Der var engang


1Likes
0Kommentarer
134Visninger
AA

2. Forfatterportræt

Da jeg var 15 år, blev jeg anbragt på opholdssted.
Hvilket gjorde, at jeg blev meget trist. Da jeg savnende min familie meget, var hjemme hver anden weekend. Men det var blot ikke nok, tiden jeg boende på opholdssted var en ensom tid for mig. Jeg boende på opholdssted i 6-7 år, var på 2 forskellige opholdssteder i den tid. Det første var meget frit angående regler osv. det andet var ikke. I den tid jeg boende på opholdssted, fik jeg flere forskellige diagnoser. Borderline, gennemgribende udviklingsforstyrrelse, skizoid personlighedsforstyrrelse. Jeg flyttende for mig selv, i år 2008 efter eget ønske og det hjalp rigtig meget på mit humør. Dog havde jeg en rigtig dårlig periode i 2010, men den er jeg gudskelov over. Blev re-diagnoseret i år 2013 med ængstelig personlighedsforstyrrelse og angst og får i dag medicin for dette. I dag er jeg flyttet sammen med min kæreste, vi snakkende over nettet i starten og bestemte os for at mødes. Det gik rigtig godt, og fandt ud af at han var en herlig fyr. Efter et halvt år, valgte vi at flytte sammen og den dag i dag bor jeg sammen med ham. Selvfølgelig har jeg stadig nogen problemer, som skyldels min personlighedsforstyrrelse. Men min hverdag kan fungere og det er jeg tilfreds med, derudover bor jeg sammen med min kæreste som jeg er lykkelig sammen med og det hjælper rigtig meget. Tiltider tænker jeg stadig på min fortid og den kan stadig gøre mig trist, fordi at jeg ikke blev taget seriøst. Jeg var blot anbragt for, at nogen mennesker kunne tjene penge på det. Hjælp fik jeg ikke meget af, og da jeg i en dårlig periode skulle igennem en psykologisk undersøgelse. Fik jeg at vide, at jeg lå under normal området og derfor ville kommunen ikke bevilge psykolog hjælp. Det sårende mig meget, og det gjorde mig vred at på baggrund af en undersøgelse. Blev jeg "udelukket" denne mulighed for hjælp. Hvilket kunne have været en stor hjælp at have haft, til at tale med nogen uden for opholdsstedet angående mine problemer. Der er meget jeg aldrig vil forstå i den behandling jeg fik, eller rettere sagt ikke fik. Forstår ikke meningen i at diagnosere nogen, uden en form for behandling for diagnosen eller hjælp til at forstå hvad det kan indebærer i ens hverdag. De diagnoser jeg er blevet diagnoseret med, er diagnoser jeg selv har skulle søge op på, da jeg ikke fik yderligere information end diagnosens navn. Men det var dengang, fortiden bringer mig ikke fremad, men det gør nutiden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...