
Jeg fortryder med det samme mine ord. Nu får jeg ikke læst mere. 
Det giver et gib i mig, da mor udbryder et brøl, jeg aldrig før har hørt. 
  "LUNA!" 

Skræmt sætter jeg mig på sengekanten. Jeg lukker øjnene, og trækker dynen op omkring mig. Jeg synker en klump. Åbner så igen øjnene. Banker hovedet gentagende gange mod bagvæggen, for derefter at knuge min pude ind til mig. Mors vredesbrøl blander sig med stemmen nede fra øen. Det hvisler for mine ører og jeg trykker puden mod det venstre øre, og sætter en finger i det højre. Så lukker jeg igen øjnene, og snart har drømmene trukket mig godt ind i sin verden. 

Søens blanke overflade synes at begynde at skvulpe. Træerne svajer sagte i vinden, og egentlig ser skoven ganske fredfyldt ud. På søens modsatte side sidder en lyshåret kvinde. Hun har trukket spædbarnet i hendes arme, tæt op til sin spinkle hals. 
Ikke så langt herfra sidder en mand. Der skaldede isse synes at blive orange i skæret fra månen over ham. Den store runde måne danner røde tråde på søens overflade. Ser næsten helt fredfyldt ud. Alting bliver sort, og et nyt billede dukker op. 

Søens overflade skvulper ind på land. Det hvide skum lægger sig som en mur omkring vandet. Træerne raser i det vilde vejr. Flere og flere ansigter dukker op, ud gennem bladene der hvirvler omkring træerne. Efterfulgt af en krop. Egentlig ligner de helt normale mennesker, men omkring halvdelen af de utallige skikkelser, der danner en cirkel om søen, har en unaturlig hårfarve. En hårfarve, der er rød som den månes skær, der langsomt hæver sig over søen. Ingen siger noget. Kun den rasende vind, der får tøjet til at hvirvle benytter sig af lyd. 
Det føles næsten som om, at jorden ryster, da månen omsider finder sin rette plads på himlen. De strækker alle deres hænder mod den. Forsøger at finde fodfæste. Et par falder, og bliver trukket mod søens bred. De er de første der lader skrig passere deres læber. Kæmper for at rejse sig op, men forgæves, og snart er deres skrig kun en boblen... 

Sveden driver ned af mig, da jeg slår hovedet mod væggen. Mine tanker sværmer. Har svært ved at finde plads. Jeg ryster over hele kroppen. De bukser jeg glemte at tage af i går sidder klistret omkring mine ben. Præcis det samme gør den mørkeblå t-shirt, jeg heller aldrig fik smidt. Jeg trækker vejret dybt indad. Frygten gnaver mod min hud, da det går op for mig, at det jeg lige så, at det jeg lige drømte, muligvis er sådan det hele skal foregå. Hvad hvis jeg falder? 

Jeg ryster på hovedet af mig selv, forsøger hele tiden at sige, at det blot var en drøm. Men noget siger mig, at der ikke blot var. 

Et vredesbrøl inde fra stuen, for mig til at fare sammen. 
  "Du har intet at gøre her. Forsvind!" Mors stemme knækker over på midten.. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...