You're my badboy (Justin bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Færdig
Alex - Skolens hårde og smarte flabede pige. Den som drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Sådan beskriver Alex's 3 nære veninder hende i hvert fald. Hun spiller kostbar og svare igen, overfor fyrene og det får dem til at blive nervøse og ikke turde invitere hende ud. Måske lige bortset fra en. Justin Bieber. Skolens Badboy og charmør som pigerne falder konstant for. Bortset fra Alex og hendes veninder. Alex spiller kostbar og lader som om hun ikke kan lide Justin, men er det nu rigtigt. NEJ! Justin får langt om længe sin pige på krogen og de to smider hurtigt facaderne overfor hinanden og bliver kærester. Nuurh..Men hvad sker der med et forhold, når begge personer er nogen temmelig stærke typer som ikke finder sig i noget, og der pludselig sker noget i Justins liv, som får ham til at ændre sig?. Kan deres forhold både holde til kærlighed, vold, skænderier, hemmeligheder og stoffer som ikke længere kun tilegner sig til fester? Find ud af det i ''You're my badboy''

887Likes
1538Kommentarer
1426936Visninger
AA

38. ''Mand Dig Op Forhelved!''

 

*Alex' Synsvinkel*

 

''Hvad vil du gøre?''

Sandras rolige ord klingede bare i mit hoved, som et ekko, der gav genlyd alt for mange gange, så mine tomme tanker, der farede frem og tilbage, og ud og ind af mit hoved kom lidt i baggrunden. Jeg askede min smøg i askebægret og pustede noget røg ud af munden. Jeg lænede mig igen tilbage i sofaen og kiggede ud af vinduet med  fødderne oppe i sofaen og mit tæppe over mig.

Jeg rystede en smule på hovedet og trak på skuldrene uden at fortrække en mine. Hun havde nok forventet et lidt mere klart svar, men.. Sådan et havde jeg ikke. Et kort skuldertræk og et svagt rystende hoved, var det tætteste jeg overhovedet kunne komme på et svar lige nu..

Det var et svært spørgsmål hun stillede, for jeg vidste det virkelig ikke. 1000 tanker fløj igennem mit hoved. Skulle jeg bare sige det til Justin som det var?. Skulle jeg holde det hemmeligt for ham og bare få det fjernet uden, at han ville opdage noget?. Problemet var ikke det at sige det til Justin. Problemet var, at jeg ikke kunne holde tanken ud om, at det skulle fjernes, hvis nu Justin ikke ville have det og begyndte at presse mig med at få det fjernet.. Det kunne jeg slet ikke rumme i mit hoved.

Godt nok var jeg normalt ikke en som spekulerede over tingene særlig meget, men det her var noget helt andet. Det her var en stor beslutning. Hvad ville min far sige, hvis jeg kom hjem og sagde, at jeg var gravid?. Og hvad med Jake?. Hvad ville han sige?. Hvad ville min mor havde sagt, hvis hun var her nu?.

Det gippede i mig, da jeg begyndte at tænke på min mor. Lige nu ville jeg ønske hun var her. Jeg vidste, at jeg kunne snakke med hende om alt og det kunne jeg mærke jeg havde brug for nu... Men hun var her ikke... Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende på nogen måde. Selvom mange gik og sagde, at selvom en person var død, så var personen alligevel hos dig i hjertet..

Jaja, min mor var helt sikkert i mit hjerte og i mine tanker hver eneste dag, men det kunne jeg bare ikke bruge til særlig meget lige nu. Desværre.. Gid det var nok.. Men det var det bare ikke..

Jeg kunne mærke, at jeg begyndte at savne hende helt vildt, som jeg sad her og stirrede ud på det krystalblå vand og tænkte på hvad jeg skulle stille op. Jeg ville ønske min mor var her lige nu, så hun kunne give mig et kærligt knus og sige, at det hele nok skulle ordne sig..

Hun plejede altid at sige, at i hvert eneste problem var der en gave.. Men lige nu kunne jeg ikke se hvad gaven skulle være for, hvis Justin ikke ville have det her barn, så var der ligesom ikke nogen gave i det.

Jeg følte, at min mor var den eneste person som kunne hjælpe mig igennem det her problem jeg sad i. Jeg ville give alt hvad jeg havde for at få lov til at snakke med min mor nu!.

Jeg græd som pisket indeni, men udenpå var jeg kold som is. Jeg troede virkelig, at jeg havde glemt hvordan man græd?. Der var så mange ting jeg havde lyst til at græde over. Justin og mig var ''uvenner'' hvis man kunne kalde det det. Jeg var blevet gravid og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Min mor var der ikke til at hente hjælp hos. Min mor var der ikke til at give mig et knus og et kys på panden og fortælle mig, at uanset hvad jeg besluttede mig for selv, så var der stadig nogen der elskede mig.

Det sagde min far også til mig engang imellem, men det ville være 100 gange mere værd at høre det fra min mor. Selvfølgelig hjalp det da også at min far sagde det engang imellem, men nu var det bare noget min mor havde startet med at sige lige siden jeg var lille, så det var på en måde hendes ting at gøre.. Så for mig ville det betyde mest at høre det fra hende og ikke bare tænke det imens jeg også tænkte på hende..

Jeg ville ønske jeg kunne bryde min hårde facade og sætte mig til at stortude over alle de fuckt up ting der var sket igennem mit liv.. Ikke fordi der havde været mange ting, som man normalt ville sætte sig ned og tude over, men der var en del og dem kunne jeg mærke, blev hårdere og hårdere at gå og forsøge at glemme!.

''Tænk højt'' Lød det pludselig fra Sandra, som sad og kiggede på mig og tog et hvæs af sin smøg. Jeg brød min stirren på vandet og kiggede på hende og sukkede.

''Hvad skal jeg sige?'' Spurgte jeg opgivende med hånden oppe ved hoved og albuen støttende på ryglænet.

''Ja, hvad du tænker selvfølgelig'' Svarede hun kort og roligt. Jeg trak på skuldrene og stirrede ned på mit glasbord.

''Jeg tænker på min mor'' Sagde jeg stille og kiggede langsomt op på Sandra.

Sandra kendte godt min mor. Sandra og jeg havde jo kendt hinanden hele livet og Sandra var som en søster for mig og på mange måder en del af min familie.

''Hvad tænker du om hende?'' Spurgte Sandra stille og lød som en der havde en lille klump i halsen.

''At jeg godt kunne bruge hende hos mig nu.. Jeg ville gerne høre hvad hun sagde til alt det her.. Jeg ville gerne have hendes støtte til at kæmpe mig igennem den her lorte situation'' Svarede jeg.

''Ved du hvad jeg tror?'' Svarede hun og så afventende på mig efter en kort stilhed. Jeg rystede på hovedet og fik igen øjenkontakt med hende.

''Jeg tror din mor ville sige, at du skulle snakke med Justin om det og hvad end der så skulle ske, så ville hun støtte dig og hjælpe dig igennem det hele'' Svarede Sandra.

Jeg nikkede kort med et svagt suk. Der kunne man bare se hvor godt Sandra kendte min mor dengang, for det hun sagde var virkelig en typisk ’’mor-replik’’ fra min mor.

''Det ville hun sikkert, men hun er her jo ikke til at støtte og hjælpe mig'' Svarede jeg og tog et hvæs af min smøg, så man tydeligt kunne fornemme min frustration over det.

Jeg kunne mærke, at hvis jeg blev ved med at tænke på hende, så ville mine tårer flyde ud af mig og intet ville kunne stoppe mig.

''Forhelved, Alex.. Hvorfor åbner du ikke op og giver dig til at stortude i lange baner?.. Jeg er din bedste veninde og jeg har set dig græde før.. Du har brug for at komme ud med dine frustrationer'' Sagde hun lidt hårdt, men selvfølgelig var det ikke ondt ment. Jeg vidste dårligt nok hvad jeg skulle svare, men Sandra var god til at afbryde den tomme stilhed.

''Du kan ikke gå og lukke alt det lort der sker ind i dig selv.. Du bliver nød til at komme ud med det. Det er helt okay, at man græder engang imellem'' Sagde Sandra med en støttende stemme. Jeg vippede tæppet af mig og rejste mig op og begyndte at vandre op og ned af mit stuegulv. Jeg sukkede og tog mig til hovedet.

''Hvorfor fanden skulle Justin og jeg også lige blive uvenner?.. Hvorfor fanden kommer han ikke bare hjem!'' Udbrød jeg opgivende og virkelig frustreret. Jeg kunne virkelig mærke hvor meget jeg savnede at have ham hos mig lige nu, men igen, så var jeg alt for stædig til at ringe til ham og bede ham om at komme hjem.

''Så ring og sig han skal komme'' Svarede Sandra hurtigt. Jeg vendte mig om og kiggede på hende.

''Det ved du godt jeg ikke gør'' Svarede jeg og gik over imod sofaen igen og væltede ned i den. Jeg tog hurtigt min mobil fra bordet og kiggede på skærmen, og blev hurtigt skuffet... Ikke et eneste ord fra Justin.

Sandras mobil bippede og hun tog den hurtigt fra bordet. Imens hun sad og læste en besked kiggede jeg på klokken. Den var blevet 21.13. Jeg håbede sådan på, at Justin ville ringe, men intet skete.

Jeg kiggede over på Sandra, som sad og så seriøst ned på sin telefon. Det var nok den besked hun havde fået.

''Sandra, det er ikke for at smide dig ud, men jeg er virkelig træt og jeg vil gerne være lidt alene'' Sagde jeg forsigtigt. Sandra smilede svagt og forstående til mig og nikkede.

''Det er helt okay. Jason har også lige skrevet, at vi skal mødes'' Svarede hun. Jeg nikkede bare og smilede stille. Normalt ville jeg komme med en flabet replik som kunne drille hende lidt med det hun sagde, men jeg var slet ikke til det lige nu.

Sandra og jeg rejste os op og Sandra gik over til mig.

''Jeg forstår ikke hvorfor du ikke ringer til Justin og beder ham om at komme hjem. Du savner ham jo, ikke?'' Sagde hun stille. Jeg nikkede.

''Jeg savner ham helt sindssygt'' Svarede jeg hende ærligt og sukkede.

''Så burde du også ringe til ham'' Sagde hun. Jeg svarede hende ikke. Igen var det min stædighed der styrrede mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at ringe og bede ham om at komme tilbage. Justin skulle komme tilbage, hvis han selv gad og ikke fordi jeg bedte ham om det!.

Sandra og jeg gik ud i gangen. Sandra tog sko og jakke på og smilede til mig.

''Burde du ikke tage til lægen og høre hvor langt du er henne?'' Spurgte hun mig da hun havde fået alt overtøjet på. Jeg nikkede.

''Jo, det tænker jeg også'' Svarede jeg hende.

''Skal jeg tage med?'' Spurgte hun mig seriøst.

''Gider du?'' Spurgte jeg.

''Selvfølgelig. Jeg vil altid være der for dig, når du har brug for det'' Smilede hun. Jeg fik et lille smil på læben og Sandra og jeg gav hinanden et dejlig varmt knus.

Det hjalp lidt på mit humør, at Sandra gav mig et kram og sagde, at hun godt ville tage med mig til lægen. Det betød virkelig meget for mig, at hun var der til at støtte mig nu hvor min mor ikke kunne være her.

Jeg lukkede døren efter Sandra og sukkede tungt imens jeg hurtigt besluttede mig for at tage et bad. Det plejede altid at virke når jeg havde brug for at få tankerne ud af hovedet.. Et dejlig varmt og langt bad og så ind og putte under den varme dyne i den varme seng!..

 

*Justins Synsvinkel*

 

''En til..'' Kaldte jeg tørt over baren til bartenderen, som kom hen til mig og hældte endnu en sjat ren vodka op til mig i mit glas og skulle lige til at vende sig om, da jeg rømmede mig kort og atter fik hans opmærksomhed.

''Lad flasken stå!'' Brummede jeg koldt og pegede på barbordet med min smøg i hånden lige der hvor jeg ville have ham til at stille flasken.

Jeg var efterhånden blevet temmelig stegt af alt den vodka, men jeg havde brug for at få tankerne lidt på afstand. Hver eneste gang jeg følte mig nogenlunde normal, tænkte jeg kun på Alex. Jeg så hende for mig hele tiden, også nu når jeg var godt fuld og helt væk efter at havde været en tur i gården og røget en joint. Hun var som printet på min nethinde og jeg kunne ikke holde det ud. Jeg kunne ikke holde ud at se den eneste pige jeg nogensinde havde elsket helt inde i hjertet stå og kigge ondt på mig. Jeg så hendes kolde øjne stirre på mig hele tiden og nærmest sige, at jeg havde fucket alt op imellem os.

Jeg brummede irriteret og gned mig i hovedet over mine tanker, hvorefter jeg kiggede rundt i lokalet. Jason og jeg havde siddet på denne her bodega i godt og vel 3 timer snart, hvor jeg bare havde siddet og tyllet i mig. Jason havde ikke drukket den mindste slat vodka. Han drak kun sodavand, og jeg fattede ham seriøst ikke.

Lokalet var fyldt med mange forskellige mennesker. Der var nogen store pumpede gutter i måske 40'eren, som stod og spillede billard nede for enden af lokalet og så var der nogen ældre damer, der sad og nød en porter nede i hjørnet i en af de små båse.

Der var for godt og vel en halv time siden kommet nogen piger på min alder ind og havde sat sig i en bås lige bag ved mig og Jason, der sad oppe i baren.

Nogen gamle fulde mænd sad og spillede terninger og drak som om de aldrig havde fået noget og drikke før. De havde måske også fucket alt op for dem selv?. Hvem ved?. Måske havde de det ligesom mig, der sad her og var godt igang med at tømme en hel vodkaflaske, fordi jeg havde så pisse ondt af mig selv?..

Jeg stak hånden i lommen og tog mine smøger op, og fik samtidig min lille pose med pillerne med op af lommen. Jeg fiskede en smøg op og lagde den på bordet og fiskede derefter mine fingre ned i den lille pose og fik så en pille op. Jeg kastede den hurtigt i munden og skyllede den ned med min vodka uden nogen så det. Ingen udover Jason selvfølgelig. Han så det og sukkede opgivende.

''Justin, tror du ikke snart du skal til at tage hjem?'' Spurgte Jason opgivende ved siden af mig. Jeg kiggede over på ham og trak lidt ligeglad på skuldrene.

''Jeg har ikke noget at tage hjem til, så hvorfor skulle jeg?'' Svarede jeg og stirrede på mit glas med vodka som jeg fik til at cirkulere i glasset med hånden.

''Justin, forhelved!. Tag dog forhelved hjem til Alex!'' Svarede Jason hårdt. Sådan havde han sagt hele dagen og jeg var ærlig talt ved at blive rigtig træt af det efterhånden!..

Jeg bundede mit vodka og hældte endnu en drink op. Det kunne dog ikke undgås, at jeg spildte lidt, men jeg var ligeglad. Det var mig selv der betalte, så om jeg betalte for en hel vodka, som jeg hældte halvdelen ud på bordet af, så var det vel mit eget business?.

Jeg kiggede på Jason, som sad og stirrede småtræt på mig og fik mig til at sige det samme som jeg havde sagt hele dagen.

''Så fat det dog!. Hun gider ikke have noget med mig at gøre!'' Sagde jeg snøvlende og meget hårdt, da jeg snart ville have, at han skulle fatte det, så han ikke kom med den latterlige replik igen!.

''Det ved du sku ikke en fucking skid om, Justin!.. Har du talt med hende måske?'' Spurgte han nu småvredt.

''NEJ!. Og lige præcis derfor ved jeg, at hun ikke vil have noget med mig at gøre, når hun ikke engang tager telefonen når jeg ringer man!'' Vrissede jeg irriteret og bundede mit glas og hældte endnu en sjat vodka op.

Igennem lyden af den stille og rolige musik fra jukeboksen, hørte jeg en knirkende lyd. En lyd som havde lydt hele aften, hver eneste gang nogen kom ind af døren.. Jeg kiggede kort til siden for at se hvem der kom ind på baren, og så Sandra stå i døren og kigge rundt. Jeg kiggede kort på Jason, som sad og kiggede opgivende ind imod barens bagvæg med alt sprutten stående på hylderne, hvorefter jeg kiggede tilbage på Sandra, som jeg fik øjenkontakt med et kort øjeblik. Hun søgte tydeligvis efter os, og det var jeg slet ikke i tvivl om, da hun gik over imod os. Hun lagde en hånd på Jasons skulder og Jason vendte straks hovedet og så hende.

''Hey skat'' Sagde hun uden at smile til ham.

''Hey baby'' Svarede han og førte sin hånd ned på hendes røv og gav hende et kys.

Jeg rullede med øjnene og tog en ordentlig tår af min vodka. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud af høre deres kæresteshit og ordene ''skat'' og ''baby''. Det mindede mig alt for meget om Alex. Det gjorde alt faktisk og derfor valgte jeg at bunde mit glas helt og prøve at høre alt andet i lokalet end deres lort..

''Justin, hvad fanden er det du laver?'' Spurgte Sandra mig. Jeg vendte langsomt blikket imod hende og prøvede at fokusere på hende. Jeg så hende lidt slørret, så jeg blinkede med øjnene et par gange, så hun kunne stå klart for mig.

Da jeg endelig fik mit syn klart igen lagde jeg mærke til hendes hårde øjne stirre på mig. I et kort øjeblik skulle man næsten tro, at det var Alex, som stod der med de øjne hun sendte mig. Det var i hvert fald præcis det samme blik som jeg havde set for mig hver eneste gang jeg tænkte på Alex..

''Det kan du vel se?'' Svarede jeg og kiggede væk og undgik bevidst Sandras blik, da jeg på ingen måder kunne holde det der blik ud. Det var fandme som om, at hun havde taget Alex’ øjne med sig herned, så jeg kunne se hvor bebrejdende og skuffende de så ud!.

Jeg søgte straks imod vodkaflasken, som jeg rakte ud efter for at få en sjat vodka mere, men Sandra skubbede min hånd væk og tog vodkaflasken og stillede den ned på bartenderens bord, hvor han lavede drinks.

Jeg mærkede en irriteret følelse gå igennem min krop, men valgte at holde det inde ved at tage en dyb indånding og istedet bare kigge opgivende på hende, hvor jeg igen mødte hendes borende og hårde blik.

''Hvorfor er du her egentlig?'' Spurgte jeg med en meget fuld stemme. Sandra kiggede på Jason.

''Jeg skrev til hende og bad hende komme og banke noget fornuft ind i knolden på dig nu når jeg ikke kan'' Svarede Jason køligt. Jeg kiggede på Sandra igen.

''Justin, jeg synes du skal tage hjem og sove den brandert ud og så tage hjem til Alex imorgen'' Sagde hun med en bestemt tone.

Jeg lavede ''tss'' lyden og rystede på hovedet med et lille grin på læben.

''Nu begynder du fandme ikke også.. Fatter i ikke, at hun ikke gider glo på mig eller hvad?'' Spurgte jeg vredt og kiggede irriteret på dem begge. Sandra sukkede irriteret og skuede hurtigt over på Jason og kiggede så derefter på mig igen.

''Jeg har været sammen hende hele dagen, Justin. Jeg har set hvordan hun har det'' Sagde Sandra bestemt. Jeg trak på skuldrene, som om jeg var ligeglad.

''Og hvordan har hun det så?'' Spurgte jeg og virkede ligeglade, selvom jeg langt fra var det.

''Hun savner dig!'' Sagde Sandra uden at flytte sine borende øjne fra mine og uden at tøve den mindste smule.

Jeg vendte et kort sekund blikket ned imod mit næsten tomme vodkaglas og fik kort efter et lille flabet grin på læben. Jeg kunne fandme ikke tro på at Alex savnede mig. Det var helt sikkert noget Sandra fandt på for at få mig til at være klar i hovedet, hvilket jeg slet ikke havde lyst til at blive!.

Jeg vendte blikket imod Sandra igen og kiggede smågrinende på hende.

''Hvorfor kommer du her og fylder mig med lort?. Det der passer jo ikke en skid. Hun savner mig ikke!. Fat det!'' Svarede jeg vredt og drak mit glas ud og piftede til bartenderen, så han kunne give mig vodkaflasken.

Bartenderen skulle til at hælde noget mere vodka op da Sandra brød ind.

''Han skal ikke have mere!'' Sagde hun bestemt til bartenderen, som nikkede kort og gik væk igen imens jeg vendte mit vrede blik imod hende og kiggede surt og irriteret på hende.

''Hvad fanden er det du laver?!'' Spurgte jeg vredt. Sandra stod kun et par cm. fra mig.

''Hør hvad jeg siger nu, Justin, og hør godt efter!. Alex savner dig af helvedes til. Hun sidder bare og stirre ud af sine vinduer og tænker og tænker!. Jeg kan se på hende, at hvis du ikke snart mander dig fucking op og tager hjem og snakker med hende, så får hun fandme et mindre sammenbrud og det vil hverken du eller nogen af os andre som elsker hende, ønske for hende!'' Sagde Sandra vredt.

''Hvorfor tager hun så ikke telefonen når jeg ringer?'' Spurgte jeg vredt og meget hurtigt.

''Fordi hun vil have, at du skal komme derhjem og snakke med hende face to face, Justin!. Hun gider sku da ikke snakke om jeres problem i en telefon!'' Svarede Sandra meget bestemt og stadig uden at tøve. Jeg sukkede lidt og kiggede på bordet hvor min smøg stadig lå og ventede på, at jeg tændte den samtidig med, at min anden smøg, som jeg ikke engang havde røget færdig, havde røget sig selv op i askebægret..

Jeg greb ud efter den nye smøg og satte den i mundvigen og tog min hånd i lommen for at fiske min lighter op. Dog nåede jeg ikke engang at fiske den på, før Sandra fjernede min smøg fra munden og krøllede den sammen i hånden og smed resterne i askebægret, hvor hun også hurtigt slukkede min gamle smøg ordentligt.

Jeg kiggede vredt på hende.

''Hvad fanden skulle det til for?!'' Spurgte jeg irriteret og rejste mig fra barstolen, så jeg stod næsten helt op af hende og nok kunne virke en anelse truende. Det reagerede hverken hende eller Jason dog på. De vidste sku nok, at jeg ikke havde tænkt mig at gøre noget specielt, men alligevel.. Alligevel kunne jeg godt se en snært af beskyttelse hos Jason. Jeg var i hvert fald ikke ét sekund i tvivl om, at han sad helt klar til hvis jeg pludselig gjorde noget uventet.

''Alex har forhelved brug for dig!. Hun går derhjemme og er skide ked af det der er sket imellem jer, forfanden!'' Småråbte Sandra bestemt og lige ind i hovedet på mig.

Jeg fik et sug i maven og blev stille et øjeblik da en bestemt tanke slog mig.

''Græder hun?'' Spurgte jeg kort. Ja, Alex var jo ikke typen der græd. Jeg havde aldrig set en tåre på hendes kind, og sådan som jeg kendte hende, så var der ikke rigtig noget der kunne få hende til at græde.. Så hvis hun græd nu, så..

Sandra fik et lille flabet smil på læben og kiggede på mig som om jeg var dum.

''Come on, Justin. Du kender sku da Alex. Hun græder aldrig. Men jeg kan se på hende, at hun er helt ødelagt over det der er sket og over, at du ikke kommer hjem til hende!'' Svarede Sandra bestemt og kiggede mig direkte i øjnene.

''Og hvordan kan du så se det?'' Spurgte jeg undrende. Sandra grinede kort og virkede på mig også en smule hånlig, hvilket generede mig lidt. Igen valgte jeg dog bare at lade det ligge.

''Jeg har kendt hende altid og hun er min bedste veninde. Jeg tror ikke, at vi ville være særlig tætte, hvis jeg ikke engang kunne se på hende, at hun var helt knust!.. Knust på grund af dig, Justin!'' Sagde hun hårdt.

Jeg mærkede en vrede i min krop igen. Jeg var vred over de ting Sandra sagde.. Men hun havde ret i det hele. Hvis jeg ikke snart gjorde noget ville Alex måske gå totalt i stykker og det samme ville jeg jo også. Jeg kunne bare se det i hendes øjne.. Jeg var igang med at gøre alting meget værre end det var i forvejen... Hvis Sandra løj nu, så var hun den bedste løgner, ever, for det der blik.. Det kunne man ikke lave, hvis ikke man mente alt hvad man sagde

Jeg rejste mig op og tog min jakke som hang på en knage under baren lige der, hvor jeg sad. Jeg skulle lige til at gå da bartenderen råbte efter mig.

''Hey knægt!. Du skal lige betale'' Sagde han og kiggede ondt på mig. Jeg sukkede og stak hånden i lommen. Jeg hev min pung frem og kastede nogen sedler op på disken. Jeg anede ikke hvor meget jeg gav ham, og jeg var også temmelig ligeglad. Jeg skulle bare snakke med Alex!

Hvorfor fanden var jeg så bange for at tage hjem til hende noget før?. Det lignede fandme da ikke mig at være sådan!?. Hvis jeg skulle sige noget til folk, så var jeg ikke bange for at tage hjem til dem og sige det direkte til deres ansigter!. Men det var jeg åbenbart for Alex?.. I hvert fald havde hendes ord fået mig til at holde mig væk meget længere end jeg normalt ville.. Tja, normalt var jeg nok ikke engang gået, da jeg blev bedt om det, hvis jeg ikke havde lyst, og det havde jeg virkelig ikke hjemme ved Alex.. Men hun fik mig til det!..

Det var vel bare det tydeligste bevis på, at hun havde overtaget mig fuldstændig og bare kunne gøre et eller andet ved mig som ingen andre kunne?... Om det var godt eller skidt, kunne jeg dog ikke finde ud af.. Men jeg tvivlede på det, for jeg lod mig fandme ikke styre af nogen!.

Jeg kom ud foran bodegaen og mærkede straks den kolde natteluft på mine arme. Jeg svang min jakke om mig og lod min hånd glide ned i lommen for at finde mine bilnøgler frem. Jeg gik slingrende over imod min bil, som Jason havde kørt for mig hele dagen fordi jeg var så påvirket af stoffer og senere sprut.

Jeg klikkede på lås op-knappen og min bil bippede og lygterne blinkede. Jeg åbnede min bildør og skulle til at sætte mig ind, da jeg mærkede en hånd på min skulder.

''Hey. Jeg skal nok køre..'' Sagde Jason bestemt og rykkede mig væk fra døren. Okay.. Det var nok også bedst for jeg var sku alt for påvirket til at styre en bil nu. Jeg skulle også helst nå hjem til Alex i 1 stykke, så jeg satte mig ind på bagsædet istedet, da Sandra tydeligvis havde sat sig oppe foran på passagersædet.  

Jason startede bilen og begyndte at køre.

''Hvad er klokken?'' Mumlede jeg kort.

''Den er 23.27'' Svarede Jason.

''Og hvor køre i mig hen nu?'' Spurgte jeg dem. Jeg skulle i hvert fald ikke hjem til mig selv, så hvis det var deres plan kunne de godt tro om.

''Vi køre dig hjem, Justin'' Svarede Sandra en smule opgivende.

''Jamen hvor hjem?'' Spurgte jeg lidt irriteret.

''Ja, hvor mon?. Har du ikke kun 1 lejlighed?'' Spurgte hun og kiggede om på mig ved at kigge sig selv over skulderen.

''Jeg skal ikke hjem til mig selv.. Jeg skal hjem til Alex!'' Svarede jeg bestemt og prøvede at lyde så ædru som muligt.

''Ej Justin.. Den der brandert skal sku lige soves ud først!'' Lød det fra Jason.

''Fuck no!. Jeg skal hjem til Alex nu!'' Sagde jeg vredt.

''Tror du selv hun bliver glad for, at du kommer hjem til hende i den tilstand?'' Spurgte Sandra irriteret. Jeg trak ligeglad på skuldrene.

''Jeg er fucking ligeglad. Jeg skal bare hjem til hende nu!'' Svarede jeg vredt. Jason og Sandra kiggede på hinanden og jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at holde mine øjne ordentlig åbne.

''Okay Justin.. Vi køre hjem til Alex. Men læg dig ned og sov lidt så. Så vækker vi dig når vi er der'' Sagde Sandra helt roligt. Jeg vidste ikke om jeg kunne nå at sove på den tid det tog at komme hjem til Alex, men jeg gjorde da forsøget, for ærligt, så var jeg sku ret udmattet... 

_____________________________________________________

Sidste kapitel for idag, håber i kunne lide det :) Der kommer 2 nye kapitel imorgen :) Tusind mange tak for likes og kommentarer det betyder så uendeligt meget at i gider følge med i den :)

#MuchLove 

-NetteC :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...