Blind i kærlighed

Historien handler om en ung pige, som er blind, ikke kun for verdnen, men også for kærligheden.

5Likes
0Kommentarer
562Visninger
AA

7. Kapitel 7

*Hurtig information fra "forfatter"*

*Alt mit skrivning foregår over computer, men hvis jeg tjekker den over min mobil, lægger jeg mærke til, at mange af ordene hænger sammen - hvor de ikke burde. Så jeg vil bare fortælle alle, at det er et problem som mange, der skriver movellaer har, hvis de altså skriver fra deres computer. Hvis det påvirker jeres læseoplevelsee meget, så skulle problemet gerne forsvinde, hvis i læser via jeres computer.

- Nanna*

 

"Hvad vil du gerne vide?"

 

"Jeg har egentlig fået en seddel, som skal udfyldes af dig. Du ved, med underskrift og det hele. Nok også med nogle spørgsmål omkring din sygdom, hvordan det skete bl.a. Men jeg kan udfylde den for dig, og så skriver du den bare under."

 

"Okay spørg løs," smiler jeg. Jeg tager mine ben ned fra hans lår, og sætter mig ordentligt i sofaen. Puderne ligger rodet rundt, det er ujævnt og det irriterer mig en smule, så jeg tager fat i dem alle og smider dem på gulvet. Der hænger en tyk lugt af støv i luften omkring mig, der højst sandsynligt kommer fra puderne, men det kan godt være, at det bare er mig. Kort efter, at jeg kan høre Masons fødder på gulvet, kommer der en raslende lyd af papir.

 

"Okay. Her kommer de."

 

"Jeg er klar," svarer jeg uroligt. Lidt ivrig efter at være færdig, selv om vi ikke er begyndt endnu.

 

"Første spørgsmål, dit fulde navn?"

 

Spørgsmålene var nemme til at starte med, og de kedede mig i starten. Det var mest bare spørgsmål om hvad jeg hedder, hvor gammel jeg er, hvornår jeg var født. Men som vi var igennem godt ti spørgsmål, spurgte han: "Hvordan fik du din sygdom?"

I starten starten er der stille i rummet, og jeg ved ikke hvorfor. Der er ikke noget ekstra sørgeligt ved min historie. Jeg har bare en sygdom. Men alligevel kommer der en akavet stemning, som jeg ikke bare kan slippe af med. Jeg rømmer mig. "Der er faktisk intet specielt ved det. Jeg er født med sygdommen, men som helt spæd var den så lille, at det ikke påvirkede mig. Men det tog kun godt 10 år, så var jeg helt blind. Så jeg har levet med det i ca. 10 år. Næsten halvdelen af mit liv."

 

Han rømmer sig også. "Okay."

 

"Næste spørgsmål?" Opmuntrer jeg ham, mens den anspændte stemning er der.

 

"Ja, selvfølgelig. Hvor er dine forældre?"

 

"De bor i Tyskland. De arbejder dernede, men det er kun for nyligt, at de flyttede. Men heller ingen problemer med dem. De har altid været støttende og hjælpsomme.”

 

Støvet i luften havde lagt sig, og den var nu frisk som før, som bare åbnede muligheder for andre lugte. Som for eksempel Masons duft. Den var mere skarp og klar end første gang, jeg så ham. Men der var jeg også omringet af lugte fra de mange brød og kager. Men nu er den helt klar, og den er ikke som jeg huskede den. Den er mere blød, og ikke så mandlig. Men det generer mig ikke den mindste, det er mildere for min næse.

 

“Jeg må indrømme, jeg er lidt skuffet,” ler han. Ikke nedladende, som jeg eller ville beskrive ham som, men mere overrasket. Hvordan kan han være skuffet? Det er da en god ting, at jeg hverken blev slået, var i en bilulykke eller noget værre.


 

“Der er ingen traumatiske oplevelser i dit liv, som forklarer din forfærdelige personlighed,” siger han skyldig. Hans stemme har en sjov klang, som tyder lidt på, at han skal til at flække af grin.


“Pas på hvad du siger, jeg skal stadig underskrive de papirer,” sender jeg hurtigt tilbage, mens jeg hæver mine øjenbryn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...