LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8841Visninger
AA

18. Kapitel 16 - En varm stemme

Det giver et gib i mig. Jeg snurre langsomt rundt og ser direkte ind i hans varme brune øjne. Det unaturlige røde hår svajer let i brisen. Den tynde sorte jakke sidder stramt omkring hans muskuløse arme, præcis som altid. Han lyser op i et smil. 
  "Jeg ved ikke om du havde regnet den ud, men her er jeg," 
Chokeret ser jeg på ham. Egentlig var det ikke Noah jeg havde regnet med at se. Men det er alligevel ikke overraskende. Det styrker blot min teori om at han er Bror Cielo. 
  "Hvad fik dig til at ombestemme dig? Jeg regner ikke med du havde tænkt dig at komme i første omgang, så var du kommet for længe siden. Er du klar over hvor meget jeg har frosset?" Han smiler skævt. 
Jeg undlader at svare, og lader spørgsmålene hænge i luften. Kaster så et nyt mod ham; 
  "Så du er altså Bror Cielo?" 
Han ler, og en skygge falder over hans ansigt. Han bider sig i læben, og kigger på noget bag mig. Han lader mit spørgsmål hænge med de andre. 
  "Prøv at se månen," han tager fat om mine skuldre og drejer mig rundt. 

Den store, før, sølvgrå klump, har nu fået en let rosa farve over sig. Det giver genskær i det blanke vand. Jeg opgiver mit håb om at få svar. Det er der alligevel ingen der vil give mig. Spørg så istedet hvorfor han, eller Bror Cielo, ville have mig til at komme herhen. 
  "Det var ikke min beslutning, men hans. Det var faktisk overhovedet ikke meningen at det var mig der skulle være her," 
  "Hvem skulle så?" Nysgerrigheden kribler i fingrene. 
Han fjerner hænderne fra min skuldrer, og stiller sig ved min side. 
  "Mørke S." Det overrasker mig, at han rent faktisk siger det, uden at pakke det mystisk ind. 
Navnet giver mig myrekryb, og minder mig om skyggerne fra mine drømme. De skygger omkring den gamle mand. Jeg kan mærke gåsehuden krybe op ad armene.
  "Fryser du?" Hans stemme er varm. 
Jeg ryster på hovedet. 
  "Navnet giver mig bare myrekryb," 
Han ler, en stille og rolig latter, der får mig til at mig tryg. 
  "Det skulle det helst ikke. Han er her for at beskytte os," 
  "Os hvem?" 
  "Rossaerne," 
Så er der stilhed lidt. Jeg rynker panden. Beskytte Rossaerne? Det er ikke ligefrem det, som navnet hentyder til. Men pludselig føler jeg mig mere tryg. Der er simpelthen en derude, der er her for at beskytte mig. Os. Rossaerne. 

Han bryder tavsheden med endnu et spørgsmål; 
  "Hvorfor giver det dig myrekryb?" 
  "Navnet?" 
Han nikker.
  "Det minder mig om skyggerne," jeg gyser ved tanken og skutter mig. 
  "Han er skyggerne," 

Jeg lukker øjnene. Forsøger at få det hele til at passe sammen. Han er skyggerne? Hvordan kan han være det? Det giver jo ingen meningen. Men selvom det havde været et oplagt spørgsmål på dette tidspunkt, skifter jeg det alligevel ud med et andet. Et som jeg føler, jeg har mere brug for at få svar på. 
  "Noah?" Jeg holder en pause, og jeg kan se ud af øjenkrogen at han nikker, "hvorfor fortæller du mig alt det her? Du er den første der overhovedet har givet mig bare et lille fingerpeg om, hvad der her er for noget," 
  "Nogen skal jo gøre det, ikke?" 
  "Det virker som om, du er den eneste der synes det," sukker jeg.  
  "Jeg skal hjælpe dig. Og der er faktisk heller ikke noget jeg hellere vil," han lægger armen omkring mig. 

Mens han står der med armene omkring mig, fyldes jeg med en følelse af lykke, som det er så forfærdeligt længe siden jeg har haft. Der er længe stille. Den beroligende lyd af bølger der skvulper ind på breden slår i takt med mine åndedræt. Jeg kan se den hvide sky af kulde, der bevæger sig ud fra min mund og blander sig med brisen. 
  "Såeh.. Hvad vil du have svar på først?" Han ler usikkert. 
Jeg ler med ham, og følelsen af lykke vokser. Endelig en der vil fortælle mig noget. 
  "Det hele," jeg smiler skævt til ham, og opdager at han er forbløffende tæt på mig. Diskret flytter jeg mig en smule. Lidt for tæt på Bror Cielo. Hvis altså han er Bror Cielo? Det må han næsten være, hvem skulle ellers have taget den tjans? 
  "Det er desværre umuligt. Vi må starte er sted," han blinker kækt med den ene øje til mig, "skal vi begynde med Mørke S. så?" Spørger han. 
  "Det kan vi vel godt," 

Tavsheden har igen omfanget os, mens Noah længe står og overvejer hvor han skal starte. Han sukker, men begynder så. Fortæller igen at Mørke S. er skyggerne, men på den måde, at han kan dele sig hvor og hvornår han vil. Det gør ham mindre bemærkelsesværdig. En følelse af lettelse spreder sig, da Noah fortæller, at når Mørke S. ikke er skygger, er han en kutteklædt mand med grå-blå øjne. Så næsten gang jeg i vindueskarmen ser de grå-blå øjne, vil jeg vide, at han er her for at beskytte mig. Mørke S. er ham der holder styr på reglerne. Men da jeg spørg ind til reglerne af afviser han og siger, at det er der ikke tid til at fortælle lige nu. 

Da han er færdig smiler han til mig, så hans hvide tænder næsten blænder mig. Rykker sig helt tæt på og kigger mig ind i øjnene. Den varme brune farve strømmer ind i min grønne. 
  "Kan jeg komme til dig hvis jeg vil have svar?" Spørg jeg så. Håber på et ja. 
Han nikker, så det røde hår hopper op og ned på hans hoved. 
  "Men jeg kan ikke fortælle dig alting," så vender han sig og går. Efterlader mig med en tom følelse. Hvad skal det sige? 
Da jeg forlader stien, konkluderer jeg alligevel, at det var okay, at jeg gik til søen. På en måde kan jeg takke Mathilde. 

Jeg har faktisk næsten glemt hende. Indtil jeg træder ind over dørtærsklen til mit værelse. Jeg får chok, da jeg ser hende sidde med sit lyse hår og blå øjne, på min seng. Hendes øjne er rødsprængte og der er tydelige spor ned af hendes kender af mascara. Hendes søde æblekinder er blevet helt røde. Jeg kan mærke vreden stige frem fra det skjulte, men synet af hendes ansigt lader skyldfølelsen passere. Men det var jo ikke mig. Jeg burde ikke være ked af det, det burde hun ikke. Det eneste jeg kan få ud af min mund er; 
  "Du ved godt det er midnat ikke?" 
Hun nikker, og endnu en tårer triller ned af hendes kind. 
  "Jeg fandt det her på stien i skoven, og læste det," hendes stemme er grådkvalt da hun rækker mig endnu et brev, "du har ret, du har virkelig brug for hjælp,"  
Jeg rynker brynene træder frem og tager imod brevet. 
  "Undskyld," hendes stemme knækker over, "jeg skulle have troet på dig. Det virkede bare så usandsyndeligt," 
Jeg åbner i hurtige ryk brevet. 

Kære Luna
Så besluttede du dig alligevel at gå til søen. 
Heldigt nok. 
Jeg er ked af det alligevel ikke blev som planlagt. 
Men N gør forhåbenligt et godt arbejde. Ellers klager du bare. 
Du skal vide, at du ender med at skulle kæmpe for din død. 
Du har intet valg. Jeg er ked af det. 
Men du har tid endnu. Lidt tid endnu. 
- Bror Cielo. 

Jeg rynker brynene. Kæmpe for min død? Stod der ikke også noget om det i 'Den røde måne?" 
Hurtigt for jeg fisket den op fra gulvet. Bladre om på indholdsfortegnelsen. 
Kampen før døden............................s. 220
Det varer ikke længe før jeg er på side 220, men bliver afbrudt af Mathilde. 
  "Hvad er der, Luna?" Snøfter hun. 
  "Der står noget i den her bog," 

Jeg kører mine øjne ned over de kantede bogstaver. Jeg skimmer efter noget der kan bruges. Hjertet hamre afsted, da jeg begynder på første sætning, i et afsnit der ser ud til at give mening at læse. 

 

Når den røde måne viser sig over søen, kræver det at det børn kæmper for dens overlevelse. Overlever den ikke, dør alle Rossaer og arten er uddøet på få sekunder. Ind til videre er det lykkedes hvert evigt eneste gang månen har været her. Men ikke uden kamp. Og nogle er også døde i forsøget. Drænet for kræfter. 

Når man siger 'en kamp om den røde måne', lyder det som en krig. En krig med sværd eller den slags. Men det er ikke hvad det er. Det handler om at give sin energi til månen, så den kan overleve 18 år mere. Lykkedes det ikke at give den nok energi til månen eksplodere den. 


De fleste Rossaer lære at overføre energi fra de er spædbørn, er dette ikke tilfældet, er der mindre sandsynlighed for overlevelse. Det kan dog nå at læres.

  "Okay, nu bliver det endnu mærkeligere," 
  "Hvad?" Mathildes stemme er nysgerrig nu. 
  "Læs det her," jeg rækker hende bogen og peger på afsnittet. 
Der går lidt tid, før hun er færdig. 
  "Men Luna, du har jo ikke lært noget som helst omkring energioverførelse," er det første hun siger, med undrende stemme. 
  "Nej det er problemet," jeg skære tænder.
Det er jo mors skyld. Hvorfor har hun aldrig fortalt mig noget? Jeg overvejer kort at gå ned og vække hende, for at spørge. Men jeg ved, at jeg alligevel ikke vil få svar. Hun vil benægte det hele. 

  "Hey Mathilde? Vil du ikke hjælpe mig med at få det lært?" Smiler jeg. 
Hun lyser fuldstændig op. Kun de hævede kinder og de røde øjne er tegn på at hun har grædt. 
  "Selvfølgelig vil jeg det," 
  "Men det bliver ikke i nat, vi ender som slatne orme i morgen, hvis ikke vi får sovet," griner jeg. 
  "Okay. Men hvorfor er det, vi ikke bare tager en lille fridag? Det her er ligesom vigtigere," 
Så griner jeg højt. Måske lidt for højt. Men glæden sprudler ud gennem munden. Det ligner ikke Mathilde at sige sådan, men jeg takker ja alligevel. En enkelt skader jo ikke.

Da Mathilde lukker døren bag sig, og jeg kan hører hendes små skridt forsvinde i gruset, smiler jeg. Jeg konkludere at det her alligevel er endt som en yderst god dag, og nat. Måske er det hele ved at vende nu? Nu har jeg da fået lidt svar. Nu mangler jeg bare svar på mine 1000 andre spørgsmål. 
Men pludselig slår det mig; hvordan kan jeg egentlig vide, at det Noah fortæller er sandheden? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...