Blind i kærlighed

Historien handler om en ung pige, som er blind, ikke kun for verdnen, men også for kærligheden.

5Likes
0Kommentarer
564Visninger
AA

4. Kapitel 4

"Har du ikke en førehund?" Spørger Mason. Og inden jeg kan nå at vise min forvirring, fortsætter han.

 

"Jeg vidste du var blind. For helt ærlig, Dina kan ikke holde på en skid. Men at du er så dum, at du ikke vil have hjælp? Det havde jeg ikke troet om dig." Der er et snerp af irritation, men ligemeget hvad han tænker, så kan jeg klare mig. 

 

"Så du har tænkt på mig," for jeg formuleret med et smil i stemmen. 

 

"La' hver med at smire dig selv," han smiler tydeligvis, så jeg fortsætter. 

 

"Jeg har også tænkt på dig, skat," siger jeg helt seriøst, og rækker ud efter hans hånd. Men jeg kan ikke finde den, og jeg får den velkendte følelse af, at jeg virkelig er blind. Men det rammer hårdere end normalt, for lige nu har jeg det godt. Jeg er glad. Glad fordi han er her, glad fordi han opfører sig, som han gør - selvom jeg er blind.  Jeg trækker hånden tilbage, men hans bløde og varmen hånd griber fat i den. 

 

"Du ved hvad man siger. Der ligger altid en sandhed skjult i sarkasme."

 

"Det siger man da ikke-"

 

"Jo," svarer han hurtigt. Næsten for hurtigt. Igen smiler jeg, og igen bliver det ødelagt. Sanas stemme hviner i luften.

 

"Skal jeg skaffe en førehund så?" Jeg stønner, men overvejer kraftigt. Jeg har brug for en, men jeg vil heller ikke indrømme det overfor Mason. Så får han ret, og jeg har tabt. Jeg vifter hende hen til mig, og hendes sko kan høres mod gulvet. Duften af hende nærmer sig, og den er nu helt ved siden af mit ansigt. 

 

"Jeg vil gerne tænke over det, men ikke sig noget til ham," hvsiker jeg, og vipper diskret mit hoved mod Mason. Hun stryger min kind, som tegn på ja. Små hæle klikker mod gulvet igen, og en dør bliver smækket. I lang tid sker der ingenting. Der er kun stilheden, som overdøver ensomheden. Jeg bliver i tvivl om jeg er alene, eller om Mason stadig er her. 

 

Jeg holder vejret, bare for at "se", om jeg kan høre ham trække vejret. 

 

"Du holder vejret," siger han pludseligt ud af det blå. Jeg får et kæmpe chok, og tager mig selv til brystet, der pumper op og ned. 

 

"Dú holdt vejret!" Halvt råber og stønner jeg tilbage.  "Det gør man ikke mod en blind! Og hvis vi skal være venner, så stopper det nu!" Hvad sagde jeg lige? Hvorfor sagde jeg det!? Jeg holder mig for munden, og håber, at det bare var min livlige og meget realistiske fantasi, som spillede mig et pus.

 

"Jeg er ligeglad med, at du er blind," fniser han. Men han nævner intet angående det med venner, så jeg ånder lettet op. Min nu svedige, men altid lille, hånd stopper med at ryste. Jeg retter på mit hår ved, at jeg fører det om bag mit øre. 

 

"Angående venner, så har jeg ingen. Jeg har bekendte. Men hvis du vil tilbringe tid med mig, så har jeg et forslag til dig."

 

Han hørte det, tænker jeg for mig selv.

 

"Du ved, det ben jeg brækkede. Lad os sige, at det var i et slagsmål, med en betydningsfuld person, som derfor fører til samfundstjeneste. Du er samfund. Og jeg vil hellere rende med dig rundt, end samle skrald," han lyder ikke synderlig begejstret, men okay, det ville jeg nok heller ikke, hvis jeg hang på en blind.

 

Jeg er "sød" ved ham nu, for han gjorde mig en tjeneste. Men jeg kan stadig ikke fordrage denne person. Det med venner var en fejl. Jeg kan ikke døje ham. Jeg kan ikke håndtere ham. Jeg kan ikke udholde ham. Jeg kan ikke forstå ham.  Jeg hader ham - prøver jeg i hvert fald at overbevise mig selv om. 

 

"Jeg skriver min adresse ned, du kommer hver morgen kl. 8.00 og tager hjem efter kl. 17.00. Vi starter om en uge, det passer perfekt med ferien, så kan du 'arbejde' der."  Han svarer ikke med ord, men han nynner et "mmh hh," som vel betyder okay. 

 

"Nå, men lægen kommer snart, og jeg skal hvile. Så du må hellere gå." 

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...