Sjælevenner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 2 feb. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
57Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Ej, Enya. Ham forsangeren er da bare overhovedet ikke pæn …” min, søde, dejlige, fuldstændig-fantastiske veninde kigger Ann-Sophia kigger misbilligende på mig over sin kaffe latte. Det er endnu en solrig vinterdag. En ganske almindelig dag, faktisk. Jeg stod op hos min far klokken 06:00. Lavede de styrke- og smidighedsøvelser, som min træner havde pålagt mig (Endnu en del af at være en lille, velpoleret skødeshund i et overklasse samfund. En privat træner. Højeste mode kan jeg godt sige jer). Tog i skole. Fik fri. Gik på café med veninderne. Nu er jeg så i færd med at prøve at forklare, eller måske nærmere undskylde, for min utilgiveligt dårlige musiksmag, hvilket vil sige min forkærlighed for rock/punk/metal. Jeg kan godt lide bublegum-pop. Det kan jeg virkelig. Men sommetider bliver det bare lidt ensformigt. ”Ja, Enya. Jeg mener helt ærligt, det er jo ikke lige frem Justin Bieber eller sådan noget, vel?” min anden veninde, Susan, ser forarget på mig, da jeg prøver at forklare, at det jo da vel ikke kun er det det handler om. Hvad hvis jeg bare godt kan lide musikken? ”Ham den lyshårede fra England er heller ikke værst” lyder det stille fra den tredje i vores flok, Kaya, og jeg smiler. Mine veninder er nu engang noget særligt. De diskuterer livligt, og jeg bliver revet med i diskussionen. Til sidst beslutter de, at den eneste kur for min dårlige musiksmag er en shoppetur. Jeg protester højlydt, men kun for sjov – jeg er lige så klar på en omgang powershopping, som de er.  Der er da heller ingen nåde, så jeg overgiver mig og lover at give smoothies i centeret.

 

Efter centeret tager jeg toget ind til min mor. Et øjeblik står jeg på pladsen med weekendtasken hængende over skulderen og nyder solen, inden jeg tager turen op ad trappen og indfinder min plads i lejligheden. Jeg nynner stille med på sangen, der kører i mine høretelefoner. Så bliver min musik afbrudt, da en sms tikker ind. Jeg fisker min mobil op ad lommen og skærmen lyser op. 3 nye beskeder. Den første er fra Ann-Sophie; Savner dig. Jeg smiler, vi har været adskilt i mindre end en time, og svarer hurtigt tilbage. Der er også en fra min telefonsvarer (suk – hvad skal man bruge dem til? Findes der overhovedet mennesker, der lytter til den??? Ja, jeg gør i hvert fald ikke!), og så til sidst en fra min mor; Er takeaway i orden? Gider ikke lave aftensmad. Jeg beslutter mig for at gå i grønthandleren på hjørnet og købe et par samosas, jeg kan overraske hende med, mest fordi jeg synes, butikken er så hyggelig.

                      Inde i butikken spiller der en eller anden form for folkemusik. Jeg stiller mig i kø og står i mine egne tanker, men kan ikke frigøre mig fra en snigende fornemmelse af at blive betragtet. Jeg snurrer rundt og ser et par af gadens unger stå og hviske. En af de større, en pige omkring de tolv-tretten puffer til en mindre dreng, der godt kunne være hendes bror. Jeg smiler venligt til dem, men de gengælder ikke mit smil. Pigen siger noget vredt på et sprog jeg ikke forstår. Drengen nikker, og pigen smiler. Jeg trækker ligegyldigt på skuldrene og vender mig mod disken, hvor en ældre, lavstammet dame med et tørklæde om hovedet smiler til mig. Jeg køber mine samosas uden at kigge mere på børnene. Det var jo nok ikke mig de kiggede på.

Ude på gaden ringer min mobil. Jeg stopper op og tager den med mit sædvanlige ”Hallo?”. Idet samme opdager en lille hånd har listet sig ned i min lomme. Jeg snurrer lynhurtigt rundt og griber ham om håndleddet.

 - ”Hvad tror du, at du foretager dig?” hvæser jeg mellem sammenbidte tænder. ”

 - Ikke noget!” stammer han, men jeg kigger ham direkte i øjnene, og han tier, ude af stand til at lyve mig for mig.

Det var da altid noget. Jeg kigger nærmere på ham. Han ser ikke ud til at vær mere end omkring de otte. Med et suk går det op for mig, at det er drengen fra grønthandleren. Han er sikkert blevet presset af sin søster og ved ikke bedre. Men det er nu ikke en undskyldning. ”Hør her” siger jeg, og gør mit bedste for at lyde bare en lille smule venlig, selvom jeg endnu en gang væmmes dybt ved det miljø, jeg befinder mig i. Kald mig bare en elendig overklassetøs af en milionær-datter, men den slags bliver man altså ikke udsat for hjemme. Der har de fleste jo nok også en årsindtægt på med mere end xxx, men helt ærligt. Lommetyveri er simpelthen bare for lavt. ”Det er forkert at stjæle, forstår du det?” siger jeg, og væmmes pludselig ved lyden af de ord, der kommer ud af min mund. Du godeste, jeg lyder jo som en eller anden form for prædikende, overklasse eller ej. Lige om lidt kommer jeg vel også til at slutte min moralprædiken med et ’amen’. Ungen kigger på mig med store, blanke øjne. Han har måske nok prøvet at stjæle, men værre er det vel ikke. Nu har han fået en lærestreg, og forhåbentlig gentager det sig ikke lige foreløbig.  Jeg giver slip på hans tynde underarm, og han løber tilbage til de andre børn.

Jeg vender mig om og opdager, at en af drengene fra i formiddags – ham med det sorte hår og de grønne øjne - står lænet opad væggen bag mig. Hans grønne øjne er hårde. Han bider sig i læben, og ja, han ser faktisk utrolig godt ud, som han står der, men jeg ignorerer ham alligevel. Sådan en arrogant cityboy skal fandme ikke få lov at tro, at han er noget, bare fordi han … Nej, jeg stopper der, for jeg har rent faktisk en kæreste. Eller hvad man nu kan kalde Chris. Mit forsøg på at ignorere ham mislykkes under alle omstændigheder totalt, da han åbner munden. ”Ved du hvad? Jeg tror faktisk, at han har mere brug for de penge end du har” siger han, og der er en kølig undertone af misbilligelse i hans stemme. Følelsen af irritation afløses af en følelse af total forurettelse. Jeg mener hvad? Er jeg nu blevet den onde, fordi jeg ikke vil hav min pung stjålet? Helt ærligt, hvad er det her for et sted? Jeg skuler til ham og vender mig for at gå mod min trappeopgang ...  Men hans næste kommentar får mig alligevel til at stoppe op. ”Tror du virkelig, de gør de for sjov?”. Kan det tænkes, at han har ret? Har drengen virkelig ingen anden udvej, end at stjæle? Jeg kigger mig over skulderen, men han er allerede forsvunden i mængden er travle mennesker. På hjørnet står børnene stadig, og pigen sender mig et hadefuldt, men alligevel skræmt blik. Da jeg kigger på hende begynder hendes blik at flakke, og hun kigger væk. Først nu går det op for mig, hvor løst hendes bluse hænger omkring hende. ”Så skulle da også”, hvisler jeg mellem tænderne, trækker min pung opad lommen og går med faste skridt hen mod børneflokken. ”Second thoughts” siger jeg (og hvorfor ordene kommer ud på engelsk, ved jeg ikke … Måske bare, fordi det klinger hundrede gange bedre, end det ville have gjort på dansk, hvem ved … ) og griber drengens hånd samtidig med at jeg vender bunden i vejret på min pung. Mønterne falder ned i hans hånd med en klirren. Drengen står med store øjne og hans læber bevæger sig lydløst. Heller ikke de andre børn siger noget. Jeg vender mig uden et ord og trasker gennem sneen hen imod porten uden at kigge mig tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...