Who are you? 1D

Diana får sommerferie. Men denne sommer bliver hendes liv vendt op og ned. Kærlighed, sorger, tryghed og et helt nyt liv venter hende. Men går det nu også helt glat?...

2Likes
3Kommentarer
97Visninger
AA

2. ikke forlad mig!

"Jeg er sulten" sagde jeg bare sådan ud i det blå. Det fik drengene til at se mærkeligt på mig, selv Louis. "Ja, undskyld. Men nu er det ligesom to personer der skal spise af samme mund ikke.." Sagde jeg så. De grinte bare af mig. "Pas på. Jeg får altså mange humørsvingninger for tiden" sagde jeg lidt fornærmet. De grinte blot mere. "Her, du kan få noget af mig" sagde Niall, mens han rakte mig noget mad. Drengene så mærkeligt på ham. "Skal du ligge an på min pige?" Spurgte Louis. "Hvordan skulle han gøre det?" Spurgte jeg, mens jeg tog imod det mad Niall rakte mig. "Når Niall deler sin mad med en pige, ved vi at hun er speciel" sagde Zayn så. Jeg så op på Niall, som havde fået en smule farve i kinderne. "Nuurh Niall. Hvor sødt" sagde jeg. Louis hoppede stadig rundt. Jeg smilte mens jeg rystede på hovedet, inden jeg rejste mig. Jeg gik hen til ham og lagde hænderne på hans skuldre, hvilket fik ham til stoppe med at hoppe og se på mig. "Slap lige af ikke. Du har brug for den energi på scenen. Du kan hoppe senere" sagde jeg inden jeg vendte mig om og satte mig ned ved siden af Harry igen. Louis lavede et sadface men satte sig ned igen. Jeg sendte ham et stort smil, som fortalte ham at jeg var 'tilfreds'. "Wow.. Hvordan gjorde du det?" Spurgte en overrasket Harry. "Hvad mener du?" Spurgte jeg. "Ingen har nogensinde fået Louis til at slappe af, når han først var oppe at køre.. Og slet ikke så hurtigt" sagde Liam så. "Virkelig?" Spurgte jeg med et løftet øjenbryn. Zayn og Liam nikkede bekræftende. "Ehh.. Det er vel godt?.." Sagde jeg bare. Harry nikkede langsomt uden at flytte blikket fra Louis som sad helt roligt. "Luus" sagde Lux. Vi grinte alle sammen, mens hun gik hen til Louis. Han løftede hende op, og begyndte at kilde hende lidt. Hun grinte vildt meget. "Drenge. I skal på.. Oh hey Diana" sagde en kvinde. Drengene nikkede og rejste sig. "Hej" svarede jeg bare tilbage. Louis rakte mig Lux med et smil, og jeg tog hende hurtigt. Louis kyssede mig hurtigt inden han gik med de andre. "Kan du vinke til Louis?" Sagde jeg til Lux. Louis så sig hurtigt tilbage med et smil, da Lux vinkede. Han sendte mig et luftkys inden han forlod os i rummet. Kvinden fra før kom hen til mig. "Det var vel ikke sådan at jeg kunne få en autograf til min datter? Hun er vildt stor fan af dig" sagde hun. "Selvfølgelig kan du det" sagde jeg, mens jeg satte Lux ned, og rejste mig op. Jeg fik skrevet en autograf til hende. "Her" sagde jeg. Hun takkede og var ved at gå ud af rummet. "Oh, vent lige" sagde jeg. Hun stoppede og vendte sig om igen. Jeg fandt nogle billetter frem fra min taske. Backstage-pas faktisk. Jeg rakte hende dem med et smil. Hun kiggede ned på dem, og fik store øjne. "Det behøver du altså ikke.." Sagde hun hurtigt. Jeg nikkede. "Det er en gave" sagde jeg. Hun nikkede så. "Mange tak.. Hun bliver ellevild" sagde hun, inden hun forlod rummet. Lidt efter kom Louise ind, og løftede Lux op. "Det er en dejlig datter du har dig der" sagde jeg. Hun smilte stort. "Tak. Hun er min engel" sagde hun så, mens hun kom over til mig. "Du skal glæde dig til den dag du får din egen" sagde hun med et stort smil, mens hun satte sig ned på en stol. "Det gør jeg også. Der er kun otte måneder tilbage, så.." Sagde jeg. Louise kiggede op på mig med store øjne. "Er du gravid?" Spurgte hun. Jeg nikkede med et kæmpe smil om læben. "Åårh. Tillykke. Så det vil sige at Louis skal være far?" Sagde hun. "Tak, og ja. Du skulle næsten have set ham da jeg fortalte det. Han hoppede rundt herinde" sagde jeg. Hun grinte lidt. "Så var han vel ikke til at stoppe igen" sagde hun lidt efter. "Jo, faktisk bad jeg ham om at gemme energien til han skulle på scenen, så han satte sig ned og slappede af i stedet" sagde jeg. "Wow. Det har jeg aldrig kunnet få ham til" sagde hun med halvstore øjne.

1 time efter:

Jeg havde snakket meget med Louise, og sat lidt med Lux mens drengene var i gang med koncerten. "Jeg henter lige min vand" sagde jeg til Louise, som nikkede. Jeg gik hen til min taske, og begyndte at lede efter vandet. Jeg åbnede den, og vendte mig om. "Fuck!" Sagde jeg, og kom til at spilde vand ud over Louis som stod lige foran mig. "Ejjj.. Diana.." Sagde han grinende. "Ja, det var da dig der gav mig et chok" sagde jeg endnu mere grinende. Jeg kiggede i smug ned på min vandflaske. Der var næsten ikke noget tilbage. Jeg så igen op på Louis. Han skulle til at kysse mig, da jeg hældte vandet i hans hår. Han stoppede sine bevægelser, og så 'surt' på mig. Jeg grinte, inden jeg satte i løb væk fra Louis. Han halede ind på mig, og løftede mig op. Jeg grinte endnu mere. Han smed mig i den ene sofa, og gik over efter noget vand. Jeg grinte blot mere og mere. Harry satte sig i den anden ende af sofaen. "Hvad sker der for dig?" Spurgte han. "Kra.. Kramper.. Hahaha" grinte jeg. Han løftede det ene øjenbryn. Jeg pegede på Louis, som kom gående med helt vådt hår. Han havde en kande vand i hånden. Jeg gemte mig bag Harry, så det gik ud over ham. Louis hældte vandet ud over ham, hvilket gjorde at han selv kom til at grine. "Louisss!" Udbrød Harry. Jeg rejste mig fra sofaen, og kyssede den våde Louis. Han trak mig tættere på ham, og jeg kunne mærke at jeg blev våd af hans bluse. Jeg fik endnu et grineflip og måtte trække mig væk fra ham igen. Jeg grinte så meget at mine ben gav efter under mig. Jeg endte med at ligge på gulvet, med kramper i maven og tårerne ud af øjnene på grund af at jeg grinte så meget. Louis stod bare og kiggede på mig med et løftet øjenbryn, og Harry så forvirret ud, mens han fik skiftet bluse. Jeg stoppede lidt efter med at grine, og det efterlod kramper og tårer. Zayn kom ind. "Hey, hvad laver du dernede?" spurgte han. Han så mine tårer, og nærmest løb hen til mig. "Hvad sker der lige her?" Spurgte han, med et bekymret ansigtsudtryk. "Grineflip" svarede Louis med et grin. Zayn rømmede sig kort. Han troede at der var noget galt. Det fik mig til endnu en gang at begynde på et grineflip. Liam og Niall kom ind ad døren. "Hvad laver i? Hvorfor er i våde?" Spurgte Niall. "La.. Lang historie" grinte jeg. De satte sig alle fem i sofaen, og så blot ned på mig. Jeg flippede stadig, det var ligesom om at jeg kunne grine over alt, men jeg kunne ikke stoppe igen. "Det kan næppe være så sjovt.." Sagde Liam. Niall klappede Louis på ryggen. "Tillykke med det kammerat. Hvis de der humørsvingninger bliver ved i flere måneder, så får jeg vidst også et grineflip" sagde han. Alle grinte, og Louise og Lux så mærkeligt på os alle sammen. Louise rystede lidt på hovedet med et smil. "Teenagere" sagde hun idet hun forlod rummet. Lux kom gående hen til mig, men hun faldt. Heldigvis landede hun blødt på min mave. Jeg satte mig op og begyndte at kilde hende, så hun grinte helt vildt meget. Jeg stoppede selv med at grine, men stadig lidt. Louis rodede i mit hår. "Ej Louis stop" sagde jeg. Han blev ved. "Louis!" Sagde jeg lidt hårdere. Han blev stadig ved. "Louis, stop nu når jeg siger det til dig" sagde jeg med en lidt for hård stemme, mens jeg så gnavent på ham. Alle drengene så overrasket på mig. "Øhm.. Okay.. Så undskyld" sagde en forvirret Louis. Jeg rystede på hovedet og gik ud af rummet. Jeg nærmest smækkede døren efter mig. Jeg kunne dog stadig høre drengene snakke. "Hahaha Louis.. Det kaldes humørsvingninger" grinte Liam. "Det skal nok blive sjovt" sagde Louis, men han lød ikke for glad. Døren blev åbnet, men jeg kiggede ikke på personen. Døren blev lukket igen, og personen kom hen til mig. Harry. Han satte sig ned ved siden af mig. "Hey.. Er du okay?" Spurgte han, som den fantastiske bror han var. Jeg ved ikke hvorfor, men tårer begyndte at forlade mine øjne. Jeg prøvede febrilsk at tørre tårerne væk, men Harry så det. Han vendte mit hoved, så jeg var tvunget til at se ham i øjnene. "Hvad er der galt?" Spurgte han. "Det ved jeg ikke..." Sagde jeg lavt. Han lagde armene om mig. Ingen af os sagde noget, indtil Louis kom ud. Jeg skulle til at se ned så han ikke ville se tårerne, men han så det. Harry slap grebet om mig. Han så bekymret på mig, inden han rejste sig og forsvandt ind i rummet igen. Louis satte sig ned ved mig. "Hey.. Hvad er der galt?" Spurgte han, mens han fjernede tårerne på mine kinder. "Jeg ved det ikke.." Sagde jeg blot, mens flere tårer erstattede dem Louis havde fjernet. Han lagde armene om mig. "Du griner som en sindssyg, så bliver du sur og nu græder du, men du ved ikke hvorfor?" Sagde han undrende. Jeg nikkede blot som svar. "Kom. Vil du ikke med ind til de andre igen?" Spurgte han. Jeg nikkede lidt tøvende, mens jeg tørrede tårerne væk. Heldigvis havde jeg ikke taget mascara på idag. Louis åbnede døren, og lod mig komme ind først. Jeg gik tøvende derind. Harry så bekymret på mig, mens de andre så undrende ud. Louis fik lukket døren, og indhentede mig på vej hen mod sofaen. Der var ikke nogen der sagde noget overhovedet. Jeg satte mig ned, og af en eller anden grund skulle tårerne begynde igen. Jeg gemte hurtigt mig ansigt i Louis skulder, for at skjule det for de andre. Han lagde armene om mig. Jeg kunne nærmest mærke de andres blikke i nakken. Jeg lod bare tårerne passere. "Er du okay?" Spurgte Zayn. Jeg svarede ikke. Jeg følte mig ond ved ikke at svare, men jeg vidste også at hvis jeg snakkede, ville jeg nok bryde helt sammen. Selvom jeg ikke vidste hvad jeg græd for. Louis trak sig fra mig, hvilket afslørede for de andre at jeg græd. Jeg gjorde dog ingenting, da de jo havde set det. Jeg tørrede hurtigt tårerne væk, og heldigvis stoppede de. Troede jeg. De fortsatte... Liam åbnede munden. "Ikke spørg hvorfor. Jeg ved det ikke" afbrød jeg. "Ved du ikke hvorfor du græder?" Spurgte Niall med et løftet øjenbryn. Jeg rystede på hovedet. "Jeg ved det overhovedet ikke" halvgrinte jeg, mens jeg igen tørrede tårerne væk. "Måske vi skulle komme hjemad" sagde Harry efter lidt stilhed. Han så dog stadig lidt bekymret på mig.

Jeg vågnede langsomt op. Drengene sad og snakkede sammen, og damn mit hoved gjorde ondt. Vi var stadig i bilen på vej hjem. Jeg sad lænet op af Louis. Jeg havde det faktisk ikke så forfærdelig godt. Kender i ikke det hvor man føler man skal kaste op, uden egentlig at skulle det? Og at have ondt i maven på samme tid. Wow. Det var faktisk næsten som kramper i min mave. Jeg prøvede ikke at vise det for de andre. Jeg begyndte at ryste lidt, men jeg kunne ikke stoppe det igen. Louis afbrød hans snakken for at se bekymret ned på mig. "Hvorfor ryster du sådan? Er du okay?" Spurgte han bekymret. Der blev pludselig helt stille fra de andre. "Jeg har det fint.." Sagde jeg, og prøvede at få det til at lyde som om jeg faktisk havde det fint. "Sikker?" Spurgte han. Jeg nikkede, men jeg rystede stadig. Jeg lukkede øjnene, for at se om jeg kunne sove igen, men jeg havde det for dårligt til det. Derfor lod jeg som om jeg sov hele vejen hjem. Da bilen stoppede, vækkede Louis mig. Eller det gjorde han jo ikke. Jeg sov jo ikke, men jeg lod som om jeg blev vågnet af ham. "Vi er hjemme nu" sagde han. De andre drenge var allerede kommet ud af bilen. "Kommer du?" Spurgte han, da jeg ikke rykkede på mig. Jeg nikkede, og rykkede på mig, så jeg kunne komme ud. Men det gjorde bare endnu mere ondt i min mave, da jeg rykkede på mig. Det fik mig næsten til at afsløre mig selv. Jeg rejste mig op da jeg kom ud af bilen, og det gjorde virkelig ondt. Jeg klemte øjnene lidt sammen. "Er der noget galt?" Spurgte Louis. Jeg svarede ikke, det gjorde for ondt. "Diana?" Sagde han. Jeg nikkede. Han tog min hånd. "Er du okay?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet, og åbnede øjnene lidt igen. Lige foran mig stod Louis med et bekymret udtryk. "Hvad er der galt?" Spurgte han bekymret. "Jeg har det ikke særlig godt" sagde jeg med en lidt skrøbelig stemme. Han lagde armene om mig, da et par tårer forlod mine øjne. Jeg havde det som om jeg kunne kaste op hvert sekund, men jeg skulle ikke kaste op. Og det føltes som om mit hoved kunne springe. Han trak sig fra mig igen. "Kom" sagde han. Jeg begyndte at gå, men det gjorde for ondt. Jeg stoppede igen. Louis vendte sig om mod mig. "Kommer du ikke?" Spurgte han så. Jeg rystede på hovedet. "Jeg kan ikke" sagde jeg. Han så undrende på mig. "Jeg har det virkelig ikke godt Louis" sagde jeg, på renden til at græde, fordi jeg havde det så dårligt. Han lagde hurtigt armene om mig, og aede mig på ryggen. Lidt efter trak han sig fra mig, og så meget bekymret på mig. Han løftede mig op, hvilket ikke ligefrem var smertefrit. Jeg skar tænder. "Undskyld.." Sagde Louis hurtigt, mens han begyndte at gå med mig. Tårer begyndte at samle sig i mine øjne, men jeg blinkede dem væk. De andre var for længst kommet ind i lejligheden. De andre skulle være her i Harry og Louis lejlighed i et par timer før de tog hjem. Det plejede de at gøre når de havde haft koncert. Louis fik mig ind i lejligheden. Han bar mig ind i stuen og satte mig ned ved siden af Harry, i den ene sofa. De andre drenge så undrende på os. Jeg kiggede ikke på nogen af dem. Harry var smart nok til at kunne se at jeg ikke havde det ret godt. Han lagde en hånd på min pande, men jeg sagde ikke noget til det. Jeg havde slet ikke energi til at kæmpe imod. Det plejer jeg ellers altid at gøre selvom jeg er syg. Men jeg lod ham gøre det. Lidt efter fjernede han hånden igen, og så meget bekymret på mig. "Okay.. Du har det vidst ikke ret godt.. Og så er du brandvarm" Sagde Harry bekymret. Jeg kiggede ikke op. Louis lagde også en hånd på min pande. "Wow.. Du er meget varm" sagde han bekymret. Harry rejste sig, og sendte mig et bekymret ansigtsudtryk inden han gik ud af stuen. Louis løftede mig igen op, men jeg lod ham gøre det. Jeg gemte bare mit hoved i hans bryst. Han begyndte at gå ind på hans værelse, og lagde mig forsigtigt i sengen. Han lagde dynen over mig. Jeg kiggede ham ikke i øjnene. Han satte sig i siden af sengen, hvorefter han aede min kind lidt. Vi fik øjenkontakt, indtil Harry kom ind. Han rakte Louis et eller andet, hvorefter han gik igen. Inden han lukkede døren sendte han endnu en gang et bekymret blik i retning af mig. Louis placerede et termometer i min mund. Jeg lå bare der, mens Louis så bekymret på mig. Lidt efter tog han termometret ud af min mund igen. "Fuck.." Næsten hviskede han, men jeg kunne høre det. Jeg lod dog som ingenting. "Jeg er tilbage om lidt" sagde han, idet han rejste sig og forsvandt. Jeg kunne mærke at svedperler begyndte at glide ned af min pande. Jeg havde det også virkelig varmt. Min hår klistrede til min pande, men det irriterede mig ikke ret meget. Jeg vendte mig om på siden i håb om at det ville hjælpe på min mave. Men det gjorde det ikke. Det gjorde det faktisk bare værre. Jeg satte mig op istedet, og bøjede mig let forover. Det var lidt bedre end før. Jeg følte igen at jeg skulle kaste op, men der var ingenting der kom op. Louis kom ind igen, og kom ret hurtigt hen til mig igen. "Diana.. Du burde ligge dig ned igen" sagde han. Jeg rystede blot på hovedet. Tårer forlod mine øjne, idet Harry kom ind af døren i en så høj fart at man skulle tro at han løb for livet. Han satte sig på hug foran mig, og fik mig til at se ind i hans grønne øjne. Han tog min hånd. "Er du okay?" Jeg rystede på hovedet. Louis forlod værelset da Harry gav tegn til det. Harry satte sig derefter hvor Louis før sad. Han lagde armene om mig. Flere tårer forlod mine øjne. "Din temperatur er alt for høj Diana" sagde han, mens han prøvede at fjerne mit hår fra min pande. Jeg gemte mit hoved i hans bryst. "Jeg har det også forfærdeligt" sagde jeg med rystende stemme. Han trak sig lidt fra mig, og så bekymret på mig. "Jeg synes du skal være inde ved os andre, hvis det bliver værre" sagde han..

Jeg lå op af Louis, og med benene oven på Harry. De insisterede på at jeg skulle ligge sådan. Jeg havde fået det værre, og trak vejret tungere og tungere. Drengene sad og snakkede, men så en gang imellem bekymret på mig. Jeg prøvede flere gange på at falde i søvn, men det lykkedes ikke. Louis begyndte at ae min arm lidt, hvilket hjalp mig til at falde i søvn, men jeg vågnede efter kort tid. "Skal vi ikke have lidt mad. Jeg er ved at dø af sult" sagde Niall. Selvfølgelig, den madelsker. Men det gav mig faktisk endnu mere kvalme at han snakkede om mad. Problemet var bare at der ingenting var at kaste op. Jeg åbnede mine øjne, blot for at se Louis og Harry's blikke vendt mod mig, mens Niall gik ud i køkkenet sammen med Liam og Zayn. "Har du det bedre?" Spurgte Harry bekymret og håbefuldt. Jeg måtte skuffe ham. Jeg rystede på hovedet. Louis lagde som tidligere sin hånd på min pande. Jeg kunne ikke se hans ansigt, men jeg tror han lavede et eller andet tegn til Harry. Harry så tilbage ned på mig, men han så ikke længere bekymret ud. Nærmere bange. Jeg sendte ham et undrende blik, hvilket fik ham til at kigge væk. Han rejste sig lidt hurtigt og gik ud i køkkenet til de andre. "Du brænder som en sindssyg" sagde en bekymret Louis. Jeg svarede ikke på det. Jeg lukkede øjnene igen.

"Diana..". Jeg vågnede langsomt op. Foran mig sad Harry på hug, mens de andre var bagved ham. Louis sad dog stadig ved mig. Urghh.. Nu skulle jeg virkelig kaste op. Jeg sprang op fra sofaen, og styrtede ud på toilettet. Jeg kastede op, en hel del faktisk. Det efterlod virkelig mange smerter i min mave. Det gjorde så ondt så jeg endte med at ligge på gulvet, helt krummet sammen. Tårerne gled ned af mine kinder, og jeg krummede mig endnu mere sammen. "Diana!" Lød det fra Zayn. Han kom hurtigt hen til mig. Han lagde en hånd på min kind, og prøvede at berolige mig. Det hjalp bare ikke. Kort efter kom de andre ind. Harry og Louis kom rigtig hurtigt hen til mig. Jeg begyndte at hulke lidt. Harry trak mig op i hans favn, og trøstede mig. "Hvad er der galt?" Hviskede han i mit øre. "Min mave.." Sagde jeg blot mellem hulkene. Han strammede grebet om mig, og Louis forsvandt ud af badeværelset. Lidt efter kom han tilbage igen, og gav mig en pille og noget vand. Jeg fik den hurtigt slugt.

10 min. Efter:

Smerterne var næsten forsvundet igen, og jeg havde fået det meget bedre. Jeg trak mig væk fra Harry. "Har du det bedre?" Spurgte han. Jeg nikkede, mens Louis hjalp mig op at stå igen. Louis lagde hånden på min pande endnu en gang. Jeg havde fået det meget bedre. "Du er ikke så varm mere" sagde han lettet, mens han lagde armene om mig. Jeg gemte mit hoved i hans bryst. De andre forlod badeværelset, men vi blev stående. "Jeg var så bange for at der skulle ske et eller andet med dig med den temperatur" sagde han. Jeg sagde ingenting, men nød bare at stå trygt i armene på ham. Vi blev stående i et stykke tid, til Zayn kom ud. "Kommer i eller hvad?" Spurgte han. Jeg gjorde ingenting. Louis trak sig lidt fra mig. "Kom" sagde han. Jeg havde egentlig lyst til bare at stå i armene på ham, men jeg gik med. Der stod pizza på bordet, og de andre var igang med at spise. Vi satte os ned. Jeg var den eneste der ikke spiste noget. Jeg sad bare og hang. Louis så bekymret på mig. "Kom her" sagde han. Jeg rejste mig og gik hen til ham. Han sad i den anden sofa. Han gav tegn til at jeg skulle sætte mig på ham, så det gjorde jeg. Jeg lagde mit hoved på hans skulder, mens han spiste videre. Han aede mig på armen imens. Jeg havde det bedre end før ja, men stadig ikke helt. Så altså, jeg havde det stadig lidt dårligt. Louis kyssede min pande. "Skal du ikke have noget at spise?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet. "Jo, kom nu. Spis nu noget" sagde han. Jeg rystede endnu en gang på hovedet, og gemte mit hoved i hans bryst. Han sukkede lidt, inden han lagde armen om mig, og aede mig lidt på ryggen.

Jeg vågnede ved at Louis bar mig op fra sofaen. "Undskyld.. Bare sov videre" sagde han. Jeg lukkede øjnene igen, men slog dem hurtigt op igen. "Er de andre her stadig?" Spurgte jeg hurtigt. "De skal til at gå nu" sagde han. Jeg gispede. "Sæt mig ned så" sagde jeg. Han grinte, men satte mig så ned. Han tog min hånd, og fulgte mig ud i gangen. De var igang med at tage sko på. Jeg lagde armene om Zayn bagfra, så han fik et chok. Han vendte sig hurtigt om. "Diana? Sov du ikke?" Spurgte han. Jeg kiggede anklagende over på Louis, hvilket Zayn forstod. Han grinte lidt. Han slog armene om mig. "Lov mig nu at du får det bedre ikke?" Sagde han. Jeg nikkede, da han trak sig fra mig igen. Som jeg havde gjordt ved Zayn, slog Niall armene om mig bagfra. Jeg vendte mig om, og lagde armene om ham. "Gruppekram!" Udbrød Harry. Lidt efter stod vi alle i en cirkel med armene om hinanden. Jeg blev næsten klemt imellem dem. "Hey drenge.. I kvæler mig" sagde jeg grinende. De trak sig væk igen. Jeg hoppede op på ryggen af Liam, og han tog hurtigt fat i mig, for at jeg ikke skulle falde ned. "Ok.. Er du ude på at skade mig eller hvad?" Spurgte han for sjov. "Nej. Jeg har det bare sjovt" sagde jeg, mens jeg prøvede at klemme et grin inde. "Og tydeligvis bedre" tilføjede Harry, som virkede glad over det. Jeg nikkede hurtigt. Faktisk, selvom det lige nu virkede som om jeg havde det bedre, så havde jeg det egentlig stadig dårligt. Jeg skjulte det bare lige mens Harry så det. Han hader når der sker et eller andet med mig. Men det er vel kun godt at jeg har en beskyttende bror. Jeg hoppede ned fra Liam igen, og gav ham et knus. "Hey du er stadig.." Jeg afbrød ham ved at ryste på hovedet, og nikke over mod Harry. Han nikkede lidt, men så ikke glad ud da han nu vidste at jeg stadig ikke havde det godt. Jeg så rundt på de andre for at se om de havde hørt og set det. Louis stod med et lidt undrende blik, mens han så på mig. Jeg sukkede, og gav ham to-sekunder tegnet. Han nikkede. Jeg fik sagt farvel til Niall, Liam og Zayn, og gik så ind på Louis værelse. Jeg vidste at han var lige bag mig, og det blev bekræftet da jeg hørte døren blive lukket bag mig. Jeg fjernede facaden, og vendte mig om. Han åbnede munden, men nåede ikke at sige noget. "Ja Louis.. Jeg har det stadig dårligt" sagde jeg bare. "Hvorfor..." Jeg afbrød ham. "Fordi Harry hader det" sagde jeg. "Han skal da ikke tro at du har det bedre hvis du ikke har det" sagde han, mens han var på vej ud for at sige det til Harry. Jeg greb fat om hans håndled, hvilket fik ham til at stoppe og vende sig om igen. "Lad nu være med at sige det til ham Louis" sagde jeg bedende. Han sukkede lidt. "Alt for dig Teddy. Men hvis du får det dårligere igen, så får han det altså at vide" sagde han så. Jeg nikkede, og plantede et kys på hans kind.

Jeg satte glasset fra mig på bordet. "Godmorgen" sagde Harry med en hæs stemme. Jeg vendte mig om for at møde et meget mat blik. Jeg løftede det ene øjenbryn. "Godmorgen.." Sagde jeg lidt tøvende. Han kom gående hen til vasken og tog noget at drikke. "Er du syg?" Spurgte jeg. "Ja.. Jeg tror du har smittet mig.." Sagde han langsomt. Han havde bare det mest matte blik jeg nogensinde har set. Hans øjne manglede den der gnist der normalt er i dem. Jeg kom til at grine lidt. Han så anklagende på mig. "Sorry.. Men hvis det er tilfældet skal du ikke nyde noget af det" sagde jeg mens jeg placerede mig selv på køkkenbordet. Han så dumt på mig. "Hvem nyder i det hele taget at være syg?" Sagde han. Jeg prøvede at klemme et grin inde. "Ingen.. Men specielt heller ikke dig" sagde jeg. "Hvad sker der herinde? og hvad er det der er så sjovt?" Spurgte Louis. Jeg blev ved med at kigge på Harry's matte blik. "Harry er vidst syg nu" sagde jeg, stadig mens jeg prøvede at gemme grinet væk. "Han er nok ikke den eneste så. Jeg tror du har smittet os" sagde han. Harry vendte sig om om så på Louis. Han havde også et meget mat blik, og lidt halvblanke øjne. Jeg hoppede ned fra bordet, og gik ud af køkkenet. Jeg stoppede dog i døren, og vendte mig om så jeg kunne se dem. "Ja.. Jeg vil tage i byen.. I må hygge jer" sagde jeg. De nikkede. "Skal du efterlade to lækre drenge for at tage i byen?" Spurgte Louis. Jeg kiggede hen på Harry med lidt afsky. "Jaah... Eller bare en lækker dreng. Den anden må så være en normal dreng" sagde jeg for sjov inden jeg vendte mig om og gik. Jeg gik ind på Louis værelse og fik noget tøj på. Jeg gik ind i stuen for at få mine penge, da jeg så at både Harry og Louis lå i sofaen. De så begge ud som om de havde det vildt dårligt. Jeg tog min mobil op af lommen og gik igen ind på Louis værelse. Jeg ringede op. "Ja" blev der sagt. "Liam, relax. Det er mig Diana. Jeg er ikke en sindssyg fan. Remember?" Sagde jeg. "Ehh faktisk ja. Så husker jeg at du skreg da du..". Jeg afbrød ham. "Liam.. Hold mund". Jeg kunne høre ham grine i baggrunden. "Whatever" sagde jeg mens jeg rullede med øjnene. "Har du tid idag?" Spurgte jeg. "Ehh.. Ja. Hvorfor da?" Spurgte han. "I need you here" sagde jeg. "Harry og Louis er begge syge nu" fortsatte jeg. "Hvorfor skal jeg komme hvis du er der?" Spurgte han forvirret. "Fordi jeg gerne vil ned i byen" sagde jeg. Han sukkede. "Piger.." Sagde han, hvilket fik mig til at grine. "Fint, jeg kommer. Er der om 10" sagde han. "Tak Limse" sagde jeg inden jeg lagde på. Jeg satte mig i sofaen inde ved de andre. "Skulle du ikke i byen?" Spurgte Harry. Jeg nikkede. "Limse kommer herhen om lidt" sagde jeg. Louis daskede mig på skulderen. "Hey, hvad skulle det til for?" Spurgte jeg med et grin i stemmen. "Det var for at få Liam til at komme" sagde han, lige idet døren til lejligheden blev åbnet. "Hav det godt drenge" sagde jeg idet jeg forsvandt ud i gangen. "Hej Limse" sagde jeg og gav ham et kort knus. "Hej. Er de i stuen?" Jeg nikkede hurtigt. "Vi ses" sagde jeg, inden jeg lukkede døren efter mig.

30 min. Efter:

"Må jeg ikke få et billede?" Spurgte en pige. "Selvfølgelig må du det" sagde jeg, mens jeg lavede et sjovt ansigt sammen med hende foran hendes mobil. Det var meget sjovt at få en masse mennesker til at blive mega glade, fordi de havde mødt mig. "Mange tak" sagde den nu meget glade pige. Jeg smilte til hende, inden jeg gik videre. Jeg satte solbrillerne ned foran mine øjne. Lidt efter blev jeg prikket på skulderen. "Hey.. Du er Diana Styles ikke?" Spurgte en blond dreng. Jeg nikkede. "Kan jeg få en autograf?" Spurgte han. Jeg tøvede lidt, men nikkede så. Jeg skrev en til ham. Det var første gang at en dreng var kommet efter et billede eller en autograf. Jeg smilte lidt til ham, idet jeg rakte ham min autograf. Jeg gik lidt videre igen, til jeg besluttede mig for en lille pause i Starbucks. Der var en lidt lang kø, så jeg stilte mig bare der. Lidt efter kom en servitrice hen til mig. "Er.. Er du ikke Diana Styles?" Spurgte hun. "Kom. Du kan springe køen over" sagde hun med et smil. Jeg kiggede på de andre i køen. "Nej tak. Jeg vil ikke behandles anderledes i forhold til andre" sagde jeg. Hun så forbløffet på mig, hvilket alle dem i køen også gjorde. Servitricen nikkede og gik videre. En ung dreng der stod foran mig i køen vendte sig om. "Kan.. Kan jeg få en autograf" spurgte han. "Selvfølgelig" svarede jeg med et smil. Jeg fik hurtigt skrevet en til ham, mens mine armbånd klirrede om mit håndled. Jeg rakte ham den, og han smilte vildt meget. "Tak" sagde han. Jeg smilte tilbage.

20 min. Efter:

En masse papparazi's havde fundet ud af at jeg var i byen, så de var kommet hen til mig. Jeg satte blot mine solbriller på, og gik videre. "Jeg besvarer ingen spørgsmål" sagde jeg, mens jeg var på vej ind i en butik. De gik ikke med ind i butikken hvilket var ret heldigt for mig. Jeg købte en masse tøj derinde. Da jeg skulle til at gå ud af butikken igen stod der en hel flok af mennesker, så jeg ringede en af mine bodyguards op. Han kom først efter 10 min. Men han var effektiv, så jeg klagede ikke. Jeg valgte bare at jeg ville direkte hjem, så han fik mig igennem alle menneskerne og skaffede mig en taxi. Jeg gav ham hurtigt hånden og takkede ham, inden jeg satte mig ind.

15 min. Efter:

"Jeg er tilbage" sagde jeg. Jeg fik mine sko af og gik ind i stuen. Louis så surt på mig, og forlod stuen meget hurtigt. Jeg blev bare stående. "Hvad er der med ham?" Spurgte jeg. Liam fandt sin mobil frem, og rodede med den. Lidt efter vendte han den om så jeg kunne se det. Det var et billede af mig der åbenbart kyssede en eller anden random dreng. "Det er da ikke..". "Nej. Det er ikke rigtigt. Det her er et redigeret billede, men Louis tror at det er rigtigt" afbrød Liam mig. Jeg sukkede og fandt min egen mobil frem. Jeg fandt billedet fra vores årsdag frem. Der stod jeg på præcis samme måde, og kyssede Louis. Der var bare en der havde redigeret det så det så ud som om jeg kyssede en anden. Jeg rullede med øjnene. "Åårh.. Jeg hader det her" sagde jeg inden jeg forsvandt ind på Louis værelse. Han lå i sengen og kastede en eller anden bold op i luften. "Louis hør her.. Det billede er redigeret". Han så ikke engang over på mig. Han sagde heller ingenting. "Se her" sagde jeg og kastede min mobil over til ham. Han tog den op, og fik store øjne. "Ej.. Undskyld.. Jeg troede det var rigtigt" sagde han, mens han rejste sig fra sengen. "Louis. Det er ikke første gang du tror på et redigeret billede" sagde jeg så. Han lagde armene om mig. "Louis. Hvis du elsker mig, må du altså stole på mig. Det kan godt være at du kommer til at se en masse billeder med mig sammen med en masse random drenge, men du er min Boobear" sagde jeg. "Hvorfor kommer jeg til at se billeder af dig med en masse drenge?" Spurgte han så. "Idag kom der en masse drenge hen for at få en autograf eller et billede. Nu er det ikke længere kun piger" sagde jeg. "Wow. Man er næsten helt misundelig. Vi har jo altid piger efter os" sagde han. "Det lød næsten som om du tænder på drenge" sagde jeg grinende. Han grinte også med. "Er du måske selv en dreng?" Spurgte han. "You say something" svarede jeg. Han trak sig fra mig, og skulle til at kysse mig. "Næh nej. Ikke når du er syg. Jeg har ikke lyst til at blive syg igen" sagde jeg, mens jeg gik et skridt bagud. "Hey.. Du kyssede mig da igår" sagde han med et sadface. "Ja. På kinden" svarede jeg. Så kyssede han mig på kinden. "Det var bedre" sagde jeg.

30 min. Senere:

"Gosh.. Hvad har du gjort ved mig?" Sagde Harry lavt, mens han tog sig til hovedet. "Undskyld.. Sådan havde jeg det da også igår" sagde jeg, mens jeg prøvede at klemme et grin inde. Jeg gik ind på facebook. Jeg havde faktisk ikke brugt facebook siden jeg flyttede til England. "Fuck..." Sagde jeg lavt. "Hvad?" Spurgte Louis mens han så på mig med et løftet øjenbryn. Jeg åbnede munden men sagde ingenting. Jeg stirrede bare på skærmen. Jeg havde 11908 venneanmodninger. Nogle havde endda lavet en profil, og lod som om de var mig. Louis så med på min mobil. "Wow.. Du er populær hvad?" Sagde han. Jeg nikkede, med en stadig åben mund. "Jeg kan jo ikke svare på alle dem" sagde jeg så. "Welcome to the hard life" sagde han så. "Hvornår tjekkede du den sidst?" Spurgte han. "Lige før vi tog afsted fra NY" sagde jeg. "Så det vil sige at du ikke har brugt Facebook i over et år?" Spurgte han. Jeg nikkede. "Ej Diana. Det gør bare at du får flere fans" sagde Harry. "I know" sagde jeg. "Hvad hedder i herinde?" Spurgte jeg. Louis begyndte at fnise lidt sammen med Harry. "Er du godt klar over at det kommer til at tage hundrede år at finde de rigtige profiler? Men fair nok. Kom med din mobil" sagde Louis. Han rodede lidt med den. Lidt efter gav han Harry den. Han tog længere tid om det. "Nå.. Så man er meget populær siden det tager så lang tid at finde sig selv" sagde jeg drillende. "Har du lige set hvor mange der lader som om de er mig?" Spurgte han. "Nej. Jeg tror ikke jeg har lyst til at se det" sagde jeg, mens Harry rakte mig min mobil. Lidt efter havde Louis allerede accepteret venneanmodningen på sin egen mobil. Jeg ændrede status til 'i et forhold med Louis Tomlinson'. Han accepterede det hurtigt, og så stod det på Facebook. Der gik ikke ret lang tid før der var en masse kommentarer. Jeg kiggede på nogen af de mange beskeder. Mange ville bare have at jeg skulle acceptere deres venneanmodninger. Andre hatede, men jeg ignorerede dem bare.

1 time efter:

Jeg havde siddet og accepteret en masse venneanmodninger. Jeg tror jeg havde nået lidt over 1000. "Nu gider jeg ikke mere" sagde jeg opgivende, mens jeg lagde min mobil på bordet. Louis og Harry grinte begge. Jeg skulle til at sige noget da min skærm lyste op. En eller anden ringede. Men der var intet navn. Jeg tog den alligevel. "Ja" sagde jeg. "OMG!!! ER DET DIG DIANA?" Blev der skreget ind i mit øre. Jeg fjernede hurtigt mobilen fra mit øre og lagde på. Jeg sad og stirrede på den. Jeg kunne ud af øjenkrogen se Louis og Harry se spørgende på mig. "I might need a new phone number" sagde jeg. De grinte. "Fan?" Spurgte Louis med et grin. "Jep.. Og jeg tror jeg er døv nu" sagde jeg. "Kender det kun for godt. Jeg tror jeg har måttet skifte nummer syv gange eller sådan noget" sagde Harry. Jeg så dumt på ham. "Det kan godt være at du er vant til det. Men det er sikkert altid piger der skriger ikke?" Sagde jeg. Han nikkede, med et lidt undrende ansigtsudtryk. "Har du nogensinde prøvet at en dreng skreg efter dig, for det er bare for mærkeligt" sagde jeg. Han løftede det ene øjenbryn. "Har du drengefans?" Spurgte han. Jeg klemte mine læber lidt sammen og nikkede...

2 måneder senere:

"Ej.. Nu gider jeg ikke mere" sagde jeg, idet jeg lagde controlleren fra mig. "Jo. Kom nu. Så kan du spille mod Louis istedet" sagde Harry. Jeg nikkede, og Harry rakte Louis styret. På en eller anden måde fik de mig til at spille Fifa med dem. "Kom her" sagde Louis. Han gav tegn til at jeg skulle sætte mig ned mellem hans ben, så det gjorde jeg. Han lagde armene om min mave, og jeg lænede mig op af ham. Sådan sad vi og spillede. "Fuck" sagde jeg, da Louis fik bolden fra mig og scorede. "Rolig.. Jeg er sikker på at du nok skal score på et eller andet tidspunkt" sagde han så. "Mmhhmm... Maybe" svarede jeg, mens jeg var dybt koncentreret om skærmen. Han scorede tre mål mere, og jeg havde stadig ikke scoret. "Din ged" sagde jeg. Lidt efter fik jeg fat i bolden og scorede. Derfra gik det meget godt. "Louis.. Spil normalt. Ikke lad mig vinde" sagde jeg. Han grinte lidt. "Det gør jeg heller ikke" sagde han grinende. Jeg vendte hovedet og så dumt på han. "Jo du gør. Jeg er ikke dum" sagde jeg. "Fint. Du vinder" sagde han. "Godt" sagde jeg og kyssede ham kort, inden jeg vendte blikket over mod skærmen igen. Derfra var han selvfølgelig den eneste der fik mål. Jeg rakte Harry styret. Han tog det hurtigt. Jeg rejste mig. "Spil bare videre. Jeg henter lige nogle snacks" sagde jeg. De nikkede, mens de var dybt koncentreret om spillet. Jeg gik ud i køkkenet, og gik hen til køleskabet. Jeg tog et æg ud, og gik ind i stuen igen. Jeg gik om bag ved Louis, og klaskede det ud i hans hår. Han stoppede alle hans bevægelser, og Harry grinte så meget at han faldt ned på gulvet af grin. Han var simpelthen flad af grin. Hahaha. Fik du den? Flad af grin.. Nej. Det er også ligemeget. Louis vendte langsomt hans hoved, og så indtrængende på mig. "Teddyyyyy!" Udbrød han. Jeg grinte så meget at jeg joinede Harry på gulvet. Hvis ikke jeg havde en halvrund mave lige nu, var jeg rullet rundt på gulvet til jeg ikke havde flere kræfter til det. Lidt efter begyndte han at kilde mig. Han trak sig pludselig fra mig. "Wow" sagde han. "Hvad?" Spurgte jeg. "Den.. Ehm" sagde han. "Sparkede?" Sagde jeg med et løftet øjenbryn. "Ja.. Hvordan..". Jeg afbrød ham. "Den er ligesom inde i min mave ikke" sagde jeg. "Det ville være lidt mærkeligt hvis jeg ikke kunne mærke det, men kun du kunne" sagde jeg grinende. "Ja okay..." Sagde han så. "Men nu vil jeg vaske det her ÆG ud af mit hår" sagde han. "Jeg vil med" sagde jeg flirtende. "Hmm.. Kun hvis jeg får lov til at klaske et æg ud på dig også" sagde han så. "Eller du kan få et kys" sagde jeg. Han sukkede. "Fint". Jeg smilte stort og kyssede ham så.

Få dage efter:

Jeg vågnede tidligt om morgenen med voldsomme smerter i maven. Jeg satte mig op og bøjede mig forover. Tårerne begyndte at trille ned af mine kinder, og jeg klemte mine øjne sammen. "Louis!" Fik jeg sagt. Han reagerede ikke. "Louis!" Sagde jeg lidt højere. Han åbnede langsomt øjnene. Da han så mig, kom han hurtigt op at sidde."hvad sker der?" Spurgte han panisk. "Det ved jeg ikke" sagde jeg. Jeg skar tænder og klemte endnu en gang øjnene sammen. Louis rejste sig hurtigt fra sengen og næsten løb ud af værelset. Jeg lagde armene om min mave, og bøjede mig mere forover. Tårerne landede på dynen, og jeg begyndte at hulke lidt. Jeg følte at der på en eller anden måde var noget galt, hvilket ikke gjorde det bedre. Før jeg vidste af det kom Louis tilbage med Harry i hælene. "Hvad sker der?" Spurgte Harry, mens han næsten løb hen til mig. Jeg rystede på hovedet. Jeg hulkede endnu mere. Harry tog min hånd og gav den et klem. "Kom nu Diana. Fortæl hvad der er galt" sagde han hurtigt. Louis stod bagved ham, og stod og så nervøst og bange på mig. "Jeg ved det ikke.." sagde jeg med gråd i stemmen. Da smerten igen tog til kom jeg til at klemme Harry's hånd meget hårdt. Han lagde armene om mig, hvilket fik mig til at slappe lidt af, men ikke ret meget. "Hvad mener du?" Spurgte han lavt. "Der er noget galt Harry.. Jeg kan mærke det" sagde jeg, inden jeg begyndte at hulke igen. Louis ansigtsudtryk ændrede sig hurtigt. Han vidste med det samme hvad jeg snakkede om. Lidt efter trak Harry sig fra mig. Han så panisk på mig. "Mener du at..". Jeg nikkede, før han var færdig med sætningen. Jeg bøjede mig igen forover, og klemte øjnene sammen. Harry sagde et eller andet til Louis. Louis nikkede og forsvandt ud af værelset, dog med tårer i øjnene. Idet flere tårer forlod mine øjne tog Harry igen fat i min hånd og gav den et klem. "Jeg er bange Harry" sagde jeg grædende. Han trak mig hen til ham, og jeg gemte mit hoved i hans bryst. "Det skal nok gå. Jeg er lige her" sagde han hurtigt. Det faktum at Harry holdte sig rimeligt rolig, gjorde også at jeg slappede mere af istedet for at panikke. Jeg så hen mod døren, hvor Liam, Zayn og Niall stod og så undrende ud. "Hvad sker der her?" Spurgte Niall undrende. Jeg sagde ingenting, men bed mig i læben for ikke at skrige af smerte. Smagen af blod spredte sig i min mund, hvilket fik mig til hurtigt at stoppe med at bide mig selv i læben. Harry havde som læst mine tanker. Han strammede grebet om mig, hvilket holdte mig fra direkte at skrige. "Hey.. Er der noget galt?" Spurgte Liam, da ingen af os svarede på Niall's spørgsmål. Jeg nikkede mens tårerne banede sig vej ned af mine kinder. Harry gav dem et tegn til at gå ud igen. De forsvandt hurtigt. Louis kom lidt efter tilbage, og rakte hurtigt Harry et eller andet. Harry slap min hånd, og forlod værelset. Louis kom hen til mig. Han lagde armene om mig. Han græd. Jeg havde aldrig set ham så sårbar før. "Kom.." Sagde han hurtigt, hvorefter han hjalp mig op. Jeg hulkede rigtig meget. Det gjorde virkelig ondt. Louis fik store øjne, og jeg kiggede hurtigt på det han kiggede på. Der var fyldt med blod i sengen hvor jeg før sad. Jeg så tilbage på Louis. Han kiggede direkte ind i mine øjne. Vi tænkte begge det samme. Det var ligesom om det hele pludselig gik i slowmotion. Jeg mærkede et jag i min mave, hvilket fik mine ben til at knække sammen under mig. Jeg endte nede på gulvet, og nåede at se Zayn og Harry løbe hen mod mig, inden det blev helt sort for mig...

Jeg vågnede op til en irriterende biplyd. Jeg hørte snøft og små hulk, hvilket fik mig til at dreje hovedet. Louis sad med hovedet i hænderne, med Zayn ved siden af sig. Zayn prøvede at snakke beroligende til Louis. Jeg fik selv tårer i øjnene da det hele vendte tilbage til mig. Harry kom grædende ind af døren. Han placerede sig selv ved siden af Louis. Zayn så kort hen på mig, og så tilbage på Louis igen. Pludselig stivnede han, og så hurtigt tilbage på mig igen. Han rejste sig hurtigt. "Diana" sagde han. Louis løftede hovedet fra hans hænder, og mødte mit blik. Han så forfærdelig ud. Harry rejste sig hurtigt fra sin plads, og kom hurtigt hen til mig. Han trak mig ind i et kram. Ingen sagde noget, så jeg valgte at bryde stilheden. "Hvad skete der?" Spurgte jeg, mens jeg trak mig væk fra Harry. Han så kort på mig, mens tårerne samlede sig i hans øjne. Han så hurtigt væk fra mig. Han så kort over på Louis som bare sad og så helt knust ud. Harry og Zayn forlod rummet uden et ord. Louis rejste sig lidt efter. Han kom hen til mig. Han satte sig på kanten af sengen, og brød fuldstændig sammen. Jeg lagde armene om ham og græd selv rigtig meget. "Vi mistede det" hviskede han med gråd i stemmen. Hele min verden braste sammen. Jeg vidste at Louis glædede sig så meget. Jeg glædede mig. Men nu var det hele ødelagt. Jeg strammede grebet om Louis, mens jeg også selv brød fuldstændig sammen. Jeg lukkede nærmest alt andet ude. Det eneste jeg kunne høre var min egen vejrtrækning og mit hjerte der bankede. Tankerne fløj igennem mit hoved. "Louis.. Du må ikke..". Han afbrød mig. "Jeg ville aldrig forlade dig" sagde han så bestemt han kunne. Jeg tror vi sad der med armene om hinanden i mere end en halv time, før nogen kom ind i rummet til os. Jeg kiggede hen mod døren. Tårerne blændede mit syn lidt, men jeg vidste at det var Harry, Niall, Zayn og Liam. Jeg blinkede tårerne væk så jeg bedre kunne se dem. Harry fangede mine øjne i hans. Han vidste det hele, og hans øjne var helt tomme for følelser. Der var ingen gnist i dem. Da tårer begyndte at forme sig i hans øjne, blinkede han blot så tårerne gled ned af hans kinder. Men han brød ikke øjenkontakten. Det var første gang han holdte øjenkontakten mens han græd. alt andet blev lukket ude. Det eneste jeg så var Harry's grønne øjne. Jeg hørte lidt mumlen ved siden af mig. Jeg afbrød øjenkontakten og så på Louis, som så bekymret på mig med tårer i øjnene. Der var ingen der sagde noget. Tårerne begyndte igen at trille ned af mine kinder, og jeg kiggede hurtigt ned. Harry kom hen til mig, og som den fantastiske bror han var, lagde han armene om mig. Jeg gemte mit hoved i hans skulder. Tårerne fortsatte blot. Jeg var for tom til at gøre noget. "Er du okay?" Spurgte Zayn bagved Harry. "Je.. Jeg vil bare hjem" sagde jeg tomt...

Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke spise noget nu. Ikke efter alt hvad der var sket..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...