Blind i kærlighed

Historien handler om en ung pige, som er blind, ikke kun for verdnen, men også for kærligheden.

5Likes
0Kommentarer
564Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg fumler lidt rundt. Og ber til gud, at ingen lægger mærke til mig. Jeg er ikke specielt troende. Men i ubehagelige siturationer, må man finde drastiske løsninger. 

 

“Undskyld mig?” Lyder en stemme.Jeg får et chok, og vender mig panisk - dog lydløst. 

 “Ja, undskyld. Hvad kan jeg gøre for dig?” 

Jeg kan intet se, men jeg er lærenem, så med mine mørklagte briller, og min fantastiske stedssands, stiller jeg mig foran hende. Hendes åndedræt er kraftigt, så det er ikke svært at finde hendes lokalisation.   

“Jeg vil gerne have fire gulerodsboller,” stemmen er fin.

   

Mine tanker flyver afsted. I mit hoved er hun ca. 170 cm. Lyst hår, fregner, grønne øjne med en kroget næse. Et par fyldige læber, og på lugten, sikker med en form for læbestift.   

Jeg ved hvor alt er, jeg kender stedet som min lomme, måske endda bedre. Disse bukser er nye. De skulle meget gerne være blå krusede, en smule slidte, med stræk og et fold for endes af buksebenene.  

Jeg kommer brødene i en pose, papiret er dårlig kvalitet. Det er ikke rigtig papir, mere mishandlet træ, der næsten er blevet til plastik.   

 

“Firetyve kroner bliver det,” siger jeg tydeligt, for mine veltrænede øre, men for alle andre, sikker normalt, mens jeg rækker hende posen. Jeg kan høre et klir på bordet foran mig. Jeg lader min hånd glide over disken, til jeg kan mærke bunken af mønter. Jeg kører mine fingre over mønterne, og kan konstatere, at der er hvad der skal være.   

 

“Du må have en god dag,” siger jeg.   

“Også du,” svarer hun med et smil i stemmen.   

 

Døren smækker og jeg fortsætter, med hvad jeg havde gang i. Jeg tager min blok med papir, og skriver videre. Jeg har været blind nok til, at  når jeg kører mine fingre over papiret når jeg har skrevet noget, så kan jeg læse det. Det er ikke meget svære end, når små børn skal lære at læse. Og som sagt, så er jeg lærenem.  Ding Ding. Lyder det. Jeg lægger bloggen igen. Jeg kan dufte en parfume. En mand. Men at dømme efter lyden når han tager et skridt, så er han ikke en mand endnu. Stadig en dreng.   

 

“Jeg skulle snakke med Dina,” lyder det fra fyren.   Han er gnaven - helt sur. Men hans stemme er stadig blød, som flydende guld. Han får damen før til at lyde hæs. Men hele den flinke fyr i hans stemme, som man ville regne med, ud fra hans duft og hans stemme, forsvider når ordene kommer ud af hans mund. Hans stemme er som sagt blød, men ordene og måden han siger den på de er hårde.   

 

“Hun er her ikke,” mumler jeg.    Jeg er forbavset over mig selv. Jeg mumler ikke. Jeg er blind for guds skyld, min hørelse er alt. Og hvis jeg selv synes jeg mumler, hvordan skulle denne dreng så kunne forstå mig. 

 

“Hallo?” Hvisker han. Små vindpust støder mod mit ansigt. Han vifter med hånden. Trods hans bløde og imødekommende stemme, kan jeg ikke fordrave denne person.    

 

“Hun er her ikke, men hun vil være tilbage snart. Du er velkommen til at vente på hende,” siger jeg nu tydeligt. Men jeg får intet svar. Jeg kan ikke høre noget, eller mærke noget.    “Er du der?” Prøver jeg mig forsigtigt frem.   

 

“Jeg står lige her. Foran dig. Er du blind eller hvad?” Svare han snerpet og næsvis. Jeg brydes mig absolut ikke om hans tone.   

 

“Jeg ved ikke hvem, som gjorde dig sur, men alt bliver bedre. Man skal bare lade hver med at tøve, og bare hoppe ud i det,” siger jeg. Ikke næsvis eller snerpet - som ham. Men mere et venligt råd.   

 

“Du skal fandme ikke komme og snakke om at hoppe ud idet? Du er rask og velfungerende! Hvorfor fortjener du det mere end mig?” Spytter han ud.   

 

Så han er syg. Hvilket dog ikke gør mig mere blød over for ham. Han har drejet samtalen til en vej, som han slet ikke vil hen af.   

 

“Hvad er der galt med dig?” spørger jeg. Han fnyser. 

 

“Du synes måske det er sjovt?”   

 

Sjovt? Hvorfor skulle det være sjovt. Jeg er meget mere end forvirret, og denne irriterende, selvglade, belastende, egocentrerede fyrs personlighed gør det ikke meget bedre. Jeg er ligeglad med, om han er god nok indeni - jeg kan ikke klare ham.    Mit ansigtsudtryk rykker sig ikke, det forbliver stenet.   

 

“Jeg er ved at være træt af dig,” fortæller jeg ham ærligsindet.   

 

“Du er heller ikke en person jeg frivilligt ville tilbringe min tid med. Medmindre vi bare skal hoppe ud i det!” Han råber af mig, og det sviger i mine øre. Alle lyde påvirker mig, og han er kommet godt i gang med hans skrigeri, da endnu en person træder til. Men til mit held, kan jeg godt med denne person.   

 

“Dina? Er det dig?” Hun lægger sin hånd på min skulder, mens hun går rundt om mig. Hendes hånd er på min skulder, det hjælper hende med at tro, at jeg ved hvor hun er i rummet. Men jeg har ikke brug for en hånd.   

 

“Rav, jeg ser du har mødt Mason. Mason er det sociale topmål på vores skole, så du skal ikke prøve at stjæle ham fra mig,” joker hun.   

 

“Hvad er der galt med ham?” Spørger jeg ligeud. Gider ikke engang sænke min stemme, så han ikke kan høre det.    Hun fniser, mens, at han bander og laver små pruste lyde.   

 

“Han brækkede et ben, så han kan ikke spille sin sæson færdig, derfor er han muggen,” mumler hun, da hun går forbi mig. Men han hørte det.  

 

“Måske du skulle tjekke hendes syn, for hun er vidst blind overfor hendes egen afskyelighed!”   

“Mason! Så er det nok, hun er faktisk b-“ starter Dina. Men jeg lader hende ikke slutte.   

“Det er okay, Dina. Det ville ikke ændre noget, selvom han vidste det. Jeg skal alligevel ikke have noget at gøre med denne person,” fortæller jeg hende.   

 

Hun nynner let et ja. Jeg ånder lettet ud. “Nå, men jeg må også hellere snart komme hjem. Det er ikke ansvarligt, at efterlade butikken til en som mig,” smiler jeg til hende. Mens jeg rækker ud efter min jakke, men den er der ikke. Jeg bliver pinligt berørt. Jeg burde ikke, men hver gang det sker - hver gang jeg ikke rammer rigtigt, minder det mig om, at jeg ikke bare har lukkede øjne, men, at jeg er blind. Det minder mig om, at jeg ikke er som andre. At jeg aldrig bliver som andre. Og, at jeg altid vil have brug for andre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...