Blind i kærlighed

Historien handler om en ung pige, som er blind, ikke kun for verdnen, men også for kærligheden.

5Likes
0Kommentarer
567Visninger
AA

3. Kapitel 3

Mit hoved dunker, da jeg vågner. Jeg bider tænderne sammen, og rejser mig. Mine bare fødder er kolde mod gulvet, der er lavet af træ. 

 

Jeg fik vasket det meste blod væk igår, så alt der er tilbage - er en flænge, der sidder lige ved hårgrænsen i højre sidde af panden. Jeg bliver nød til at komme på sygehuset. Bare så det kan syes. Jeg finder en stor hat frem, som jeg brugte, da jeg blev blind. Det skjulte mine skadede øjne - mente mine forældre. Men lige nu er jeg taknemmelig for den. Den er stor nok til, at ingen vil genkende mig, og ingen vil se min flænge. Den er perfekt. 

 

Jeg finder en børste frem, og kører den igennem mit hår, men i forsøg på at få det hele med, rammer jeg mit ar. Jeg mærker efter, og igen kan jeg mærke den klistrede masse. Jeg beslutter mig for, at jeg heller vil nå frem til hospitalet inden det bliver værre end at se godt ud. Og det kan godt tage lidt tid at komme frem. Så jeg tager hurtigt hatten på, finder mine sko, briller, jakke og min stok, og så går jeg. Jeg er rettet efter hospitalet. Jeg kender heldigvis vejen, men med min hoved som dunker, er det svært at forsætte. Det ligger ikke længere end to kilometer væk, hvilket er ubevidst sammentræf siger Dina, som var den, der valgte min lejlighed. 

 

Da jeg endelig er fremme, efter en lang tur, som burde have slået mig ud, står jeg ude foran hospitalet. Her dufter allerede rent herude. Der står med tegnskrift på et skilt: HOSPITAL, så der er ingen tvivl - det er her. Der er mennesker rundt om mig, men jeg er ligeglad. Jeg skal bare der ind. Jeg går mod indgangen, som er markeret med en stig, hvor jeg følger kantstenen. Men inden jeg kommer ind, støder et luftpust mod mig, og min hat flyver af. 

 

"Nu skal jeg hente den til dig," lyder en stemme, som jeg tydeligt kan huske. Jeg har min stok i hånden, og føler mig rundt. Der er helt stille, og jeg ved, at han står foran mig. Jeg kan høre hans vejrtrækning. Den er tydelig, tydelig nok til at tyde, at han har spottet min flænge.

 

"Hvad fanden skal man burge en stok til, hvis der er noget galt med ens hoved?" spørger han næsvist. Typisk. Så han kan godt genkende mig. 

 

"Også dejligt at se dig igen, Mason," jeg griner af mig selv. For ham virker jeg sikker latterlig. Men faktummet, at jeg lige har sagt, at det er dejligt at 'se' ham igen, er lidt morsom. 

 

"Ironi, meget morsomt. Rav, ikke? Nå, men her er din hat," han stikker den i hånden på mig, og jeg kan høre trin der forsvinder. Jeg tager en hurtig beslutning, som jeg i sekundet efter fortrydder. 

 

"Hjælp," siger jeg lavt. Men han hører det, for hans trin stopper. 

 

"Vil du hjælpe mig op? Til hospitalet altså. Mit hoved gør meget ondt, så jeg har ikke rigtig nogen stedsfornemmelse. Og jeg gætter, du har fået gipsen af, så du er frisk til at gå."

 

"For en der ikke tænker klar, tænker du ellers klar," svarer han. Han tager min arm, og som jeg skal til at sige, at det giver ingen mening, lyder det fra ham: "Det giver absolut ingen mening." Jeg fniser.

 

Lige så snart en af sygeplejerskerne ser mig, tager hun mind hånd, og fører mig hen til det sædvanlige sted. "Du er alt for klodset, Rav. Og det er pjat, at du ikke gider have en førehund," vrisser Sana af mig. Det er hende som tager sig af mig, hvis jeg har brug for hjælp. Hun er ikke sur, hun er bare bekymret. Jeg kender hende godt, og hvis hun var sur, ville ikke hun slet ikke have sagt noget.

 

"Førehund?" Lyder det fra Mason, som jeg faktisk troede var gået. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...