Ude

Da en jødisk mor og hendes barn må flygte for at undgå nazisterne, må de gå en lang vej for at nå sikkert frem til deres mål - et sted hvor de kan hvile i fred.

1Likes
1Kommentarer
153Visninger

1. Ude

Det er næsten mørkt nu. Grusvejens småsten er våde og kølige. ”Hurtigere!” råber jeg og hører, at min stemme er hæs og svag. Jeg hiver blidt i den lille hånd, der er i min. Mine ben føles stive og tunge som cement. Vinden bider, og dens kulde omslutter mig. Trods det, at grusvejens sten larmer, når de betrædes af mine forhastede skridt, hører jeg et snøft. Græder hun? Eller er det kulden der har gjort hende forkølet? Jeg kigger op og ser, at solen er ved at gå ned. Den farver horisonten rød og gul, og solstrålerne kaster sig ud over mark og vej. Jeg har lyst til at stoppe op og beskue det smukke syn, men atter bliver jeg mindet om, at jeg har travlt. Tiden går så hurtigt - alt for hurtigt! Mon de finder os? Tankerne flyver rundt i hovedet på mig som fortravlede forårsbier. Hvad nu hvis de kommer? Jeg må undslippe dem! Hvis de opdager os, er vi fortabte.

 

Pludselig falder hun om. Tænk min datter kollapser ved min side. Stakkels lille Aviva, tænker jeg og sætter mig på hug. Hun må være for udmattet til at gå mere. Jeg tager hende om armen og får hende på benene igen. Hendes øjne er røde, hendes blik træt og den eneste lyd, der kommer fra hende, er ordene: ”Ikke mere”. Jeg forstår. Forsigtigt men hurtigt løfter jeg hende op på min ryg. Her sidder hun godt og sikkert. Først vil mine ben ikke adlyde mig, men så lykkedes det alligevel for mig at få mig rejst op igen. Vægten fra hendes lille krop slider på mig, men vi må videre - inden de kommer. Stien bliver ved og ved. Det er, som om den ingen ende har. Nu kan jeg ikke løbe mere - jeg må gå. Skridt for skridt slæber jeg mig selv og lille Aviva af sted. Vægten på min ryg bliver tungere og tungere.

 

Så sker det. Jeg kan se lyset fra den lille landsby, vi er på vej til. ”Vi er snart fremme” gisper jeg. Intet svar. Hun sover sikkert, tænker jeg. De store træer svajer let og afslører en kølig brises komme. Det er godt, vi snart er fremme, for ellers ville jeg ikke kunne klare det. Lyset giver mig mod, og det er som om, at smerten i min ryg og mine ben bliver glemt for en kort stund. Det er med en lettet følelse, at jeg betræder den lille cementvej, der fører os gennem byen. Der er ingen gadelygter. Kun en telefonboks, som oplyser nogle små murstenshuse, som er placeret ud til vejen. Den eneste sjæl, jeg kan se, er en lille cockerspaniel-hund, som er på vej skråt ud mod horisonten. Dens ene ben ser skadet ud, som den halter af sted. Et af husene vækker min opmærksomhed. Det er et lille kompakt hus med gule mursten og indbydende vinduer. Jeg blinker hurtigt for mine øjne er fyldt med tårer. 

 

Regnen styrter ned. Det er efterår og små ravrøde blade dækker alle flader. En lille familie kommer løbende hen ad vejen. De griner og dækker for regnen med deres hænder. ”Argh! Jeg bliver drivvåd mor” griner en lille pige. Hun har sort bølget hår, lysebrun hud og de kæreste og varmeste øjne. Hendes mor og far smiler til hende. Moderen er en slank høj kvinde, og det er tydeligt at hendes datter har arvet hendes udseende ”Du løber for langsomt, Efraim!” siger hun med en munter stemme og kigger på sin mand. Faderen er en smule kraftigt bygget, og han har det varmeste smil. Hans hår er kort og krøllet. Så standser de op. ”Så, nu er vi her Aviva!” siger faderen og tager den lille pige i hånden ”Nu skal vi ind og varme os”. Foran ligger et hus. Deres hus. Et lille afsides hus med gule mursten og fladt tag. 

 

Det går op for mig, at jeg står stille. ”Det ligner bare så meget!” sukker jeg – næsten lydløst. ”Åh Efraim! Hvis bare du var her hos mig!” næsten hulker jeg. Stop! Siger jeg til mig selv. Jeg kan ikke.. Jeg vil ikke tænke på ham nu. Der er ikke plads i mit hoved. Det gør for ondt at tænke på. Alligevel kan jeg ikke lade være med at se ham for mig. Et smilende og blidt ansigt. Han smiler sikkert ikke nu, tænker jeg, og nu triller der tårer ned af mine kinder. 

 

Efter lidt tid har jeg fundet det – skuret. Jeg kigger på min hånd, hvor vejnummeret er skrevet med en sort blækpind. Jo – adressen passer. Skuret er lavet af slidt træ, der afslører, at det ikke er blevet oliebehandlet inden for de seneste 10 år. Det er en smule hullet og har en lille dør med jernhængsler. Jeg tage Aviva ned fra min ryg. Hun er vågen nu. ”Så er vi fremme!” siger jeg til hende, mens jeg gør mit bedste for at lyde opmuntrende og positiv. Jeg lirker døren op, og vi træder begge inden for. Der er ingen lamper at tænde, men et hul i loftet får månens lys til at ramme skurets gulv. ”Her kan vi hvile” sukker jeg lettet ”Kom Aviva! Sæt dig her hos mig”. Jeg sætter mig op ad en af væggene, og Aviva lunter hen til mig og sætter sig ved min side. ”Mor jeg er træt” stønner hun, og kigger mig dybt i øjnene. Hendes øjenlåg er ganske rigtigt ved at glide i. Der er en smule køligt i skuret, men væggene tager det meste af vinden. Jeg tager min uldfrakke af og lægger den hen over Aviva som dyne. Jakken dækker hele hendes lille krop. Jeg lægger armen om hende, og hun putter sig ind til mig. ”Sov du bare min kære, du er i sikkerhed her hos mig. Mor skal nok passe på dig”. Hendes hoved hviler på mig, og jeg kan mærke, at noget hårdt presses ind mod mit bryst. Jeg tager fat om min nakke, og det går op for mig, at det er min halskæde, jeg kan mærke. Min halskæde! Åh, nu har jeg ikke nogen jakke til at dække mit lille sølv-jødekors. Jeg skal lige til at tage den af, da det slår mig, at vi er i sikkerhed her. Det gør ikke noget  tænker jeg her er ikke nogen, jeg kan beholde den på.  ”Hvis bare jeg vidste, om der er et køkken i nærheden” siger jeg til Aviva ”Så kunne jeg koge de ris, jeg har i min jakkelomme. Men jeg vover mig ikke ud i mørket igen – sæt hvis de kommer! Tænk hvis nogen sladrer. Åh, undskyld min lille – jeg skal nok være stille nu. Du skal ikke bekymre dig. Jeg er her. Lige hos dig hele tiden”

 

Nu sover hun – min lille pige. Hendes mund er let åben, og hendes åndedræt er roligt. Jeg kan se på hendes øjenlåg, at hun drømmer. Jeg kigger op gennem det lille hul i loftet. Herigennem kan jeg se stjernerne. De er så klare og store. Alt for store, tænker jeg. Det må være, fordi vi er så langt fra byen med sine mange lys. Faktisk plejer jeg ikke at kunne se halvt så mange stjerner fra byen af. Det virker næsten, som om vi er på en anden planet. nk hvis de henter os i morgen. Måske er nazisterne færdige med at gennemsøge husene i storbyen morgen. Så kan vi komme hjem. Tilbage til vores lille skjul hos den hyggelige familien Müller. Hjem til de senge, der er så godt som vores egne. Gid det var morgen! Så behøvede jeg ikke at frygte. Jeg må bare vente på, at solen står op igen. Jeg kigger igen op gennem hullet i loftet. Månen er der stadig, og stjernerne er klare som aldrig før. Hvis det da ellers bliver morgen her! Sådan tænker jeg. Det kan være svært at tro, når natten føltes så lang. Jeg er så træt, for sidste nat sov jeg næsten ikke. Mine øjenlåg forsøger gang på gang at glide i. Nej! Tænker jeg ved mig selv hold dig vågen. Du må ikke falde i søvn!  En hund gør. Jeg hører det næsten ikke. Det må være den fra før. Nu kan jeg høre skridt udenfor. Jeg kan ikke gøre noget. Mine øjne glider med ét i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...