You're my badboy (Justin bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Færdig
Alex - Skolens hårde og smarte flabede pige. Den som drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Sådan beskriver Alex's 3 nære veninder hende i hvert fald. Hun spiller kostbar og svare igen, overfor fyrene og det får dem til at blive nervøse og ikke turde invitere hende ud. Måske lige bortset fra en. Justin Bieber. Skolens Badboy og charmør som pigerne falder konstant for. Bortset fra Alex og hendes veninder. Alex spiller kostbar og lader som om hun ikke kan lide Justin, men er det nu rigtigt. NEJ! Justin får langt om længe sin pige på krogen og de to smider hurtigt facaderne overfor hinanden og bliver kærester. Nuurh..Men hvad sker der med et forhold, når begge personer er nogen temmelig stærke typer som ikke finder sig i noget, og der pludselig sker noget i Justins liv, som får ham til at ændre sig?. Kan deres forhold både holde til kærlighed, vold, skænderier, hemmeligheder og stoffer som ikke længere kun tilegner sig til fester? Find ud af det i ''You're my badboy''

884Likes
1526Kommentarer
1403524Visninger
AA

37. Shit!.

 

(Dagen efter)

 

*Alex' Synsvinkel*

 

Jeg sad i min lejlighed og ventede på Sandra. Hun havde ringet og spurgt om hun ikke skulle komme forbi. Jeg havde ringet til hende igår og snakket med hende om det der skete imellem Justin og mig i forgårs. Hun spurgte mig om hun ikke skulle komme igår, men igår havde jeg ærlig talt ikke lyst til at ses med nogen.

Hele dagen igår havde Justin ringet til mig og også idag havde han brugt utrolig lang tid på at ringe til mig. Jeg gad ikke snakke med ham i en telefon. Hvis han ville mig noget kunne han bare komme herhjem og så kunne vi tage den sammen face to face. Det der med, at man snakkede om sine problemer i en telefon var altså ikke lige mig.. Men han turde måske ikke komme herhjem efter, at jeg havde bedt ham om at skride?. Det havde jeg bare ikke troet om Justin. Han plejede aldrig at høre hvad folk sagde. Han gjorde hvad han ville uden at spørge nogen om lov.. Men han gad måske ikke se på mig?. Var det derfor han hellere ringede?.. Men hvorfor ringede han så?. Hvor om alting var, så nægtede jeg at snakke med ham i telefonen.. Han skulle komme herhjem, hvis han ville tale med mig og den nægtede jeg virkelig at give mig på..

På mange måder havde jeg tilgivet ham for det der skete i forgårs.. Jeg kunne jo bare have ladet vær med at spørge så meget ind til det, når han sagde, at jeg ikke skulle blande mig.

Jeg havde en masse blandede følelser i kroppen lige nu. Jeg havde stadig kvalme og hovedpine og alle de tanker som fløj ind og ud af mit hoved gjorde det ikke ligefrem bedre.

Jeg havde ikke lyst til at kontakte Justin. Det var ham som skulle komme til mig. Det gjorde han jo sådan set også ved at ringe til mig konstant, men det var ikke sådan jeg ville have, at han skulle komme til mig. Hvis han virkelig ville snakke med mig burde han havde været kommet hjem og snakket med mig om det. Ja, det var sku forvirrende men jeg nægtede simpelthen at tage den med ham i en telefon..

Jeg gispede lidt, da det ringede på hoveddøren. Jeg fjernede tæppet jeg havde omkring mig og gik med tunge skridt ud for at åbne. Jeg kiggede først igennem kighullet i døren og så, at det var Sandra. Jeg lukkede døren op på klem og lod Sandra selv skubbe døren ind, så hun kunne komme ind. Jeg vendte mig hurtigt om og gik tilbage ind i stuen og satte mig under mit varme tæppe i sofaen. Sandra kom ind i stuen efter hun havde smidt overtøjet.

''Hey smukke'' Sagde hun glad.

''Hey'' Svarede jeg stille og stirrede ud på det blå vand som jeg havde så fin en udsigt til.

''Jeg har sushi med'' Smilede hun stort. Jeg kiggede med det samme på hende og rynkede min pande lidt. Hun vidste udmærket godt, at jeg ikke kunne fordrage sushi.

''Jaja rolig nu. Jeg har købt en steak til dig og din yndlings kyllingesalat'' Smilede hun og satte poserne på bordet. Jeg smilede taknemmeligt til hende, da det var virkelig betænksomt.. Men jeg var slet ikke sulten. Faktisk havde jeg dårlig nok spist noget siden i forgårs. Jeg kunne simpelthen ikke, og hver gang jeg prøvede, røg det bare op igen.

''Tak, men jeg er ikke særlig sulten lige nu'' Sagde jeg stille.

''Jo du er. Du skal spise noget.. Kom nu'' Sagde hun glad.

Det var det jeg så godt kunne lide ved Sandra. Uanset hvor nedtrykt jeg var, så blev hun ikke nedtrykt af det. Hun holdte humøret oppe og snakkede til mig som om jeg var helt på toppen.

''Okay, så giv mig min mad'' Sukkede jeg opgivende og satte mig til rette i sofaen.

''Sådan skal det lyde'' Smilede hun og begyndte at rode i poserne for at finde min mad.

''Værsgo'' Sagde hun og satte det foran mig.

Hun lagde noget plastikbestik ved siden af mig og begyndte så at fiske sin sushi op.. Haha ironisk. Fiske. Sushi.. Nå, fuck det...

Jeg åbnede låget på min mad og en kæmpe bøf kom til syne. Omg, så meget kunne jeg slet ikke spise!. Og så var der jo også min salat!.

''Sandra, forhelved'' Udbrød jeg med et lille grin i mundvigen.

''Hvad er der?'' Spurgte hun undrende med et smil.

''Så meget kan jeg ikke spise. Kunne du ikke bare nøjes med salaten?'' Spurgte jeg med et lille smil. Hun grinede.

''Nææ'' Sagde hun hurtigt og med en sjov stemme, så vi begge begyndte at grine. Derfor var hun min bedste veninde. Lige meget for nederen jeg havde det, så kunne Sandra altid få mig i godt humør..

~

Da vi havde spist.. Eller?. Spist og spist.. Da Sandra havde spist og jeg havde taget en bid af min bøf og stukket lidt i salaten gav vi os til at ryge en smøg.

Jeg havde det virkelig dårligt for tiden. Jeg vidste virkelig ikke hvad det var, men det fik mig til at kaste op konstant og så kunne jeg ikke få en bid mad ned. Det var virkelig mærkeligt.

''Hva så? Har du snakket med Justin?'' Spurgte Sandra mig pludselig og fik mig helt ud af mine tanker. Jeg rystede på hovedet og sendte hende nogen ligeglade øjne og askede min smøg.

''Han har ringet 1000 gange både igår og i dag'' Svarede jeg og tog et hvæs af min smøg.

''Hvorfor tog du den så ikke?'' Spurgte hun undrende.

''Fordi jeg ikke gider snakke med ham i en telefon.. Hvis han har noget at sige til mig kan han fandme bare komme herhjem og sige det face to face'' Svarede jeg opgivende. Sandra sukkede lidt.

''Det kunne jo være, at han ikke vidste, at han måtte komme tilbage?'' Svarede Sandra. Jeg løftede mine øjenbryn og kiggede med helt åbne øjne på hende.

''Sandra come on. Du kender Justin. Hvis han virkelig troede på, at det skulle være mig og ham, så havde han allerede været herhjemme igår istedet for at ringe 1000 gange..'' Svarede jeg seriøst, så hun kunne høre, at det var noget jeg havde tænkt meget over..

''Alex, du kender også Justin!. Tror du seriøst, at han ville kontakte dig så meget, hvis han bare var ligeglad med jeres forhold?'' Spurgte hun mig. Jeg sukkede lidt. Hun havde jo ret i, at Justin ikke ville ringe 100 gange på en dag, hvis han bare var ligeglad. Men der var stadig noget i mig der tvivlede, og det ville jeg blive ved med at gøre indtil han stod herhjemme foran mig!.

''Nej, men jeg ville bare gerne have, at han kom herhjem snart så vi kunne snakke sammen... Jeg savner ham'' Sagde jeg meget lavt og virkelig opgivende. Sandra smilede til mig.

''Så ring til ham og sig han skal komme'' Sagde hun hurtigt. Jeg rystede på hovedet.

''Nej.. Jeg vil sku ikke bede ham om at komme tilbage.. Hvis han virkelig gerne vil være sammen med mig, så må han selv tage initiativ til at komme herhjem'' Svarede jeg.

Sandra fniste lidt og jeg kiggede straks undrende på hende.

''Hvad er der?'' Spurgte jeg. Sandra smilede endnu mere og rystede opgivende på hovedet.

''Du er så fucking stædig så man skulle tro, at det var løgn. Du vil ikke ringe og bede ham om at komme tilbage, men samtidig er du pisse irriteret over, at han kontakter dig konstant og så siger du, at han selv må finde ud af, at han gerne må komme tilbage til dig?'' Smågrinede Sandra. Jeg trak på skuldrene. Hvad var der galt i det?.

''Ja?. Hvad er der galt i det?'' Spurgte jeg undrende og rynkede panden lidt.

''Justin er en fyr, Alex. Tror du selv han kan regne ud, at han gerne må komme tilbage, hvis du ikke engang tager telefonen, når han ringer?'' Spurgte hun mig med et lille smil.

Jeg kunne godt se hendes pointe og jeg kunne godt se, at det kunne blive lidt svært for Justin at regne ud, at han godt måtte komme tilbage, men min stædighed styrrede mig for vildt og jeg kunne ikke få mig selv til at ringe og bede Justin om at komme hjem igen. Arg kærlighed var noget lort nogengange!.

’’Jeg troede bare ikke, at han rettede sig ind når der blev sagt noget som han var imod.. Jeg bad ham om at skride og han skred, og nu kommer han ikke tilbage.. Jeg troede virkelig, at han var typen der gjorde præcis hvad han ville og ikke gav en fuck for hvad andre sagde.. Jeg mener bare, hvis han virkelig ville, så var han jo kommet allerede?..’’ Snakkede jeg løs med en stille og trist tone og virkede i det samme rigtig opgivende.

’’Måske respektere han dig for meget til at gå imod hvad du har sagt?’’

Jeg kiggede over på Sandra. Selvfølgelig kunne jeg godt se det logiske i det hun sagde, men.. Det var bare ikke sådan jeg kendte ham. Selvfølgelig ville jeg gerne have, at han respekterede mig, men.. Nogengange var det vigtigere, at han mærkede følelserne istedet for at høre hvad jeg sagde!.

’’Ja, men lige nu har jeg sku mere brug for, at han ikke lytter til hvad jeg siger, men tænker sig om.. For så ved han nemlig godt, at jeg ikke kan fucking undvære ham!’’ Forklarede jeg frustreret og rejste mig hurtigt op. Det skulle jeg dog ikke have gjort eftersom, at jeg pludselig blev en smule svimmel, hvilket fik mig til at tage mig til hovedet.

''Alex, er du okay?'' Spurgte hun mig undrende, da hun tydeligvis bemærkede, at der skete noget ved mig. Jeg nikkede kort med hovedet og skulle til at svare da jeg fik hurtigt en fornemmelse af, at jeg skulle kaste op.

Jeg løb ud på toilettet, smed mig ned på gulvet og placerede mit hoved over toilettet. Jeg hørte Sandra komme løbene bagefter. Jeg fumlede med mit hår, så jeg kunne holde det oppe imens det hele kom ud af mig. Jeg mærkede Sandras hænder på mine og hun tog straks fat i alt mit hår og holdte det for mig, så jeg kunne koncentrere mig om at kaste op og trække vejret i de små pauser jeg fik.

Jeg fik det sidste op og trak vejret dybt. Da jeg kunne mærke, at der ikke kom mere op lige nu tog jeg fat i noget toilet papir og tørrede mig om munden og lænede mig op af væggen bag mig og trak vejret helt ned i maven.

''Er du okay?'' Spurgte Sandra og trak ud i toilettet og satte sig ned på hug ved siden af mig. Jeg nikkede kort med hovedet og tog den sidste dybe indånding inden jeg rejste mig op.

Jeg gik over til håndvasken og skyllede min mund og tog derefter tandbørsten og børstede mine tænder.

''Hvad fanden er det der sker med dig man?'' Spurgte Sandra lettere alvorligt. Jeg spyttede tandpastaen ud og skyllede igen min mund.

''Jeg ved det fandme ikke. Jeg har haft det sådan her temmelig længe nu. Jeg må virkelig havde spist noget jeg ikke har kunne tåle'' Svarede jeg hende og gik ud af toilettet.

''Ja eller også er du gravid...''

Jeg stoppede op ude i gangen og vendte mig om imod Sandra som smågrinede af sin sætning.

''Nej, det er jeg sku ikke!'' Svarede jeg og stirrede på hende med et seriøst blik.

''Det kunne det sku da godt tyde på'' Svarede hun og krydsede sine arme.

''Hvordan?'' Spurgte jeg helt forvirret og rimelig mundlamt.

''Jaa.. Du kaster op og har det dårligt, du spiser ingenting for så kommer det op igen, dit humør skifter for hvert sekund og dine tanker omkring hvad du vil gøre med hensyn til Justin er totalt vanvittige..'' Svarede hun og prøvede at lyde overbevisende.

Jeg stod et kort øjeblik og bare stirrede på Sandra. Jeg kunne sku da ikke være gravid?. Eller jo, det kunne jeg jo, men noget i mig sagde, at det ikke var det.. Men hvorfor kunne det ikke lige så godt være derfor jeg havde det så dårligt og mine tanker ikke gav mening i andres ører?. Og alle de humørsvingninger jeg havde?. Det ene sekund var jeg ligeglad med Justin og han kunne bare fucke af helvedes til og det andet sekund kunne jeg bare ikke undvære ham og ville bare have, at han skulle komme hjem. Fuck!. Måske havde Sandra ret?...Måske var jeg gravid?.

''Hvordan skulle jeg kunne blive gravid?'' Spurgte jeg ud i den tomme luft. Jeg vidste egentlig ikke hvorfor det spørgsmål kom ud, for det gav jo ligesom sig selv, ikke?.

''Tjaa, hvordan bliver man normalt gravid?'' Spurgte hun med en lidt grinende tone. Jeg kiggede på hende.

''Ej, jeg er ikke gravid!'' Sagde jeg og prøvede at overbevise mig selv om, at jeg selvfølgelig ikke var gravid selvom meget kunne tyde på det. Jeg vidste bare ikke hvad jeg skulle gøre hvis jeg nu var det?.

''Alex, jeg er ret sikker på, at du er gravid.. Apoteket har stadig åbent. Lad os gå ned og købe en test nu og få det afgjort'' Sagde hun og lød nærmest helt spændt på det. Jeg kiggede på hende med et tomt blik.

''Kom nu.. Vil du ikke hellere have et ordentligt svar istedet for, at jeg siger, at du er gravid og du selv afviser det?'' Spurgte hun mig med en overbevisende tone. Jeg nikkede kort og var helt væk i min egen lille verden. Jeg kunne slet ikke overskue det her lige nu. Men samtidig ville jeg også bare blive skør af at gå med den i baghovedet, at jeg måske var gravid, så hvorfor ikke få en afklaring med det samme?.

''Så kom'' Sagde hun bestemt og tog fat i min arm og trak mig hen til hoveddøren hvor vores sko stod.

~

Da Sandra og jeg kom tilbage til min lejlighed efter at have været en tur på apoteket, havde vi sat os ind i stuen for at ryge en smøg og lige lande herhjemme igen.

Det var så rart at få noget frisk luft efter, at jeg havde siddet i min lejlighed helt alene og hele dagen igår. Der var ikke så langt ned til byen, så Sandra og jeg havde aftalt at gå derned istedet for at tage bilen.

Vi var nået ned til apoteket og vi gik sammen derind. Jeg fik sagt, at jeg skulle have en test og jeg fik en pakke hvor der var 2 tests i. Damen i kassen sagde, at det ville være bedst hvis jeg tog en nu når jeg kom hjem og en imorgen tidlig lige når jeg vågnede. Hun forklarede, at en test ville være mest sikker hvis man tog den om morgenen, men det vidste jeg jo godt.

Jeg havde prøvet at tage en test før, men det har altid kun været fordi jeg ville være sikker, men sådan som situationen var nu, så var jeg selv begyndt at tro på, at jeg rent faktisk var gravid. Jeg håbede sådan, at jeg ikke var det. Hvordan skulle jeg forklare det til Justin?. Hvordan ville han reagere?. Hvad ville han sige?. Tusind tanker fløj igennem mit hoved og jeg havde ikke engang taget en test endnu. Jeg turde slet ikke tænke på, hvordan mine tanker ville få mit hoved til at eksplodere, hvis testen var positiv!..

''Hvorfor går du ikke ud og tager den med det samme?'' Spurgte Sandra mig og afbrød mine tanker som så småt var ved at løbe løbsk. Jeg kiggede et kort øjeblik ned på æsken, der lå foran mig på sofabordet.

''Jeg skal bare lige ryge, så gør jeg det'' Svarede jeg hende og tog et ordentlig hvæs af min smøg.

Jeg prøvede så godt jeg kunne på at forberede mig på, at den test ville være positiv, selvom jeg mest ønskede, at den var negativ. Ikke fordi jeg ikke ville have et barn og selvfølgelig ville jeg også have et barn med Justin, men jeg kunne slet ikke overskue det lige nu.

Justin og jeg havde lige haft et ordentligt skænderi og jeg vidste ikke om vi nogensinde fandt ud af det sammen. Og så var der også det med, at Justin højst sandsynligt var ude i noget lort og det ville jeg ikke have, at mit barns far skulle være.

Sandra tog æsken med testene i og læste på pakken inde i hovedet. Jeg kiggede på hende og forventede, at hun lige om lidt ville sige det højt selvom jeg udmærket godt vidste, hvordan man tog sådan en test.

''Okay.. Der står, at når du har taget testen må du ikke putte det lille låg som sidder på spidsen på, før testen har vist sit resultat'' Sagde hun og kiggede på mig. Jeg løftede kort det ene øjenbryn og virkede ligeglad. Sandra sukkede.

''Er du færdig med at ryge?'' Spurgte hun mig og kiggede på min smøg. Jeg drejede blikket ned på smøgen og så den var helt brændt op og en masse aske var tilbage på smøgen. Jeg slukkede det sidste stykke i askebægret og tog fat i æsken med testene.

''Ja'' Sagde jeg opgivende med et lille suk og rejste mig op for at gå ud på toilettet.

Da jeg havde taget testen sad jeg med den i hånden og ventede på svar. Jeg turde dårlig nok kigge på den, men jeg kunne ikke lade være. Jeg havde egentlig slet ikke lyst til at vide svaret. Jeg håbede bare sådan, at der kun ville være 1 streg.

Jeg kiggede væk et kort øjeblik og gned mig lidt i hovedet. Jeg vendte blikket ned imod staven og så, at der var kommet 1 streg, men der kunne sagtens stadig nå at komme endnu en.

Jeg kiggede på mit armbåndsur og talte nærmest sekunderne. Man skulle vente 2-3 minutter før man fik det endelige svar.

Jeg skiftede med at kigge på mit ur og så på staven. Stadig kun 1 streg.

''Please, lad nu ikke den sidste streg komme'' bad jeg nærmest til gud inde i hovedet.

Jeg lænede mig tilbage på toiletbrættet og kiggede op i loftet og tog en dyb vejrtrækning. Jeg lukkede et kort sekund mine øjne og håbede på, at når jeg åbnede mine øjne igen ville der stadig kun være 1 streg.

Jeg åbnede øjnene og kiggede ned fra loftet og ned på staven.

''Shit'' Hviskede jeg for mig selv og tog mig til hovedet med min ene hånd. Den sidste streg havde vist sig og jeg havde fået mit endelige svar...

-Jeg var gravid!. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...