Help me justin!!

(justin er kendt) Hoved person. Navn: Simone Alder: 19år Kæreste: Justin. Bedste veninde/ Ven: Ali hovedpersonens kæreste. Navn: Justin Alder: 19år. Kæreste: Simone. Bedste ven: Chaz og Ryan Hovedpersonens bedste veninde. Navn: Alison Alder: 19år. Kæreste: Mathias. Bedste veninde: Simone. Se trailer .

13Likes
17Kommentarer
972Visninger
AA

12. kapitel 12

 *jeg fandt hurtig nøglen frem og låste forsigtigt døren op. "Simone" sagde jeg stille imens jeg åbnede døren. HUN VAR VÆK!!!!.

 

( stadig Justins synsvinkel)

 

"fuck" sagde jeg. jeg kiggede hen mod vinduet. det stod åbent. jeg løb hen til vinduet og kiggede ud i håb om at se Simone men hun var væk!!. jeg skyndte mig at fiske min mobil op af lommen og kørte ned af mine kontakter indtil jeg fandt Ali. Simone havde jo ikke nogen andre at tage hen til tænkte jeg eller. Tænk hvis hun lå et eller andet sted? hvad hvis drengene fandt hende og kidnappede hende igen?.

jeg trykkede på opkald og bippende begyndte. BIB.......BIB..- "det Ali" sagde Ali i telefonen. "Det Justin" sagde jeg. "Er Simone hos dig?" spurgte jeg i håb om hun var. "Nej hvorfor?" spurgte Ali. jeg sank en klump. "Shit" hviskede jeg men Ali hørte det uheldigvis . "Hvorfor siger du shit?" spurgte Ali. Jeg kunne ikke fortælle Ali det i en telefon jeg måtte ud og finde Simone. "Hun tog hjem lige før og ville bare vide om hun tog hjem til dig?" Løj jeg. "Var det bare det?" sagde Ali i telefonen.

"Ja" løj jeg igen. "Nå okay men så vil jeg smutte i seng nu" sagde Ali. "Ja ja gør du det vi ses" sagde jeg og lagde på. Jeg kiggede på min mobil for at se hvad klokken var "shit" hviskede jeg igen. Kl var 23:30. Og hun havde jo ikke jakke på og det er jo midt i februar. Jeg løb ned ad gangen og ned af trappen jeg skulle bare finde hende. Jeg skyndte mig at få sko på og jakke på. Jeg låste hurtig døren efter mig og løb bagefter ud i mørket.

"SIMONE" råbte jeg. Men jeg fik intet svar.

Jeg gik og gik og gik..........

______________

Næste morgen

_____________

(Stadig Justins synsvinkel)

Jeg havde besluttet mig for at gå hjem da det jo kunne være hun var gået hjem igen. Jeg kom hen til huset hun var der ikke. Jeg låste døren op. "HVORFOR" skreg jeg. Mine øjne gjorde så ondt de var helt røde kunne jeg mærke jeg græd og græd og græd Da min telefon pludselig brommede. Jeg kiggede hvem det var?. DET VAR Simone. Jeg skyndte mig at trykke på svar. "Justin jeg ved ikke hvor jeg er?" Sagde Simone nervøst.

"Prøv at forklar hvor du er henne" sagde jeg list nervøst.

"Jeg er ved en stor mark og jeg fryser som en sindsyg" sagde Simone panisk.

Jeg tror godt jeg vidste hvor hun var men jeg var ikke helt sikker. "Kan du se et hus derfra hvor du står?" spurgte jeg.

"Ja" sagde Simone. Nu vidste jeg hvor hun var. "Okay jeg ved godt hvor du er nu jeg kommer" Sagde jeg.

"Ja skynd dig" sagde Simone.

Jeg skyndte mig ud i bilen og startede bilen og drønede ud til den mark. Tænkt hvis hun har sovet derude på den mark?.... Det burde være mig der havde sovet derude?. Jeg kom endelig hen til marken. Jeg steg ud af bilen og kiggede rundt på marken?. Jeg kunne ikke se hende jeg begyndte gå rundt på marken. Jeg gik og gik og gik. Jeg stoppede op og foran mig lå Simone med lukkede øjne hun var helt blå over det Helle. Jeg skyndte mig at bar hende op i brydeform. Jeg køb hen mod bilen hun var helt kold. Da jeg nåede hen til bilen skyndte jeg mig at åbne bildøres og ligge hende derind jeg tog min jakke af og lagde den ovenpå hende. Jeg skyndte mig over til førersædet og skruede op for erkundisionen. Jeg satte nøglerne i og kørte hjem i fuld fart. Jeg stoppede bilen ude foran Simones hus men jeg kaldte det altid for hjem da jeg var her tit.

Jeg gik om til Simone som stadig lå og sov hun var ikke død men tæt på hun trællede stadig været en lille smule. Jeg bar hende indenfor og op på vores værelse. Jeg gik hen til sengen med hende og lagde hende forsigtigt ned. Jeg lagde dynen om hende. Og gik ned for at hente noget varmt te til hende.

Jeg skyndte mig op med det varme te og satte det på bordet ved siden af sengen. Jeg lagde mig op i sengen og puttede Simone ind til mig. Jeg faldt langsomt i søvn.....

_________________

Næste morgen

____________

(Simones synsvinkel)

Jeg åbnede langsomt mine øjne. HVAD FUCK!! Jeg lå i mit værelse. Jeg vendte mig rundt da jeg kunne mærke en holdet om mig. NEJ..NEJ..NEJ det var justin ham som jeg var allermest sårede af ham så havde været mig utro lå og sov op af mig . Jeg tog langsom Justins arm om til ham selv og listede op af sengen.

Jeg listede hen til døren og åbnede den forsigtigt. Da jeg havde lukket døren igen gik jeg ned til stuen. Jeg gik forbi køkkenet men jeg havde virkelig ikke lyst til noget justin havde knust mit hjerte og alligevel kom han og hentede mig jeg vidste virkelig ikke om jeg skulle tilgive ham eller on jeg skulle skride fra ham. inderst inde ville jeg løbe op til ham og græde i hans arme og tilgiv ham men ville han så kunne være mig utro igen? En to tre tåre gled langsomt ned af min kind. Mine tanker blev afbrudt- "godmorgen" sagde justin søvnigt. Jeg vidste ikke om jeg skulle sige go morgen, om justin så ville tro at det hele var fint?.

"Hør her Simone jeg er virkelig ked af det-" sagde justin.

"Hvad er du ked af?" Spurgte jeg imens tårerne gled ned af min kind. "At jeg har været sådan en idiot" sagde justin. "Hvorfor" spurgte jeg. "Jeg ved det virkelig ikke" sagde justin. En tåre faldt ned fra Justins kind. "Jeg ved ikke hvad jeg skal sige" sagde jeg. "Vil du ikke nok tilgive mig?" Spurgte justin imens en til tåre faldt ned af hans kind. "Jeg ved det ikke" mumlede jeg. "Jeg sad herhjemme hver aften og ventede på du kom hjem og så viser det sig at du bare har gået rundt og haft det sjovt med en pige" sagde jeg. Tårerne fik frit løb. "Jeg ved det godt" sagde justin hulkende. "Vil du ikke nok tilgive mig?" Spurgte justin hulkende. "Du er det bedste der er sket i mit liv og så har jeg været sådan en idiot...." Sagde justin. "Jeg er ved at miste det bedste i mit liv" sagde justin hulkende. Jeg stillede mig op af sofaen og løb hen imod justin. Vi græd begge to. Justin åbnede armene og jeg løb hen i armene på ham. "Du er tilgivet" hviskede jeg imens vi begge græd......,

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...