LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8806Visninger
AA

16. Kapitel 14 - Andre hvem?

Mine øjenlåg er tunge, da vækkeurets høje toner skærer mine ører i tusinde stykker fredag morgen. Efter scenariet i nat har jeg ikke kunnet lade drømmenesspind indfange mig, og jeg kan gentagende gange høre min egen stemme skrige "hey" efter den kutteklædte, igen og igen. Egentlig har jeg mest lyst til blot at blive liggende i min seng, med dynen trukket helt op omkring mine øre, og lade dagen passere forbi. Selvom jeg ellers har besluttet mig for at lade være at gå til søen, er det lidt som om at noget trækker i mig. Nysgerrigheden. Den prikker og tigger under huden. Men samtidig har frygtens lange fangarme knust mig, i et langt koldt knus. Det er også den, der gør magneten i sengen stærkere. 

Jeg lukker forsigtigt øjnene i, og kan mærke hvordan de sviger af træthed. Jeg kæmper en kamp for at åbne dem igen. Så bider jeg mig selv hårdt i læben, og tvinger mine tunge ben til at lade sig falde ud over sengekanten. End ikke da jeg skruer vandet i bruseren til det koldeste synes min krop at vågne. Jeg opgiver og får langsomt tøjet på. Et kort øjeblik tager jeg mig til halsen, og studere det trekantede ar. Jeg gider simpelthen ikke til at finde endnu et makeupprodukt i dag. Det må blot blive en rodet fletning i siden. Også selvom det med at flette, aldrig har været min stærke side. 

Jeg skal lige til at række ud efter halskæden med den røde sten, i skuffen under vasken, da en kuldegysning stryger igennem mig. Den er der jo ikke. Var det virkelig den gamle mand der tog den? Jeg synker en klump. Hvem er han overhovedet?
Jeg prøver at glemme ham, da jeg bevæger mig ned af den beklagende trappe, for at putte en halv grovbolle i munden, og begive mig mod bussen. Vejret i dag er en smule mere gråt end det plejer. Himlen har kun få strøg af blå nuancer, og skyerne dækker det meste. Men ingen vind. 
Tunge skridt på asfalten bag mig afbryder mine tanker, og jeg ser mig over skulderen. Egentlig forestiller jeg mig bare at det er en af de yngre elever fra skolen, som også skal med bussen. Men mine grønne øjne lyser muligvis af frygt, da de rammer de grå. Den gamle mand. Jeg overvejer kort at spørge ham, og jeg må få min halskæde tilbage. Men frygten for hvem han egentlig er, holder mig fra det. Så åbner han munden, og jeg sætter farten op. Vil ikke høre hvad han har at sige. 
  "Luna?" Den rustne stemme skærer i mine ører. 
Men jeg ignorere det, sætter i en lunten mod bussen. Forsøger ikke at vække for meget opsigt. Alligevel kigger samtlige elever på mig henne fra busstoppestedet, da jeg begynder at lunte. Jeg bider tænderne sammen, og stopper så. 

Pludselig står han foran mig. De grå øjne stiger direkte ind i mine. Jeg ser væk. Om bag ham, på alle eleverne der venter på bussens tøffen. De lader ikke til at have set hans lille usædvanlighed. Et eller andet sted ærgrer det mig, at ingen så ham flytter sig så hurtigt. Så kunne jeg måske få lidt hjælp? Men hvad ved jeg? 
  "Luna," siger han så igen. 
  "Hvad vil du?" Jeg kan ikke lade være at spytte det ud. Inderst inde er jeg hunderæd, men jeg er snart træt af alle de ting, jeg ikke ved noget om. Ønsker mig blot væk. Ønsker at have et helt normalt liv, uden nogen form for Rossaer og røde måner indblandet. 
  "Har du tænkt dig, at komme til søen i dag?" Stemmen er så rusten, at det næsten lyder som om han har svært ved at få sætningen ud over sine læber. 
Det giver et gib i mig da han siger det. Er det ham, der er Bror Cielo? Jeg håber det ikke. Jeg overlapper ham, med endnu et spørgsmål. Han må svare for jeg gør. 
  "Hvem er Bror Cielo?" Jeg synker en klump. Har jeg overhovedet lyst til at vide det? 
Hans grå øjne flakker, og da han kigger op mod den asfaltere bakke, synes de næsten at blive sorte. Så ser han stift på mig, og øjnene bliver igen grå som mors. Er det noget jeg bilder mig ind? Eller er det lyset der skifter hans øjenfarve?
  "Skynd dig nu bare at nå bussen," siger han, og skubber mig blidt på skulderen for at få mig til at flytte sig. 

Sukkende vender jeg mig om, og ser bussen komme rullende over bakkens top. Hvordan kunne han vide den kom nu? Jeg trækker på skuldrene, og bevæger mig mod busstoppestedet. Men noget stopper mig. Jeg er næsten ved at falde, da jeg træder på noget. Mine hænder ryster da jeg bøje mig ned for at samle det op. Det her bliver også bare mere og mere skræmmende. Længe betragter jeg det røde vedhæng. Tabte han min halskæde? Var det virkelig ham der havde taget den? Selvfølgelig var det det. 

Hans spørgsmål får tankerne til at sværme rundt i hovedet på mig. Vender og drejer hjernen på alle sider og vinkler. Vrider den til det yderste. Er det ham, der er Bror Cielo? Jeg mener, siden han vidste jeg skulle til søen. Mundvandet samler sig i mundvigene, og jeg for lyst til at spytte. Spytte den klump, der langsomt kravler længere og længere op af halsen ud. Jeg for mindre og mindre lyst til at gå mod søen. Men alligevel er der noget der prikker i siden af hovedet, når tanken om at blive hjemme falder. Noget der forsøger at fortælle mig, at jeg glipper en masse svar, hvis jeg ikke gør. Eller er det indbildning? Jeg fortæller mig selv at det er, og bevæger mig langsomt mod bussen der nu holder stille. 

Det blå tøffende transportmiddel er allerede fyldt godt op, da jeg smiler høfligt til buschaufføren og bevæger mig ned bagi. Jeg lader igen mine grønne øjne betragte husene der flyder sammen til en klumpet masse, og det vare ikke længe før bussen igen stopper. Et sted hvor den aldrig har stoppet før. Her er ikke engang et busskilt. En lille sti fører ind i et tæt buskads ikke langt herfra. Edderkoppespindende der fredeligt er hængt fast på de tornede grene, glinser i solen. Da bussens dør åbnes, er jeg ikke helt klar over, hvem jeg forventer at se. Men der er i hvert fald ikke hende, der med rodet hår, og dobbelthagen blævrede, træder ind. Dorthea Hyld. 

Jeg kan ikke lade være at følge stien med øjnene. Bare lidt længere ind i buskadset. Jeg synes pludselig at kunne skimte et stort hvidt hus, med det gamle stråtag hængende nede ved vinduerne. Ukrudtet omkring er ved at være godt langt, og et mølædt enkeltmandsgyngestativ står og svajer i den blide brise. Er det her Noah bor? Det slår mig pludselig, at jeg aldrig har set ham stå på bussen. Men den anden dag, var han da i bussen, da jeg stod på? Jeg prøver at slippe tanken. Han bor nok ikke her. Men der er alligevel noget der prikker til nysgerrigheden. 

Jeg opdager for sent at Dorthea er på vej i min retning. 
  "Jamen halløjsa," hører jeg hende sige. Samtlige elever vender sig i bussen, og lytter med et halvt ører med i det næste hun siger, "du kommer vel til søen? Ja, det er bare noget jeg har fået besked på at sige. Faktisk, ja faktisk, er det derfor jeg er her," 
Jeg blinker kort. Hjertet hamre mod brystets indersiden, og truer med at brække et ribben. 

Først overvejer jeg overhovedet ikke at svare. Men det går ligesom op for mig, at det ville virke utroligt underligt. Da hun hæver øjenbrynene og kigger stift på mig, udstøder jeg et forsigtigt, næsten lydløst kvæk. 
  "Ehm.. Det kommer an på hvad det er jeg skal?" Sætningen forlader min mund inden jeg når at stoppe den. Egentlig fortryder jeg den ikke, selvom hjertet nu slår så hårdt mod brystet, at jeg har svært ved at trække vejret normalt. For måske får jeg svar?

Pludselig slår det mig; måske er det derfor jeg er i tvivl om hvorvidt jeg har lyst til at lade mine små fødder tøffe mod søens blanke overflade? Jeg mener, jeg ved jo overhovedet ikke hvad jeg skal. 

Dorthea rømmer sig. Øjnene flakker, og hun ser sig kort over skulderen, og opdager de samtlige elever, der har stukket hovedet ud for at se med. 
  "Det kan jeg desværre ikke fortælle dig," hun har nu dæmpet stemmen en smule. Så trykker hun stop. Bussen har ikke engang passeret den bakke, hvor hun stod på forneden endnu. Hvordan vidste hun jeg var her? Og hvor er Noah egentlig? Burde han ikke komme i skole? Jeg skubber tankerne væk, og griber ned i tasken efter mine høretelefoner. 

Det varer ikke længe, før Mathilde sætter sig. Hun piller let ved sine lyse krøller, og spørger så: 
  "Er dit liv mindre indviklet i dag, Luna?" Hun lyder irriteret. 
Jeg skærer tænder og bider mig i læben. 
  "Nej desværre," jeg holder en pause, "det er faktisk lige blevet viklet endnu mere ind," sukker jeg så. Det samme gør hun. 

Tavsheden fanger os i et spind. Det føles som om mit hjerte krymper, da det pludselig slår mig, hvor lidt vi egentlig snakker sammen, efter alt det her Bror Cielo noget. Mathilde og jeg, altså. 

Hun har vendt hovedet den anden vej, og det ser ud som om hun synker en klump. Det lyse hår hænger løst og slasket ned over hendes skuldre. Og da hun vender hovedet mod mig igen, og ser mig direkte ind i mine grønne øjne, går det op for mig, hvordan hun må have det. Det er lidt som om hendes følelser langsomt siver fra hendes sind til mit. Nu er det min tur til at synke en klump. Måske burde jeg bare fortælle hende det hele? Om hun så vil tro det eller ej. Hverken Noah, Bror Cielo, den gamle mand eller mor behøver jo vide, at hun ved det. 

  "Hør, Mathilde..." mere når jeg ikke at sige, før hun sætter et stort smil op, og vinker fremad i bussen, der lige akkurat er stoppet. Jeg tror ikke hun nåede at høre hvad jeg sagde. Er ikke engang sikker på hun ville. 
  "Heej Sofie," Mathildes stemme skærer i mine ører. 
Da hun beder Sofie sætte sig ved sin sidde, kan jeg mærke hjertet synke i brystet. 
De snakker og griner helt indtil bussen stopper på den grå busholdeplads. Jeg får næsten ikke indført et eneste ord. De få jokes jeg fyrer af, som Mathilde ellers ville have grinet højt og skingert med på, ender blot mod en kold og dyster latter. 

Da jeg stiger ud på busholdepladsen, og skal til at spadsere mod klasseværelset med Sofie og Mathilde, er der nogen der rækker ud efter min hånd, og trækker mig tilbage. 
Jeg stopper brat, men hverken Sofie eller Mathilde ser sig tilbage. De fortsætter blot deres muntre snakken. Jeg drejer rundt og ser direkte ind i Noah. Han sender mig et sørgmodigt smil. 
  "Tag dig ikke af dem," Siger han. 
Det lyder så beroligende, men alligevel irriterer det mig, at han endnu engang skal blande sig. 
  "Deres venskab skal nok holde inde, før Mathilde og dit gør," nu flytter han sit sørgmodigt smil op i øjnene. Chokeret ser jeg på ham, hvordan vidste han, at det var præcis hvad jeg frygtede ville ske? Alligevel kan jeg ikke lade være at udbryde: 
  "Hvad ved du om det?" 
  "En masse," svarer han blot, og lægger så armen om halsen på mig, "og hvis ikke, er der jo mig og de andre," 
  "De andre hvem?" 
  "Rossaerne," så slipper han taget om mig, og blinker let med det ene øje til mig. 
Hvornår steg han egentlig på bussen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...