LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8808Visninger
AA

15. Kapitel 13 - Dominerende angst

Jeg fortalte Mathilde at jeg nok skulle fortælle hende det en dag, hvor mit liv ikke er så indviklet, som du er nu - hvis altså det nogensinde ikke vil være indviklet. Det sidste sagde jeg selvfølgelig ikke. Men resten af dagen kiggede hun nysgerrigt fra Noah til mig, jeg tog hende flere gange i at sidde og stirrer på mig, og så derefter fører blikket mod Noah. Hver gang kiggede hun flovt ned i bordet, men så gav jeg hende blot et lille smil. For jeg forstod hende. Nøj, hvor jeg dog forstod hende. Hvis det havde været mig, så havde jeg plaget og plaget om at få det at vide - lige med det samme. Jeg havde ikke kunne holde det ud. Så jeg er virkelig taknemlig for hendes tålmodighed. Spørgsmålet er nu bare, hvad jeg skal fortælle hende. Skal det være sandheden eller endnu en løgnehistorie? Jeg er ikke sikker på, jeg kan klarer at fortælle hende flere løgne, men så alligevel, hvis Noah virkelig har styr på det, så er der vel en mening med ikke at sige det?

Jeg kommer i tanke om brevet, jeg fik af Mathilde. Noah havde ledt og ledt efter det brev. Jeg tror næsten han brugte alle frikvartererne på at rode i sin taske. I de første frikvarterer havde jeg ikke sagt noget. Han skulle vide, at det altså ikke var alt han havde styr på - det sagde jeg også til ham. Men så fortalte jeg ham, at jeg havde brevet. Han blev ikke sur. Nej, han blev noget lignede irriteret, og sagde at det altså var vigtigt, at jeg sagde sådan noget med det samme. Jeg svarede, at han ikke havde gjort det meget nemmere for mig, når nu det var Mathilde der fandt brevet. Hvad skulle jeg sige til hende? 
Han sukkede bare og endte med at sige, at det i det mindste var godt jeg havde fået brevet af hende, og hun ikke havde beholdt det, og læst det. 

Senere har forvirringens summen overdøvet mine tanker, og jeg er lettere ved at give op. Ikke om jeg gider det her mere. Hvad vil Bror Cielo fortælle mig? Hvad er jeg er jeg ikke herre over, men burde være? Tankerne snor sig, forsøger at finde en løsning, men forvirringen overdøver. Så trods den befriende tanke om at opgive dette her, og så bare ignorer alt Bror Cielos - hvad end han nu finder på, prikker nysgerrigheden dybt under huden. I et forgæves forsøg på at slå den prikkende fornemmelse væk, gnider jeg hånden let over huden. Jeg sukker. Burde jeg virkelig gå til søen i morgen? Jeg vil jo gerne have svar. Men så alligevel, jeg frygter det værste. Eller, faktisk så ved jeg ikke helt hvad det egentligt er jeg frygter. Måske er jeg bange for at se skyggerne? Men jeg for svar. 
De to muligheder løber om kamp inde bag kraniet. Det syder næsten under huden, resten af dagen, og jeg kan ikke slå tanken fra mig. Jeg beslutter mig derfor for at trække i min mørkegrå vamsede sweater og mine sorte alt for korte shorts, og ligge mig under dynen. Normalt sover jeg ikke i nattøj, men lige nu, føler jeg mig for utryg til blot og ligge under dynen halvnøgen. Det ekstra lag tøj er som en slags mur omkring mig, alt imens jeg forsøger at puffe tankerne om skyggerne væk, da jeg lukker øjnene. Det er også ved at være sent, konkludere jeg. Der er i hvert fald helt mørk uden for, og stjernerne lyser ret klart, da jeg ved at tilfælde slår øjnene op, for at vende mig op på siden. Fuglene er også holdt op med at synge derude. 

Et skrig skærer gennem nattehimlen. Stjernerne lyser kraftigt, og luften føles ubehageligt tyk. Vandet skvulper let op på land og rører morens bare tæer. Det bølgende lyse hår hvirvler om hendes skuldre, i et pludseligt vindpust. Hun ager tørt spædbarnet over panden, da noget i buskende bag hende rasler. Angst ser hun sig over skulderen, i et forsøg på at finde en forklaring. Spædbarnet skriger igen. Og moren prøver panikslagen at tysse på det. Men det ender blot som en svag hvislen. Ud bag hende styrter en masse sorte skygger. Det ligner næsten, et sort vindpust, der tordner frem mod faren. Nærmest en orkan. En orkan, af sort masse. 
Da skyggerne når faren, rejser moren sig pludseligt og løber mod søen. Men en del af den sorte masse er hurtig, og skyggerne truer hende tilbage hvor hun kom fra. 
Da skyggerne nu har truet faren så lagt ud mod søen, at han han bakker direkte ud i den og falder, sætter moren i løb. Hun knuger barnet mod brystet. Det sidste hun hører, er et grådkvalt hæst "hjælp mig," der truer hendes hjerte med at briste. 

Tårerne triller, da hun pustende sætter sig på en sten. Spændbarnet vrider sig i hendes greb. Lukker øjnene i, inden en af morens våde tårer lader sig ramme dets pande. Ingen må hører dem her, men alligevel hvisker moren: 
  "Du er den sidste, jeg har nu," 
Flere tårer lander på spædbarnet, men det ænser det ikke.
  "Luna, dit navn bliver dit eneste minde om din far," 
Moren tørrer de våde tårer væk fra spædbarnets pande. 
  "Luna, du skal få din sandhed at vide," 
Moren bryder i gråd endeløs igen. 
  "Luna," råber hun så, "men først når du er gammel nok," hun dæmper stemmen igen. 
Spædbarnet udstøder en snorken. 
  "Du er mit eneste håb nu," 

Ud bag moren hvisler et par sorte skygger, og hjertet banker i morens bryst. Føler næsten det falder op gennem halsen, og lander på den mudrede jord foran hende. Hun snøfter og har svært ved at trække vejret. Men pludselig danner disse skygger sig til en silhuet. Og snart har de dannet en kutteklædt man foran hende. Nu slår spændbarnet igen øjenene op, og skriger af gråd..   
  "Han gjorde det forbudte," 

Jeg vågner med sveden drivende ned af ryggen. Mine hænder ryster, og min puls hamre afsted. Jeg føler mig overvåget, og tænder med famlende hænder for min sengelampe. Jeg frygter næsten at se de sorte skygger foran mig, da jeg kigger rundt i rummet. Men alt er som det plejer. 
Jeg forsøger at fortælle mig selv, at det bare er en drøm. Men det ved jeg jo godt at det ikke er. Jeg er aldrig noget så langt i drømmen som jeg kom nu. Det skræmmer mig. Det var den kutteklædte. Nogengange ønsker jeg at hele mit liv er en drøm, og at jeg en dag vil vågne, og have et helt normalt liv - med teenageproblemer og alt hvad der hører med. Bare ikke det her Bror Cielo-skygge-breve-noget. 

Jeg kaster et uroligt blik ud af vinduet. Mørket hænger stadig derude, og de klarer stjerner minder mig om gule øjne. Pludseligt forventer jeg at se den kutteklædtes silhuet dukke op bag ruden. Selvfølgelig gør den ikke det, men hjertet truer mig med at springe inde bag ribbenene, da tanken passerer. Forsigtigt lader jeg mine bare fødder rører gulvet, hiver lidt ned i shortsende, og retter på min grå sweater - som jeg nu kan mærke er våd af sved. Mit blik flakker, da jeg så lydløst som muligt, går ned af den knirkende trappe. Og ligepræcis da, beslutter jeg mig for, ikke at gå til søen ved solopgang. Det tør jeg simpelhen ikke. 
Istedet kaster jeg et blik på uret, og konkludere at klokken kun er 4. Så laver jeg lidt the og sætter mig i sofaen. Prøver forgæves at slå den dominerende angst ned. 

Det giver et sæt i mig, da det senere banker på døren. Klokken er ved at være omkring 9, men mor er ikke stået op endnu. Solen har ellers fyldt stuen godt op med lys, og min frygt er ellers ved at fordampe en smule, men da jeg kaster et blik ud af ruden ved siden af døren, slår hjertet igen så hurtigt, at det lige så godt kunne være faldet ud. De blå-grå øjne møder mine. De ser næsten venlige ud, men kutten der er trykket godt ned om ørene, giver mig kuldegysninger. Jeg for lyst til at styrte ind til mor, men holder mig fra det. Det her er min mulighed for at finde ud af noget mere. Tror jeg da. For da jeg åbner døren er det eneste den kutteklædte gør, at stikke mig et brev, som jeg forundret tager imod. Derefter lukkes døren i, for næsen af mig. 
  "Hey!" Råber jeg, og river døren op. Jeg styrter ud på dørtærsklen i mine bare fødder. Men den kutteklædte er allerede væk. Forurolige hurtigt væk. Borte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...