You're my badboy (Justin bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Færdig
Alex - Skolens hårde og smarte flabede pige. Den som drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Sådan beskriver Alex's 3 nære veninder hende i hvert fald. Hun spiller kostbar og svare igen, overfor fyrene og det får dem til at blive nervøse og ikke turde invitere hende ud. Måske lige bortset fra en. Justin Bieber. Skolens Badboy og charmør som pigerne falder konstant for. Bortset fra Alex og hendes veninder. Alex spiller kostbar og lader som om hun ikke kan lide Justin, men er det nu rigtigt. NEJ! Justin får langt om længe sin pige på krogen og de to smider hurtigt facaderne overfor hinanden og bliver kærester. Nuurh..Men hvad sker der med et forhold, når begge personer er nogen temmelig stærke typer som ikke finder sig i noget, og der pludselig sker noget i Justins liv, som får ham til at ændre sig?. Kan deres forhold både holde til kærlighed, vold, skænderier, hemmeligheder og stoffer som ikke længere kun tilegner sig til fester? Find ud af det i ''You're my badboy''

873Likes
1520Kommentarer
1293706Visninger
AA

37. Shit!

(Dagen efter) 


*Alex's Synsvinkel* 


Jeg sad i min lejlighed og ventede på Sandra. Hun havde ringet og spurgt om hun ikke skulle komme forbi. Jeg havde ringet til hende igår og snakket med hende om det der skete imellem Justin og mig. Hun spurgte mig om hun ikke skulle komme igår, men igår havde jeg ærlig talt ikke lyst til at ses med nogen. Hele dagen igår havde Justin ringet til mig og også idag havde han brugt utrolig lang tid på at ringe til mig. Jeg gad ikke snakke med ham i en telefon. Hvis han ville mig noget, kunne han bare komme herhjem og så kunne vi tage den sammen face to face. Det der med at man snakker om sine problemer i en telefon, var altså ikke lige mig. På mange måder havde jeg tilgivet ham for det der skete i forgårs, for jeg kunne jo bare lade vær med at spørge så meget ind til det, når han sagde at jeg ikke skulle blande mig. Jeg havde en masse blandede følelser i kroppen ligenu. Jeg havde stadig kvalme og hovedpine og alle de tanker som fløj ind og ud af mit hoved, gjorde det ikke ligefrem bedre. Jeg havde ikke lyst til at kontakte Justin, det var ham som skulle komme til mig. Det gjorde han jo sådan set også ved at ringe til mig konstant, men det var ikke sådan jeg ville have at han skulle komme til mig. Hvis han virkelig ville snakke med mig, burde han havde været kommet hjem og snakket med mig om det. Ja, det var sku forvirrende men jeg nægtede simpelthen at tage den med ham i en telefon. 


Det ringede på hoveddøren og jeg gik med tunge skridt ud for at åbne. Jeg kiggede først igennem kighullet i døren og så at det var Sandra. Jeg lukkede døren op på klem og lod Sandra selv skubbe døren ind, så hun kunne komme ind. Jeg vendte mig hurtigt om og gik tilbage ind i stuen og satte mig under mit varme tæppe i sofaen. Sandra kom ind. ''Hey smukke'' Sagde hun glad. ''Hey'' Svarede jeg stille og stirrede ud på det blå vand, som jeg havde så fin en udsigt til. ''Jeg har sushi med'' Smilede hun stort. Jeg kiggede med det samme på hende og rynkede min pande lidt. Hun vidste udemærket godt at jeg ikke kunne fordrage sushi. ''Jaja rolig nu. Jeg har købt en steak til dig og din yndlings kyllingsalat'' Smilede hun og satte poserne på bordet. Jeg smilede til hende. ''Tak, men jeg er ikke særlig sulten lige nu'' Sagde jeg stille. ''Jo du er, du skal spise noget.. Kom nu'' Sagde hun glad. Det var det jeg så godt kunne lide ved Sandra. Uanset hvor nedtrykt jeg var, så blev hun ikke nedtrykt af det. Hun holdte humøret oppe og snakkede til mig, som om jeg var helt på toppen. Jeg sukkede opgivende. ''Okay, så giv mig min mad'' Sagde jeg og satte mig til rette i sofaen. ''Sådan skal det lyde'' Smilede hun og begyndte at rode i poserne for at finde min mad. ''Værsgo'' Smilede hun og satte det foran mig. Hun lagde nogen plastik bestik ved siden af mig og begyndte så at fiske sin sushi op.. Haha ironisk. Fiske sushi..Når men, jeg åbnede låget på min mad og en kæmpe bøf kom til syne. Omg, så meget kunne jeg slet ikke spise, jeg havde jo også min salat. ''Sandra forhelved!'' Udbrød jeg med et lille grin i mundvigen. ''Hvad er der?'' Spurgte hun undrende med et smil. ''Så meget kan jeg ikke spise, kunne du ikke bare nøjes med salaten?'' Smågrinede jeg. Hun grinede. ''Nææ'' Sagde hun hurtigt og med en sjov stemme, så vi begge begyndte at grine. Derfor var hun min bedste veninde. Lige meget for nederen jeg havde det, så kunne Sandra altid få mig i godt humør. 


Da vi havde spist.. Eller? Spist og spist.. Da Sandra havde spist og jeg havde taget en bid af min bøf og stukket lidt i salaten, gav vi os til at ryge en smøg. Jeg havde det virkelig dårligt for tiden. Jeg ved fandme ikke hvad det var, men det fik mig til at kaste op konstant og så kunne jeg ikke få en bid mad ned. Det var virkelig mærkeligt. ''Hva så? Har du snakket med Justin?'' Spurgte Sandra mig pludselig og fik mig helt ud af mine tanker. Jeg rystede på hovedet og sendte hende nogen ligeglade øjne og askede min smøg. ''Han har ringet 1000 gange, både igår og i dag'' Svarede jeg og tog et væs af min smøg. ''Hvorfor tog du den så ikke?'' Spurgte hun undrende. ''Fordi jeg ikke gider snakke med ham i en telefon.. Hvis han har noget at sige til mig, kan han fandme bare komme herhjem og sige det face to face'' Svarede jeg. Sandra sukkede lidt. ''Det kunne jo være, at han ikke vidste, at han måtte komme tilbage?'' Svarede Sandra. Jeg løftede mine øjenbryn og kiggede med helt åbne øjne på hende. ''Sandra come on! Du kender Justin.. Hvis han virkelig troede på at det skulle være mig og ham, så havde han allerede været herhjemme igår, istedet for at ringe 1000 gange!'' Svarede jeg. ''Alex, du kender også Justin! Tror du seriøst at han ville kontakte dig så meget, hvis han bare var ligeglad med jeres forhold?'' Spurgte hun mig. Jeg sukkede lidt. Hun havde jo ret i at Justin ikke ville ringe 100 gange på en dag, hvis han bare var ligeglad. ''Nej, men jeg ville bare gerne have at han kom herhjem snart, så vi kunne snakke sammen... Jeg savner ham'' Sagde jeg meget lavt og virkelig opgivende. Sandra smilede til mig. ''Så ring til ham og sig han skal komme!'' Sagde hun hurtigt. Jeg rystede på hovedet. ''Nej.. Jeg vil sku ikke bede ham om at komme tilbage..Hvis han virkelig gerne vil være sammen med mig, så må han selv tage initiativ til at komme herhjem'' Svarede jeg. Sandra fniste lidt. ''Hvad er der?'' Spurgte jeg. Sandra smilede endnu mere og rystede opgivende på hovedet. ''Du er så fucking stædig, så man skulle tro at det var løgn! Du vil ikke ringe og bede ham om at komme tilbage, men samtidig er du pisse irriteret over at han kontakter dig konstant, og så siger du at han selv må finde ud af at han gerne må komme tilbage til dig?'' Smågrinede Sandra. Jeg trak på skuldrene. ''Ja! Hvad er der galt i det?'' Spurgte jeg. ''Justin er en fyr Alex! Tror du selv han kan regne ud, at han gerne må komme tilbage, hvis du ikke engang tager telefonen når han ringer?'' Spurgte hun mig med et lille smil. Jeg kunne godt se hendes pointe og jeg kunne godt se at det kunne blive lidt svært for Justin at regne ud at han godt måtte komme tilbage, men min stædighed styrrede mig for vildt, og jeg kunne ikke få mig selv til at ringe og bede Justin om at komme hjem igen. Arg kærlighed er noget lort nogengange! 


Imens vi sad og snakkede, blev jeg pludselig en smule svimmel, så jeg tog mig til hovedet. ''Alex, er du okay?'' Spurgte hun mig undrende. Jeg nikkede kort med hovedet, og skulle til at svare, da jeg fik hurtigt en fornemmelse af at jeg skulle kaste op, så jeg rejste mig op og løb ud på toilettet og smed mig ned på gulvet og placerede mit hoved over toilettet. Jeg hørte Sandra komme løbene bagefter. Jeg fumlede med mit hår, så jeg kunne holde det oppe. Jeg mærkede Sandra's hænder på mine og hun tog straks fat i alt mit hår og holdte det for mig. Jeg fik det sidste op og trak vejret dybt. Da jeg kunne mærke at der ikke kom mere op lige nu, tog jeg fat i noget toilet papir og tørrede mig om munden og lænede mig op af væggen bag mig og trak vejret helt ned i maven. ''Er du okay?'' Spurgte Sandra og trak ud i toilettet og satte sig ned på hug. Jeg nikkede kort med hovedet og tog den sidste dybe indånding inden jeg rejste mig op. Jeg gik over til håndvasken og skyllede min mund og tog derefter tandbørsten og børstede mine tænder. ''Hvad fanden er det der sker med dig man?'' Spurgte Sandra. Jeg spyttede tandpastaen ud og skyllede igen min mund. ''Jeg ved det fandme ikke. Jeg har haft det sådan her temmelig længe nu. Jeg må virkelig havde spist noget jeg ikke har kunne tåle'' Svarede jeg hende og gik ud af toilettet. ''Ja eller også er du gravid!'' Smågrinede Sandra. Jeg stoppede op ude i gangen og vendte mig om. ''Nej, det er jeg sku ikke!'' Svarede jeg og stirrede på hende. ''Det kunne det fandme godt tyde på'' Svarede hun og krydsede sine arme. ''Hvordan?'' Spurgte jeg helt forvirret. ''Jaa.. Du kaster op og har det dårligt, du spiser ingenting for så kommer det op igen, dit humør skifter for hvert sekund og dine tanker omkring hvad du vil gøre med hensyn til Justin, er totalt vanvittige!'' Svarede hun og prøvede at lyde overbevisende. Jeg stod et kort øjeblik og bare stirrede på Sandra. Jeg kunne sku da ikke være gravid? Eller jo, det kunne jeg jo, men noget i mig sagde at det ikke var det! Men hvorfor kunne det ikke lige så godt være derfor jeg havde det så dårligt og mine tanker ikke gav mening i andres ører? Og alle de humørsvingninger jeg havde? Det ene sekund var jeg ligeglad med Justin og han kunne bare fucke af helvedes til og det andet sekund kunne jeg bare ikke undvære ham og ville bare have at han skulle komme hjem. Fuck! Måske havde Sandra ret...Måske var jeg gravid? ''Hvordan skulle jeg kunne blive gravid?'' Spurgte jeg ud i den tomme luft. Jeg ved egentlig ikke hvorfor det spørgsmål kom ud, for det giver jo ligesom sig selv. ''Tjaa, hvordan bliver man normalt gravid?'' Spurgte hun med en lidt grinende tone. Jeg kiggede på hende. ''Ej, jeg er ikke gravid!'' Sagde jeg og prøvede at overbevise mig selv om at jeg selvfølgelig ikke var gravid, selvom meget kunne tyde på det. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg nu var det? ''Alex, jeg er ret sikker på at du er gravid.. Apoteket har stadig åbent, lad os gå ned og købe en test'' Sagde hun og lød nærmest helt spændt på det. Jeg kiggede på hende med et tomt blik. ''Kom nu.. Vil du ikke hellere have et ordentligt svar, istedet for at jeg siger at du er gravid og du selv afviser det?'' Spurgte hun mig med en overbevisende tone. Jeg nikkede kort og var helt væk i min egen lille verden. Jeg kunne slet ikke overskue det her ligenu. ''Så kom!'' Sagde hun bestemt og tog fat i min arm og trak mig hen til hoveddøren hvor vores sko stod. 


Sandra havde fået mig overtalt til at vi gik ned og købte en test. Heldigvis var der ikke så langt ned til byen, så vi undlod at tage bilen og gik i stedet for. Det var også rart at få noget frisk luft, efter at jeg havde siddet i min lejlighed helt alene og hele dagen igår. Vi var nået ned til apoteket og vi gik sammen derind. Jeg fik sagt at jeg skulle have en test og jeg fik en pakke hvor der var 2 tests i. Damen i kassen sagde at det ville være bedst hvis jeg tog en nu når jeg kom hjem og en imorgen tidlig lige når jeg vågnede. Hun forklarede at en test ville være mest sikker hvis man tog den om morgenen, men det vidste jeg jo godt. Jeg havde prøvet at tage en test før, men det har altid kun været fordi jeg ville være sikker, men sådan som situationen var nu, så var jeg selv begyndt at tro på at jeg rent faktisk var gravid! Jeg håbede sådan at jeg ikke var det. Hvordan skulle jeg forklare det til Justin? Hvordan ville han reagere? Hvad ville han sige? Tusind tanker fløj igennem mit hoved, og jeg havde ikke engang taget en test endnu. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan mine tanker ville få mit hoved til at eksplodere, hvis testen var positiv.


Sandra og jeg var igen tilbage i min lejlighed. Vi havde sat os ind i stuen for at ryge en smøg. ''Hvorfor går du ikke ud og tager den med det samme?'' Spurgte hun mig. Jeg kiggede et kort øjeblik på æsken. ''Jeg skal bare lige ryge så gør jeg det'' Svarede jeg hende og tog et ordentlig væs af min smøg. Jeg prøvede så godt jeg kunne på at forberede mig på at den test ville være positiv, selvom jeg mest ønskede den var negativ. Ikke fordi jeg ikke ville have et barn og selvfølgelig ville jeg også have et barn med Justin, men jeg kunne slet ikke overskue det lige nu. Justin og jeg havde lige haft et ordentligt skænderi og jeg vidste ikke om vi nogensinde fandt ud af det sammen. Og så var der også det med at Justin højst sandsynligt var ude i noget lort, og det ville jeg ikke have at mit barns far skulle være. Sandra tog æsken med testene i og læste på pakken inde i hovedet. Jeg kiggede på hende og forventede at hun lige om lidt ville sige det højt, selvom jeg udmærket godt vidste hvordan man tog sådan en test. ''Okay.. Der står at når du har taget testen må du ikke putte det lille låg som sidder på spidsen på, før testen har vist sit resultat'' Sagde hun og kiggede på mig. Jeg løftede kort øjenbrynene og virkede ligeglad. Sandra sukkede. ''Er du færdig med at ryge?'' Spurgte hun mig og kiggede på min smøg. Jeg drejede blikket ned på smøgen og så den var helt brændt op og en masse aske var tilbage på smøgen. Jeg slukkede det sidste stykke i askebægret og tog fat i æsken med testene. ''Jo'' Sagde jeg opgivende, med et lille suk og rejste mig op for at gå ud på toilettet. 


Da jeg havde taget testen sad jeg med den i hånden og ventede på svar. Jeg turde dårlig nok kigge på den, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at vide svaret. Jeg håbede bare sådan at der kun ville være 1 streg. Jeg kiggede væk et kort øjeblik og gned mig lidt i hovedet. Jeg vendte blikket ned imod staven og så at der var kommet 1 streg, men der kunne sagtens stadig nå at komme endnu en. Jeg kiggede på mit armbåndur og talte nærmest sekunderne. Man skulle vente 2-3 minutter før man fik det endelige svar. Jeg skiftede med at kigge på mit ur og så på staven. Stadig kun 1 streg. Please lad nu ikke den sidste streg komme, bad jeg nærmest til gud inde i hovedet. Jeg lænede mig tilbage på toiletbrættet og kiggede op i loftet og tog en dyb vejrtrækning. Jeg lukkede et kort sekund mine øjne og håbede på at når jeg åbnede mine øjne igen, ville der stadig kun være 1 streg. Jeg åbnede øjnene og kiggede ned fra loftet og ned på staven. ''Shit'' Hviskede jeg for mig selv og tog mig til hovedet, med min ene hånd. Den sidste streg havde nu vist sig og jeg havde fået mit endelige svar. Jeg var gravid! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...