Less than nothing

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Færdig
En historie om et liv, hvor kroppen er et hadet fængsel.

0Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. Zero

 

Sulten rørte på sig. Snerrede, flåede og rev, så hun et øjeblik overvejede, om den virkelig ville tage livet af hende denne gang. Måske håbede hun det også. Zero lukkede øjnene et øjeblik og tog en dyb, skælvende indånding, men det fik bare Sulten til at vride sig endnu mere og flå så hårdt i hendes mave, at hun fandt det utroligt, at den ikke flåede hende i stykker. Grænsende til det mirakuløse. Måske havde den allerede gjort det, tænkte Zero, da hun langsomt satte sig op i sengen og svang benene ud over sengekanten. Måske hang hun allerede i laser indvendig.

 

Det iskolde trægulv sendte en bølge af kulde op gennem hendes bare fødder, og fik kroppen til at skælve. Et glædesløst smil gav Zero et hårdt drag om munden. Hun følte ingen medlidenhed med kroppen. Det gjorde Sulten åbenbart heller ikke, for den flåede endnu engang så hårdt i hendes indre, at hun måtte krumme sig sammen mod smerten. Trods smerten hang det hårde smil stadig ved hendes læber, da hun forlod sit værelse, der lå badet i den nye dags blege solskin. Smerten gjorde godt. Kroppen fortjente den, som straf for sit iskolde forræderi.

Hun havde en følelse af at svæve, da hun, på bare fødder og kun iført en alt for stor t-shirt, gik ud i køkkenet. Som om hun var vægtløs, og bevægede sig ovenover gulvet snarere end på det. Det glædesløse smil blev bredere. Det var en god følelse.

Zero svævede ud i køkkenet, hvor hun satte kaffe over og satte sig ved køkkenbordet og tændte en rød Marlboro. Læberne lukkede tæt om cigaretten, inhalerede dybt, dybt, dybere, helt ned i lungerne. Kroppen slappede langsomt af, da den kradsende cigaretrøg langsomt fyldte hullet i maven. Sulten faldt til ro og overgav sig, med en lavmælt, eftergivende knurren.

 

To kopper sort kaffe og 3½ cigaret senere, var Sulten faldet helt til ro. Zero stod på sit værelse og gennemsøgte på grådens rand sit garderobeskab efter et outfit, der ikke ville få hende til at ligne en hval. Bunken af kasseret tøj på gulvet voksede i takt med hendes frustration.

Endelig valgte hun en stor, sort sweater, et par løstsiddende sorte jeans og sine Doctor Martens støvler. Det snehvide hår flettede hun ned ad ryggen. Hendes kinder så ikke helt så store ud, når håret var sat op.

Hun iførte sig tøjet og skævede kort til det store, tildækkede spejl på væggen - og udstødte et halvkvalt gisp: tæppet der normalt dækkede spejlet var gledet ned på gulvet. Den fede pige i spejlet stirrede tilbage på hende, med halvt åben mund og frygten lysende ud af de store, isblå øjne.

Se på dig selv! Råbte spejlet ondskabsfuldt, og Zero adlød modvilligt, rystende over hele kroppen. Hvor er du dog ækel. Du ligner ikke en gang et menneske... Du ligner en fed, overvægtig, gravid hval!

Zero forsøgte at suge sin flæskede mave ind, med det resultatet at Sulten sprællede og flåede hårdt i hendes mave. Smerten fik det til at sorte for hendes øjne, og benene gav efter under hende. Skælvende  over hele kroppen sank Zero sammen på det kolde trægulv, med armene knuget om maven og tårer i øjnene.

 I spejlet tornede den fede pige sig op over hende, med væmmelsen malet i ansigtet.

 

Hun vidste ikke hvordan, men på en eller anden måde slæbte Zero sig i skole - svimmel og med tordnende hovedpine. På vejen røg hun yderligere 2½ cigaret og drak en halv termokande sort kaffe, hvilket hjalp en smule på smerten fra de huller Sulten havde flået i hendes mave.

Størstedelen af de andre elever hun mødte på gangen, vendte sig og stirrede, da hun gik forbi. De væmmes ved, hvor fed jeg er, tænkte hun og forsøgte at gøre sig så lille som muligt. Den svævende fornemmelse var forsvundet. I stedet havde hun et frygtelig fornemmelse af at trampe af sted og fylde hele gangen, som en anden elefant.

 

Timerne gik langsomt og forsvandt i en tåge af kaffesmag, svimmelhed og dump hovedpine, kun afbrudt af enkelte, voldsomme angreb fra Sulten. Kun fordi den følelsesløse maske var blevet en del af hendes ansigt, lykkedes det Zero at bevare den.

I spisepausen vaklede hun over i kantinen, og satte sig sammen med de andre piger fra klassen. Lugten af mad gav hende kvalme, men fik samtidig Sulten til at gå sådan amok, at hun måtte sidde let sammenbøjet, med armene trykket mod sin smertende mave.

Jessica - en høj, slank pige med langt, rødblond hår lænede sig let frem mod hende, med et bekymret udtryk i de brune øjne. Zero slugte sultens hendes synlige kind- og kraveben med øjnene. Hvorfor så hun ikke sådan ud?

"Skal du ikke have noget at spise?". Det var altid det samme spørgsmål. Det samme åndssvage, ligegyldige spørgsmål, som alle kendte svaret på. Som et indøvet teaterstykke de spillede hver spisepause, uden formål. Zero rystede på hovedet og fremførte sin indøvede replik - perfekt og uden fejl:

"Jeg har spist". Og så et ekstra bredt smil. Perfekt.

 

Den aften var hendes mor for én gangs skyld hjemme til aftensmad. Zero fremførte som sædvanligt sit lille, private teaterstykke til ære for moderen til perfektion. Hun kørte maden rundt på tallerken, snakkede ivrigt, tog mad på gaflen og sørgede for at beskæftige moderen, så hun ikke opdagede, at hun lagde maden tilbage på tallerknen, og blot skar den i mindre stykker, så det så ud som om der var mindre end før. Zero havde prøvet det mange gange før, og hun begik ingen fejl.

Men i dag virkede moderen af en eller anden grund ikke helt overbevist. Hun stirrede på Zeros tallerken, med rynket pande og et underligt udtryk i øjnene. Noget andet end Sulten rørte sig i Zeros mave.

"Spis nu noget, skat" sagde hendes mor, med et uroligt smil. Zero åbnede og lukkede munden som en guldfisk, vred desperat sin omtågede hjerne efter en udvej, men fandt ingen. Og så måtte hun ellers pænt spise op.

Det føltes som om hver eneste bid voksede i munden på hende, og var ved at kvæle hende, når hun sank. Sulten vred og vendte sig i hendes mave, mens kvalmen voksede i halsen på hende. Hun smagte intet andet end skam.

Efter aftensmaden flygtede Zero ind på sit værelse, hvor hun krøb sammen i fosterstilling og rokkede frem og tilbage, skælvende over hele kroppen. Sulten var væk. Den var ikke bare faldet til ro, den var helt... væk. Hun savnede den, maven føltes så flæsket og oppustet uden den. Hun begyndte at vakle rundt i cirkler, søgte efter Sulten i sin mave, men fandt den ikke. Den var væk. Havde hun taget på? Frygten gjorde hende kold helt ind i knoglemarven og fik hende til at skælve. Til sidst hev hun vægten frem fra dens skjul under sengen. Hun måtte have vished.

38,5. Hun stirrede på tallet. 38,5. "Nej.." hviskede hun, med rystende stemme. Tallet var steget lidt.

Hun nåede ikke engang at stikke fingrene i halsen. Kroppen knækkede forover, og benene gav efter under hende, da aftensmaden væltede op ad hende, i en eksplosion af hvidglødende smerte. Hun sank sammen i fosterstilling på gulvet, stanken af bræk rev hende i næsen. Skælvende af de kramper, der rullede gennem hendes mave, løftede hun sit slørede blik mod spejlet. Tæppet var igen gledet ned. Fra spejlets blanke overflade, stirrede et skellet med ligbleg hud, isblå øjne og snehvidt hår tilbage på hende. Så forsvandt verden i stille mørke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...