LunaRossa

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2014
  • Opdateret: 16 nov. 2016
  • Status: Igang
"Luna Rossa Cielo. Født under den røde måne. Død under den" - sådan står der med små blokbogstaver under Lunas skrivebord. Dette viser sig at få diverse, mere eller mindre, alvorlige konsekvenser, for hendes ellers ganske almindelige hverdag. Men hun ved intet, indtil den gådefulde Noah Hyld Cielo på mystisk vis dukker op, og starter i Lunas klasse. Små sedler dukker op hist og her, og snart har hun flere af dem, end hun kan tælle til. Hun opdager hemmeligheder om personer, hun ellers troede hun kendte. Og ender med at få mere af vide om en helt ny verden, end hun havde forestillet sig - alt i mens den røde måne hæver sig over søen. Men er Noah bare den nye dreng fra klassen? Eller har han noget at gøre med den røde måne, og de små sedler? Og hvem er han overhovedet?

88Likes
174Kommentarer
8831Visninger
AA

12. Kapitel 10 - Jeg er her blot for at advare

De gule huse suser forbi, mens jeg sidder der i bussen og venter på, at Mathilde skal stige ind. Og det varer ikke længe før hun gør det. Hun sætter sig ved min side og giver mig et stort smil. 
  "Hvad er det vi skal have i første time?" Spørger hun. 
  "Er det ikke dig, der plejer at havde styr på det?" Jeg kan ikke lade være med at grine. 
Hun trækker på skuldrene og ler med mig. 
  "Det tager jeg som et 'jeg ved det ikke'" 
Jeg griner lidt af hende og siger så:
  "Kører ham den nye med den her bus?" 
Hun tager fat i en lys hårlok og snor den langsomt om sin finger, så blinker hun lidt med sine flotte blå øjne, og udbryder så ivrigt; 
  "Ja han gør," hun hviner stille. Okay så lækker synes jeg nu altså ikke han er. Men alligevel er der noget inden i mig, der for mig til at trække vejret en anelse hurtigere, når jeg hører hans navn. Men måske har det blot noget at gøre med hans kendskab til Bror Cielo. 
  "Han hedder Noah," indvender hun så, og sukker drømmende. 
  "I know, i know, jeg mødte ham jo i skoven den dag, hvis du husker?" 
Hun griner lidt og vender så hovedet ned mod døren, da bussen stopper endnu engang. Jeg forventer egentligt at se Noahs røde hårtop og muskuløse arme, iført hans tynde jakke komme tilsyne i døren. Men nej. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen da hans grå øjne stirre målrettet mod mig, og han bevæger sig herned. Men så er det som om, at han får øje på Mathilde, og så svinger han blot sine gamle ben ind på et sæde lige bag Ida. 
Og hvor ville jeg ønske jeg kunne sige et højlydt tak til Mathilde, men så ville hun bare tro jeg var ved at blive skør. Af den grund ender det bare med, at det bliver et stille tak, langt inde bag min hud. 

Uden så meget som skyggen af Noah, stopper bussen op foran skolen. Vi stiger ud. 
  "Jeg synes du sagde Noah kørte med her," mumler jeg. 
  "Nårh, jeg er vidst ikke den eneste, der synes han er lidt flot hva?" Siger Mathilde lidt for højt, og i det samme høre vi en dyb mandlig stemme bag os. 
  "Luna," 
Jeg vender øjeblikkeligt rundt og ser direkte ind i hans varme brune øjne. Det røde hår sidder i den perfekte frisure, og de muskuløse arme sidder som forventet inden under den tynde jakke. Men der er egentligt ikke hans arme, hår eller øjne der fanger min opmærksomhed. Det er arret på hans hals. Jeg gyser kort. 
Så lyser hans læber op i et smil, så man tydeligt kan se de skinnende hvide tænder. Men da jeg ikke svarer lige med det samme, klør han sig i nakken. Jeg skynder mig at udbryde:
  "Hey Noah,"
Jeg kan ud af øjenkrogen se, at Mathilde står og kigge lidt for intenst på ham, og jeg skynder mig at give hende en albue i siden, så det ikke ender med at blive akavet for hende. 
  "Av," udbryder hun. Men skynder sig så at holde en hånd op foran munden, da det går op for hende, hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. 
  "Kan du måske fortælle mig, hvor jeg finder 9b's klasselokale?" Spørg han. 
Jeg smiler til Noah, og kaster mit røde hår om på ryggen. 
  "Selvfølgelig kan jeg det," siger jeg. 
Jeg tager Mathilde i hånden og fører hende ellers bare ned mod 9a og b's klasselokaler, med Noah lige i hælene. Vi snakker og griner hele vejen ned til klasselokalet. Men i baghovedet ligger tanken om Bror Cielo og lurer, og det har jeg på fornemmelsen at den vil gøre, alt den tid Noah er i nærheden. 

Vi når endelig hen foran døren til 9a's klasse lokale. Noah takker og stryger en hånd gennem sit unaturligt røde hår, så åbner han døren og skal lige til at gå ind i klasselokalet, da Idas skingre stemme afbryder ham. 
  "Hej hotte," kan jeg hører hende sige. Jeg kan næsten mærke det flirtende blik på Noahs skuldre. 
  "Hvad sagde jeg," mumler Mathilde irriteret, "hun er allerede over ham," 
Jeg sukker og trækker på skuldrene. Egentlig er jeg ligeglad, jeg vil helst så langt væk fra Noah og hans kendskab til Bror Cielo, som muligt. Men alligevel er der bare noget over ham, der er så mystisk og tiltrækkende at jeg får lyst til at være sammen med ham.
Og hvor har jeg dog også bare ondt af Oliver. Da vi går ind af døren til b's klasselokale ser jeg ham sidde sammenkrympet på den aller bagerste stol i rummet. Han har en sort hættetrøje på, der er trukket godt ned over ansigtet, og så har han er par hvide høretelefoner stukket langt ind i ørene. Han ser egentlig ikke ud til at være påvirket af Idas flirten med Noah, men hans blik flakker hele tiden mod døren hvor Ida nu står og aer Noah på ryggen. 

Mathilde himler med øjenene af Ida, og sætter så kursen direkte mod Oliver. Hun gør tegn til at han skal hive høretelefonerne ud af ørene. Så lægger hun hovedet på skrå. Medlidenheden strømmer ud af de blå øjne, og hun piller ligesåstille ved en af sine lyse hårlokker. Så siger hun:
  "Det er dem ikke også?" Hun laver er hovedkast mod Ida og Noah. 
Oliver svarer ikke, men det er tydeligt at det giver er sæt i ham, da hun siger 'dem'. Mathilde sukker forsøger sig så igen. 
  "Hør, det hjælper nok ikke så meget; men sådan nogen som hende er ikke hver at samle på," 
  "Næh," sukker Oliver, og jeg regner egentlig med at han giver Mathilde ret, indtil han tilføjer, "det hjalp overhovedet ikke," 
  "Du skal bare vide, at du altid kan komme til os, hvis det er," hun hentyder til hende og mig, og jeg skynder mig at nikke. 
  "Vi vil altid gerne hjælpe dig," jeg prøver blot at hjælpe Mathilde, men det resultere i, at Oliver trækker hætten endnu længere ned over ansigtet, så man nu ikke kan se han øjne. Og så propper han høretelefonerne i ørene igen. 
 
Mathilde går med faste skridt hen imod mig. 
  "Vi gjorde vores bedste," så trækker hun på skuldrene og vi sætter os ned på vores sædvanlige pladser bagerst i lokalet, tæt ved Oliver, idet vores dansklærer Hannah træder ind over dørtærsklen. 
Hun begynder at forklarer hvad programmer for denne time er, og fortæller at vi skal arbejde på tværs af de to klasser. Så vi bliver sat sammen to og to, med en fra den modsatte klasse. Så skal vi samarbejde om at skrive en stil på fem sider, om et valgfrit emne. 

Mit hjerte banker lidt hurtigere og mine åndedræt bliver en hæs hvisken idet hun starter med at læse holdene op. Jeg beder til jeg ikke kommer sammen med Noah, så vil Bror Cielo hjemsøge mine tanker de næste mange uger, hvor vi skal arbejde sammen.  
  "Luna og Noah," hører jeg Hannahs blide stemme sige. Selvfølgelig, selvfølgelig, selvfølgelig. Jeg udbryder et lidt for højt suk, og Mathilde hæver øjenbrynene. 
  "Vi kan altså godt bytte hvis det er," hvisker hun. Hun er endt sammen med Martin. En buttet fyr, der muligvis er vældig flink. Men det er dog ikke lige en, vi har så meget at gøre med. Jeg ryster på hovedet. 
  "Jeg tror det går," 
Hun fniser, og Hannah sender hende et strengt blik. 

Efter skole sidder Noah hjemme hos mig. Vi sidder på gulvet præcis som Mathilde og jeg gjorde i går. Jeg smiler lidt af ham. Han sidder og kigger ned på den brianstorm vi har lavet. Han brune øjne læser nøje hvert eneste ord, og han kører gentagende gange hånden gennem det røde hår. Hver eneste gang han gør det spændes hans armmuskel, og det giver et lille gib i mig hver gang. En rar duft af mandeparfume kommer mig imøde når jeg snuser ind. Jeg sidder længe og betragter ham uden at sige et eneste ord. Jo længere tid, hvor jeg sidder og betragter ham, jo mere går Mathildes pointe op for mig. Han er egentlig ret lækker. Men hvor føltes det bare forkert at sidde og fortælle sig selv, når han muligvis kan være den uhyggelige Bror Cielo, der sender mig mystiske breve. Mine grønne øjne hviler på arret på hans hals. Trekanten med den bølgede streg igennem.  Jeg rør forsigtigt ved mit eget. Hvad var det Invar Hulm Jensen havde skrevet i sin bog? Jeg tænker tilbage, og pludselig for jeg det dårligt. Det svimler for mine øjne, da det går op for mig at Noah muligvis er en Rossa, præcis som mig. Vi er endda muligvis født på samme tid eller lige efter hinanden. Jeg for en underlig trang til at spørge Noah om en masse ting, men han kommer mig i forekøbet: 
  "Havde du ikke den der danskbog i din taske?"

Jeg nikker og lyner min taske op. I dag har jeg taget den med op på værelset, fordi jeg havde på fornemmelsen vi nok skulle bruge enten penalhus eller bog, til vores stil. 
Men det der fanger min opmærksom først, er ikke vores gule danskbog. Nej for nederst i tasken ligger et lille sammenkrøllet stykke papir. En lille del af det, er ikke foldet sammen som en del af krusedullen og jeg kan ane Bror Cielos håndskrift. Jeg tager den forsigtigt op, og kigger mig over skulderen for at se om Noah kigger. Det gør han ikke. Langsomt folder jeg den ud. 

Pas nu på hvad du gør.
- Bror Cielo 

Jeg gisper svagt. 
  "Hvad så?" Lyder Noahs dybe stemme. 
Jeg sidder lidt uden at svarer. 
  "Ikke noget," siger jeg så, ryster på hovedet, tager danskbogen op af min taske, og ligger forsigtigt seddelen ned igen. Hvordan var den dog endt der? Jeg husker kun, at have haft taksen med mig, hele dagen. Men hvad med frikvartererne, der havde den vel blot ligget helt ensomt i klassen. Jeg sukker og slår op i danskbogen. 

Vi har nu siddet i et par timer og uddybet vores brainstorm så meget, at vi nu er kommet frem til vores emne. Ensomhed. Selvfølgelig tog det ikke lang tid at finde ud af, at emnet skulle være ensomhed, men hvad stilen skulle indebærer - det tog godt nok sin tid. 
  "Så," Noah slår sig på lårene og rejser sig op, "nu må det være godt for idag," 
Han rækker mig en hånd, så jeg også kan følge hans gestus og rejse mig op. Jeg tager imod den, og vi står nu overfor hinanden. 
  "Jah, det må det nok," jeg kigger over på mit brune støvbelagte skab.
  "Skal vi aftale at jeg kommer igen på søndag?" Spørg han. 
  "Hvad med hjemme hos dig," foreslår jeg, i håb om, at jeg på den måde, kan finde ud af noget mere om den røde måne, og Bror Cielo. 
Han ryster på hovedet. 
  "Det er nok ikke så godt," 
Jeg rynker brynene. Hvad mente han dog med det? Jeg trækker kort på skuldrene, og vi aftaler derefter at han igen kommer hjem til mig på søndag, så vi kan få skrevet på stilen. 
Jeg følger ham ned i gangen, og han giver mig et kort kram for derefter at forlade huset. 

Jeg står lidt og ser efter Noah, der i hastige skridt nærmer sig busstoppestedet. Hans silhuet er snart så langt væk, at jeg ikke længere kan skimte at hans hår er rødt, og duften af parfume er allerede fordampet. Nu hænger kun en tynd duft af natur og solens varme stråler. Kun Noahs kropsbygning og den måde han går på, er i syne. Jeg lukker døren bag mig, da jeg træder på noget. Det giver en høj knasende lyd. 
Forskrækket flytter jeg min fod, og ser ned. Det der kommer mine grønne øjne imøde, er ikke et syn jeg er glad for at betragte. Misfornøjet ser jeg på den hvide konvolut med Bror Cielos håndskrift. Irriteret hiver jeg den op fra gulvet og åbner den med kraftige bevægelser. Arrigt smider jeg konvolutten på gulvet, og folder brevet ud. Nu gider jeg snart ikke det her mere. 

Kære Luna Rossa Cielo
Nu er der ikke langtid igen. Kun meget få dage. 
Jeg skal ikke bestemme om du skal grine, eller
om du skal græde. Men jeg vil alligevel råde dig
til at være på vagt. Alt kan ske når månen viser sig.
Det er op til dig, og også dine søskende. 
Jeg er her blot for at advarer. 
- Bror Cielo.

Hjertet hamre i brystet på mig, og sveden pibler ud under armene. Blodet styrter rundt i kroppen, og mine åndedrag er næsten uhørlige. Hvordan er det brev dog endt her på dørtærsklen? De eneste der har været her, er Noah, og så mor. Men det var her da ikke da jeg tog afsked med Noah, var det? 
Måske er det virkelig Noah der er Bror Cielo? 

Selvom jeg sjælendt skriver forfatterbeskeder i kapitlerne, vil jeg lige fortælle, at de seneste kapitler ikke er rettet ret grundigt igennem. Jeg har længe været gået i stå med denne her historie, og lige nu handler det bare om at få skrevet så meget som muligt, mens inspirationen er her. Dog vil jeg da blive glad, hvis i kom med en kommentar om, hvor der måske er fejl, så jeg nemmere kan få det rettet bagefter :D

Knuz Liv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...