LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8793Visninger
AA

13. Kapitel 11 - Besked fra Oliver

Jeg kan ikke lade være at tænke på brevet fra i går. Hvis Bror Cielo er her for at advarer, hvad advare han så imod? Den røde måne? Jeg forstår det ikke. Det har jeg egentlig aldrig gjort. Men er Noah overhovedet ham Bror Cielo, eller det en helt anden? 

Jeg kommer i tanke om 'Den røde måne', der ligger i min taske og venter på at blive læst. Det undre mig faktisk at mor ikke har spurgt mere end til den, end den ene dag. Jeg skubber tanken væk og finder bogen frem. Men i stedet for at slå op på side 2, som jeg var egentlig var kommet til, læser jeg indholdsfortegnelsen, i et forsøg på at finde en overskift der minder om noget, der kunne give mig svar. Jeg beslutter mig for at slå op på side 147. 

Kapitel 10 - Den røde månes mening. 

Ja hvad mon meningen med den røde måne egentlig er? Nu har i jo fået at vide hvad Mørke S. er til for, kampen om livet, alle reglerne og meget meget mere. Så lad mig nu fortælle hvad pointen med alt det her er. 

Når månen en gang hvert 18 år viser sig over søen, er det ikke blot en prøve for børnene. Det er også en prøve for Mørke S. For eksplodere månen, ja så er det ligeså vel død over ham, som det er over Rossaerne. Den eneste grund til at månen forsøger at eksploderer er, at intet holder evigt. Til forskeld fra alt andet, kan månen dog redes - med hjælp for dets børn selvfølgelig. Dog skal hver enkelt Rossa kun kæmpe én gang, for derefter at gifte sig med en anden Rossa, derefter skal generationen føres videre. For gifter ingen Rossa sig med nogen, vil der ikke være nogen til at redde månen. Den vil derefter eksplodere. 

Jeg klapper øjeblikkeligt bogen i og sukker. Jeg forstår intet af det der. Hvem er Mørke S.? Det går op for mig, at jeg nok må læse det hele fra starten, eller i hvert fald nogenlunde i rækkefølge, for overhovedet at kunne fatte meningen med bogen. 

Jeg hører den bippende lyd fra min mobil, der fortæller mig, at en ny besked er tikket ind. Jeg tjekker den hurtigt. 

Hej Luna :)) 
Jeg tænkte på, om jeg her på et tidspunkt
i løbet af i dag, kunne mødes med dig og 
Mathilde? Har lige brug for at snakke lidt. 
- Oliver 

Jeg smiler lidt for mig selv. Så havde han måske taget det til sig - det med at vi ville jeg hjælpe ham når som helst. Jeg skynder mig at svarer tilbage. 

Hej Oliver :)) 
Selvfølgelig kan du det, spørger lige Mathilde
om hun har tid. Hvis hun har kan vi mødes 
hos en af os. 
- Luna

Efter få sekunder kommer en besked fra Mathilde. 

Hey musser. 
Har du også fået en besked fra Oliver? 
Din Mathilde. 

 Jeg skynder mig at svarer tilbage til dem begge, hvor vi derefter aftaler at mødes på skolen når den næste bus kører. 
Jeg stryger en hånd igennem mit røde hår, og møder en knude i enden. Jeg må hellere få gjort noget ved det. Så skynder jeg mig ud på badeværelset, med min grå Nokia i hånden. Hurtigt for jeg redt det filtrede hår igennem. Mine græsgrønne øjne kigger tilbage på mig i spejlbilledet, og min hjerteformede mund lyser op i et smil. Jeg børster håret om på den ene skulder, så det nu dækker det trekantede ar. Jeg orker ikke dække det til i dag. Istedet griber jeg en hårelastik i skuffen under håndvasken, og laver en løs hestehale i siden, så arret forbliver usynligt under mit tykke røde hår. Jeg kigger på klokken of beslutter at gå ned til bussen nu. 

Så forsvinder jeg ned af den knirkende trappe og lader skyggerne alene. Jeg finder hurtigt mor, der ligger i sin seng og sover i sin seng. Jeg tror ikke hun har andet at give sig til, når hun nu mangler sin bog. Det ærger mig lidt, for jeg havde måske inderst inde håbet på, at hun blev mindre fraværende hvis 'Den røde måne' blev lagt lidt på hylden. Sådan blev det så langt fra. Da hun læste var hun da i det mindste vågen. Men nu var det jo heller ikke for at få mors opmærksomhed, at jeg tog bogen. Hurtigt for jeg vækket hende og fortalt jeg tager ned på skolen i noget tid. Hun mumler bare et søvndrukkent 'Jaja' og så er hun ellers væk igen. 

Mine sko klirre mod den hårde asfalt. Solens stråler opvarme den sorte masse, så jeg næsten kan mærke det brænde op gennem skoene. Da jeg endelig når busstoppestedet ønsker jeg blot at bussen kommer tøffende over bakketoppen, så jeg hurtigt kan stige ind. 
Jeg smiler, da den endelig kommer. Hurtigt stiger jeg ind, og sætter mig på en af de bagerste sæder. Der er kvælende varmt herinde, og jeg føler næsten at en varm flamme forfølger mig, og river min krop i stykker. Måske skulle jeg have taget shorts på? Snart kommer Mathilde, og vi sidder lidt og diskutere hvad det mon kan være Oliver har at fortælle os. 

Endelig drejer bussen ind på holdepladsen, og jeg ser Oliver står og kigge mut ned i jorden, han stryger kort en hånd gennem det krøllede hår, så slår han blikket op igen, da han hører lyden af bussens brummen. Gad vide hvor langt tid han havde stået der, når han nu ikke var med bussen? 
De varme brune øjne ser herfra blanke ud, og han er rød omkring næsen og ud på kinderne. Havde han grædt? Han retter lidt på den store sorte hættetrøje, og hiver lidt op i de løse hullede bukser, da han med slæbende skridt bevæger sig over mod bussen. Han løfter knap nok fødderne. Mathilde sender mig et undrende blik, og jeg besvarer med et mindst lige så undrende, men trækker så på skuldrene. Måske er det ikke hvad det ser ud til? 
Snart står vi ude på holdepladsen, og bevæger os i retningen af Oliver. Da vi kommer tættere på er det ikke til at tage fejl. Hans øjne er fyldt med væske, der nu former sig til ovalformede dråber, der triller ned af hans kind. I løbende skridt kommer Mathilde ham i møde, og omfavner ham. Hun stryger ham lidt over håret, og nusser ham i de brune krøller.  Jeg tror ikke kun det er Oliver der er glad for knuset, helt ærligt, så tror jeg også Mathilde nyder at have ham så tæt på. Forsigtigt gynger de fra side til side, og efter hvad der varer som meget lang tid, for mig, slipper de endelig hinanden. Det eneste jeg gør, er at klappe ham kejtet på skulderen. Det har altid været Mathilde der var bedst til det her. 
Med et bekymret blik, spørg Mathilde: 
  "Hvad er der dog sket?" 
  "Jeg," Oliver har svært ved at få ordene ud og sine læber, "det er Ida," 
Jeg ser undrende på ham. 
  "Det er hende og Noah ikke? Hun har slået op?" Jeg ser et kort øjeblik ind i hans varme brune øjne, "hun var altså også lidt af en bitch," 
Men da Oliver ryster på hovedet, slår jeg en hånd op foran munden. Havde jeg lige sagt, at hans kæreste var en bitch? 
Mathilde sender mig et irriteret blik. Jeg sukker og mimer; jeg prøvede jo bare at hjælpe. Hun hæver øjenbrynene, men ser så på Oliver og siger: 
  "Hvad så?" 
Egentligt et spørgsmål jeg også meget gerne vil have besvaret, så jeg lytter nøje efter, da de klynkende ord, forlader hans læber med lange mellemrum imellem. 
  "Det var.. mig. Mig der slog op.. altså," han har end ikke sagt sætningen til ende, før en lang strøm af tårer forlader hans øjenkrog. Hans stemme er grådkvalt da han fortsætter, og Mathilde knuser ham ind til sig. 
  "Hvad?" Det var simpelhent for underligt det her, hvorfor skulle han dog det? Han var jo så glad for hende. Hvis en af de to skulle slå op med den anden, så havde jeg forestillet mig, at det var Ida der tog det skridt, "hvorfor dog det?" 
Olivers hulken bliver højrere. Faktisk er længe siden, jeg sidst så ham græde så voldsomt. Egentlig i det heletaget græde. Græder drenge ikke ret sjældent egentlig? 
  "Noah og hende, jeg kunne ikke...," han tager en dyb hakkende indånding, og puster hulkende ud igen, "det blev for meget, i går.." 
  "I går hvad!?" Ivrigt afbryder jeg ham. Hvad pokker var det nu for noget? 
  "Jeg så dem, de gik dernede ved hallen, hånd i hånd.." 
Øjeblikkeligt slipper Mathilde ham, og kigger måbende på ham. 
  "Hvad fanden bilder hun sig ind?" Mathilde har hævet stemmen. 
  "Hun... Hun," gråden forhindrer Oliver i at fuldfører sætningen. Vi giver ham lidt tid, og endelig fortsætter han, "hun forsøgte at kysse ham," 
  "Af hvad gjorde hun?" Skriger Mathilde. Hun knuger hænderne så hårdt sammen, at hendes knoer bliver helt røde. 
  "Forsøgte at kysse Noah," siger jeg, selvom jeg ved hun har hørt det. Jeg prøver blot at skåne Oliver for at skulle sige det en gang til. Jeg ved ikke om grunden til Mathildes vrede er, at Ida har været sådan over for Oliver, om det er fordi hun bare ikke kan lide Ida eller om hun synes Noah er så lækker, at hun allende har besluttet sig for, at han er hendes. 
  "Hvad med Noah?" spørg jeg. 
  "Han skubbede hende væk," siger Oliver stift, "et blidt skub, med et kærligt grin bagefter," et eller andet sted inden i mig, kan jeg mærke at noget løsner sig op. Om det er af hensyn til Oliver, Mathilde eller mig selv ved jeg ikke helt. Jeg ved bare, at det havde føltes helt forkert, hvis Noah ikke havde handlet, som han nu engang gjorde. Hvis han ikke havde skubbet hende væk. Ikke at jeg kan lide ham, nej. Men hvad pokker? Lidt lækker er han jo, og så har jeg også på fornemmelsen, at det er mig der kender ham bedst. Og ikke Ida. 
Desuden betyder det at Oliver da kan være tryg nok ved, at Noah afviser Ida. Men hold nu op, hvor har jeg lyst til at give Ida en på hovedet. Slå til hendes glatte solbrune hud, så det røde aftryk af mine fingrer vil side der i flere dage. Rive hårdt i hendes sorte krøller, kunne også være en mulighed. 

Nu er det min tur til at give Oliver et knus. Jeg kan ikke lade være. Han sidder blot der, med sine tårerfyldte brune øjne, og brune krøllede hår, der omkranser hans ansigt perfekt, og hulker. Jeg knuger ham ind til mig. Føler næsten at jeg maser ham. 
  "Jeg kan godt forstå dig. Forstå hvorfor du gjorde det, altså. Der er ikke sjovt for dig, det her, overhovedet," siger jeg og smiler ned i hans hår. 
  "Jeg skal snakke med dig en dag, " kan jeg hører ham hviske ned i min skulder, "alene," tilføjer han så. 
Jeg nikker bare. Vi står lidt og snakker, krammer Oliver og prøver at muntre ham op. Jeg ved ikke hvor godt det går, men han ender da i hvert fald med at sende og et lille sorgmodigt grin inden bussen igen kommer trillede ind på holdepladsen, og vi stiger ind. 
  "Hvor har jeg dog ondt af ham," siger Mathilde, og jeg kan mærke, at hun mener det. 
Jeg nikker, inden hun fortsætter, "Han er jo synderknust, den dreng," 

Bussens brummen starter, men stopper så igen. Dørene åbnes og ind kommer en rødhåret fyr. Den tynde jakke sidder tæt om den muskuløse krop, og de brune øjne er rettet mod mig. Noah. Mathilde begynder at fumle med sit hår, mens jeg bare sidder og stirrer på ham. Hvad laver han her? Med tunge skridt går han ned mod os, og jeg kan ikke lade være at spørge ham, hvad han laver her.
  "Jeg skal bare aflevere dig noget," og de hvide tænder lyser op i et smil. 
Jeg hæver øjenbrynene og kigger skeptisk på ham. Han roder i sin jakkelomme efter noget, og hiver et hvidt papir op. Jeg slår mig på panden og hvisker: 
  "Nu gider jeg altså ikke det her mere," 
Jeg kan mærke Mathildes undrende blik i øjenkrogen, men hun siger ikke noget. 
Han rækker mig brevet med Bror Cielos håndskrift og jeg himler med øjenene. 
  "Er det her en joke?" Jeg sukker.
  "Først åben det, når du kommer hjem, ikke nu," så vender han rundt på hælene og forsvinder ud af bussen, der nu starter igen. 
  "Hvad gik det lige ud på?" Hører jeg Mathilde spørge. Hendes blik hviler på mig. 
  "Jeg ved det ikke," 
Så sukker jeg, et højlydt suk. Resten af tiden bliver der ikke sagt noget, og snart står Mathilde af. Nu er det snart min tur, og da jeg endelig når dørtærsklen til vores hus, smider jeg alt hvad jeg har i hænderne, og spæner op på mit værelse. Hurtigt for jeg åbnet brevet.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...