LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8822Visninger
AA

17. Kapitel 15 - Dørsprækken

Jeg kaster et blik ud på solen. De sidste farve i himlen, er efterhånden ved at have sænket sig. Og stakken af breve fra opgangen vokser og vokser blot. Jeg overvejer næsten at lade være med at hente dem derude fra. Jeg skulle have været ved søen for alt for lang tid siden. Ved solnedgang. Egentlig kan jeg godt nå det, men jeg har besluttet at lade være. Jeg tør ikke. Frygten gnaver mine knogler i stykker. Flår dem over på midten, og smider dem fra sig, så resten af skelettet ramler sammen, og jeg ender som en slasket orm på jorden. Eller, i min seng. 

Jeg kan høre dem derude. Breve der bliver lirket ind under dørsprækken af en, jeg ikke ved hvem er. Jeg frygter at det er den kutteklædte. Og jeg har ikke lyst til at se hans mørke skikkelse foran min dør. Alligevel lader jeg mine bare fødder liste ned af trappen for at samle brevene op. Jeg er næsten sikker på der står det samme i dem alle. Noget med at jeg skal komme til søen. Men jeg gider ikke læse det, for jeg har ikke tænkt mig at komme. 

Jeg har endnu ikke taget mig sammen til at læse brevet jeg fik af den kutteklædte forleden. Der hvor han blot forsvandt, uden et eneste ord. Jeg synker en klump, da jeg forsigtig lader fingrene køre over dets blanke overflade. Forsigtigt skubber jeg neglen ind under forseglingen, og river så til. Det pænt sammenfoldede papir falder ud på gulvet, og så ned i stakken af breve. Jeg bider mig selv hårdt i læben, inden jeg fisker det op af stakken. 

Kære Luna Rossa Cielo 
Jeg er her godt nok for at advare, 
men jeg er her også for at hjælpe. 

Uanset om du vil have hjælp eller ej. Jeg håber du
har tænkt da at gå til søen ved solnedgang i morgen. 
Har du ikke, skal vi nok få bragt dig derned på en eller anden måde. 
Og jeg er ked af at det nok bliver værst for dig. 
- Bror Cielo

Forskrækket smider jeg papiret ned i bunken, for derefter at samle et af de breve der bliver lirket ind under dørsprækken op. Hjertet hamre afsted, og sveden synes at rende ned over de rejste hår på ryggen. Så åbner jeg det. 

 

Du har stadig chancen 

Det er det eneste der står. Så åbner jeg et nyt. 

Kom til søen nu, Luna. 

Så et til. 

Du kan stadig nå det af egen fri vilje. 

 

Frygten kravler op af ryggen, som små ækle edderkopper, og sætter sig i mit hår. Klumpen i halsen vokser sekund for sekund. Så griber jeg fat om min mobil, der ligger på sengebordet kant, i fær med at falde ned. Jeg har brug for hjælp. 

Som det første overvejer jeg at ringe til Noah, men undlader det, da det går op for mig, at han nok vil bede mig gå til søen, præcis som Bror Cielo. De to mener i hvert fald tit det samme, og frygten for at de rent faktisk er den samme person, er skræmmende. 
Så falder tanken på Oliver. Han ville også snakke med mig om et eller andet. Men når jeg mærker efter, har jeg ikke brug for flere snakke, som kan forstyrre mine hjerneceller. 

Jeg synker en klump, da min tommelfinger ruller forbi Mathildes navn. Hvordan vil hun reagere hvis jeg fortæller hende det? Vil hun overhovedet kunne hjælpe? Og er hun blevet ligeglad med mig? Tankerne falder tilbage på skolen, hvor Mathilde næsten ikke skænkede mig et blik, og den eneste jeg kunne gå til, var Noah. Alligevel trykker min tommelfinger på hendes navn, før min hjerne når at følge med. Jeg bider tænderne sammen og lukker øjnene. Lyden af de lange ventetoner, spreder sig i hovedet som en utålmodig summen. Endelig er der noget der skatter. 
  "Hej Luna," siger hun blot. 
  "Kom over til mig, så hurtigt du kan. Der er noget du skal vide. Også selvom det betyder du må cykle," 
Hun svare ikke længe. Men spørger så bekymret ind til mig. Jeg svarer blot kort;
  "Skynd dig," 
Og så lægger jeg på. 

Jeg kan ikke lade være at paranoidt sende et blik, mod den klare stjernehimmel udenfor mit vindue. Solen har forlængst efterladt den sidste stråle. Min hånd ryster da jeg lægger mobilen tilbage på sengebordet. 

Da den raslende lyd af breve endelig holder inde, og døren kort efter går op, spreder lettelsen sig i min krop. Trappen knirker, og det varer ikke længe, før Mathilde træder ind på mit værelse med en smal rynke i panden. 
  "Hvorfor ligger der en enorm bunke breve nede foran din dør?" Er det første hun siger. 
  "Jeg har virkelig brug for din hjælp," jeg kigger afventende op på hende. Hun rækker blot hånden ned i den store bunke af konvolutter. 
  "Hvad er det der sker, Luna? Hvad er de her breve for noget?" Hun smider forvirret brevet igen. Det daler langsomt ned, og forsvinder i massen. 

Jeg synker en klump og kommer rystende på benene. Så åbner jeg det store brune skab, og finder alle brevene fra Bror Cielo, i en af hyldernes dyb. 
  "Læs dem her," jeg rækker hende dem. Derefter samler jeg 'Den røde måne' op fra det støvede gulv under min seng, "så skal jeg prøve at forklare det hele. Jeg er bare bange for jeg ikke kan. Jeg må nok heller ikke, men jeg kan ikke stå med det her alene længere," 

Hun ser chokeret på mig da hun har læst det sidste brev. Det brev der er fra den kutteklædte. Så ler hun. 
  "Luna, hvad er det her?" Hun slår voldsomt ud med armene. 
  "Hvorfor griner du? Det er ikke sjovt. Overhovedet!" 
  "Er det her virkelig den bedste undskyldning du kan finde på? Hvorfor siger du ikke bare hvorfor fanden du aldrig fortæller mig noget mere? Det her er virkelig den ringeste undskyldning nogensinde," hun lyder vred nu. 
  "Hvad fanden mener du? Hvorfor skulle jeg finde på alt det her pis?" Jeg hæver stemmen. Ubehaget tynger mig ned, og jeg kan mærke hjertet synke i brystet. 
  "Hvorfor? For at komme af med mig måske? For at du måske havde mulighed for at få et bedre forhold til Noah end jeg? Der er mange grunde, Luna. Fortæl mig nu for pokker da bare sandheden!" Hun stirrer stift ind i mine grønne øjne, og hendes vrede får hjertet til at krympe. Og pludselig går det op for mig hvilke følelser og overvejelser hun må stå med, de gange jeg har afslået at fortælle hende noget. Selvfølgelig vil hun ikke tro det her. Alligevel siger jeg; 
  "Det her er sandheden, Mathilde. Jeg ved ikke hvordan jeg skal bevise det. Men jeg er virkelig bange, og har brug for nogens hjælp," jeg dæmper stemmen igen. 
  "Så få Noah til at hjælpe dig!" Hun skuler og skal lige til at dreje om på hælene, for at spadsere ud af mit værelse. 
  "Det kan han ikke. Jeg er bange for det er ham, der er Bror Cielo," 
Hun vender rundt og hæver øjenbrynene. 
  "Nu stopper du fanme," hendes hårde stemme rammer mig som en tung, massiv sten. Så smækker hun døren i. 
  "Mathilde!" Jeg skriger det nærmest ud. Desperat efter hjælp. 

Samtidig har vreden sat sig fast i brystet. Og da jeg kan høre hoveddøren smække i med et brag, rejser jeg mig arrigt. Hurtigt får jeg støvlerne på, ligeså jakken og halstørklædet. Hvis hun ikke vil tro det, eller hjælpe, må hun selv om det. Hvis der sker mig noget ved søen, er det måske bevismateriale nok. 

Gruset klirrer under mine fødder, da jeg tramper ned ad skovstien. Træerne står som vaklende skygger i mørket. Luften synes at være kvælende og tyk. En blid brise smyger sig omkring mig, og mit røde hår flagre let. Det varer ikke længe før dens blanke overflade kommer til synes. Vandet er skvulper let i vinden, og over den hænger den enorme måne. Det synes at være kommet tættere på. Lidt for tæt måske. Men den er ikke rød, som jeg måske ellers ville have frygtet. 

Her er ingen. Egentlig havde jeg forventet at se nogen. Måske den kutteklædte, den gamle mand eller Bror Cielo. Men her er ingen. Måske er det for sent? Nej, jeg nåede vel at gøre det af egen fri vilje, som der stod i et af brevene. 

Jeg stikker hånden i lommen, og knuger om det sammen foldede papir, så tager jeg det op, og læser det endnu engang. Brevet om at jeg skal gå til søen. Der står jeg skal sætte mig på en stub. Så finder de mig nok før eller siden. Jeg kaster blikket ind i træerne. Her ser ikke ud tilsat være nogen sin helst form for stub. Ingen har fældet et træ for nyligt. 
Jeg bevæger mig med langsomme bevægelser mod søens skvulpene bølger. Vreden er snart skiftet ud med frygt. Jeg slår utålmodigt neglen mod min jakkelomme. Jeg gyser, da endnu en vind sniger sig om mig. 

Jeg graver med foden i det tykke sand. Brisen for det til at slange sig ud mod vandet. Her begynder at bliver koldt, og jeg er lige noget til den konklusion at jeg vil bevæge mig hjemad igen, da en rusten stemme afbryder mig; 

"Det var alligevel heldigt nok, at du besluttede dig for at komme. Det med stubben var vel blot for, at han ville gøre brevet længere, og mere mystisk," 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...