Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1823Visninger
AA

7. Through The Dark

Through The Dark

 

Ashley’s synsvinkel:

 

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle føle, og slet ikke hvad jeg skulle sige. Jeg var både lettet, men samtidig i chok. Det var bare så uvirkeligt... Harry stirrede tomt ud i luften, og var helt stille- modsat mig, der ikke kunne se noget for tårer.  Vi satte os tavse foran hinanden, og vi samlede begge vores tanker. Det var ét stort rod det hele! Hvad skulle der ske nu? Jeg havde mest af alt bare lyst til at løbe ud af døren, og lade Harry gå. Jeg var meget skuffet over mig selv - det var da helt ufatteligt efter alt hvad jeg havde måttet gå igennem, bare for at kidnappe ham. Men situationen var ligesom spidset til, og det var ikke længere bare en sindssyg leg. Det var ligesom gået op for mig, at det her var alvor! Jeg kunne ikke længere bare gøre som jeg havde lyst til, og det var en forfærdelig følelse. Jeg var en af de personer, som havde brug for meget stor frihed - både fysisk og psykisk.

 

Harry ville sige noget, men i stedet kom der bare en meget mærkelig lyd. Jeg måtte bide mig selv i kinden, for ikke at bryde ud i latter. Huha, humørsvingninger var bare noget af det værste! Men der var jo slet ikke noget at grine over. Det var nok bare sådan hele den akavede situation, som havde en… ja, man kunne vel kalde det en negativ påvirkning på mig. Jeg skævede igen over på Harry, og blev helt forskrækket over at se, at han havde fået tårer i øjnene. Skulle han nu også til at græde?

“Ashley, jeg er så ked af det!” Fik han sagt med en rystende stemme. Ked af hvad? Jeg kiggede forvirret på ham, og lagde hovedet på skrå. Harry snøftede, mens han fortsatte:

“Hvad skal vi dog gøre?! Vi kan umuligt tage os af et barn...” Det sidste sagde han med en grådkvalt stemme. Hvad havde han lige misforstået her?!

“Øh, Harry”, begyndte jeg, men så afbrød han mig.

“Du skal bare vide… at, hvad du end vælger… at gøre, så… respekterer jeg din beslutning” Gud bevares, nu begyndte han rent faktisk at græde. Tag dig dog sammen, du er jo voksen! Tænkte jeg, men Harry var ikke færdig med at spilde sine kloge ord på mig.

“Ash.. Jeg er verdensberømt, og jeg er virkelig bange for hvordan folk vil reagere, men jeg er sikker på at vi nok skal klare det! Hvad skal vi gøre? Vi er jo ikke engang kærester?” Spurgte Harry hulkende. Han kiggede for første gang på mig, og hans ellers flotte grønne øjne var helt røde. Nu måtte jeg stoppe ham, ellers endte det jo med at han fik et mentalt sammenbrud (hvilket han egentlig nok allerede havde fået!) Jeg rejste mig op, og kiggede direkte på ham.

“Harry - du har misforstået det her. Jeg græd af LETTELSE. Testen var NEGATIV!” Udbrød jeg. Harry stirrede tomt på mig, og ærlig talt tvivlede jeg stærkt på, at mine ord var trængt ind i hans tydeligvis overbelastede hjerne. Langsomt fik hans ansigt farve igen, og han fik sit gamle blik tilbage, selvom han ikke kunne skjule at han havde grædt....

“Så det du siger er… At du IKKE er gravid?” Han rødmede lidt, sikkert på grund af de ting han havde sagt. Jeg smilede, og nikkede. Han stønnede højt at lettelse, og hev mig ind til sig i et kram. Sådan stod vi længe, og det blev rimelig akavet til sidst, men det tog Harry sig ikke af. Jeg prøvede at trække mig væk, men Harry holdt mig fast, som om jeg var en slags livline til verden. Han vendte ansigtet imod mig, og kyssede mig forsigtigt. Han var sikkert bange for at jeg ville afvise ham, men det havde jeg ærlig talt ikke kræfter til, så for en gangs skyld lod jeg mig selv slappe af, og nyde øjeblikket. Hvad fanden lavede vi? Jeg havde lige været ved at blive gravid, og alligevel kunne vi ikke styre os?! Vi burde have lært den vigtige lektie, men næh nej, sådan skulle det ikke være. Den ene fare er ovre, og den anden melder sig straks. Hvad hedder det nu- fra asken og ind i ilden. For dette her var meget mere farligt- ihvertfald for mig. Hvis jeg først blev rigtig forelsket i Harry, så ville der ske langt mere uhyggelige ting… En film sprang frem i mit hoved, og jeg så mig selv løbe for livet, efterfulgt af en skrigende flok fans med pistoler, fakler, høtyve og guderne måtte vide hvad!

 

*****

 

Tilbage til de andre drenge fra One Direction.

 

“Såøøøhhh, nogen der har hørt noget fra Harry?” Spurgte Niall henkastet, og kiggede rundt på de andre drenge, der sad og var asociale med deres mobiler. De rystede på hovederne, og Niall tog sin egen mobil frem, og skulle lige til at sende en SMS til Harry.

“Synes I jeg skal skrive til ham?” Spurgte han igen. Zayn kiggede opgivende rundt på de andre, og rystede så på hovedet.

“Niall, hvis Harry vil noget, så skriver han... Han hygger sig nok”, mumlede Louis.

“Men vi skal på tour i næste måned, er I slet ikke bange for at han ikke kommer?” Fortsatte Niall, men det bekymrede åbenbart ikke de andre drenge.

 

“Haha, folk flipper over at jeg har fået Instagram!” Grinede Liam, og satte sig over til Zayn for at forklare ham det gode i at lægge selfies ud i tide og utide. Niall sukkede, og slog sig til tåls med, at Harry nok skulle dukke op en eller anden dag. Måske havde han bare brug for en lille pause?

“Hmm, nå. Vil i så ikke med på Nando’s?!” Jublede Niall, og lyste op i et smil. Louis sprang op fra sin magelige position i sofaen, og råbte næsten

“Jaerh!! Jeg er hundesulten!” Liam og Zayn kiggede op fra mobilerne ved snakken om mad, og var enige om at det var det helt rigtige tidspunkt at tage ud at spise på.

 

Tilbage til Ashley:

 

 

Det var aften, og alt var ligesom blevet mere normalt (Så normalt som det kunne være når man havde kidnappet Harry Styles, og næsten var blevet gravid, men det var vel bare en lille detalje?!), og mig og Harry sad og så TV. Eller, det vil sige - vi så det ikke rigtig. Det var egentlig bare en slags løsning på den ellers ret akavede situation. Henning lå imellem os, og af og til fik jeg et dask af hans hale.

“Ash, jeg ved godt du ikke gider tale om det, men efter det vi har været igennem, synes jeg godt at jeg kan tillade mig at spørge om det…”, startede Harry alvorligt. Hvad nu? Der var stille lidt. Jeg rømmede mig, som tegn på at han skulle fortsætte.

“Okay.. hvornår lader du mig gå?” Fortsatte han, og kiggede nervøst ned i gulvet. *Suk* Ville han nogensinde indse at han var kidnappet, og ikke bare kunne gå? Jeg prøvede at lade være med at svare aggressivt, da jeg var træt og ikke orkede at skændes med ham (Sidste gang gik det jo også grueligt galt)

“Harry, jeg har jo stadig kidnappet dig, og det er der en grund til” Harry kiggede op fra gulvet.

“Men jeg skal på tour i næste måned!” Jeg lo.

“Ha, det’ træls! For der er ikke noget at gøre ved det, da jeg ikke føler for at slippe dig fri endnu!” Harry lignede en der var blevet slået i ansigtet, og skuffelsen var tydelig at se. Haha, han burde lære at camouflere sine følelser lidt bedre!

“Ashley…”, begyndte han, og jeg fornemmede ligesom alvoren, da han ikke brugte hans selvopfundne kælenavn til mig. “Jeg troede faktisk, at du ville tage mig seriøst, og lade være med at opføre dig som en sindssyg”, sagde han med en meget træt stemme. Det værste var, at jeg kunne sagtens håndtere ham når han var vred. (bortset fra når vi ligefrem kom op at skændes - det udviklede sig lidt forkert…) Men når han var på den måde - simpelthen bare med skuffelsen lysende ud af øjnene, og rent faktisk prøvede at tale seriøst med mig, så fik jeg det på en måde dårligt med mig selv. Var det ondt af mig? Jeg vidste ærligt talt ingenting lige nu. Om jeg skulle lade Harry gå, eller om hvordan vores forhold til hinanden var. Jeg følte virkelig selvmedlidenheden blusse op i det øjeblik, og havde lidt for travlt med at tænke på mig selv, så Harry prikkede mig forsigtigt på skulderen.

“Undskyld, men du kan altså ikke gå endnu, for du har ikke engang været her i en måned”, forklarede jeg. I det mindste havde jeg da svaret ærligt på hans spørgsmål. Men det med at han havde sagt at jeg opførte mig som en sindssyg… Den bemærkning sved som en lussing. For jeg klamrede mig selv desperat til den tanke, at jeg gjorde hele verden en tjeneste ved at have kidnappet Harry. At det ikke var en sindssyg handling. For jeg ville ikke være sindssyg.

 


“Øh… Er du træt?” Spurgte Harry pludselig, og flyttede lidt på sig i sofaen. Det brød Henning sig ikke om, så han sprang ned og luntede ud af rummet. Jeg svarede ikke, så Harry fortsatte bare.

“Jeg er lidt træt, så jeg tænkte på at gå i seng… Der er ret koldt… Skal jeg bare sove på gulvet?” Jeg kiggede op på ham med et mærkeligt blik.

“Sig mig - hvad får dig til at tro at du kan gøre det?”

“Gøre hvad?” Jeg kunne tydeligvis mærke, at han var forvirret.

“Altså, vi skal ikke sove sammen, hvis det er det du hentyder til!” Svarede jeg. Harry grinede kort over mit spydige svar, og satte sig tilbage i sofaen.

“Nå, men så bliver jeg bare her”, sagde han. Hvor vovede han?! Det var min meget antikke sofa, fra mine afdøde bedsteforældre! Den skulle han ikke ligge og savle på! Jeg greb ud efter fjernbetjeningen, og skiftede hurtigt kanal. rent faktisk zappede jeg bare igennem alle kanalerne for at irritere Harry nok til at han ville gå. Men nej- sådan skulle det IKKE være!

“Jeg sover her eller inde ved dig, så hvad vælger du?!” Sagde Harry spydigt. Hvor forfærdeligt! Enten mine bedsteforældres antikke sofa, eller min seng! *Suk*. Nogen gange må man sætte sin egen sikkerhed over styr, for at redde de ting som man holder af. Jeg snøftede for at lade ham kende alvoren af situation.

“Nå. Men du skal i hvert fald ikke ligge her uden opsyn! Så må du hellere… Ja… Jeg føler ikke at du skal sove på sofaen!” Fik jeg fremstammet, og situationen begyndte at blive akavet. Harry smilede på sin irriterende måde.

“Nåh! Så du vil alligevel hellere sove sammen med mig!” Udbrød han. Jeg måtte vist hellere lige forklare ham, at han bare lige kunne vove på at begramse mig mens jeg sov! SÅ skulle det stoppe! Nok kunne han tvinge halvdelen af min seng fra mig, men… Ja. Sofaen var i det mindste reddet!

“Ja.. Men du VOVER på at prøve på noget! Eller jeg serverer mayonnaise resten af ugen!” Sagde jeg, og var stolt over min egen indsats. Han stoppede brat med at smile, og jeg fik mine værste anelser bekræftet. Han var kommet i et UNDERLIGT humør, og det var ikke ligefrem noget, der tydede på at ende godt! Men jeg havde mit våben! Det eneste Harry Edward Styles var bange for: MAYONNAISE! Ha! Søde ven..

“Hrmm.. Okay så!” Sagde han, med et meget lusket smil på læberne. Jeg var rent faktisk en lillebitte smule stolt over at JEG havde kysset ham. Ha- og mere til! Men hans luskede smil bekymrede mig… Havde han fået en connection med mayonnaise? Åh gud… Hvis han havde, så var min sikkerhed i allerhøjeste fare. Jeg rejste mig hurtigt op, inden han kunne overfalde mig, og gik ud og børstede tænder med Harry lige bag mig. Alle de sikkerhedsvagter måtte have påvirket ham på en dårlig måde…

 

“Vent - er det din tandbørste!” Udbrød Harry pludselig. Han havde stået og betragtet mig børste mine tænder i næsten et minut nu, og det gjorde mig sindssyg! Jeg nikkede bare, da jeg ikke havde lyst til at få skummet ud over mig som jeg plejede. Harry begyndte at grine, så jeg var nødt til at spytte tandpasta skummet ud.

“Hvad griner du af?!” Udbrød jeg vredt, og vente mig om så jeg stod ansigt til ansigt med ham.

“Øhhh, ja. Øh, jeg kom sådan lidt til at bruge den!” Fik han fremstammet. Fandme nej om han skulle bruge min tandbørste! Jeg mærkede mine kinder blusse i vrede, for det var bare SLET ikke noget, som jeg kunne håndtere. En tandbørste er en MEGET personlig ting - slet ikke noget som man deler med andre! Føj! Jeg havde fået hans bakterier ind i min mund! Åh nej, dengang han brækkede sig, børstede han jo sikkert tænder! Harry knækkede sammen af grin over mit ansigtsudtryk, hvilket kun gjorde mig endnu mere gal, da det slet ikke var noget at grine af.

“Hvor dum kan man være!? Der er to tandbørster! Den ene er pink, og den anden er blå! Hvilken en tror du er pigens?!” Udbrød jeg surt. Han kiggede pludseligt alvorligt på mig.

“Øh? Det er da slet ikke en grund? Derhjemme er min tandbørste da også pink?” Sagde han, og lød helt pigefornærmet. Det skulle han slet ikke begynde med nu!

“Du er da heller ikke normal så! ALLE ved, at piger altid bruger de pink tandbørster!” Fortsatte jeg, og gik ud i køkkenet for at sætte en kedel vand over. Den tandbørste skulle skoldes - og det kunne KUN gå for langsomt! Harry fulgte efter mig.

“Jeg har ALTID haft den pink tandbørste derhjemme!” Råbte han. Jeg vendte mig om mod ham, og gik helt tæt på.

“Den. Tandbørste. Er. Min!” Hvæsede jeg. Harry kiggede fornærmet på mig, og marcherede ud på badeværelset “Fra nu af bruger DU den blå!” Råbte jeg efter ham.

 

Jeg kiggede kritisk på tandbørsten, og overvejede seriøst at skolde den igen. En gang kunne næppe være nok! På den anden side gad jeg heller ikke vente på vandet skulle koge en gang til, så jeg håbede bare på, at Harry havde opfattet min pæne hentydning til, at han skulle bruge den blå tandbørste. Det havde han bare af!

 

Der var helt mørkt inde på mit soveværelse, og jeg blev helt skræmt ved tanken om, hvem der mon havde slukket lyset. Der gik et par lange sekunder, før jeg blev klar over at det var Harry. På en måde var det komisk, at han var blevet så fornærmet over en tandbørste. Jeg hamrede hånden ind på stikkontakten, og fik tændt lyset.

“Hey!” Udbrød Harry, men han kunne da ikke bare overtage mit soveværelse på den måde!

“Ja, Harry, det er træls, men jeg er her altså også!” Svarede jeg irriteret. Jeg kunne virkelig ikke lide mørke, så det måtte han leve med! Jeg lagde mig ned på kanten af sengen, og med kanten mener jeg HELT ude på kanten, så langt væk fra Harry som muligt! Da der var gået lidt tid, vendte jeg mig om, i håbet om at finde en bedre stilling.

“HARRY! TAG FORFANDEN DIT TØJ PÅ!” Råbte jeg, da jeg så “Lille Harry” stikke frem. Han fik et chok, og sprang op. Nu stod han op nøgen! Blev det hele da også bare værre og værre!?

“Jeg plejer at sove nøgen!” Udbrød han fornærmet. Jeg satte mig irritabelt op, og holdt fokus ved hans ansigt.

“Please Harry- vil du ikke godt bare i det mindste tage dine boxers på?” Spurgte jeg, og var ret sikker på at Harry opfangede det bedene tonefald i min stemme. Han mumlede et eller andet, og spankulerede ud.

 

Jeg gemte hurtigt mit hoved i puden, og ønskede at jeg kunne falde i søvn på stedet. Men jeg blev afbrudt af Henning, som kom ind og gik ovenpå mig. Jeg skubbede ham en smule irritabelt ned fra sengen, og han kiggede beklagende på mig, mens han begyndte at mjave. I det samme kom Harry ind igen, og til min store glæde havde han gjort sig den ulejlighed at tage sine boxers på igen.

“Jeg tror Henning trænger til frisk luft”, sagde Harry henkastet, og smed sig i sengen igen. Det var mere end rigeligt med hentydning til mig, så jeg sprang afsted for at åbne døren til Hennig. Egentlig vidste jeg ikke helt om det var forsvarligt at lade Henning gå frit, da jeg ikke havde nogen som helst idé om hvad for nogen dyr der befandt sig i området. Men Henning sprang afsted for fulde drøn da døren blev åbnet, så jeg nænnede ikke at hive ham tilbage. Der kom et koldt vindpust, og jeg lukkede døren igen. *Suk*. Så måtte jeg tilbage til Harry igen… Jeg trøstede mig ved tanken om, at han i det mindste ikke var nøgen mere!

 

 

 

****************************************************************************************************************

 

Vi undskylder endnu en gang for ventetiden! Håber at I derude fortsat følger med <3

 

Nå, så Ashley var alligevel ikke gravid! Hvad troede I om testen? En tanke har strejfet os: Måske burde Harry og Ashley gå til parterapi, for de har tydeligvis nogen problemer... Gad vide hvordan Henning har det... Helt alene... I den mørke skov... Eller er han alene? Det vil tiden vise! Følg med i næste kapitel og se, om Harry skal spise mayonnaise igen :D

 

-emilie_stylez  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...