LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8813Visninger
AA

14. Kapitel 12 - Hvem er du?

Kære Luna Rossa Cielo. 
Faktisk, så troede jeg, at jeg vidste næsten alt om dig. 
Ikke hvad du tænker selvfølgelig, og heller ikke dine næste 
handlinger. Men jeg troede dog, at du vidste, hvad du ikke selv 
er herrer over. Af den grund vil jeg gerne undskylde mine meget
uklare breve og beskeder til dig. Jeg vidste ikke, hvad din mor hav- 
de gang i. Jeg vil derfor rose dig, for at stjæle din mors bog. Dermed
ikke sagt, at du skal stjæle, men du skal blot bruge bogen. I
den står der dog ikke nok. Ikke nok til, at du bliver herrer over noget, du 
i den grad, ikke selv er herrer over. Derfor vil jeg nu bede dig om at
komme til skoven i morgen omkring solopgang. Bare sæt dig på en 
stub, så finder vi dig nok før eller siden. 
De venligste hilser 
- Bror Cielo 

Jeg kigger undrende på brevet. Klør mig lidt i den røde hår, og snor en hårlok omkring fingeren. Jeg rynker brynene, mens jeg langsomt bider mig selv i læben. Hvad mener han dog med det? Hvad er det, jeg ikke selv er herre over, men som jeg burde vide? Og hvad skal jeg have at vide, som ikke står i bogen? Hvad skal jeg blive herre over, som jeg ikke er nu? Men selvom disse tre spørgsmål fylder mit hoved i en summen af tanker, gentager en af sætningerne fra brevet sig i mit hoved; "Jeg vidste ikke, hvad din mor havde gang i". Hvad har min mor gang i? Jeg når ikke at tænke længe over det, før en besked baner sig vej ind på min mobil. 

Har du åbnet brevet?

Forvirret ser jeg på beskeden. Den står der, så lille og uskyldig på min grå Nokias skærm. Hvem var det, der havde skrevet? Noah? Eller måske Mathilde? Nej, så ville der stå at den var fra hende. Jeg beslutter mig for, ikke at besvare spørgsmålet før jeg ved hvem beskeden er fra. Hvad nu hvis det er Bror Cielo? 

Hvem er du?

Jeg tripper let med fødderne mens jeg venter på svar. Nervøst ser jeg mig rundt i rummet. Et eller andet sted håber jeg bare jeg har ret. At det er Noah. 

Haha oh undskyld - det er mig, Noah. 
Åbnede du brevet?

Jeg ånder lettet ud, det var 'bare' Noah, og ikke Bror Cielo. Medmindre Noah er Bror Cielo? Jeg gyser lidt ved tanken om det - så skal jeg gå i parallelklasse, og være i gruppearbejde med ham. Bror Cielo altså. Jeg tænker tilbage på i går. Noah havde blot spadseret direkte ind i bussen og overrakt mig brevet, uden så meget som at tage hensyn til, at jeg nu blev nød til at lyve overfor Mathilde. Han havde endda gjort hende mere nysgerrig ved at sige, at jeg først måtte åbne det, når jeg kom hjem. Af den grund ender mit eneste svar med at være: 

Du gør det ikke nemmere for mig, Noah.

I håb om, at han fatter hentydningen læner jeg mig tilbage, med ryggen mod væggen. Tankerne sværmer som små bier inde i hovedet. De lander på i går. På hvordan Oliver havde grædt. Og den måde Mathilde havde omfavnet ham på. Jeg havde blot klappet ham kejtet på skulderen, indtil jeg ikke kunne dy mig for at give ham et knus. Han havde hvisket noget til mig. Hvisket at han skulle snakke med mig en dag, alene. Hvad kunne det dog være, han ville fortælle mig? Altså jeg mener, jeg er ikke lige den man snakker alvorligt med? Hvis altså det er alvorligt. Men på den anden side så var det også mig, han hev fat i der ved maskeballet. Jeg kommer i tanke om sedlen han sendte mig. Hvorfor sendte han mig egentlig ikke bare en sms, istedet for den pokkers seddel? Og hvad med det nye brev fra Bror Cielo - han vil også fortælle mig et eller andet. Måske er Oliver Bror Cielo? Jeg ryster på hovedet af mig selv. Selvfølgelig er han ikke det, det ville være for underligt. Jeg gider ikke flere spørgsmål. Så lægger jeg mig ned på gulvet. Retter de grønne øjne mod loftet og begynder at tælle de brune knaster i loftet. Bare for at vende tankerne på noget andet. Jeg er noget til omkring 102 da mine øjne falder hen, og mine åndedrag bliver tunge. Jeg overgiver mig til drømmeverden, og lader den sno sig ind i sit spind, man skal kæmpe hård for at komme ud af. 

De sorte skygger er noget langt nu. Langt ud over søen svæver de. Hen imod faren. Hans grønne øjne lyser af skræk. De er tættere på nu. Skyggerne. Så tæt på, at han kan mærke suset fra dem, da de truer ham mod søen. Det giver et lille plop. Nu er den skallede isse under overfladen. Snart er den oppe igen. Man kan hører de høje vejrtrækninger, og den paniske gispen efter vejret. Men de kommer nærmere. Truer ham så langt ud, og at han forsvinder fra overfladen. For altid.
På den anden side af breden skriger barnet. Overdøver vindens hvislen i træerne. Men så bliver der stille. Ikke en eneste lyd er at hører. Dog varer det ikke længe, før moren knuger barnet ind til sig, og bryder i gråd. Så løber hun. I barer fødder gennem skovbunden. Hun ender med at sætte sig på et stub, langt væk fra søen, og sin druknede mand. Hun ber til at skyggerne er langt væk fra dem. Men hun har ikke mere end lige tænkt, før en mur af sort masse baner sig vej imod dem. Barnet skriger. Moren tysser på det. Lader en tårer falde, og hvisker noget lignende "du er den eneste, jeg har nu," 

Forskrækket sætter jeg mig op. Jeg ømmer mig på ryggen. Gulvet har været hårdt at sove på. Jeg ser det hele for mig igen. Skoven, træerne, søen, faren og skyggerne. Det løber mig koldt ned ad ryggen, og det kribler overalt i min krop. Pludselig synes jeg at kunne smage blod. Jeg hader virkelig de her drømme. De første gange jeg fik dem, tænkte jeg blot, at det var et ondt mareridt, der åbenbart synes at skulle gentage sig i mit hoved. Jeg troede det var helt normalt. Men så var det, de begyndte at gentage sig utallige gange. Flere gange om ugen. Jeg sagde det til mor, men hun afviste, ville ikke fortælle mig noget. Og så begyndte alt dette her med den røde måne, og nu er jeg sikker på, at der er en sammenhæng. Men hvad den er, det ved jeg ikke. Men hvor ville jeg ønske jeg gjorde. 
Denne gang lægger jeg mig op i sengen, og lader drømmenes net indfange mig. 


Den irriterende lyd fra mit vækkeur vækker mig. Jeg kører en hånd gennem mit røde hår, og kaster et blik på klokken på min mobil, der ligger på bordet ved siden af mig. Displayet fortæller mig, at jeg bliver nød til at stå op, hvis jeg vil nå i skole til tiden. Egentlig har jeg ikke ret meget lyst, men jeg kan jo hellere ikke blive hjemme, 'bare fordi'. Jeg skynder mig at dække arret, sætte mit unaturligt røde hår i en hestehale i nakken hvorefter jeg hiver et par sorte bukser ud af skabet. Derefter tager jeg en stor hvid striktrøje over mit hoved, og så skynder jeg mig ellers ud af døren. Jeg når lige busstoppestedet i tide, og i det samme jeg træder ind af døren, er der en eller anden der hiver mig ind til siden. Jeg bliver kastet ned på et sæde, og ligger nu med hovedet i nogens skød. Forvirret blinker jeg et par gange med øjnene, der møder et maskulint ansigt, og et par brune øjne. Det giver et gib i mig, da mine øjne strejfer arret på hans hals. Så sukker jeg, og sætter mig op. 
  "Hvad skulle det til for?" Irritabelt himler jeg med øjenene. 
Han svarer ikke, retter bare på sin tynde jakke, og kigger så ud af vinduet. 
  "Hvad skulle det til for, Noah?" Spørg jeg igen. 
Da han heller ikke dennegang svarer, rejser jeg mig for at gå. Gå ned mod Mathilde, som jeg kan se bagerst i bussen, men han hiver fat i min striktrøje. 
  "Har du ikke glemt noget?" Siger han. Jeg tror ikke det er ment som et spørgsmål, mere bare en konklusion. 
  "Hvad?" Sukker jeg, og himler igen med mine grønne øjne. 
  "To ting," 
  "Sig nu hvad det er, for pokker," irriteret hæver jeg øjenbrynene. Hvad har jeg dog glemt? Kan han ikke bare sige det? Jeg kan mærke hjertet dunke lidt hårdere i brystet på mig, da tanken om, at det kan have noget med Bror Cielo at gøre, strejfer mig. 
  "Et, du skal lige forklare din besked fra i går, " da han siger det, går det op for mig, at han åbenbart ikke fattede min hentydning. Jeg sukker. 
  "To, du kan ikke gå ned til Mathilde," 
Hvad pokker mente han med det?
  "Hvad? Hvorfor ikke?" Spørg jeg undrende.
  "Tænk dig om," 
Jeg tænker, så jeg næsten tror man kan hører mine små, grå, uundværlige hjerneceller arbejde, men kommer ikke frem til noget. Jeg hæver øjenbrynene, og ligner sikkert et spørgsmålstegn, for Noah forklarer yderligere: 
  "Hvis ikke du selv kan tænke dig til det, så lad mig forklare; hvis du husker, så gav jeg dig et brev sidst i bussen, og hvis jeg ikke tager meget fejl, så har du ikke været sammen med hende siden. Derfor vil hun højstsansynligvis spørge ind til brevet - så prøv at undgå hende," afslutter han. 
Så han vil bare have, at jeg skal ignorer min beste veninde? Jeg hæver øjenbrynene, endnu mere end de var i forvejen, og kan ikke lade være med at knytte hænderne. Hvad tænkte han på? En smule arrigt siger jeg: 
  "Og det var lige præcis det, jeg mente med min besked, du gør der overhovedet ikke nemmere for mig, Noah! Hvorfor kunne du ikke have givet mig den på et andet tidspunkt?" 
  "Det var vigtigt," 
  "Vigtigt!?" Halvskriger jeg, og ignorere de samtlige elever, der nu lytter med i vores samtale, "det var et brev. Et brev fra en pokkers dreng, der siger han troede han vidste alt om mig. Det fandt han så ud af, at han ikke gør. Hvad vigtigt er der i det? Selvom han skriver at han vil formulere sig bedere, så gør han det ikke en skid nemmere for mig at forstå. Hvad er der med min mor, hva? Og.."  Noah holder mig for munden, og hvisker at utallige af eleverne i bussen lytter med. Men jeg kan ikke lade være, jeg har brug for at komme ud med alle mine spørgsmål. Og hvis ikke det var for Noahs store hånd foran min mund, var jeg helt sikkert blevet ved, til bussen havde ramt busholdepladsen. 
    
I det samme drejer bussen, og jeg kan se skolen og skolegården, med alle dens grå sommerfugle og elever der strømmer til time, som små fisk i stimer. 
Jeg er knap nok stået ud af bussen, da jeg mærke en hånd på min skulder. Han hiver mig ind mod hans bryst, med ryggen først. 
  "Bare forsøg, at hold dig fra hende," hvisker han. Og jeg ved han mener Mathilde. Men det har jeg ikke tænkt mig. Jeg har ikke tænkt mig at skabe mere mistanke end der er i forvejen. Desuden ender det også bare ud i at vi bliver uvenner, hvis jeg ignorere hende, og ikke gider fortælle hvorfor. 
  "Noglegange skulle man tro de øverste brikker ikke fungerer, Noah. Jeg vil ikke skabe mere mistanke end du allerede har gjort," sukker jeg. 
  "Jeg ved, hvad jeg snakker om," det giver et gib i mig da han siger det. Det minder mig  om noget, jeg kunne forestille mig, Bror Cielo sige - selvom jeg ikke kender ham. Noah ved i hvert fald noget om Bror Cielo. Noget som jeg ikke ved. Af og til glemmer jeg det lidt, han virker bare som ham den lækre, mange af pigerne sukker efter. Men i virkeligheden, ved jeg jo godt, at jeg ved bedre. Det er han ikke. I hvert fald ikke kun. 
  "Stol på mig, Luna," så skubber han mig væk fra sig, og går ned mod vores klasselokaler. 

Vi havde ikke stået sådan særligt længe. Så tæt, mener jeg. Alligevel kigger samtlige elever nysgerrigt på os, og jeg får dræberblikket af Ida. Jeg rynker brynene, vi snakkede jo bare. Da jeg møder Idas øjne, kigger jeg ekstra længe på hende. Ingen mascara ser ud til at have løbet ned af de runde kinder, og hun har ingen røde plamager under øjnene. Hun virker slet ikke ked af at have mistet Oliver. Jeg sender hende noget, jeg håber på er et ondt blik, tilbage. Ikke fordi det har noget at gøre med Noah, eller hendes dræberblik til mig. Jeg har blot ondt af Oliver.

Så gør jeg Noahs gestus efter og går mod klasselokalet. Det varer dog ikke længe før jeg bliver overhalet af et par faste, feminine skridt. Ida har fuldt fart på, og er allerede langt væk fra mig. Men i det hun går forbi, rammer hun mig hård på skulderen. Jeg ømmer mig, og knuger neglene så hårdt ind i håndfalden at jeg får dybe mærker. Jeg kan ikke lade være med at bebrejde hende. Selvfølgelig var det med vilje. 

  "Noahmus?" Kan jeg hører hende råbe. 
Jeg lytter lidt, men hører så intet svar. Hun råber igen. Jeg fnyser 'Noahmus', hvad tror hun egentlig hun kan tillade sig? Hun er jo fuldstændig ligeglad med Oliver. 

Det varer dog endnu ikke længe før endnu et par skridt kan høres bag mig. Mathilde kommer på siden af mig. 
  "Hvorfor kom du ikke op til mig?" Spørg hun. 
Jeg overvejer kort at løbe væk fra hende - blot for at følge Noahs råd. Men kommer så frem til den konklusion, at det ville være dumt. For det første så ville det være dumt at løbe fra sin bedsteveninde uden forklarelsen grund, og for det andet; hvis jeg så for engangskyld skal følge Noahs råd, om at holde mig fra hende, så skal det nok gøres det lidt mere diskret. Bare en lille smule, måske. 
  "Det var Noah, han ville lige snakke med mig," lyver jeg. Jeg hader at lyve overfor hende. Og hvor føler jeg, at jeg har gjort det meget på det sidste, men det har været, og er, nødvendigt. Men i princippet er det jo ikke helt løgn. 
  "Om hvad?" Jeg kan hører nysgerrigheden dirre i hendes stemme, men samtidig er skuffelsen en tydelig undertone. 
  "Det vare bare.." Jeg overvejer hvad jeg skal sige, "det var bare nogle lektier, han lige skulle have hjælp til," 
Jeg kan hører Mathilde sukke drømmene, hun ville sikkert ønske det var hende. Men hun afbryder sig selv midt i det. 
  "Forresten fandt jeg det her," hun stopper for at rode efter noget i sin taske.  
  "Hvilket?" Jeg kan smage blodet der suser rundt i kroppen, og hvad der føles som utallige nåle stikker mod min hud. 
  "Vil du ikke nok fortælle mig lidt om det her? Bare lidt, Luna, hvad er det? Jeg fandt det på bussens gulv, der hvor Noah havde siddet," 
Hun rækker mig et brev. Måske var det ikke et drømmende suk, hun havde givet fra sig, måske var det et skuffet et. Konvolutten er krøllet, men jeg genkender øjeblikkeligt håndskriften. Selvfølgelig er det Bror Cielo. Jeg bider mig i læben, men fnyser så af Noahs ord; "Stol på mig, Luna". Jeg kan ikke lade være at tænke; Jaja, du kan ikke engang holde styr på hvad du gør af dine breve fra Bror Cielo. Så nu står jeg her, med en nysgerrig veninde, jeg nu skal lyve overfor, og endnu et brev fra Bror Cielo. 
  "Det er meget indviklet, Mathilde," siger jeg, med hamrende hjerte. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...