Blind i kærlighed

Historien handler om en ung pige, som er blind, ikke kun for verdnen, men også for kærligheden.

5Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg har undgået Dina her på det sidste. Og på sidste, så mener jeg den sidste dag, hvilket hun nok slet ikke har bemærket. Jeg ignorerer hende ikke fordi, at jeg ikke gider hende mere. Den det er mere bare min latterlige måde, at prøve at undgå situationer som den i går. Hvilket virkelig var en øjenåbner for mig. Men hvis jeg kender mig selv ret, hvilket jeg gør, så vil der ikke gå længe, inden vi igen gør de dumme ting, som jeg aldrig før har lagt mærke til. Men som Dina allerede har sagt, så er jeg blind - ikke død.

 

Der lyder et slag på døren, og jeg svinger mine over sengekanten, og baner mig vej frem på gulvet. Der er åbenbart et eller andet galt mere rørene, for gulvet er koldt som is. Det banker igen, efterfulgt af ringende klokker der bimler.

 

“Jeg er på vej!” Råber jeg til personen der banker på min dør. Men den bankende lyd fra døren fortsætter til, jeg står ved døren og river den op. Jeg hiver lydløst efter vejret gennem næsen.

 

“Mason?” mumler jeg.

 

“Rav,” mumler hán.

 

Stemning er lidt akavet. Men jeg havde heller ikke forventet andet. Mens jeg går i mine egne tanker, kommer jeg ved et uheld til at støde mod væggen. Men lyden er så minimal, at Mason åbenbart ikke opdager, at der sker noget. Men smerten derimod kan godt mærkes, den er pinende. Jeg tager mig let til hoften, hvilket var hvor jeg blev ramt. Jeg mister lidt min fornemmelse for, hvor præcis i rummet jeg er. Men i det sekund jeg skal til at tage et skridt, griber Mason min hånd og fører mig over til sofaen. Så han så åbenbart godt hvad der skete.

 

“Er du okay?”

 

Ja, han så det.

 

“Ja, det gjorde ikke så ondt,” mumler, mens jeg bider mine tænder let sammen, for at skjule, at jeg har lyst til at skrige.

 

“Selvom du lyver næsten overbevisende, så er det ikke nok. Men med dine tidliger skader, så burde du da have vænnet dig til uheld,” ler han. Jeg får lyst til at føre mine hænder op til hans hals. Men jeg har ikke rørt ham før, udover hans hånd, så jeg ved ikke, hvor hans hals er. Jeg kan gætte, men det er ikke nok, hvis jeg vil kvæle ham. Jeg rækker min hånd frem, indtil den rører hans brystkasse. Som jeg fører den længere og længere op, bliver små stød sendt igennem mig. Jeg har aldrig “rørt” ved en “fyr” før. Jeg kan mærke hans brystkasse rejser og falder hurtigt, som hvis han var nervøs.

 

“Hvad har du gang i?” Puster han ud.

 

“Stille jeg prøver at finde din hals, så jeg kan kvæle dig, men det må du have vænnet dig til, med den fede kæft du har,” hvisker jeg.

 

Der går ikke længe, så hører jeg et knald mod gulvet, og hele rummet fyldes med latter. Jeg sidder nu alene på sofaen, mens han er ved at dø af grin på gulvet. Jeg fisker igen efter ham, mens jeg gentager den tidligere hændelse, og da mine hænder er på hans hals, kan jeg mærke ham synke.

 

“Så du kvæler mig virkelig?” Spørger han med en drillende tone.


“Ja,” svarer jeg tilbage super hurtigt. Mine fingre fra begge mine hænder glider langsomt om hans hals, mens jeg spænder i hænderne, så det ville ligne for ham, at jeg lægger kræfter i. Men alt jeg gør er et let pres, som højst vil kilde en smule. 

 

"I teorien vil du snart dø," puster jeg ud, som at jeg igen bruger mange kræfter. 

 

"Jeg-Jeg... Du kvæler mi-"

 

Der er helt stille. Og jeg er godt klar over, at han laver sjov med mig, så jeg udnytter det chancen og flader ud på sofaen. Jeg svinger mine ben over sofakanten, og lægger mig på langs. 

 

"Du er kedelig."

 

"Du er latterlig," ler jeg overlegent. 

 

Luft bliver trykket op, og han sidder nu på enden af mine ben. Han løfter dem, så han ikke længere sidder på dem, men de er på hans lår. 

 

"Nå, fortæl mig om dig selv."

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...