LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8806Visninger
AA

19. Kapitel 17 - Energioverførsel

  "Prøv igen," smiler Mathilde, "det skal nok lykkedes," 
  "Tror du virkelig?" Jeg sukker opgivende. 
  "Ja, måske gør vi det bare forkert. Jeg mener, det virker også lidt underligt at overføre energi til at æbletræ.." Hun griner. 
  "Det sgu da også underligt at overføre energi til en måne," jeg himler med øjenene. Det vil bare ikke fungere, "vi ved ikke engang hvordan vi skal gøre," 
  "Prøv at gør det du gjorde før en gang til," 

Jeg lukker forsigtigt øjnene i. Trækker vejret dybt, mens jeg prøver at forestille mig at min energi siver ud gennem min krop, og over i det lille æbletræ foran mig. Så sukker jeg højt. 
  "Mathilde, vi kan jo ikke engang se om det virker!" 
Hun rynker panden og ryster på hovedet, så det lyse hår falder ned over næsen. 
  "Nej..du har en pointe," der er tavshed lidt inden hun lyser op igen, "prøv på mig," 
  "Ej, det er simpelthen for langt ude. Hvad hvis det ender galt?" 
  "Det gør det ikke. Det værste der kan ske er, at jeg får alt for meget energi, og det er jo ikke særlig slemt vel?" 

Så sukker jeg. Lukker igen øjnene. Lytter til fuglenes kvidren. Trækker vejret helt ned i maven. Kan næsten mærke det sive rundt dernede, og puster det så langsomt ud igen. 
Jeg forestiller mig en grøn stråle, der langsomt bevæger sig fra mine fødder op gennem benene, videre op til hjertet. Snor sig engang omkring det, og forsætter til hovedet og ud gennem munden. Den grønne stråle føres videre til hvor jeg forestiller mig Mathilde står. Ind gennem hendes mund og videre ned til fødderne. Så åbner jeg øjnene. 
  "Virkede det?" 
  "Altså, jeg føler mig da en smule friskere.." Hun lyder ikke overbevist.
  "Er du stadig sikker på det overhovedet vil komme til at virke?" Jeg hæver øjenbrynene. 
  "På et tidspunkt ja," hun smiler optimistisk, "prøv igen," 
Jeg sukker, men prøver så endnu engang.  

Men intet virker, og da jeg forlader Mathildes hus og begiver mig hjemad, ligger hjertet helt nede i fødderne. Glæden over den nye ide, er forlængst forsvundet. Jeg har opgivet. Jeg prøver at skubbe tanken om det væk, men angsten lukker sig omkring mig. Jeg kan altså dø, hvis ikke jeg lærer det her.

  "Hey Luna!" En stemme afbryder min tankerække. 
Jeg drejer om på hælene og ser ham komme småløbende. Jeg lægger hovedet på skrå og betragter ham. Det røde hår lyser næsten i solens stråler, og de brune øjne ligger på mig. Jeg fører øjnene ned mod hans hals. Han dækker ikke arret til. Måske burde jeg heller ikke gøre det? Men måske er det alligevel en meget god ide, at jeg gør det, nu hvor Noah er kommet - så slipper vi for spørgsmål. 
  "Hey Noah," jeg smiler. 

Selvom jeg ikke ved om han talte sandt i nat, har jeg valgt at stole på ham. Hvis det var løgn, ville det være noget af et tilfælde omkring skyggerne og den kutteklædte. 
  "Er det ved at falde på plads?" Han kommer op på siden af mig. 
  "Hvilket?" 
  "Mørke S." Han lægger armen om mig. Lader den strejfe min. 
Jeg ser op på ham. 
  "Sådan da," jeg forsøger at flytter mig en smule ud af hans greb, men forgæves. Han er ret stærk, og jeg konstaterer at det altså ikke bare sådan det ser ud. 
  "Kan du holde ud at vide mere?" 
  "Det ved jeg ikke, men jeg vidst brug for det," det er en fuldstændig ærlig udtale fra min side. Jeg sukker, og tankerne falder tilbage på æbletræet hos Mathilde. 
  "At vide mere?" 
  "Ja, men den her gang må jeg altså vælge hvad det skal være," insisterer jeg. 
Han flytter armen fra min, og lægger dem begge på sin ryg. Han ligner en der har meget at tænke over, som han går der. Jeg opdager også en smal rynke i midten af panden. 
  "Okay, men husk, det er ikke alt jeg kan svare på," siger han så endelig. 

Jeg fortæller ham om det jeg læste i 'Den røde måne' i går, og at jeg har forsøgt mig med energioverførsel. Men nævner intet om Mathilde. Jeg frygter hans reaktion. Han nikker anderkendende. 
  "Jeg er ikke den bedste læremester, men jeg skal jo selv kæmpe d. 19. Min mor har lært mig lidt," han piller lidt ved sølvlynlåsen i hans tynde jakke. 
Mine tanker lander på Dorthea Hyld. Jeg prøver at sætte dobbelthagen på Noah, men det giver ligesom ingen mening, at de to skal have noget med hinanden at gøre. 
  "Det lyder fedt. Skal vi gøre det nu?" Spændingen stiger i mit sind. 
  "Hvorfor ikke," 

Han drejer af ved en lille sti, der fører hen mod skolen. Der løber en lille å, der fredsommeligt risler ved vores side. Fuglene kvidrer lystigt, og solen giver genskær i det rindende vand. 
  "Du kan nok ikke lære det hele på en dag. De fleste bruger hele livet på det. Men man skal jo starte et sted ikke?" 
Jeg nikker og spørger ham hvad jeg skal gøre. 
  "Stil dig her," han tager fat om mine skuldrer og flytter mig med hårde ryk over mod åen, "stræk så hænderne op mod himlen, sådan her," han demonstrerer ved at strække sine arme så højt op mod himlen som muligt, og samle hænderne på midten. Jeg gør gestussen efter. 
  "Præcis," han smiler bekræftende. 
  "Hvad så nu?" 
Han ler, og tager armene ned igen. 
  "Det virker fuldstændigt åndssvagt, og jeg ved da virkelig heller ikke hvorfor din mor har valgt at kalde dig det. Men du skal mumble Luna Rossa Cielo. Først lavt, så højere, højere og højere," 
  "Hvorfor det?" Jeg kan ikke lade være at undre mig. Jeg tager armene ned, og de klasker dovent mod min hofte. 
  "Nej nej nej, behold dem oppe," han griber ud efter mine arme, kigger mig dybt i øjnene, mens han løfter dem op på plads igen. Så holder han dem der lidt. Sikre sig sikket, at de ikke vil falde slasket om min side endnu engang. 
  "Jeg kan altså godt selv holde mine arme," siger jeg så, da jeg begynder at føle mig utilpas i situationen. Hvor lang tid er der mon gået? Mindst et alt for langt halvt minut vil jeg i hvert fald tro. 
Han træder forfjamsket væk, men smiler så kækt. 
  "Ja, det så da ikke sådan ud før," 
Jeg griner og ryster på hovedet. Spørg så igen; 
  "Hvorfor skal man sige mit navn?" 
  "Fordi Luna Rossa Cielo betyder rød måne himmel på Italiensk. Og hvis du skulle have glippet det, er det ligesom det alt det her går ud på," han blinker med øjet. 

Så sukker jeg. Trækker vejret dybt ned i maven og mumler så. Noah har ret, det virker fuldstændigt åndssvagt at stå her og mumle sit eget navn, på en offentlig sti hvor en hver kan passere. Men jeg gør det alligevel.
Sådan står jeg længe. Starter i et roligt toneleje, for derefter at hæve stemmen mere og mere. Tilsidst råber jeg. Jeg frygter næsten, at nogen kommer forbi, og vil spørge ind til min råben. Men hverken det, eller nogen energioverførsel sker. 
  "Det virker jo ikke Noah," jeg sukker tungt.
  "Du skal tro på det. Sådan virkelig, virkelig tro på det,"
Jeg lader hænderne falde ned langs siden igen. 
  "Det gør jeg!" 
  "Nej du gør ej, ellers havde du ikke sagt sådan. Desuden er der ingen der blot lærer det på en enkelt dag. Det kan godt tage år," han prøver at opmuntre mig, med det virker ikke. Utålmodigheden har allerede overrumplet mig, og hjertet er begyndt at synke i brystet. 
  "Men vi har ikke tid til, at det tager år, Noah," 
  "Så koncentrer dig for pokker," den velkendte varme stemme, er skiftet ud med en skarp. 

Jeg begynder at mumle igen, hæver armene i takt med stemmen. Og pludselig er det som om noget gløder i mine fingre. Varmen spreder sig fra fingerspidserne og ud i håndledene, og pludselig springer en gnist ud derfra. 
  "Det virker Noah, det virker!" Skriger jeg skingert. Både forskrækket og overvældet. 
  "Koncentrer dig, inden den forsvinder," han hentyder til den glødende stråle der nu er på vej ud af min hånd. Jeg retter igen opmærksomheden mod min mumlen. Den spreder sig længere og længere op mod himlen. Men pludselig rykken det i min arm, og gløden forsvinder øjeblikkeligt. 
  "Jeg gjorde det, Noah, jeg gjorde det!" Glæden sprudler ud af min mund. 
  "Ja, det er i hvert fald en start," smiler han, "godt gået, Luna, det må jeg sige," 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...