'Lighter Than Air' | Justin Bieber

Justin Bieber er ung, rig, kendt og charmerende. Han føler den virkelig, og er generelt bare på sit livs højdepunkt, han fyrer den af i byen og modtager en masse beundring og tilbedelse - i hvert fald fra hans 'Beliebers'. pressen modtager han så godt som ingen respekt fra, men det er betydningsløst for ham. Kort fortalt; Han nyder livet i fulde drag med kvinder, biler og en helvedes masse penge. - Brithany er en udadtil stærk og beundringsværdig pige, med ben i næsen og hjernen det rette sted. Hun er sexet, selvbevidst og yderst intelligent, hun er det enhver pige gerne vil være, og hun elsker det. Det er ihvertfald hvad hendes omgivelser tror, for inderst inde er det eneste hun elsker tanken om døden. Den kan måske bringe hende til sjælefred og den selvbevidsthed hun ikke i virkeligheden ejer. En dag tager hun springet, men hun når ikke at udføre det. Justin så det, og Justin vil fandme ikke lade en pige gå i døden på hans 'vagt'. Kan to så vidt forskellige mennesker finde hinanden?

9Likes
1Kommentarer
633Visninger
AA

2. Mrs. Stones

Brithany,


At forgive at være selvsikker, er ikke det samme som at være selvsikker. Det er faktisk ret tydeligt om personer er selvsikre eller de bare prøver at virke selvsikre. Meget tydeligt endda. Det er ganske enkelt, en person der forgiver at være selvsikker prøver simpelthen alt for hårdt, de overøser sig selv med komplimenter og selv fede udtagelser, som foreksempel 'hold da kæft, min røv er god i de her jeans', 'hvor er jeg sød', 'jeg har fandme nogle lækre patter' eller 'forfanden hvor ser jeg godt ud'. Udtagelser der for det til at hænge langt ud af halsen på ens omgivelser, og få en til at virke som en selv fed ko der kun kan se hvor slank ens talje er og hvor perfekt ens bryster sidder. Jeg ved alt om den type mennesker. Jeg er nemlig selv en af dem. En af dem der forgiver at være selvsikker og overøser mig selv med selvfede og, i andres ører, brækfremkaldende komplimenter. En typisk ko, der tror hun er lidt mere værd end alle andre. Der er kun den lille detalje i det, at hun mener det stik modsatte af hvad hun siger, hun er en selv modsiger. 
 

Det er ikke fordi jeg er en perement 'fake-egoist', det skifter lidt fra dag til dag hvad jeg englig er. Dog skifter det heldigvis ikke nok til at folk begynder at bemærke det, og ser underligt på en når man - endnu engang - har skiftet mening om sig selv. Det gælder bare om at kunne finde en balance imellem ens udtagelser, og det med at finde balance i alting er jeg efterhånden professionel til. I hvert fald i at forklare mine egne selvmodsigelser, for dem har jeg en del af, og selvfølgelig er jeg da blevet opdaget et par gange. Det er dog mest pinligt når jeg bliver snuppet i at fyre en løgn af, fordi jeg kommer til at sige det stik modsatte - sandheden - til akurat den samme person dagen efter, som jeg fortalte løgnen til dagen før. Det er både pinligt og svedfremkaldende, det er faktisk lige til at få dårlige nerver af. Men det er vel ligesom kroniske lidelser, til sidst lærer du at leve med det, og i bedste fald finder du en dækhistorie over sygdommen, foreksempel hvis du har ticks og ikke kan lade være med at ryste helt vildt med det ene ben, jamen så har du da 'bare' en sund og ganske normal omgang ADHD, for ADHD er jo ikke unormalt mere, det er faktisk blevet til en accepteret og nødvendig folkesygdom, og ligeså snart du rykker dig forkert på stolen har du ADHD. Jeg kan ikke bortforklare min sygdom med ADHD eller ticks for den sags skyld, så jeg bortforklarer den med at jeg har en utrolig dårlig hukommelse og at den til tider svigter mig så jeg faktisk glemmer sandheden, ja nogle gange går jeg så langt som at sige det er en mindre hjerneskade jeg har. Og folk hopper på den, men jeg undre mig ikke. Mennesket er en art der ville gøre alt for at det hele skal være så normalt og kedeligt som muligt, ligeså snart du træder lidt ved siden af i samfundet må du ikke lege med de andres børn mere, eller komme med til fødseldage. Så jeg bortforklarer mig selv, det er ganske nemt, meget nemmere end at forklare mig selv. og mindre risikofyldt. 

 

Men når jeg sådan selv sidder og tænker over tingene kan jeg sagtens indrømme over for mig selv, at jeg ikke er normal. Faktisk er jeg en smule til den skæve side, og jeg er den type der ikke ville være velkommen i andres folk hjem mere, hvis de kendte sandheden om mig. Men det gør de heldigvis ikke, og de finder aldrig ud af den. Jeg vil forsvare den med mit eget liv, og min forstand. Det er sjovt at jeg våger over kendskabet til min sygdom, som en grib våger over sit ådsel, men jeg er vel ligesom alle andre mennesker bare rædselsalgen for at skille mig ud i samfundet, og blive bemærket en brøkdel mere end alle andre mennesker, for det er ikke noget godt at blive bemærket mere. Men hvis jeg skulle se fornuftigt på det kan jeg godt se at min sygdom nok ikke ville være den mest afskyelige jeg kunne diske op med på middagsbordet, men det er bestemt heller ikke en af dem der bare ville blive 'stakkels dig'-til, nok en blanding midt imellem, jeg ville modtage medfølelse, men så ville jeg sikkert også kunne forvente at jeg aldrig ser den person igen der kender sandheden, for lige pludselig har han eller hun altid afsindigt travlt med alt muligt de ikke skal nå, men de ville hellere snakke med en abe end mig, for jeg er jo Psykisk syg, og derved stærkt farlig og utilregnelig, måske endda lige ved grænsen til psykopatisk. 
 

Nogle gange har jeg faktisk svært ved at styre mig selv, jeg er meget impulsiv og kan ikke finde ud af at tænke over om mine handlinger er kloge inden jeg kaster  mig ud i dem, jeg er en af de personer der skal lære alt på den hårde måde, inden jeg forstår dem. Og ofte forstår jeg dem ikke alligevel, og prøver bare at justere lidt på detaljerne - for altid at ende med det samme resultat, nederlag. Jeg tror faktisk at jeg har flere nederlag og fiaskoer end de fleste mennesker, og jeg misunder dem, den evne at kunne tænke over deres handlinger og den efterværende konsekvens af handlingen, ville jeg gerne besidde. Men det kan jeg ikke finde ud af, og til tider forbander jeg mig selv for det. Alting ville være meget, meget lettere hvis jeg kunne. Mine følelser er også ret fuckt, jeg kan gå fra være pisse glad og fuldstændig over lykkelig til at være i det dybeste sorte hul, og ikke længere kunne se nogen udvej fra helvedet. Jeg er enten voldsomt glad, eller voldsomt nedtrykt. Jeg kan ikke føle noget imellem de ting, jeg kan ikke havde blandede føelser, jeg ser ikke nuanceret. Alt er sort og hvidt i mit hoved. Hvis jeg har en dårlig dag er alt bare negativt, og jeg tager alt hvad der bliver sagt eller gjort imod mig ilde op, og er sikker på det kun bliver gjort for at skade mig. Hvis jeg har en god dag er der intet der kan nedtrykke mig, og jeg er virkelig belastende i det humør. Hyper, højrøstet og selvfed. Heldigvis ser folk mig mest i det humør, for selvom det kan være belastende er det alligevel det mest risikofrie humør. Jeg kan heller ikke finde ud af at havde nære venner eller veninder, og når jeg endelig får en er det få uger eller måneder de venskaber eksistere. Jeg bliver simpelthen for omklamrende, humørsvingende og intens. Jeg kan ikke finde ud af at havde nære personer omkring mig, og hvis jeg har det er det som sagt i ganske, ganske kort tid, inden jeg enten formår at ødelægge det for mig selv - hvilket sker for det meste - eller folk bliver så trætte af mig, at du ignorere mig, og altid påstår de ikke har tid til at være ses den pågældende dag jeg opsøger dem, og sådan fortsætter de indtil jeg giver op, og det venskab vi havde i kort tid glider ud i sandet, og ingen gør nogen indsats for at grave det op fra sandet igen. 

 

Der er faktisk ikke så mange positive sidder ved  mig, jeg har en tendens til at gå amok. Smadre ting, eller personer - det kommer an på hvad der er tættest på - og jeg er sgu heller ikke for klog. Jeg kan ikke engang koncentrere mig om at læse en bog, der er altid et eller andet fuckt up, jeg normalt ville havde totalt ignoreret der pludselig som et trylleslag, fanger min opmærksomhed. og når den ting ikke er spændende mere 'glemmer' jeg bogen, og går igang med noget andet for en lille tid. Uanset hvor spænende jeg synes ting er, kan jeg ikke holde koncentrationen på den ting i længere tid af gangen, for uanset hvad dukker der altid nyere og mere spændende ting op. Mit behov for nye opdagelser er umættelige, og jeg finder aldrig fred i sjælen, hvis der er en ny og spændende ting til stede. Eller et spændende menneske for den sags skyld. 
Det der med at være i tvivl kender jeg talt til, jeg er det konstant. Jeg skifter holdninger og meninger som andre skifter underbukser - forhåbenligt hver dag - og det kan være ret ubehageligt, for det medfører blandt andet til at jeg kan 'komme til' at lyve lidt her og der, og kommer ud i nogle ydmygende og svedfremkaldende situationer, hvor jeg kunne grave mig selv ned i et hul. Et fucking stort hul.

 

Sygdommen har som sagt været skyld i jeg har gjort mange dumme ting i mit liv. Men en af de ting jeg stadig bøvler meget med er sex, well, jeg ved godt sex da ikke er en ting man som normalt bøvler med. Men det gør jeg, jeg hungre efter sex. For jeg føler mig sexet, lækker og tilstrækkelig i det øjeblik akten står på. Jeg kan blive nærmest desperat under sex, vild og sindsyg. Og jeg har skræmt mange 'kærester' væk på det grundlag. Til tider skræmmer jeg nok mig selv mere, end jeg skræmmer dem. Jeg kan finde på at lyve, og komme med alle mulige argumenter for at nu skal jeg fandme havde pik, og så er det sgu ligemeget hvem det er med. Det er sygt, forskruet og forkert, og det er en af de faktum der uhyggeligt nok ophidser mig. Jeg er ihvertfald ikke typen man skal ligge med under en dyne, hvis man ikke er indstillet på sex, den er fuldstændig sikker. 

 

Det er aldrig rart at ens humør svinger af helvedes til, den ene dag kan jeg som sagt være fuldstændig bristefærdig af smil, og den anden dag er jeg tom inden i, og kan ikke engang rigtigt gøre op med mig selv hvad eller hvem jeg er. Jeg mangler ligesom en identitets følelse, og det er grusomt. Forfærdeligt. Skrækkeligt og ubehageligt. Det er jo ikke fordi jeg glemmer hvem jeg er, eller hvad mit navn er, men jeg kan glemme hvad mit formål er med livet, hvad mine drømme er med fremtiden, og hvem jeg er kærester med. Det fører desværre til en masse beskidt 'ved-siden-af'-sex, og jeg skammer mig hver eneste gang. Jeg føler mig beskidt og ynkelig. Og så er det tanken dukker op i mit hoved; Selvmord. 

Men jeg har trods alt ikke gjort det endnu, jeg tror det er fordi jeg inderst inde godt ved at det ville være for egoistisk, og at jeg endnu ikke har nogen snusfornuftig grund til at gå til så dramatiske metoder som at tage livet af mig, så langt tænker jeg da. Det er vel altid en trøst. 

Men jeg tænker da på selvmord nu og da, jeg tænker på hvordan det ville være at tage livet af mig selv, og finde frem. Finde ud af hvordan det ser ud på den anden side. Det kan jo godt være jeg ikke vil havde min sygdom med derover, og jeg kunne starte forfra enten som intenting eller alting. Det er der ingen der ved, og man kan kun finde ud af det på en måde; at dø. For man kan ikke få det fortalt af andre mennesker, for ingen ved det. Og den eneste måde at finde ud af det på er at dø, og som bekendt så er døden det farligste i hele verden - ingen har overlevet den. Ingen har kunne udtale sig om den, og alle frygter den ironisk nok med sit liv. Den er jo livsfarlig. 

 

Men jeg er vel blevet bedre til en del ting, min læge siger jeg skal tælle til ti eller sove på det, inden jeg fortager mig nogen jeg senere vil fortryde. Det gør jeg da også nogen gange, hvis jeg orker eller jeg ved at det ikke vil føre til noget godt, det jeg har gang i. Problemet er bare, at det ved jeg ofte ikke. Jeg gør som regel ikke dårlige ting bevist og overlagt. Jeg er vel englig et ganske fint og okay menneske, hvis bare.. Hvis bare det ikke var fordi jeg var syg i hovedet. Ustabil og fuldstændig forskruet. 


* * *
 

Alle de ting kan jeg som person nå at tænke når jeg sidder i venteværelset på sygehuset og venter på min månedlige samtale med en psykoterapeut, jeg kan nogen gange endda nå at tænke det igennem flere gange. Så min hjerne er da endnu ikke helt forladt bag gyden, og det er vel beroligende på en skræmmende måde. 

 

I det jeg bliver prikket på skulderen ser jeg op fra min telefon, og lige ind i et par trætte og udtryksløse grå øjne der tilhører den gamle kost der skulle forstille sig at være min behandler, men som i virkeligheden englig bare virker som en der ønsker sig alle andre steder hen end lige i mit nærvær, men jeg kan også være belastende til tider. Jeg tager ikke mine høretelefoner ud af ørerne men skruer tilgengæld en del ned for lyden på min mobil, og propper den med et poker fjæs ned i lommen på min jakke. Min behandler, Mrs. Stone, ironisk navn da hun virkelig ligner en sten både i sit fjæs og i sin attitude, begynder med målbeviste skridt at gå ned af gangen imod hendes kontor, og jeg følger bare uden et ord med - jeg har været igennem den her process så mange gange før, at jeg ikke engang gider hilse på kosten mere, og hvis det ikke var fordi det er hendes arbejde, gad hun helt sikkert heller ikke hilse på mig. Jeg trisser ind i hendes kontor og kommer til at gå et par skridt for tæt på Mrs. Stone så en kvalmende lugt af kaffe og harsk snaps rammer mig lige i næsen, fy for satan. Ubevist træder jeg et par skridt væk fra hende og rynker voldsomt på næsen, imens jeg prøver at kontrollere mine opkastningsfornemmelser i hendes nærhed. Dette for den skadefro kælling til at sende mig et stort og fedt smil, og jeg kigger hurtigt væk fra hende, for ikke at risikere at klappe hende sådan en at hun hamre baghovedet ned i gulvet. 

 

Jeg sætter mig på den plads jeg altid sætter på, og sukker dybt og opgivende inden jeg retter mit blik ugidelig imod vinduet, og begynder at stirre på det kedelige hus overfor, det hus som jeg efterhånden kan fremkalde alle detaljerne på i søvne fordi jeg har stirret så meget på det, de sidste par år. Jeg hører at Mrs. Stone sætte sig ned på den anden side af bordet, fordi stolen knirker under hendes burger mås, og da hun rømmer sig, ved jeg allerede hvad det næste spørgsmål er. Det spørgsmål der er mig så velkendt, og samtidig så forhadt.  ,, Nå, Brithany, hvordan går det? " Jeg svarer ikke med andet end et lille nik der skal tilkende give et 'fint', men dette lader hun sig naturligvis ikke nøjes med. Den skadefro krage.
 

,, Og hvad med din borderline? Går det fremad? "
 

_______

Det var det første kapitel, hope you enjoy it. 
Smid gerne en kommentar det ville betyde en del for mig. ;-)


Affectum

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...