Sjælevenner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 2 feb. 2014
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
58Visninger
AA

2. Kapitel 1

Da jeg går ned ad gaden skærer sollyset mig i øjnene. Lyset reflekteres i utallige butiksvinduer. Overalt lyder skrig, råb og snak. Gamle, børn og voksne fylder gaderne med liv i de tidlige morgentimer. Om 12 timer vil her atter være affolket, og dem med mere lyssky affærer vil komme frem. Men som jeg går her i sollyset er der fredeligt.
Jeg føler jeg hjemme her, selvom jeg ved, at jeg ikke hører rigtigt til.  Her er alle af forskellige oprindelse, alle med en historie at fortælle. Som jeg går her, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvad der ligger bag deres facader. Hvorfor er de her? Hvordan er menneskerne i deres liv, og hvem er de egentlig? Og gad vide, hvad de mon ser, når de kigger på mig? En lille, lyshåret pige? Mørke, alvorsfulde grønne øjne? Jeg drejer ind på den lille gade, jeg kender så godt. Åbner porten. Mine ben finder selv vejen op af trappen. Døren er ikke låst – det er den aldrig. Jeg åbner den, og den velkendte atmosfære omslutter mig. Et øjeblik har jeg lyst til at give efter. Lægge mig ned på det bløde gulvtæppe, lade tårerne få frit løb, give slip. Skrige hans navn, skrige, at jeg vil have ham tilbage. Men jeg gør det ikke. I stedet går jeg fattet ind, og henter, hvad jeg kom efter. Kun en enkelt tåre baner sig vej ned over min kind. Jeg tørrer den ikke væk. 

Ni timer senere sidder jeg hjemme med lektierne spredt ud på bordet foran mig. Ikke at det nytter. Jeg får ikke lavet noget. Lærerne ved det godt. Min mor har fortalt dem, at jeg har mistet et nærtstående familiemedlem. Jeg lod bare som ingenting, det var ikke helt løgn, hvad hun sagde. De var meget forstående, lærerne, ønskede vel kun det bedste for deres stjerneelev, som de sagde. Der er vel visse privilegier ved at få topkarakterer i stort set alle fag, går jeg ud fra. Jeg klapper bogen foran mig sammen. Samler papirerne i en pæn stabel. Hvis alt havde været, som det plejede, ville min dørklokke kime nu. Angel? Wanna go? Jeg kan høre hans stemme i mit hoved, og mine læber former et smil. Tænk, hvis han så mig nu. Han ville sige, at hvis jeg skulle tude, så hørte jeg ikke til her.  Mit blik falder på hans skrivemaskine, som han lod mig passe på, da … Da det skete. Automatisk rækker jeg ud og fisker det farvebånd, jeg hentede i hans lejlighed i morges, op ad tasken. Jeg sætter det i med maskinagtige bevægelser.  Et øjeblik tøver jeg. Lukker øjnene. Så begynder ordene i mit hoved at forme en historie.  Vores historie.

 

Det er en almindelig eftermiddag, for snart fire år siden. Solen skinner, jeg er på vej over pladsen hen til den lejlighed, hvor min mor netop er flyttet ind. En gruppe piger med afbleget hår og malede øjne står og fniser på hjørnet. På trappestenen ved en lukket dør, der for øvrigt er overmalet med graffiti, sidder en mand og ryger. Jeg ignorerer dem, præcis som de ignorerer mig. På dette tidspunkt har jeg vel sagtens boet her et par måneder… Har næsten, men også kun næsten, vænnet mig til larmen og de mange mennesker. Jeg putter mine høretelefoner bedre i ørerne, og sætter kurs mod porten.

Da jeg når porten lyder der råb, og jeg er en sort bil køre forbi i fuld fart, så sneen sprøjter. Manden, den forsøger at ramme, når lige akkurat op på fortovet. Jeg ryster skræmt på hovedet og skynder mig gennem porten. Hvad i al verden jeg dog foretager mig her?  Jeg går op ad trappen, stadig uvidende om, at jeg om få måneder vil være en del af den verden.

I lejligheden lugter der stadig af maling. Min mor kommer mig i møde og skal til at give mig et knus, da hun kommer i tanke om, at hun har maling på tøjet. I stedet vinker hun og stryger en lys hårtot om bag det ene øre. Da hun vender sig for at fortsætte med at male vindueskarmen safirblå, kan jeg ikke lade være med at betragte hende. Hun er smuk, går det op for mig. Veltrænet og med langt, næsten hvidt, hår. Lyseblå øjne, der matcher farven på hendes negle. Hun har smilerynker omkring øjnene og markerede kæber, der vidner om stædighed og evnen til altid at få sin vilje. Ligesom mig. Jeg smiler. Som hun står der, er hendes blik koncentreret, og hun bider sig let i læben uden at være klar over det. Jeg lister ind på mit værelse, sætter min taske i hjørnet og smider mig på sengen. Ligger og stirrer op i loftet og lader tankerne vandre. Jeg kan høre hende, min mor altså, nynne ude fra køkkenet. Hun er speciel, min mor, men hun er også enormt sej. Hun kan klatre og dykke. Hun spiller violin og har set det meste af verden på sine rejser rundt om jorden. Og så hun er ikke bange for noget. Hun er også en smule sindssyg, tænker jeg.  Småskør, men på den gode måde. Engang besluttede hun, at vi skulle på hundetur over Antarktis sammen. Min far smilede, som han plejede at gøre, når hun kom med sine mest vanvittige forslag. Sagde noget om, at vejret ikke var så godt på denne årstid. Så lod vi emnet falde. Som altid.

Hun kommer fra en familie af forretningsmennesker, præcis ligesom min far. Det var vist nok sådan de mødtes. Men i modsætning til min regelrette, velpolerede far, der er et typisk billede på den klassiske businessman med sit stålgrå jakkesæt og sine mange penge, er min mor alt andet en snobbet. Hun er frisk, og ja… Livfuld. ”Enya? Enya!” Min mors kalden river mig ud af mine tanker. ”Hvaaaad?” råber jeg tilbage og sætter mig langsomt op.
 - ”Vi har ikke nogle kartofler!” lyder svaret.
 - ”Og? Vil du gerne have at jeg køber ind?” Jeg svinger benene ud af sengen og står op velvidende, at det er det, hun vil.
 - ”Og persille mangler vi minsandten også!”.
Jeg smiler. ”Jeg er gået!” råber jeg og trasker ud i gangen og finder mine grønne converse frem. Snupper min pung og mine nøgler og smutter ud af døren.

 

En bjælde ringler, da jeg træder ind gennem døren i den lokale grønthandel. Der lyder en lystig summen af stemmer, og jeg indånder duften af de mange forskellige krydderier, der blander sig med lugten af nybagt naanbrød fra pizzariaet overfor. Her ligger savsmuld på gulvet, og der er varer på hylderne, som strækker sig fra gulv til loft. Manden bag disken hilser venligt.
                      Da jeg fem minutter senere træder ud af butikken igen, er jeg nær blevet væltet af et par unger, som kommer løbende forbi. Jeg kender dem godt; det vil sige, jeg har ikke talt med dem, men de er der altid. Hænger omkring på pladsen, eller drikker sodavand i den lokale butik. De er vel omkring 12-13 år gamle. Mørkt hår og mørklødede, de fleste af dem i hvert fald. Jeg går ned ad gaden, og har pludselig ikke rigtig lyst til at gå op i lejligheden igen. Vintersolen skinner fra en klar himmel, og en let vind tager fat i mit hår. Det føles dejligt, selvom jeg ved, at det bliver filtret og fuldstændig umuligt at rede ud når jeg kommer op – men lige nu er jeg lige glad. Sneen reflekterer sollyset, og får alt til at se smukt og fredfyldt ud. Frosten bider mig i kinderne, og kulden får mig til at gyse, men solen varmer min hud, og jeg nyder det.

Efter at have været oppe at aflevere grønsagerne, går jeg ned i parken, der ligger kun et par gader fra vores lejlighed. Min yndlingsbænk befinder sig under et stort egetræ, der ligger dejlig afsides i den ene ende af parken, og jeg går tit derned for at tænke, når jeg har brug for fred og ro.  Jeg er på vej tilbage over pladsen, da ungerne kommer tilbage igen. Jeg smiler til dem, mest fordi jeg er i godt humør, og sætter så kurs mod den lokale café. Opad husmuren står et par drenge, som ser ud til at være et par år ældre end jeg selv er. De har sorte jakker på, hvilket jeg synes, får dem til at minde om sorte fugle i den hvide sne, og flere af dem har halvlangt, eller ligefrem skulderlangt, hår. Hjemme har de fleste deres kortklippet. Da jeg går forbi, peger den ene af dem på mig. Han har store, brune øjne, og hans lyse hår er tilfældigt strøget til siden. Han smiler skævt, og siger noget, jeg ikke kan høre. Så vender en af dem, der står med ryggen til sig om. Hans sorte hår står lettere pjusket ud til siderne, og uden at tænke over det kører han en hånd igennem det. Et par snefnug glimter og sætter sig i de sorte lokker. Hans lysende grønne øjne fanger mine og blinker. De andre griner højt, og slår ham på skulderen. Jeg smiler, mest fordi der er noget næsten hypnotiserende over hans øjne, der gør, jeg ikke kan lade være, for hvad fanden sker der egentlig for, at en fremmed fyr står og blinker til mig? Hvad i al verden tror han bilder han sig ind? En tredje af drengene, en mørklødet fyr, der minder mig om en kat, siger noget til den sorthårede med de grønne øjne. Jeg kan ikke helt høre, hvad han siger, men opfanger ordene ”lyshåret”, ”drøm” og ”engel”. Hvad fanden snakker de om? Jeg har allerede besluttet mig for at ignorere dem en anden gang og skynder mig hen mod caféen. Det var anden gang den dag, at jeg tog fejl. Godt og grundigt fejl. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...