Den mørke hemmelighed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 feb. 2014
  • Opdateret: 14 feb. 2014
  • Status: Igang
Historien handler om pigen Alyss. Hun har det ikke godt derhjemme, da hun er udsat for fysisk vold. Hendes forældre beslutter sig for, at sende hende hjem til hendes farmor. En ny verden åbner sig for Alyss.

5Likes
4Kommentarer
185Visninger
AA

1. Frihedens øjeblik

 

Jeg cyklede alt hvad jeg kunne. Det var ikke fordi jeg ville hjem, jeg ville bare af med min energi. Mærke mit hjerte hamre. Det føltes som om jeg fløj, som om jeg var helt fri. Det var en behagelig følelse. Der gik ikke lang tid, før jeg var hjemme. Uheldigvis.

Jeg trådte langsomt ind ad døren, så lydløst jeg kunne. Jeg ville helst ikke vække opsigt. Der var ingen hjemme, så jeg løb ind på mit værelse. I en hurtig bevægelse låste jeg min dør. Nu var jeg i sikkerhed. Jeg smed mig i sengen, og tænkte over livet.

Livet var egentlig noget mærkeligt noget, noget der ikke kunne sættes ord på. Hvad er livet? Hvorfor har vi fået livet? Store spørgsmål, til en stor verden.

Jeg fandt min bamse frem. Den var utrolig grim. Den havde mistet det ene øre, og var desuden helt snavset og slidt. Jeg holdt alligevel meget af den. Jeg ville ikke have en ny. Bamsen hed Bamse. Jeg ved godt, at det er et mærkeligt navn, men jeg var kun to år, da jeg navngav bamsen. Jeg vil ikke give den et nyt navn, det forvirrer den bare.

Bamse er den eneste, jeg kan snakke med om alt, min eneste ven. Uden Bamse ville jeg for længst have givet op. Jeg snakkede og legede med bamsen, som var jeg en lille pige. Midt i mine tanker hørte jeg en dør smække, jeg blev forskrækket, og fór op.

Jeg hørte min mor kalde på mig. Jeg låste min dør op, og løb hen til hende. Jeg vidste, at hvis jeg ikke kom hurtigt, ville hun slå mig. Jeg ved godt, det lyder mærkeligt, at jeg alligevel låser døren, men jeg føler mig bare mere i sikkerhed med låst dør.

"Du skal selv sørge for mad. Jeg spiser min egen mad nu"
"Men..." Jeg afbrød mig selv. Jeg blev nødt til at passe på med, hvad jeg sagde, hvis jeg ikke ville have en rød kind.
"Hvad sagde du?"
"Ikke noget"

Jeg løb ind på mit værelse og tog nogle penge. Jeg fandt en hundrede kroneseddel og løb ud af huset. Jeg tog min cykel, og gav mig til at cykle, så hurtigt jeg kunne. Jeg havde det, som om jeg flygtede fra min liv. Det var skønt.

Der gik et par minutter før jeg var ved en billig restaurant. Jeg bestilte en bakke pommesfrites, et stykke pizza og en cola. Der gik 15 minutter før maden kom. Jeg var virkelig sulten, selvom klokken kun var halv fem. Jeg nærmest slugte alt maden. Jeg ville ikke hjem, så da jeg var færdig betalte jeg, og gik derefter en tur.

Jeg lod min cykel stå og besluttede mig for at hente den igen senere. Det var efterår, så det var lidt koldt. Jeg pakkede mig godt ind i min tynde sommerjakke og gik en lang tur. Det var virkelig forfriskende.

___________________________________________________________________________

Der var et par kilometer hen til min cykel, men det gik hurtigt. Da jeg var henne ved min cykel, låste jeg den op. Jeg mærkede vinden i mit hår. Jeg var igen helt fri, og levende. Det her kunne jeg godt vende mig til, det var bare fantastisk.

Da jeg - uheldigvis - var hjemme, hørte jeg de gamle skændes. De råbte meget højt, så det var næsten ikke til at undgå. Jeg skyndte mig forbi dem, så det ikke ville gå udover mig. De opdagede mig dog, og gav mig hver en lussing.

Så gik de hver deres vej, uden så meget som at sige et ord. Jeg mærkede tårerne rende ned ad mine kinder. Jeg tørrede dem hurtigt væk, og løb ind på mit værelse. Alt var bare helt forfærdeligt. Jeg overvejede at stikke af, men hvorhen?

Pludselig hørte jeg fodtrin komme hen mod min dør. Jeg havde lyst til at gemme mig, men jeg vidste, det ikke hjalp noget. Bare tanken om flere lussinger gjorde ondt. Jeg så håndtaget blive revet ned, og min far trådte ind. Jeg kunne se, at han havde noget at sige, men han tøvede. Jeg kiggede bare på ham, og han kiggede på mig. Det føltes som om tiden stod stille.

"Hør her min pige. Mor og jeg kan ikke have dig mere. Vi har det svært for tiden, og det går udover dig. Vi har derfor aftalt at sende dig hen til din farmor. Du rejser på mandag."


Han sagde ikke mere, og jeg vidste, at jeg måtte sige noget. Jeg ville ikke hjem til farmor, så ville jeg hellere på et børnehjem eller bo alene i en grotte. Farmor var en meget fin og høflig dame, og hun ville have, at jeg skulle være ligesom hende. Der var bare et problem. Jeg ville ikke være en fin dame. Det var ikke mig, og det ville det aldrig blive. Jeg vidste, at jeg måtte sige noget, uanset hvor mange lussinger jeg ville få. Jeg måtte vel bare få det overstået.

"Jeg gider ikke hjem til farmor, kan I ikke bare sende mig på et børnehjem?"
"Nej! Det kan der ikke være tale om! Mor og jeg har lavet en aftale, og sådan bliver det! Forstået?!"

"Ja ja..." Jeg afbrød mig selv. Jeg ville ikke give dem den her, ikke denne gang. "Jeg mener fandeme nej! Jeg gør altid alt jeg får besked på, uden så meget som at sige et ord! Og alligevel får jeg en lussing! Så kan jeg ligeså godt gøre modstand. Hvis I vil af med mig, kan I da bare sende mig på et børnehjem! Så slipper både I og farmor for mig!"

Jeg var så vred og så stolt på samme tid. Jeg havde sagt min mening og var kommet af med noget af al den vrede, jeg bar på til daglig. Jeg gjorde mig klar til en lussing, men den kom ikke. I stedet fik jeg en knytnæve lige på næsen.

Det føltes som om min næse brækkede. Jeg mærkede noget trille ned af min næse. Jeg tørrede det af med mit ærme og så det var blod. Jeg mærkede tårerne stikke bag mine øjenlåg, men jeg ville ikke græde.

Den tilfredsstillelse ville jeg ikke give ham, som var min far. Jeg ville heller ikke løbe væk, jeg blev bare stående og så vredt på ham. Min far drejede om på hælen og gik uden at sige et ord. Jeg var helt alene. Jeg satte mig vredt ned, og hurtigt begyndte jeg at græde. Da jeg kom i tanke om at døren ikke var låst, skyndte jeg mig hen for at låse døren. De skulle ikke se mig sådan her.

Bagefter satte jeg mig ned på sengen igen og græd det sidste ud. Min næse gjorde utroligt ondt, og jeg som troede, at det ikke kunne blive være, hvis jeg sagde dem imod. Jeg tog virkelig meget fejl. Det her var langt værre.

Da jeg endelig blev færdig med at græde, listede jeg mig hen til badeværelset. Jeg ville ikke opdages. Jeg låste døren til badeværelset, og begyndte at rense min næse. Alt blodet og snottet skulle væk. Efter fem minutter, da jeg endelig havde fået det hele væk, hørte jeg min mor kalde. Jeg gik hen imod døren, men stoppede op. Jeg kiggede i spejlet, og så en grim pige.

Pigen havde en ødelagt næse, med blod på. Håret var helt filtret, og øjnene viste hendes sorg. Den pige var mig. Jeg gik hen imod min mor. Måske var det bedst at gøre, som der blev sagt, og så nøjes med et par lussinger?Jeg fik jo alligevel ikke noget ud af at gøre modstand.

"Gud hvad er der dog sket?", spurgte min mor.
"Ja, som om du ikke ved det" mumlede jeg stille.
"Hvad sagde du?"
"Ikke noget"
"Men hvad er der så sket? Har far fortalt dig...?"

Jeg skyndte mig at afbryde hende.

"Ja, det har han. Se hvad jeg fik ud af det".

Jeg pegede på min næse.

Jeg håbede, min mor ville se, at jeg fortjente at få det bedre. Det et bare svært at få andre til at respektere en, når man ikke engang respekterer sig selv.
Min mor smilede usikkert til mig.

"Nu ved du, hvorfor vi ikke kan have dig. Far og jeg har nogle... problemer. Det har aldrig været vores mening, at lade det gå ud over dig.
"Hvilke problemer? Vil I ikke nok fortælle mig noget?"

Jeg kunne se, at min mor skulle til at give mig en lussing, men hun afbrød sig selv igen. Hun prøvede at lade være, og det satte jeg virkelig pris på. Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om far.
"Det er ikke noget. Vil du ikke bare være sød at gå i seng?"

Hun sagde det så venligt, at jeg næsten ikke kunne sige nej...
"Men klokken er da kun fem, og jeg har ikke fået aftensmad?"
Jeg hørte min mave rumle, jeg var virkelig sulten.

"Hvad med at du ligger dig op i din seng. Så vil jeg komme med lidt aftensmad til dig lige om lidt"
Jeg blev virkelig overrasket. Jeg blev dog nødt til at vide en ting, før jeg blev alt for glad.
"Betaler du?"

Min mor grinte. Det var rart at se hende grine, og være helt afslappet. Jeg tror aldrig, jeg havde set min mor grine før. Det fik det til at kilde i maven.
"Ja det skal nok".

Så begyndte vi begge at grine. Jeg kunne slet ikke holde op, jeg var bare så glad. Jeg grinte så meget, at jeg fik helt ondt i maven. Det havde jeg aldrig prøvet før. Jeg havde hørt nogle snakke om det, men aldrig rigtig prøvet det selv. Det var en skøn fornemmelse, også selvom det gjorde ondt.

Da vi endelig holdt op med at grine, havde jeg virkelig ondt i maven.
"Jeg må nok hellere varme din mad. Jeg kommer op med noget til dig".
Min mor smilede, og vendte sig hurtigt om og gik. Jeg vidste, at jeg ville savne dette øjeblik på et tidspunkt. Jeg tog nattøj på og børstede mine tænder. Det føltes, som om jeg havde bobler i maven, det kildede.

Jeg lagde mig i min seng, og puttede mig ned under dynen. Jeg havde aldrig ligget så godt. Jeg lå et stykke tid og slappede af og tænkte over, hvad min mor havde sagt. Før jeg vidste af det, kom min mor ind med maden. Hun glemte at banke på, men jeg var ligeglad. Det duftede utroligt godt, og jeg vidste at jeg ville nyde dette måltid.
"Mmh, hvor dufter det bare godt mor".

Det var frikadeller med brun sovs og kartofler. Frikadellerne mindede mig om min barndom, før min mor og far fik "problemer".
"Nu må du hellere nyde det. I morgen kører jeg dig ud til farmor".
Jeg troede, at det var glemt. At jeg skulle blive her med min mor. Jeg kunne i det mindste være blevet sendt på børnehjem...

"Jeg troede... At jeg kunne blive her, og at du ville behandle mig bedre"
"Skat, du ved godt, du ikke kan blive her"
"Kan I så ikke bare sende mig på børnehjem?"
"Nu bliver det sådan, og det kan ikke ændres"

Hun gav mig en lussing og gik. Jeg begyndte at græde. Jeg havde det lige så godt, og så havde hun ødelagt det. Igen. Jeg spiste min mad færdig, mens jeg prøvede at nyde den. Det var bare lidt svært. Efter jeg havde spist, lagde jeg mig til at sove. Jeg var meget træt, og følte at jeg ville kunne sove hvor som helst. Pludselig blev alt sort, og jeg sov uden at drømme. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...