You're my badboy (Justin bieber) +14

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 29 mar. 2014
  • Status: Færdig
Alex - Skolens hårde og smarte flabede pige. Den som drengene gerne vil score og pigerne gerne vil være. Sådan beskriver Alex's 3 nære veninder hende i hvert fald. Hun spiller kostbar og svare igen, overfor fyrene og det får dem til at blive nervøse og ikke turde invitere hende ud. Måske lige bortset fra en. Justin Bieber. Skolens Badboy og charmør som pigerne falder konstant for. Bortset fra Alex og hendes veninder. Alex spiller kostbar og lader som om hun ikke kan lide Justin, men er det nu rigtigt. NEJ! Justin får langt om længe sin pige på krogen og de to smider hurtigt facaderne overfor hinanden og bliver kærester. Nuurh..Men hvad sker der med et forhold, når begge personer er nogen temmelig stærke typer som ikke finder sig i noget, og der pludselig sker noget i Justins liv, som får ham til at ændre sig?. Kan deres forhold både holde til kærlighed, vold, skænderier, hemmeligheder og stoffer som ikke længere kun tilegner sig til fester? Find ud af det i ''You're my badboy''

888Likes
1540Kommentarer
1429128Visninger
AA

36. ''Hvad Fanden Skal Jeg Gøre!''

 

(Dagen efter)

 

*Justins Synsvinkel*

 

Jeg gned mig i øjnene da det igen begyndte at svimle for mig. Jeg kunne mærke, at pillerne jeg havde taget i løbet af natten var ved at aftage. Jeg havde ikke sovet i nat.. Eller rettere jeg kunne ikke sove. Jeg tænkte kun på Alex og det der skete imellem os.

Jeg var slet ikke i tvivl.. Det der skete igår skulle ikke havde været sket. Den måde jeg råbte af Alex på skar mig i hjertet og det der gjorde mest ondt var.. At jeg slog hende. Jeg fucking slog min kæreste og hvorfor?. Fordi jeg var så fucking dum, at lade vreden tage over i min krop!.

Alex ville jo ikke andet end af hjælpe mig, men jeg kunne jo ikke fortælle hende hvorfor jeg havde fået tæsk, så hjælp kunne hun ikke rigtig give mig. Jeg kunne ikke fortælle hende, at dem som lavede indbrud i min lejlighed, stjal 80g amf-piller og at jeg nu skyldte 40.000$ væk til X. Hvad ville hun ikke sige, hvis hun vidste det?. Ville hun blive sur og råbe af mig?. Ville hun bare være ligeglad?. Eller værst af alt.. Ville hun skride fra mig?..

Det kunne jo også være fucking ligemeget nu. Alex bad mig om at skride og jeg var ret sikker på, at hun mente det. Jeg havde fucket totalt alt op imellem os. Hvem fanden gad også at have en kæreste, som slår og er på stoffer når tingene bliver lidt for kompliceret?. Hun var sikkert allerede igang med at pakke alt mit lort i hendes lejlighed.. Ja, faktisk så forventede jeg en eller anden form for besked hvert øjeblik, hvor jeg fik af vide, at jeg kunne komme og hente mit lort..

Hvordan fanden kunne jeg også være så dum at tage hjem, når jeg var helt væk på piller!?. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke kunne styre mig når jeg tog piller!. Det eneste glæde jeg fik i mit liv havde jeg lige formået at fucke totalt op hos!. Og hvem kunne jeg bebrejde?. Mig selv.. Kun mig selv!.

''Fuck'' Brummede jeg vredt og hamrede hånden ned i mit ret i bilen, hvilket jeg havde gjort 1000 gange i løbet af natten. Utroligt, at det hverken havde fået buler eller noget af alle de slag jeg havde givet det..  

Jeg sad i min bil oppe på en kæmpe bakke. Ja, nærmest et bjerg for at det ikke skulle være løgn.. Jeg ventede på Jason. Jeg havde fortalt ham et hurtigt resumé af hvad der var sket igår og han lovede at komme hen til mig med det samme. Han vidste udmærket godt hvor jeg var. Da vi var yngre plejede vi at sidde heroppe og ryge joints og chille med Ryan og Chaz. Det var sådan lidt vores chill-spot. Det sted vi tog hen, når vi bare havde brug for at være os, for herop fandt ingen os og der kom sjældent nogen.. Den eneste gang jeg faktisk havde set nogen heroppe, var dengang en flok turister kom forbi og spurgte os om vej, da de var faret vild.. Så ja, et øde og nærmest forladt sted, som vi kunne bruge helt i fred..

Jeg steg ud af min bil og tændte en smøg. Jeg forsøgte at få ro i min krop, men det kunne umuligt lade sig gøre. Billederne fra igår aftes fløj igennem mit hovedet konstant. Jeg så Alex for mig hele tiden stå og råbe af mig. Hendes øjne, som var fyldt med sorg og vrede, borede sig ind i mine. Jeg mærkede hendes rystende krop, fra da jeg holdte hende op af væggen, i min hænder. Jeg så det blik for mig, som hun sendte mig efter det store smæld der lød efter jeg havde... Arg, forfanden da også!. Urh!!!..

Jeg forsøgte at ryste billederne væk fra igår ud af hovedet, men intet skete. De var som klistret til min nethinde. Det summede i hele min krop. Jeg var så rasende på mig selv. Hvordan fanden kunne jeg finde på at behandle hende på den måde?. Hvordan kunne jeg få mig selv til at slå hende?!. Jeg var helt væk i den pige og hun var det eneste gode i mit liv for tiden og så slog jeg hende kræftedeme!. Justin, du har lige formået, at fucke alt op for dig selv på 2 sekunder!.

Jeg smed min næsten hele smøg og åbnede min bildør. Jeg kunne ikke holde ud at tænke alle de her tanker. Jeg måtte forsøge at få dem lidt på afstand. Jeg åbnede mit handskerum og hev pillerne ud. Der var omkring 13 stykker tilbage. Jeg havde taget en del i nat, og hver gang var så jeg kunne få afstand fra alle de tanker og billeder i mit hoved.. Det var min måde at flygte på og få lidt fred, når det blev alt for meget for mig.. Og det gjorde det stort set hver eneste gang pillerne aftog, så billederne og alle tankerne kom tilbage i mit hoved.

Jeg hev en pille op og kastede den ind i munden og slugte den. Jeg tog nogen dybe indåndinger og lænede mig tilbage i sædet og havde mine hænder på rettet. Jeg lukkede øjnene og der gik ikke lang tid før jeg mærkede den brusende fornemmelse i alle mine blodbaner.

Jeg begyndte at ryste en smule, hvilket jo slet ikke var mærkeligt.. Hele natten var pillerne røget ned en efter en, så at min krop reagerede på det boost den konstant fik, var jo nærmest helt normalt.. Ligesom hvis man drak for mange energidrik, så begyndte kroppen også at ryste af chok og bruge energi som den måske ikke havde alt for meget af..

Min krop var jo ikke var vant til så mange piller af den her slags, men jeg kunne bare ikke holde ud af være mig selv lige nu. Jeg ville gerne slippe for den dårlige samvittighed og den ulykkelige følelse i kroppen, da det også var noget jeg ikke helt var vant til. Jeg gjorde virkelig alt hvad jeg kunne for at glemme hvad der skete igår, og efter i nat havde jeg fundet ud af, at pillerne var min eneste vej ud af alle de følelser som på en eller anden måde.. Ja, skræmte mig, var nok det rigtige ord.. Hvordan kunne en pige få mig til at have det sådan?. Ja, nok fordi, at hun ikke var hvilken som helst pige, men en pige der kunne noget ingen andre nogensinde har kunnet gøre ved mig...

Jeg mærkede en hånd på min skulder og jeg åbnede straks øjnene og kiggede til siden. Jason stod bøjet ned til mig med sin ene arm hvilene på min bildør, som jeg ikke havde lukket efter mig.

''Hva så buddy?'' Spurgte han med et seriøst udtryk. Jeg steg ud af bilen og kiggede på ham.

''Hva så?'' Svarede jeg lavt og køligt.

''Hvad fanden skete der igår?'' Spurgte Jason og gik direkte til sagen. Jeg sukkede lidt og rystede på hovedet og lænede mig op af min bil og trak lidt på skuldrene.

''Vi kom op og skændtes og så gik hun, men inden hun nåede ud af stuen sagde hun ''fuck dig'' og så gik jeg amok og hamrede hende ind i væggen og sagde, at hun skulle tale ordentligt og da hun så ikke ville det, så stak jeg hende en flad og så sagde hun jeg skulle skride.. Og så skred jeg..'' Sagde jeg opgivende og koldt.

Ikke på noget tidspunkt kiggede jeg Jason i øjnene. Jeg havde det temmelig stramt med at skulle sige det der skete igår højt. Mest det med, at jeg havde slået hende var svært for mig at sige imens jeg kiggede nogen som helst i øjnene. For mig var det et tegn på, at man stod ved det man havde gjort, men det kunne jeg slet ikke her!. På nogen som helst måde!.

''Hvorfor kom i op og skændtes?'' Spurgte Jason mig stille og koldt mens han stadig stod lænet op af min bildør.

''Fordi hun ville vide hvorfor jeg havde fået tæsk og jeg blev ved med at sige, at hun skulle blande sig udenom'' Svarede jeg ham.

''Hvorfor fortalte du hende det ikke?'' Spurgte Jason lettere undrende og først nu kiggede jeg på ham. Jason vidste godt hvad jeg var ude i. Det havde jeg fortalt ham igår, da vi mødtes. Jeg vidste, at jeg kunne stole på Jason. Han var min bedste ven og havde før holdt på hemmeligheder som jeg ikke har kunne fortælle til nogen andre. Han havde længe vidst, at jeg havde noget med X at gøre, men han vidste ikke, at jeg skulle holde alle de stoffer for ham før igår.

''Jeg kunne sku da ikke fortælle hende, at jeg havde fået tæsk fordi at nogen havde brudt ind i min lejlighed og stjålet 80 gram amfetamin piller.. Er du helt væk eller hvad!?'' Spurgte jeg hårdt, men Jason fortrak ikke en mine. Han holdte sit kolde udtryk i ansigtet. Han kendte mig så godt, så han tog sig ikke af, at jeg talte sådan til ham.

''Måske kunne du så bare havde sagt noget andet?'' Svarede han.

''Som hvad?'' Spurgte jeg irriteret.

''At du kom op og slås med nogen tilfældelige mennesker på gaden eller sådan noget. Hvad ved jeg'' Svarede han mig hurtigt.

''Ja for den havde hun sikkert troet på, ikke?'' Svarede jeg ironisk og rynkede øjnene lidt sammen. Jason trak lidt på skuldrene.

''Måske havde hun og så havde du sluppet for at stå i den her situation'' Svarede han mig og fik det til at lyde så enkelt. Jeg sukkede lettere irriteret og rystede lidt på hovedet af ham.

''Ja.. Det er så fucking let at være bagklog'' Svarede jeg ham og gik lidt væk fra min bil og gik hen for enden af bakken og så på udsigten.

Jason kom hen til mig og lagde en hånd på min skulder og stillede sig ved siden af mig.

''Hvorfor taler du ikke med hende?'' Spurgte Jason en smule opgivende.

''Hun vil ikke tale med mig'' Svarede jeg og tændte en smøg og tog et hvæs imens jeg holdte et tørt og tomt blik ude på udsigten.

''Hvordan kan du vide det?'' Spurgte han med en afslappet tone.

Jeg lavede den berømte ''Tss'' lyd og stak min hånd i lommen og hev min Iphone op. Jeg åbnede den og gik ind i opkald og viste listen til Jason.

''Har du ringet til hende 37 gange?'' Spurgte han undrende. Jeg nikkede og tog et hvæs af min smøg og lukkede telefonen og smed den igen i lommen.

''Og ingen af gangene tog hun den'' Svarede jeg uden at vende mit blik væk fra udsigten.

''Tror du ikke bare, at hun sov?'' Spurgte Jason.

''Hvad er klokken nu?'' Spurgte jeg. Jason kiggede på sit armbåndsur.

''16.30, hvorfor?'' Spurgte han mig.

''Jeg stoppede først med at ringe til hende for ca. 1 time siden'' Svarede jeg koldt og tog endnu et hvæs af min smøg og kiggede igen på udsigten.

''Justin, forhelved. Du kan sku da ikke bare give op!'' Sagde Jason med en opgivende hård tone. Jeg trak på skuldrene.

''Hvad fanden vil du have jeg skal gøre?. Jeg har fucket alt op imellem Alex og mig man!'' Svarede jeg lettere irriteret.

''Det ved du ikke en skid om. Du har ikke snakket med hende endnu!'' Svarede Jason hårdt.

''Når hun ikke tager telefonen, så betyder det jo nok, at hun ikke gider snakke med mig'' Svarede jeg ham hårdt og kiggede dumt på ham.

''Måske så har hun bare brug for lidt luft..'' Svarede Jason. Jeg trak lidt på skuldrene og tog endnu et hvæs af min smøg.

''Justin, du elsker hende jo?. Gør du ikke?'' Spurgte Jason. Jeg kiggede på ham med en rynket pande.

''Hvad tror du selv, hva?'' Spurgte jeg ham flabet og kiggede fortsat virkelig dumt på ham.

''Godt så! Så vis hende det. Vis hende, at du ikke bare skrider når tingene er svære. Vis hende, at hun er din pige man. Vis hende, at du vil kæmpe for hende og så fuck hvad hun sagde igår med, at du skulle skride!'' Sagde Jason med en hård tone, så jeg virkelig kunne høre, at han mente det.

Jeg vidste snart ikke, hvad jeg skulle sige. Alle mine tanker fløj rundt i hovedet, så jeg var ved at blive sindssyg. Skulle jeg bare tage hjem til hende og snakke med hende?. Skulle jeg bare holde mig væk fra hende?. Skulle jeg bare glemme alt om hende?. Skulle jeg bare sætte mig ind i min bil og stikke af fra det hele?...

Fuck no!. Jeg ville aldrig nogensinde bare kunne stikke af og glemme alt om Alex!. Hun var den eneste pige, som nogensinde havde vist mig ægte kærlighed. Hun er den eneste pige som nogensinde havde elsket mig, selvom jeg var som jeg var. Jeg kunne ikke se mig selv sammen med nogen anden end hende og jeg ville ikke bare give op og stikke halen imellem benene og skride, men lige nu var der noget i min krop der sagde, at jeg bare skulle lade hende være, for som Jason sagde, så havde hun nok brug for lidt luft.

Jeg satte mig ned på jorden og lod mine ben hænge udover skrænten. Jason satte sig ned ved siden af mig. Jeg tog mig til hovedet for at prøve at finde ro, men tankerne ville bare ikke stoppe. Hver eneste gang jeg lukkede øjnene, så jeg Alex stå foran mig og kigge helt ødelagt og virkelig skuffet på mig.. Præcis som det allersidste blik hun sendte mig igår inden jeg gik.

Jason klappede mig på ryggen.

''Hey, bro. Det skal nok gå. I skal nok finde ud af det'' Sagde han afslappet og jeg kiggede på ham hurtigt og vendte så blikket ud imod udsigten.

''Sikkert!. Men så er spørgsmålet bare hvornår hun gider tale med mig igen'' Svarede jeg ham koldt.

''Jeg kunne jo snakke med Sandra og høre om hun ikke kan tage over til hende og snakke lidt med hende?'' Svarede Jason. Jeg kiggede undrende på ham.

''Hvad fanden skulle det hjælpe?'' Spurgte jeg.

''Hallo, de er bedste veninder og fortæller hinanden alt. Måske kunne Sandra få hende til at snakke med dig igen?'' Svarede Jason. Jeg rystede opgivende på hovedet.

''Jeg er ligeglad, gør hvad du vil. Jeg er bare 100% sikker på, at det ikke hjælper en skid'' Svarede jeg og rejste mig op.

''Hvorfor skulle det ikke hjælpe?'' Spurgte Jason imens jeg gik med hurtige skridt over imod min bil.

''Fordi Alex er stædig og hvis hun har besluttet sig for noget, så bliver det ikke ændret. Sådan er det bare'' Sagde jeg irriteret og åbnede min bildør imens jeg hørte Jason komme gående lige i hælene på mig.

''Hvad skal du nu?'' Spurgte han lettere opgivende og samtidig undrende. Jeg kiggede på ham med et koldt blik.

''Jeg skal ud og drikke mig pissefuld og ryge mig så skæv, at jeg ikke kan huske mit eget navn længere'' Sagde jeg koldt og satte mig ind i min bil, smækkede døren og kørte væk.

Måske var det pillerne, men jeg kunne fandme ikke holde alt det her følepladder ud mere. Jeg måtte bare væk!. Ud og få noget luft og nogen andre tanker i hovedet!. 

_______________________________________________

Så fik i lige et ekstra kapitel idag, fordi i spurgte så pænt :) Og heldigvis har jeg skrevet meget i forvejen, men det er ikke noget der kommer til at ske for tit, fordi jeg ikke vil ende med, at jeg ikke kan ligge kapitler op til jer hver dag :) Heldigvis har jeg fundet ud af alt hvad der skal ske, så jeg ender nok ikke med en skriveblokering hehe:)

Håber i kunne lide kapitlet :) Der kommer mere imorgen :)

#MuchLove 

-NetteC :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...