Tyv - Kort historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 feb. 2014
  • Opdateret: 3 feb. 2014
  • Status: Færdig
Kat og Lucy er tvillingesøstre, men udover det er er de også tyve. De er vant til at leve livet farligt, men en dag sker der noget der får vent op og ned på deres liv. Dette er en kort novelle, som jeg skulle lave i dansk. :)

1Likes
0Kommentarer
352Visninger

1. ~Tyv~

Det var den 24. december. Klokken var 19:38, og indenfor i de mange huse sad familier og nød julen, imens sneen faldt udenfor, og lagde sig over de øde gader som et blødt, hvidt tæppe.

For en hver anden pige på 17 år havde det sikkert været fantastisk med sne på en aften som denne.

Men ikke for mig. Men nu er jeg heller ikke som en hver anden pige på 17 år. Det er min tvillingesøster Lucy for den sags skyld heller ikke. Vi er anderledes.

Og på en dag som i dag vil en masse sne bare gøre vore job endnu sværere. Ikke at det ikke er svært i forvejen. Med mindre du vil mene, at det er nemt at skulle leve uden noget hjem. At skulle leve uden nogen mor eller far. Eller at være nødt til at stjæle for at holde sig i live. For det er det vi gør. Vi stjæler for at holde os i live. Vi er tyve!

Så det er grunden til, at jeg nu befinder mig foran en guldsmed i minus grader kun iført sort tøj, og med en sort elefant hue trukket ned over mit mørkebrune hår, alt i mens jeg står, og studerer Lucy, der som mig også har sort tøj på, og en elefanthue trukket over hendes skulderlange blonde hår så man kun lige kan se et par lyse hårspidser stritte ud under huen. Hun er ved at bryde låsen ind til guldsmeden op, med en bøjet hårnål, som efterhånden er blevet brugt ret mange gange.

Pludselig lyder der et utilfredst; ”Klik” fra døren. Lucy drejer hovedet, og kigger veltilfreds på mig, imens hun lægger hånden på dørens håndtag, og lader døren gå op med en svag knirken. Hvis ikke det var fordi jeg for 10 minutter siden, havde afbrudt tyverialarmen, ville den sikkert have skåret gennem natten lige og tiltrukket sig unødig opmærksomhed.

Men der sker intet. Jeg ånder lettet op, og følger hurtigt efter Lucy, der allerede er nået halvvejs ind i butikken. Her lugter støvet, og jeg rynker let på næsen af den pludselige lugt. Lucy lader dog ikke til at lægge mærke til lugten. Hun er dybt optaget af de mange smykker, og går og smiler som et lille barn. Godt hun ikke gjorde det, da vi var herinde for to dage siden, det havde nok virket lidt mistænkeligt, tænker jeg, og går over til Lucy, der er begyndt at fylde sin rygsæk med smykker. Hun står foran en glasboks, hvori der ligger halskæder belagt med ædelstene i de smukkeste farver. Jeg ved ikke, hvad nogen af dem hedder, men de ser dyre ud, så jeg tager straks to af halskæderne op, - en med røde sten og en med lilla. Gennem mine sorte handsker kan jeg mærke det kølige metal, og jeg står lidt og studerer hver af halskæderne, inden jeg lægger dem ned i Lucys åbne taske.

Jeg stopper dog hurtigt, da en dør fanger min opmærksomhed. På den hænger der et skilt med teksten: DEPOT, og jeg mærker et smil glide over mine læber. Jeg kigger mig tilbage, og ser Lucy stå foroverbøjet over en ny glasboks i den modsatte ende af rummet.

Jeg lister stille hen til døren, bange for at Lucy skal høre mig. Hun vil helst ikke have, at vi tager andet end det vi kom efter, men det kunne jo være, at ejeren af butikken gemte noget særligt kostbart derinde?

Jeg tager forsigtigt i håndtaget, og til min store overraskelse går døren op med en svag knirken. Jeg ser mig forskrækket tilbage, men det ser ikke ud til, at Lucy har hørt noget. Jeg kigger ind i rummet, der ikke er særligt stort. Det svarer nok til en sjettedel af selve butikken. Over i højre hjørne står der en rodet bunke papkasser, som nogen har skrevet på med sort sprittusch. På væggen hænger der et lysebrunt gevir, og jeg gyser ved synet af gevirets spidse ender.

Men det der fanger min opmærksomhed mest, er en lille glasmontre i den anden ende af depotet. Jeg kan ikke se hvad den indeholder, men som tyv tænker jeg med det samme, at det må være noget meget kostbart, siden det står herinde og ikke i butikken.

Jeg kigger mig tilbage. Lucy er stadig optaget. Jeg vender mig om igen, og overvejer i et kort sekund, om jeg virkelig skal trodse Lucy. Jeg kigger over mod glasmontren, som jeg stadig ikke kan se hvad indeholder, og til sidst får min nysgerrighed overtaget. Jeg tager en dyb indånding, og træder så over dørtærsklen, mens jeg stille lukker døren efter mig.

Jeg lader mig overraske af, at her i modsætning til resten af butikken faktisk dufter godt, sådan blomsteragtigt på en gammeldags måde. Men jeg tænker dog ikke meget over det, da min fulde koncentration ligger på glasmontren, som jeg hurtigt er over ved, og da jeg ser, hvad den indeholder, kan jeg ikke lade være med at måbe.

For i glasmontren ligger der en halskæde, som må være en af de smukkeste halskæder, som jeg i mit liv har set. Og som tyv har jeg altså set rigtig mange smukke halskæder!

Jeg studerer længe halskæden gennem glasmontren. Det blanke guld den er lavet af, passer perfekt til de skinnende blå ædelsten, som sidder langs halskædens kant. Forneden hænger der en større dråbeformet ædelsten i samme blå farve som de andre ædelsten.

Jeg kigger betaget på den, og forestiller mig, hvordan jeg vil se ud med den på. Jeg smiler lidt. Det må være en dyr halskæde. Selvfølgelig på grund af dens skønhed, men også fordi den står herinde, på depotet, og ikke ude i butikken sammen med de andre smykker.

”Tag den.” er der pludselig en lille stemme der hvisker, og jeg vender mig hurtigt om, mens jeg beskyttende tager hænderne op til hovedet. ”Lucy, jeg ville ikke…” Når jeg at sige, før det går op for mig, at det ikke var Lucy, der sagde noget, men mit hoved. ”Tag den!” siger stemmen i mit hoved igen nu lidt hårdere, og denne gang lytter jeg til den. Jeg kigger koncentreret på glasmontren. Det eneste der holder mig og halskæden fra hinanden. Jeg rækker hænderne ud mod glasmontren, men da jeg ligger hænderne på låget, og forsigtigt prøver at løfte det af, sker der intet.

Med bankene hjerte kigger jeg mig om efter noget, jeg kan smadre glasset med, og mit valg falder på geviret på væggen. Hurtigt går jeg over, og hiver geviret ned fra væggen, mens jeg passer på, at jeg ikke får stukket mig på dets spidse ender, og inden jeg når at tænke over det, har jeg smadret glasset, snuppet halskæden, og er løbet ud til Lucy, der står og kigger sig omkring med angst i øjnene.

Da hun får øje på mig, ånder hun lettet op, men glæden varer kun i få sekunder, inden hun er over mig, klar til at skælde ud.

”Hvor har du været!?” vrisser hun, og jeg krymper mig under hendes hårde blik. Jeg skal til at forsvare mig, og når lige at åbne munden, inden hun får øje på halskæden i min hånd. Hendes øjne bliver store, på sådan en ”åh gud den MÅ jeg bare have” agtig måde, og jeg rækker hende hurtigt halskæden, så hun kan studere den. Hun tager den forsigtigt, og lader hendes fingre stryge over de blå sten og den gyldne kæde. Da hun er færdig, rækker hun den til mig igen, og spørger nysgerrigt om, hvor jeg har fundet den. Hendes sure jeg fra før er helt gemt væk.

”Altså jeg fandt den inde på depotet derovre,” siger jeg, og peger ovre mod døren med DEPOT- skiltet på. Jeg er klar på et raseriudbrud fra Lucy, men hun står stadig, og lytter med ligeså meget nysgerrighed som før, så jeg fortsætter; ”Og der lå halskæden i en lille glasmontre, som jeg smadrede for at få fat på den.” slutter jeg, og denne gang havde jeg slet ikke tænkt på, at Lucy kunne blive sur. Men det blev hun. ”Du gjorde hvad!?” råber hun, mens hun kigger surt og bebrejdende på mig. ”Smadrede du glasset?!” råber hun, og rusker i mig. ”Øh, ja men jeg kan altså ikke se proble…” ”Der kan være alarmer på sådan nogle ting!” Råber hun opgivende, og dum som jeg er, indser jeg først min fejl nu.

Pludselig stivner Lucy, og det får mig til at blive fuldkommen stille. I det fjerne kan man nu høre en sirene. En politisirene. Jeg kigger med bange øjne på Lucy. Hun er stivnet. Hendes øjne er udtryksløse, og det gør mig mere bange end lyden af sirenen. Lucy der altid ved hvad hun vil, og altid ved, hvad hun skal gøre, er stivnet ved lyden af en politisirene. Jeg kigger mig febrilsk omkring, mens jeg kan mærke angsten komme krybende. ”Lucy kom vi må gemme os!” Råber jeg og hiver i Lucy, men hun reagere ikke. ”Lucy vågn op!” Råber jeg igen denne gang højere end før, og først nu reagere hun. ”Nej” siger hun og kigger på mig, med seriøse øjne.

”Nej” siger hun stadig ligeså seriøst som før, mens sirenen hastigt bliver tydeligere. Hun vender sig om, og begynder langsomt, og bestemt at gå over mod døren.

”Lucy stands!” Råber jeg. Hvad er det, hun har gang i?

”Nej!” Siger hun, og vender sig om. ”Jeg vil ikke være skyld i, hvis du aldrig får en rigtig uddannelse, eller hvis du aldrig får et liv, hvor du kan slappe af!” Hun kigger ned i jorden, og siger med grødet stemme. ”Det vil jeg ikke kunne gøre i mod dig.”

Politiet er nu nået frem til butikken, og jeg står måbende og ser til, mens Lucy åbner døren, og går ud til den politimand, der netop er steget ud af politibilen. Politimanden er hurtigt ovre ved hende, og får givet hende håndjern på. Imens er jeg gået ud af butikken, og har ladet mig arrestere af en anden politimand.

Det hele går så hurtigt, og pludselig sidder mig og Lucy i politibilen.

Ingen af os siger noget under turen, men jeg ved at hun tænker; ”hvad vil der ske med os nu?”

Jeg ved det ikke, men jeg ved at Lucy gjorde det rigtige, og at vi forhåbentligt en dag vil kunne ligge dette her bag os og leve et normalt liv.

Det håber jeg i hvert fald.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...