Blind i kærlighed

Historien handler om en ung pige, som er blind, ikke kun for verdnen, men også for kærligheden.

5Likes
0Kommentarer
563Visninger
AA

5. Kapitel 5

Tiden på hospitalet gik langsomt, og trods, at jeg kun skulle være her i tre dage, så føles det som uger. Maden var det samme, folkene var de samme, lydende var de samme. Alt kørte rundt i en ond cirkel af kedsomhed. Men det er heldigvis ovre nu. Dina står og diskuterer med en af sygeplejerskerne, om det er sikkert for mig, at være omgivet af personer som hende, hvad end det så betyder. Deres diskusion vil nok tage lidt tid, men det passer mig fint. Så kan jeg lige få en kop te, og nyde, at det ikke kun er mig, der har problemer. Ligemeget hvor egoistisk det lyder,   så er det sandt. Vi er aldrig helt glade på andres vegne, hvis man selv er ked. Og omvendt. Man kan ikke føle hundrede procent medfølelse med en, hvis du er super glad. Men gør det en egoistisk eller menneskelig? 

 

"Du kan ikke tage dig af hende!"

 

"Arh! Hvad skulle der ske?! Du er så overbeskyttende!"

 

"Det er mit job!"

 

"Hun er blind, ikke død!"

 

Der bliver sagt ting, som jeg har hørt tusinde gange før, så det rør mig ikke rigtigt. De står, til glæde for mig, ude på gangen, som er ved siden af mit værelse. Deres stemmer er høje, men de er også nedtonet på samme tid, hvilket sikkert vil sige, at døren er lukket. Jeg rejser mig fra sengen, og føler mig frem til, hvor jeg fik fortalt fjernsynet er.

 

Da jeg endeligt finder det, har jeg problemer med at tænde det. Efter lidt tid går det op for mig, at jeg ikke kan finde ud af at tænde det, så jeg giver op. Jeg sætter mig på gulvet og nynner, hvilket jeg ikke har noget imod, folk hører. Jeg kan alligevel ikke se folks ansigtsudtryk, så jeg har intet at frygte. Jeg sidder på gulvet, i hvad føles som lang tid, inden Dina braser ind af døren.

 

"Kom! Vi tager hjem," siger hun med en skarp tone. Hun tager hårdt fat i mit håndled og hiver mig op at stå, mens hun slæber min hen af gulvet. Det fortsætter hele vejen hjem. Da hun fører mig ind i elevatoren, da vi skal ind i hendes bil, og mens hun følger mig til min lejlighed. Men inden hun skubber mig ind igennem døren, stopper jeg hende.

 

"Hey hey hey! Stop, Dina. Hvorfor opfører du dig sådan her?" Min stemme er en smule medlidende, nysgerrig, men mest bare godt irriteret. 

 

"Gæt," svarer hun næsvist, hvilket gør mig mere irriteret.

 

"Det er ikke ligefrem fordi, at du ikke har været oppe og skændtes med dem før!" Starter jeg med at råbe, men dæmper mig, da jeg kommer til at tænke på de andre i bygningen.  

 

"Ja, men det er første gang, at jeg har fået af vide, at bare én dumdristig opførsel med dig, og jeg har forbud mod at være sammen med dig!" Hun starter hun med at råbe, men igennem sætningen sænker hun sin stemme. Jeg har stadig fat i hende, fra da jeg stoppede hende i at skubbe mig. Jeg rusker stille i hende. Jeg har aldrig forstået hvorfor "alle" har været efter hende, når det angår mig. Vi har aldrig været ude for noget. 

 

"Det skal nok gå," smiler jeg til hende. 

 

"Desuden kan de ikke bestemme over mig," tilføjer jeg hurtigt. Min hånd glider fra hendes skulder og ned til hendes hånd, som jeg hiver i, og føler os ind med min frie hånd. Jeg sætter mig i sofaen, mens hun går ud og laver te. Det larmer ude fra køkkenet, nok til at jeg ved, at hun igen har smadret en kop eller to. 

 

"Det gør ikke noget," råber jeg til hende.

 

"Undskyld," fniser hun, mens jeg undrer mig; er det her dumdristig opførsel? Er det hvad de mener? Jeg kunne i princippet falde i det, og komme slemt til skade. Hvordan har jeg levet så længe uden at lægge mærke til det? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...