You're my badboy (Justin bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Færdig
Alex - Skolens hårde og smarte flabede pige. Den som drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Sådan beskriver Alex's 3 nære veninder hende i hvert fald. Hun spiller kostbar og svare igen, overfor fyrene og det får dem til at blive nervøse og ikke turde invitere hende ud. Måske lige bortset fra en. Justin Bieber. Skolens Badboy og charmør som pigerne falder konstant for. Bortset fra Alex og hendes veninder. Alex spiller kostbar og lader som om hun ikke kan lide Justin, men er det nu rigtigt. NEJ! Justin får langt om længe sin pige på krogen og de to smider hurtigt facaderne overfor hinanden og bliver kærester. Nuurh..Men hvad sker der med et forhold, når begge personer er nogen temmelig stærke typer som ikke finder sig i noget, og der pludselig sker noget i Justins liv, som får ham til at ændre sig?. Kan deres forhold både holde til kærlighed, vold, skænderier, hemmeligheder og stoffer som ikke længere kun tilegner sig til fester? Find ud af det i ''You're my badboy''

872Likes
1520Kommentarer
1285860Visninger
AA

38. ''Mand Dig Op Forhelved!''

*Alex's Synsvinkel*

 

''Hvad vil du gøre?'' Lød det fra Sandra der afbrød mine mange tusind tanker. Jeg askede min smøg i askebægret og pustede noget røg ud af munden. Jeg lænede mig igen tilbage i sofaen og kiggede ud af vinduet. Jeg sad med fødderne oppe i sofaen og mit tæppe over mig. Sandra sad i tomands sofaen. Jeg rystede en smule på hovedet og trak på skuldrene uden at fortrække en mine. Jeg tog endnu et væs af min smøg. Det var et svært spørgsmål hun stillede, for jeg vidste det virkelig ikke. 1000 tanker fløj igennem mit hoved. Skulle jeg bare sige det til Justin som det var? Skulle jeg holde det hemmeligt for ham og bare få det fjernet uden at han ville opdage noget?. Problemet var ikke det at sige det til Justin. Problemet var, at jeg ikke kunne holde tanken ud om at det skulle fjernes, hvis nu Justin ikke ville have det og begyndte at presse mig med at få det fjernet. Jeg kunne slet ikke rumme det i mit hoved. Godt nok var jeg normalt ikke en som spekulerede over tingene særlig meget, men det her var noget helt andet. Det her var en stor beslutning. Hvad ville min far sige, hvis jeg kom hjem og sagde at jeg var gravid? Og hvad med Jake, hvad ville han sige? Hvad ville min mor havde sagt hvis hun var her nu? Det rykkede i mig, da jeg begyndte at tænke på min mor. Lige nu ville jeg ønske hun var her. Jeg vidste at jeg kunne snakke med hende om alt, og det kunne jeg mærke jeg havde brug for nu. Men hun var her ikke. Jeg kunne ikke komme i kontakt med hende på nogen måde. Selvom mange går og siger, at selvom en person er død, så er personen alligevel hos dig i hjertet.. Jaja, min mor helt sikkert i mit hjerte og i mine tanker hver eneste dag, men det kunne jeg bare ikke bruge til særlig meget lige nu. Jeg kunne mærke at jeg begyndte at savne hende helt vildt, som jeg sad her og stirrede ud på det krystalblå vand og tænkte på hvad jeg skulle stille op. Jeg ville ønske min mor var her lige nu, så hun kunne give mig et kærligt knus og sige at det hele nok skulle ordne sig.. Hun plejede altid at sige, at i hvert eneste problem var der en gave.. Men lige nu kunne jeg ikke se hvad gaven skulle være, for hvis Justin ikke ville have den her unge, så var der ligesom ikke nogen gave i det. Jeg følte at min mor var den eneste person som kunne hjælpe mig igennem det her problem jeg sad i. Jeg ville give alt hvad jeg havde for at få lov til at snakke med min mor nu. Jeg græd som pisket indeni, men udenpå var jeg kold som is. Jeg tror virkelig jeg havde glemt hvordan man græder. Der var så mange ting jeg havde lyst til at græde over. Justin og mig var ''uvenner'' hvis man kan kalde det det. Jeg var blevet gravid og anede ikke hvad jeg skulle stille op. Min mor var der ikke til at hente hjælp hos. Min mor var der ikke til at give mig et knus og et kys på panden og fortælle mig at uanset hvad jeg beslutter mig for, så er der stadig nogen der elsker mig. Det sagde min far også til mig engang imellem, men det ville være 10 gange mere værd at høre det fra min mor. Jeg ville ønske jeg kunne bryde min hårde facade og sætte mig til at stortude over alle de fuck't up ting der er sket igennem mit liv.. Ikke fordi der har været mange ting, som man normalt ville sætte sig ned og tude over, men der var en del og dem kunne jeg mærke, blev hårdere og hårdere at gå og forsøge at glemme. 


''Tænk højt'' Lød det pludselig fra Sandra som sad og kiggede på mig og tog et væs af sin smøg. Jeg brød min stirren på vandet og kiggede på hende og sukkede. ''Hvad skal jeg sige?'' Spurgte jeg opgivende. ''Ja, hvad du tænker selvfølgelig'' Svarede hun. Jeg trak på skuldrene og stirrede ned på mit glasbord. ''Jeg tænker på min mor'' Sagde jeg stille og kiggede langsomt op på Sandra. Sandra kendte godt min mor. Sandra og jeg havde jo kendt hinanden hele livet og Sandra var som en søster for mig og på mange måder en del af min familie. Sandra slugte en klump i halsen. ''Hvad tænker du om hende?'' Spurgte Sandra stille. Jeg sukkede igen. ''At jeg godt kunne bruge hende hos mig nu.. Jeg ville gerne høre hvad hun sagde til alt det her.. Jeg ville gerne have hendes støtte til at kæmpe mig igennem den her lorte situation'' Svarede jeg stille. ''Ved du hvad jeg tror?'' Sagde hun. Jeg rystede på hovedet og fik igen øjenkontakt med hende. ''Jeg tror din mor ville sige at du skulle snakke med Justin om det og hvad end der så skulle ske, så ville hun støtte dig og hjælpe dig igennem det hele'' Svarede Sandra. Jeg sukkede opgivende. ''Det ville hun sikkert, men hun er her jo ikke til at støtte og hjælpe mig'' Svarede jeg og tog mig selv til panden. Jeg kunne mærke at hvis jeg blev ved med at tænke på hende, så ville mine tårer flyde ud af mig og intet ville kunne stoppe mig. Sandra kunne tydeligt se på mig at jeg snart ikke kunne holde til mere følesnak. ''Forhelved Alex.. Hvorfor åbner du ikke op og giver dig til at stortude i lange baner.. Jeg er din bedste veninde og jeg har set dig græde før.. Du har brug for at komme ud med dine frustationer'' Sagde hun lidt hårdt, men selvfølgelig var det ikke ondt ment. Jeg vidste dårligt nok hvad jeg skulle svare, men Sandra var god til at afbryde den tomme stilhed. ''Du kan ikke gå og lukke alt det lort der sker ind i dig selv.. Du bliver nød til at komme ud med det. Det er helt okay at man græder engang imellem'' Sagde Sandra med en støttende stemme. Jeg vippede tæppet af mig og rejste mig op og begyndte at vandre op og ned af mit stuegulv. Jeg sukkede og tog mig til hovedet. ''Hvorfor fanden skulle Justin og jeg også lige blive uvenner.. Hvorfor fanden kommer han ikke bare hjem!'' Udbrød jeg opgivende. Jeg kunne virkelig mærke hvor meget jeg savnede at have ham hos mig lige nu, men igen, så var jeg alt for stædig til at ringe til ham og bede ham om at komme hjem. ''Så ring og sig han skal komme'' Svarede Sandra hurtigt. Jeg vendte mig om og kiggede på hende. ''Det ved du godt jeg ikke gør'' Svarede jeg og gik over imod sofaen igen og væltede ned i den og tændte endnu en smøg. Jeg tog min mobil fra bordet. Ikke et eneste ord fra Justin. Sandra's mobil bippede og hun tog den hurtigt fra bordet. Imens hun sad og læste en besked, kiggede jeg på klokken. Den var blevet 21.13. Jeg håbede sådan på at Justin ville ringe, men intet skete. Jeg kiggede over på Sandra som sad og så seriøst ned på sin telefon. Det var nok den besked hun havde fået. ''Sandra, det er ikke for at smide dig ud, men jeg er virkelig træt og jeg vil gerne være lidt alene'' Sagde jeg forsigtigt. Sandra smilede til mig og nikkede. ''Det er helt okay, Jason har også lige skrevet at vi skal mødes'' Svarede hun. Jeg nikkede bare og smilede stille. Normalt ville jeg komme med en flabet replik men jeg var slet ikke til det lige nu. 


Sandra og jeg rejste os op og Sandra gik over til mig. ''Jeg forstår ikke hvorfor du ikke ringer til Justin og beder ham om at komme hjem. Du savner ham jo ikke?'' Sagde hun stille. Jeg nikkede. ''Jeg savner ham helt sindsygt'' Svarede jeg hende og sukkede. ''Så burde du også ringe til ham'' Sagde hun. Jeg svarede hende ikke. Igen var det min stædighed der styrrede mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at ringe og bede ham om at komme tilbage. Justin skulle komme tilbage hvis han selv gad, og ikke fordi jeg bedte ham om det! Sandra og jeg gik ud i gangen. Sandra tog sko og jakke på og smilede til mig. ''Burde du ikke tage til lægen og høre hvor langt du er henne?'' Spurgte hun mig da hun havde fået alt overtøjet på. Jeg nikkede. ''Jo det tænker jeg også'' Svarede jeg hende. ''Skal jeg tage med?'' Spurgte hun mig seriøst. ''Gider du?'' Spurgte jeg. ''Selvfølgelig. Jeg vil altid være der for dig, når du har brug for det'' Smilede hun. Jeg fik et lille smil på læben og Sandra og jeg gav hinanden et dejlig varmt knus. Det hjalp lidt på mit humør at Sandra gav mig et kram og sagde at hun godt ville tage med mig til lægen. Det betød virkelig meget for mig at hun var der til at støtte mig, nu hvor min mor ikke kunne være her. Jeg lukkede døren efter Sandra og sukkede tungt. Jeg besluttede mig for at tage et bad. Det plejede altid at virke når jeg havde brug for at få tankerne ud af hovedet. 


*Justin's Synsvinkel*


''En til !'' Råbte jeg over baren til bartenderen. Bartenderen kom hen til mig og hældte endnu en sjat ren vodka op til mig. Bartenderen skulle til at vende sig om da jeg rømmede mig. ''Lad flasken stå!'' Sagde jeg koldt og pegede på bordet med min smøg i hånden. Jeg var efterhånden blevet temmelig stegt af alt den vodka, men jeg havde brug for at få tankerne lidt på afstand. Hver eneste gang jeg følte mig nogenlunde normal, tænkte jeg kun på Alex. Jeg så hende for mig hele tiden også nu når jeg var godt fuld og helt væk efter at havde været en tur i gården og røget en joint. Hun var som printet på min nethinde og jeg kunne ikke holde det ud. Jeg kunne ikke holde ud at se den eneste pige jeg nogensinde havde elsket helt inde i hjertet, stå og kigge ondt på mig. Jeg så hendes kolde øjne stirre på mig hele tiden og nærmest sige at jeg havde fucked alt op imellem os. Jeg kiggede rundt i lokalet. Jason og jeg havde siddet på denne her bodega i godt og vel 3 timer snart, hvor jeg bare havde siddet og tyllet i mig. Jason havde ikke drukket den mindste slat vodka. Han drak kun sodavand. Jeg fattede ham seriøst ikke. 


Lokalet var fyldt med mange forskellige mennesker. Der var nogen store pumpede gutter i måske 40'eren, som stod og spillede billiard nede for enden af lokalet, og så var der nogen ældre damer der sad og nød en porter nede i hjørnet i en af de små båse. Der var for godt og vel en halv time siden kommet nogen piger på min alder ind og havde sat sig i en bås lige bag ved mig som sad med Jason i baren. Nogen gamle fulde mænd sad og spillede terninger og drak som om de aldrig havde fået noget og drikke før. De havde måske også fucked alt op for dem selv, hvem ved? Måske havde de det ligesom mig, der sad her og var godt igang med at tømme en vodkaflaske, fordi jeg havde så pisse ondt af mig selv. Jeg stak hånden i lommen og tog mine smøger op, da jeg samtidig fik min lille pose med pillerne med op af lommen. Jeg fiskede en smøg op og lagde den på bordet og fiskede derefter mine fingre ned i den lille pose og fik så en pille op. Jeg kastede den hurtigt i munden og skyllede den ned med min vodka uden nogen så det. Udover Jason. Han så det og sukkede opgivende.''Justin, tror du ikke snart du skal til at tage hjem?'' Spurgte Jason opgivende ved siden af mig. Jeg kiggede over på ham og trak lidt ligeglad på skuldrene. ''Jeg har ikke noget at tage hjem til, så hvorfor skulle jeg?'' Sagde jeg og stirrede på mit glas med vodka som jeg fik til at cirkulere i glasset med hånden. ''Justin forhelved! Tag dog forhelved hjem til Alex!'' Svarede Jason hårdt. Sådan havde han sagt hele dagen. Jeg bundede mit vodka og hældte endnu en drink op. Det kunne dog ikke undgås at jeg spildte lidt. Jeg kiggede på Jason som sad og stirrede småondt på mig. Jeg sagde det samme som jeg havde sagt hele dagen. ''Så fat det dog! Hun gider ikke have noget med mig at gøre!'' Sagde jeg snøvlende. ''Det ved du sku ikke en fucking skid om Justin!.. Har du talt med hende måske?'' Spurgte han nu småvredt. ''NEJ! Og lige præsis derfor ved jeg at hun ikke vil have noget med mig at gøre, når hun ikke engang tager telefonen når jeg ringer!'' Svarede jeg irriteret og bundede mit glas og hældte endnu en sjat vodka op. Jeg kiggede kort til siden og så Sandra stå i døren og kigge rundt. Hun fik øje på os og gik over imod os. Hun lagde en hånd på Jasons skulder og Jason vendte hovedet og så hende. ''Hey skat'' Sagde hun uden at smile. ''Hey baby'' Svarede han og førte sin hånd ned på hendes røv og gav hende et kys. Jeg rullede med øjnene og tog en ordentlig tår af min vodka. Jeg kunne simpelthen ikke holde ud af høre deres kærestesnakkeri og ordene ''skat'' og ''baby''. Det mindede mig alt for meget om Alex. Det gjorde alt faktisk, og derfor valgte jeg at bunde mit glas helt. ''Justin hvad fanden er det du laver?'' Spurgte Sandra mig. Jeg vendte langsomt blikket imod hende og prøvede at fokusere på hende. Jeg så hende lidt slørret så jeg blinkede med øjnene, så hun kunne stå klart for mig. Da jeg endelig fik mit syn klart igen, lagde jeg mærke til hendes hårde øjne stirre på mig. I et kort øjeblik skulle man næsten tro at det var Alex som stod der, med de øjne hun sendte mig. ''Det kan du vel se'' Sagde jeg og vendte blikket imod vodkaflasken og rakte ud efter den. Sandra skubbede min hånd væk og tog vodkaflasken og stillede den ned på bartenderens bord, hvor han lavede drinks. Jeg kiggede opgivende på hende. ''Hvorfor er du her egentlig?'' Spurgte jeg med en meget fuld stemme. Sandra kiggede på Jason. ''Jeg skrev til hende og bad hende komme og banke noget fornuft ind i knolden på dig, nu når jeg ikke kan'' Svarede Jason hårdt. Jeg kiggede på Sandra igen. ''Justin jeg synes du skal tage hjem og sove den brandert ud og så tage hjem til Alex imorgen!'' Sagde hun med en bestemt tone. Jeg lavede ''tss'' lyden og rystede på hovedet med et lille grin på læben. ''Nu begynder du fandme ikke også.. Fatter i ikke at hun ikke gider glo på mig?'' Sagde jeg vredt. Sandra sukkede irriteret og skuede hurtigt over på Jason og kiggede så derefter på mig igen. ''Jeg har været sammen hende hele dagen Justin. Jeg har set hvordan hun har det'' Sagde Sandra bestemt. Jeg trak på skuldrene som om jeg var ligeglad. ''Og hvordan har hun det så?'' Spurgte jeg og virkede ligeglade, selvom jeg langt fra var det. ''Hun savner dig!'' Sagde Sandra uden at flytte sine borende øjne fra mine. Jeg vendte et kort sekund blikket ned imod mit næsten tomme vodkaglas. Jeg fik et lille flabet grin på læben. Jeg kunne fandme ikke tro på at Alex savnede mig. Det var helt sikkert noget Sandra fandt på for at få mig til at være klar i hovedet, hvilket jeg slet ikke havde lyst til. Jeg vendte blikket imod Sandra igen og kiggede smågrinende på hende. ''Hvorfor kommer du her og fylder mig med lort? Det der passer jo ikke en skid. Hun savner mig ikke! Fat det!'' Sagde jeg vredt og drak mit glas ud og piftede til bartenderen, så han kunne give mig vodkaflasken. Bartenderen skulle til at hælde noget mere vodka op da Sandra brød ind. ''Han skal ikke have mere!'' Sagde hun bestemt til bartenderen som nikkede og gik væk igen. Jeg kiggede surt på hende. ''Hvad fanden er det du laver!'' Spurgte jeg vredt. Sandra stod kun et par cm. fra mig. ''Hør hvad jeg siger nu Justin! Og hør godt efter! Alex savner dig af helvedes til. Hun sidder bare og stirre ud af sine vinduer og tænker og tænker! Jeg kan se på hende, at hvis du ikke snart mander dig fucking op og tager hjem og snakker med hende, så får hun fandme et mindre sammenbrud og det vil hverken du eller nogen af os andre som elsker hende, ønske for hende!'' Sagde Sandra vredt. Jeg kunne mærke en sorgede fornemmelse i kroppen. Min pige er helt ødelagt pga mig! Jeg fik en vrede op i kroppen, da jeg kom til at tænke på at Sandra sikkert fylder mig med lort lige nu. ''Hvorfor tager hun så ikke telefonen når jeg ringer?'' Spurgte jeg vredt. ''Fordi hun vil have at du skal komme derhjem og snakke med hende face to face Justin! Hun gider sku da ikke snakke om jeres problem i en telefon!'' Svarede Sandra. Jeg sukkede lidt og kiggede på bordet hvor min smøg stadig lå og ventede på at jeg tændte den. Jeg greb ud efter den og satte den i mundvigen og tog min hånd i lommen for at fiske min lighter op. Sandra fjernede min smøg fra munden og krøllede den sammen i hånden og smed resterne i askebægret. Jeg kiggede vredt på hende. ''Hvad fanden skulle det til for?'' Spurgte jeg irriteret. ''Alex har forhelved brug for dig Justin! Hun går derhjemme og er skide ked af det der er sket imellem jer!'' Svarede Sandra bestemt. Jeg fik et sug i maven. ''Græder hun?'' Spurgte jeg stille. Jeg blev bange for at det var så slemt, at hun var begyndt at græde.. Alex var ikke typen som græd. Jeg havde aldrig set en tåre på hendes kind. Sandra fik et lille flabet smil på læben, og kiggede på mig som om jeg var dum. ''Come on Justin! Du kender sku da Alex. Hun græder aldrig! Men jeg kan se på hende at hun er helt ødelagt over det der er sket og over at du ikke kommer hjem til hende!'' Svarede Sandra. ''Og hvordan kan du så se det?'' Spurgte jeg undrende. Sandra grinede kort. ''Jeg har kendt hende altid og hun er min bedste veninde. Jeg tror ikke vi ville være særlig tætte, hvis jeg ikke engang kunne se på hende at hun var helt knust!.. Knust på grund af dig Justin!'' Sagde hun hårdt. Jeg mærkede en vrede i min krop igen. Jeg var vred over de ting Sandra sagde. Hun havde ret i det hele. Hvis jeg ikke snart gjorde noget, ville Alex måske gå totalt i stykker og det samme ville jeg. Sandra havde fået mig til at indse hvad fanden jeg var igang med. Jeg var igang med at gøre alting værre, end det var i forvejen. 


Jeg rejste mig op og tog min jakke som hang på en knage under baren, lige der hvor jeg sad. Jeg skulle lige til at gå da bartenderen råbte efter mig. ''Hey knægt! Du skal lige betale'' Sagde han og kiggede ondt på mig. Jeg sukkede og stak hånden i lommen. Jeg hev min pung frem og kastede nogen sedler op på disken. Jeg aner ikke hvor meget jeg gav ham, og jeg var også temmelig ligeglad, jeg skulle bare snakke med Alex! Hvorfor fanden var jeg så bange for at tage hjem til hende noget før? Det lignede fandme ikke mig at være sådan! Hvis jeg skulle sige noget til folk, så var jeg ikke bange for at tage hjem til dem og sige det direkte til deres ansigter! Men det var jeg åbenbart for Alex!

_____________________________________________________

Sidste kapitel for idag, håber i kunne lide det :) Der kommer 2 nye kapitel imorgen :) Tusind mange tak for likes og kommentarer det betyder så uendeligt meget at i gider følge med i den :) #MuchLove 

-NetteC

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...