Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1833Visninger
AA

1. Truly, Madly, Deeply

Truly, Madly, Deeply


 

Ashley’s synsvinkel:

 

Jeg kiggede hen over mit skrivebord, og var en smule rystet over at se mængden af ‘planer’ der bare lå og flød der. Mit blik gled hen over resten af værelset. Nu gik det op for mig! Alle mine vægge var fyldt med ‘planer’ De var jo overalt. Jeg kiggede ned på papiret foran mig. Dér var det! Den endelige plan, som havde taget mig godt og vel et år at lave. På en måde var det lidt rørende… Og så på en måde fik jeg lyst til at flippe ud. Alle dem der havde tvivlet på mig! Ha! Min plan var fejlfri, og intet kunne stoppe mig nu… Altså bortset fra hvis Harry Styles pludselig led en voldsom og uforklarlig død, det ville muligvis gøre det hele lidt kompliceret/umuligt!

Jeg gned mine hænder mod hinanden, og dybt inde i mig selv kunne jeg mærke… en trang til at grine som en sindssyg, men jeg var jo lidt sindssyg (sagde nogen) så jeg grinede. Tænk at den lille pige som alle syntes var mærkelig, når hun sagde at hun en dag ville udrette noget stort. Dén pige havde rent faktisk skabt en komplet plan for at kidnappe selveste HARRY STYLES! Og I ved selvfølgeligg godt hvem Harry Styles er, ikke? I ved, krøllet hår, grønne øjne, One Direction, alle (og her understreger vi
alle) pigers crush.  Det ville sige, ikke mig, jeg var normal og faldt ABSOLUT ikke for den slags ting! Han er da en smule træls at se på, ikke? Han taler SÅ langsomt! Jeg fattede  bare ikke hvordan man kunne holde ud at høre på ham! Hvordan kan piger syntes at det slikhår er pænt? Seriøst, nogen gange sidder det som om han lige har været ude i en orkan! Han burde få det klippet… Og de bukser ER altså for stramme! Nej, nej, nej. Jeg havde stalket ham lidt, for det havde jo været nødvendigt, ellers havde jeg jo ikke kunnet lave min plan… Men det havde altså været ret hårdt for mig, for han er da en lidt træls person, som jeg mener at have nævnt før… Ikke? Jamen så understreger vi det én gang for alle- HARRY ER FORFÆRDELIG! Punktum, slut, basta. Nada changes!.

Nok om ham (for han er træls at tænke på). Hokus pokus Harry i fokus, som altid. Nej, vent, jeg laver sætningen om! Hokus pokus, Harry ud af fokus! Jeg er SÅ genial nogen gange! Nej, vent, jeg er altid genial. Hvor kom vi til? Nåja, min geniale, og jeg understreger
GENIALE plan, er endelig færdig, efter et års hårdt arbejde. Og det har faktisk været pænt hårdt, for som sagt har Harry været i fokus i al den tid, og det var hårdt for mig som person! Jeg kan godt sige jer, jeg var TRÆT af krøller! Men hvis min fantastiske plan lykkedes, som den ville gøre, ville hans forfjamskede krøller være væk for evigt! Man kunne jo eventuelt bruge et fladjern?

 

Oh god. Nu fik jeg bragt Harry i fokus IGEN! Undskyld, det er bare svært at lade være, når man har brugt et år på at udtænke hans “pludselige” forsvinden. Hokus pokus, Harry ud af fokus. (igen) Så, jeg lagde min plan ned i min tomme skuffe (oprydningen i den var kun sket på grund af dette formål, tro mig), og bevægede mig ud i køkkenet for at lave mig en kop te for at fejre færdiggørelsen af min brilliante plan. Ja, ikke at der ville være nogen at fejre den ‘med’. Jeg var jo sådan lidt en ‘forever alone’ agtig type... Men jeg havde da min halvdøve kat Henning. Det var da altid noget… Han kunne jo ikke tale, men altså... han lyttede altid til mig, så det var lidt win win. Ingen modsigelser fra ham, og det var noget der medførte Hennings popularitet hos mig!  Mine forældre… Ville nok ikke lide nogen nød over ikke at kende til min plan. Min plan… Snart ville det være SLUT med Harry og hans krøller i fokus! Snart ville han være MIN! Altså, ikke sådan som I tænker, men min som at jeg har magten over ham (og hans beundrere). Det ville blive en liflig tid! Jeg var sådan lidt lang væk i mine tanker, så lige pludselig skete der et mindre… ja, lad os kalde det et uheld. På en eller anden måde kom jeg til at vælte min liflige kop te ud over det nærmeste objekt, som desværre var Henning. Det tog han IKKE så pænt… Han blev chokeret, og hylede højt. Et øjeblik forestillede jeg mig at det var Harry... Tanken om at spilde skoldhed te på alles elskede Harry Styles forekom mig meget ! NEJ! Jeg er da dum! Jeg bringer hele tiden Harry (og de forfjamskede krøller) i fokus! Nej, nej, nej. Nu var jeg faktisk ved at blive ret træt af de forfjamskede krøller, der hele tiden var i mine tanker! Kunne de ikke bare komme ud af mit hoved?

Nå, tilbage til virkeligheden, for sådan en var der jo desværre… Henning var sprunget op på mit hoved, og havde haft et mindre ‘flip’ på mig. Nu lå han midlertidigt og skulede ondt på mig fra sit skjul under sofaen. Nu forholdt det sig desværre sådan, at han rent faktisk havde fået en mindre brandskade, og siden han var min kat, og min eneste ven. *SUK!* (det var pænt træls kun at have en halv døv kat som ven, men på den anden side var alle andre mennesker jo retarderede, så jeg kunne vel klare mig med en kat), var jeg nok nødt til at tage på dyreklinikken med ham… Eller hvad? Orkede jeg at bevæge mig for Hennings skyld? Han lignede ikke en, der ville sige “Tak for alle dine anstrengelser”. Så kunne det vel være ligemeget. Sikke et dilemma! Og jeg fik aldrig drukket min te færdig… Det var lige ved at være for meget for mig, det her. Haha, sådan måtte Harry have det hele tiden! STOP, var det lige (jeg nævner IKKE hans navn igen) krøltoppen igen? Nu gik det altså for vidt… Hvordan kan sådan en grim og dum dreng have hjernevasket en så meget!? Hey, måske er det dét, der gør at alle piger er dybt ‘forelsket’ i ham? Han er måske i virkeligheden et rumvæsen, der hjernevasker folk!? Jeg kunne se overskrifterne: Harry Styles afsløret! Ikke-menneskeligt væsen hjernevasker alle! (dog specielt piger af en eller anden MYSTISK grund) Nej, der var det ved at ske igen. “Tænk negative tanker!” Sagde jeg til mig selv. Henning kiggede forvirret på mig. Jeg rystede på hovedet. Hvis Henning ikke kunne forstå hvad jeg sagde, så var det altså VIRKELIG hans eget problem! Jeg havde LANGT større (og flere) problemer end ham.

 

Jeg havde ikke tid til at sidde her, og drikke resterne af den te (som Henning tog fra mig!) Jeg havde en meget genial plan, som skulle udføres!  Og det skulle altså ikke være i dag, at Henning fik set til den brandskade. Jeg havde en… ja… en krøltop der skulle kidnappes! Og det skulle være om… Jeg kiggede på mit ur (for sådan et havde jeg, right?). “Så for pokker!” Udbrød jeg. Hvis jeg skulle følge min plan (og DET kan jeg siger jer, at jeg skulle!), så skulle jeg afsted mod en lufthavn nu. Og det var ikke om 5 minutter, det var som sagt LIGE nu.

 

Jeg følte mig pænt stresset, for der var da helst ikke noget, der skulle gå galt allerede nu! Jeg havde en smule dårlig samvittighed over at efterlade Henning med den brandskade, men værre var det jo ikke. Måske min nabo kunne kigge til ham? Nej, jeg skulle nok ikke regne med at få meget hjælp fra Birthe. Den gamle dame, som altid klager over at jeg larmer. HUN skulle bare vide hvordan det var at være tvunget til at stalke Harry Styles ufrivilligt! Hun vidste da absolut intet om livets pinsler! Sådan nogen ting som forfjamskede krøller, slikhår og for mange fans var vel ikke ting som hun bekymrede sig om… Det var nok nærmere… Aj, vi skulle ikke ind på Birthes privatliv og holdninger nu, for så ville hele verden gå i stå, og det ville jo være træls. Jeg var klar over, at jeg VIRKELIG havde det hårdt! Og det var alt sammen Harrys skyld! Næsten… Altså, jeg kunne vel godt selv have gjort bare LIDT mere for at være normal, men hey, man vælger ikke selv sit liv, livet vælger én. Hovsa, der var jeg lige klog, hva! Og alt dette foregik inde i mit hoved, imens jeg lynhurtigt pakkede de få ting sammen, som ville blive nødvendige. Takket være min geniale plan, ville jeg få alt hvad jeg mere behøvede ovre i London, hvor mit mål befandt sig...

Ikke mere snik snak, eller tænkning? Jeg sagde farvel til Henning (det blev en kort afsked), og drønede ud af døren. Jeg følte mig i… godt humør? Jeg tænkte ikke på krøller, der var sådan en dejlig, afklaret ro i mit sind. Jeg havde en liflig plan, og hvis jeg bare fulgte den, ville jeg snart kunne bestemme, om Harry skulle have krøller ej, eller om han skulle klippes helt karse ligesom Liam var… Var det ikke Liam? Jeg er jo ikke fan, så bare hold den slags info ude af mit liv.. Muhahah! Jeg gad godt se alle de sindssyge (jeg er jo helt normal) fans ansigtsudtryk, hvis jeg gjorde det! Man fik da helt en liflig fornemmelse i maven! Eller også var det manglen på  morgenmad, der gjorde det… Jeg kunne godt spise en god skål blomkålsuppe! Den slags smagte bare så lifligt…

Jeg ringede efter en taxi (Offentlige transportmidler er ikke lige min kop te, og JA jeg savner stadig den kop te, som Henning tog fra mig), som kunne kører mig ud til lufthavnen. Der stank af en blanding af blomkålssuppe, (nam, nam) og sved, inde i taxa'en. Den fede mand ved rattet gloede underligt på mig. Måske på grund af min lidt specielle hårfarve. Det var sådan en liflig pangrød, som jeg syntes var pæn. Det var lige meget hvad andre tænkte... Hvis jeg ville have rødt hår, så fik jeg rødt hår! Eller måske var det på grund af min påklædning. Efter min mening var det normalt, men ja, andre mennesker har nogle retarderede meninger nogle gange.

”Må man have lov til at spørge hvor du skal af henne?” Spurgte manden bag rattet surt. Altså, måske var han ikke sur, det kunne jo også bare være hans stemme…

”Lufthavnen”, mumlede jeg. “Hvad sagde du?!” Fedt, han var ikke kun sur, men også døv. Jeg sukkede irriteret.

“LUFTHAVNEN!” Råbte jeg så. Manden rettede på sine briller, der var gledet ned over hans fede kartoffelnæse, mens han mumlede et eller andet. Jeg mindede mig selv om, at når jeg fik fat i Harry, skulle vi BESTEMT ikke tage med et offentligt transportmiddel. Det værste er metroer, der er altid klamme mænd, som står med armhulen lige ind i fjæset på en. Og der stinker altid… og så er der altid babyer der græder! Åh, hvor kan jeg SLET ikke klare babyer! Jeg skal ALDRIG have et barn! Det eneste der kommer ud af det, er en evig forpligtelse.

 

Efter en time i den lugtende taxa, var vi endelig ved lufthavnen. Jeg skyndte mig ud af taxaen, og var nær ved at glemme at betale. Eller, det vil sige, jeg ville egentlig helst slippe, for ærlig talt, man betaler også for god kundeservice, og det havde han ligesom ikke givet mig. Og tanken om mine hårdt opsparede penge i hans klamme, fede hånd, var ikke så rar.

Jeg hadede lufthavne. Der var simpelthen for mange mennesker… Og flere irriterende små babyer, som skriger. Og så alle dem, der bare maser sig forbi en, og lige husker at vælte de ting man står med, ud af hånden på en. Der var også de der højtalere, som blev ved med det der, “Gate 7 lukker nu, alle om bord på Flight 730” osv. Det var til at blive sindssyg af! Hov, vent. Hvilket fly var det nu lige jeg skulle med? Jeg rodede min gamle taske igennem, og tog min flybillet op. ”Åh nej!” Udbrød jeg forskrækket. JEG skulle med  Flight 730, og den gate jeg skulle igennem var ved at lukke! Så var der nok alligevel en god grund til, at de højtalere blev ved med at kævle… Jeg svang min taske om på ryggen igen, og styrtede afsted. Jeg masede mig igennem den store folkemængde, og kom til at vælte en lille pige, som selvfølgelig begyndte at hyle! *SUK*. Da jeg kom til gaten viste jeg mit pas, og mine billetter. Og så lukkede gaten bag mig. Det var lige på et hængende hår, for jeg var den allersidste, der kom igennem... Tænk hvis jeg ikke havde nået det?! Min geniale ville være blevet ødelagt, og jeg havde måtte lægge en helt ny! Det havde været en KÆMPE katastrofe! Jeg tænkte med gru på alle de timer, jeg havde villet være nødt til fortsat at stalke Harry… Godt jeg nåede det!

 

Da jeg havde ventet i en evighed, blev vi endelig lukket ud. Vi fulgte desperat efter en fra flypersonalet ind i flyet. Jeg lagde mærke til den lette regn, som gjorde mit røde hår fugtigt. Det var træls, for jeg hadede virkelig at have vådt hår! Efter lidt tid fandt jeg min plads. Til min store frygt, skulle jeg sidde ved siden af en dreng på 8-10 år! Noooo, hvorfor er gud altid imod mig?! Hvad har jeg gjort forkert? Jeg var da ved at redde verden fra at blive hjernevasket af ejeren af et par forfjamskede krøller! Tænkte jeg vredt. Sikke uretfærdigt livet kunne blive. Men det stoppede ikke dér, for lige efter jeg havde vendt mig til tanken om drengen på 8, kom der en pige, der lignede en baby, og satte sig ved siden af ham.

“Nej!” Udbrød jeg, og en stewardesse der netop kom forbi, bøjede sig ned over mig.

“Er du okay, min lille ven? Er det første gang du flyver? Det er helt okay at være nervøs”, sagde hun smilende til mig.

Jeg himlede med øjnene, og svarede, “Nej, er der andre pladser ledige?”

Stewardessen kiggede forvirret på mig, og så i det næste øjeblik meget bekymret ud. “Er der noget i vejen med dit sæde? Se her, jeg kigger lige på det”, mumlede hun, og satte sig på hug for at glo på mit sæde.

Jeg var ved at få et flip på hende…

“Det er okay!” Sagde jeg hurtigt, og prøvede at lyde venlig, selvom jeg ikke ved, om det lykkedes. Stewardessen kiggede forvirret op på mig.

“Men jeg syntes ellers, at du beklagede sig over din plads, min lille ven?” Spurgte hun forvirret. Jeg mærkede kontrollen over mit vredesudbrud vakle. Jeg var IKKE hendes lille ven! *Suk*

“Jeg bryder mig bare ikke om at sidde i den her side af flyet”, løj jeg. Hun sukkede, og kiggede sig omkring. “Men det er fint nok, jeg er bare lidt sippet” Jeg smilede igen med mit falske smil. Hun smilede tilbage, og vendte sig derefter om for at gå. Jeg gled tilbage i mit sæde, og sukkede dybt.

 

Og derefter troede jeg, at jeg måske kunne få lov til at slappe lidt af. Men nej, sådan skulle det åbenbart IKKE være!. Nu begyndte børnene foran mig, som jeg havde forudset det, at plapre løs. Jeg lukkede øjnene, og prøvede på at sove. Jeg var lige faldet i søvn, da min ellers så liflige drøm blev afbrudt af en skinger barnestemme.

“Du ser altså rigtigt dum ud når du sover” sagde stemmen. Jeg sukkede dybt. Tæl til ti, sagde jeg til mig selv. 1.. 2...3..

“Hey, du der! Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Du ser dum ud med lukkede øjne!” Råbte stemmen igen, denne gang direkte ind i mit øre.

Jeg åbnede rasende mine øjne, og vendte mig om. “Du ser dum ud når du er levende!” Hvæsede jeg arrigt.

“Mooar! Hende der mobber mig, og siger at jeg skal dø!” Råbte den lille møgunge.

Men enten hørte barnets forældre det ikke, eller også gad de simpelthen ikke gøre noget ved det. Men det gjorde stewardessen fra før. Hun kom straks farende… og så gik der et godt stykke tid før hun nåede frem, for hun var lidt fed, så det var meget svært for hende at komme igennem den smalle midtergang.

“Hoho”, grinte hun. “Hvad er det for en tumult, der er herovre?”

Jeg blev ved med at nedstirre den idiotiske unge, og lod være med at svare på spørgsmålet.

“Hende der med ild i håret, siger at jeg skal dø!” svarede møgungen, og begyndte at græde på den totalt gennemskuelige falsk måde. Men dum som hun var, hoppede stewardessen på den.

“Åh, det var træls… Se her, nu finder jeg et tæppe til dig, og så må du hellere sove lidt. Og så skal jeg nok snakke med den trælse pige!” Lovede hun. Jeg havde lyst til at hoppe af flyet, lige nu og her!

Da den irriterende stewardesse var kommet tilbage med tæppet, vendte hun sig om mod mig.

“Søde ven, jeg er SKUFFET over dig! JEG TROEDE VI HAVDE EN GOD CONNECTION, OG SÅ BEHANDLER DU DEN LILLE USKYLDIGE ENGEL PÅ DENNE MÅDE! DET KAN JEG SLET IKKE HÅNDTERE!” Sagde hun med en hulkende stemme.

 

Jeg havde spærret øjne og mund op, og kunne slet ikke fatte, at det her virkelig skete. Sikke en akavet situation, det var! En flok mennesker sad og stirrede på mig, som om jeg var en særling. Jeg havde lyst til at vise dem en powerpoint, og forklare hvert eneste punkt af denne scene. At det ikke var min skyld noget af det. Men som den hulkende stewardesse stod der og skabte sig hysterisk, var det lidt svært at komme til at forklare nogen noget som helst. Igen var jeg nødt til at tælle til ti, for ikke at sprænge i luften… Hvordan kunne alt gå så galt, når man bare prøvede at kidnappe en verdensberømt krøltop? Det var uretfærdigt! Og denne flyvetur skulle endda ikke vare særlig længe, for jeg skulle jo bare til London, hvilket var knapt tyve minutter med et fly!

 

En råbende (og spyttende) stemme afbrudte mine tanker.

“HØRER DU EFTER HVAD JEG SIGER TIL DIG!?” Jeg kiggede forvirret op.

“Hvad?” Spurgte jeg dumt. Hun lænede sig helt ned til mit øre, og råbte af sine lungers kraft:

“JEG SAGDE HØRER DU EFTER HVAD JEG SIGER?”

Jeg fokuserede på hendes personale-skilt. Der stod ‘Delores Herbig’ på.

“Undskyld mig, Delores. Jeg er virkelig ked af vores misforståelse. Men nu forholder det sig sådan, at det var det lille barn, der slog mig mens jeg sov!” Svarede jeg undskyldende.

Man kunne vel lige så godt gøre det lidt mere dramatisk, right? Delores kiggede forstående på mig.

“Min søde ven, det er jeg ked af… Vil du have en kop varm kakao?” Spurgte hun. Seriously, troede hun bare at hun kunne gøre det godt igen, bare ved at give mig kakao?! Her stoppede det!

“Nej tak”, svarede jeg nonchalant.

“Det er helt okay, du kalder bare, hvis der er noget!” Svarede hun smilende, og forsvandt. Jeg sukkede endnu en gang, og prøvede ENDNU engang at få mig en lur, indtil jeg opdagede, at der kun var fem minutter tilbage, før flyet skulle lande. Pyha! Jeg kunne da snart heller ikke rumme mere hurlumhej.

 

Flyet landede, og jeg fik endelig taget den afsked med Delores, som jeg LÆNGE havde set frem til. Hun vinkede til mig, og snøftede lidt, før hun pudsede næse med en ordentlig trutlyd, som kunne høres i hele lufthavnen. Sjovt nok stod ingen af hendes medarbejdere ved siden af hende...Den dame MÅTTE have en form for sygdom. Imens jeg spekulerede på hvad Delores mon fejlede gik jeg ud af flyet, og det lykkedes mig for en gangs skyld at ignorere alle de mennesker, der maste sig forbi mig.


Da jeg kom ud fra lufthavnsbygningen igen, færdig med alle de kedelige processer med pas, og kufferter og trættende reklamer, fik jeg en TRÆLS overraskelse, da jeg indså, at jeg var tvunget til at tage et offentligt transportmiddel for at komme hen til det sted, hvor jeg skulle kidnappe Harry. Jeg stod ude i regnen, og sukkede dybt. Det var hårdt, selv med en plan. Jeg troede at det ville gå som smurt, lige så snart jeg gik i gang. Men nææh, nej! Flere irriterende mennesker ventede sikkert på mig, kun ude på at sabotere min stadig geniale plan!

 

 

*************************************************************************************************************************Det var så første kapitel! I må rigtig gerne like og kommentere hvis I har nogen spørgsmål, eller måske idéer? Vi beklager, hvis der kommer til at gå lidt tid mellem de nye kapitler, men det er en smule svært at finde tid til at skrive <3

 

-emilie_stylez

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...