Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1831Visninger
AA

2. Taken

Taken

 

Harry’s synsvinkel:

 

“And i won’t let these little things slip out of my mouth, cause it's you, oh it's you, it's you they add up to, and I'm in love with you.. And all your little things" Det virkede nu altså stadig lidt underligt at høre sin egen stemme i radioen, men jeg var ved at vænne mig til det. Jeg skulle snart afsted til modeshow. Det var egentligt ikke det store.. Eller jo, det var det, men sådan nogle ting var sket så mange gange fortiden, at jeg ikke havde styr på det mere. Jeg kiggede kort på mig selv i spejlet i bilen. Noget andet jeg skulle vænne mig til var, at vores stylist syntes at jeg skulle til at bruge mere gelé i håret. Og ikke kun det, jeg skulle simpelthen have en mere rocket stil. Jeg kunne ikke lade være med at tænke, om det måske var fordi at de var trætte af alle de små 9 årige fans... Men i dag skulle vi have en anden stylist, som vi havde fået at vide var praktikant. Det ville blive sjovt at prøve noget nyt, for det var ved at blive den samme rutine hver eneste gang. Så var der jo også den detalje, at det var en ung pige denne gang. Ikke at jeg havde noget imod det, men jeg spekulerede lidt på, om hun mon var fan. Jeg nåede frem til, at vores management nok ikke ville tillade det. Det var træls, at det var nødt til at være sådan, for vi ville jo gerne nå at snakke med alle vores dejlige fans, men vi kunne jo godt selv se, at det var for deres egen skyld. Ingen af os ønskede jo, at vores fans skulle komme noget til på grund af os. For igen, den lille detalje som folk tit glemte var, at vi var jo kun mennesker...

Jeg havde efterhånden været til mange modeshows, men jeg glemte hver eneste gang hvor kedeligt det var. Man skulle jo tro, at det var sådan noget One Direction gik op i, men jeg var nødt til at indrømme, at det ikke var den fedeste oplevelse at glo på folk, der gik frem og tilbage med forskelligt tøj på. Det var der heldigvis ingen, der hørte min mening om. Jeg sukkede. Nu til dags kunne mig og de andre drenge jo knapt gå udenfor en dør, uden at medierne ville gå amok over det, og bilde alle ind, at vi havde gang i noget mærkeligt. Det var ret frustrerende, for den slags vidste vi godt ikke ville forsvinde igen, selv når vores band ville gå i opløsning. Det var egentlig en skræmmende tanke. Vi havde snakket om, at så ville vi hellere blive ved med at holde koncerter, til vi ikke kunne gå mere… Måske så droppe at tage på verdensturné, men stadig optræde for folk, der gad se på 80 årige gamle mænd.

Pludselig skulle jeg tisse. Jeg kiggede mig omkring, og tjekkede, at der var ikke nogen der gloede. Jeg rejste mig forsigtigt op, og klemte mig forbi alle de fine mennesker. Jeg kunne mærke alle de interesserede blikke, som hvilede på mig. “Undskyld mig”, sagde jeg høfligt, og gik forbi sikkerhedsvagten. De fleste mennesker blev skræmte, når de så sådan en, men jeg så dem bare som mænd med uniform på. Vores egne var rigtig flinke, og jeg kendte dem da meget godt. Alt andet ville være mærkeligt, eftersom det jo var deres job at passe på os, og de gik op ad os dag og nat! 

Jeg gik forvirret rundt og ledte efter toiletterne. Det var også en af de svære ting ved at være kendt, tag nu for eksempel til Brit Awards! Der var toiletterne så svære at finde, at jeg kom for sent! Det var ret pinligt, alle de andre drenge stod derinde, og så kom jeg bare brasende, og var nødt til at spørge om hvad vi havde vundet… Det kunne altså godt betale sig at være forberedt på sådan nogen ting!

Altså, pointen her var, at jeg var ret forvirret, og ikke kunne finde toiletterne. Da jeg havde ledt i mindst 10 min, bestemte jeg mig for at lede oppe ved styling rummet. Måske der var et jeg kunne låne? Uden at tænke over det brasede jeg ind i rummet (Min blære var ved at springe!) Derinde stod hende stylisten, der havde kigget så underligt på mig. Hun var vist også lidt underlig… Hendes hår var helt rødt, altså ikke på den normale røde måde, men på den sindssyge måde... Hun var ellers meget pæn, nu hvor jeg kiggede efter. Suk, sådan noget må jeg ikke engang tænke på! Hvis medierne fandt ud af det.. På en måde var jeg lidt træt af det, for både Zayn, Louis og Liam måtte have kærester, men næh nej, sådan noget måtte jeg ikke! Det gav ingen mening for mig… 

“Øh, er der et toilet herinde et sted?” Spurgte jeg hende. Hun fortsatte med at stirre underligt på mig, og svarede ikke på mit spørgsmål. Jeg gik lidt længere frem mod hende.

“Hallo? Er det herude bagved?” Fortsatte jeg. Pludselig vågnede hun op af sin trance. Hun smilede på en meget skræmmende måde, og jeg trådte lidt panisk et par skridt tilbage.

“Hej Harry”, sagde hun. Jeg kunne mærke, at jeg var en smule bange for hende. Der var bare et eller andet ved den måde hun kiggede på mig... Som om hun var et vildt dyr, der lige havde fået øje på sit bytte. Hun fortsatte med at smile, og rakte ud efter mig. Jeg undveg hendes hånd med lethed, og ærlig talt, det virkede heller ikke som om, at hun gjorde et ærligt forsøg på at få fat i mig. 

“Øøøh.. Hej?” Svarede jeg nervøst.

“Bare kom med ud bagved”, sagde hun. Jeg gik længere baglæns, og tænkte panisk, at der måtte være noget seriøst galt med hende. Eller også var jeg bare ikke vant til at være alene… Der plejede jo altid at være en masse sikkerhedsvagter til at passe på mig… Jeg måtte virkelig se at bliver voksen! Seriøst, jeg havde lyst til at grine af mig selv… Jeg var bange for en rødhåret pige, som smilede uhyggeligt til mig! Var det normalt? Eller havde jeg fået forfølgelsesvanvid? Der var jo mange piger, der ville have fat i mig. Jeg havde aldrig rigtigt forstået hvorfor... Det måtte være fordi jeg var kendt.

Pludselig lagde jeg mærke til, at pigen var kommet tættere på. Var hun overhovedet stylist? Faktisk var hun kommet så tæt på mig, at jeg kunne høre hendes hurtige åndedræt. Jeg ville gå længere bagud, men mærkede til min skræk, at jeg stod helt mast op ad væggen. Jeg kiggede rundt i rummet for at finde den nærmeste flugtvej. Panisk satte jeg i løb over mod døren, som vi var kommet ind ad. Jeg hev i håndtaget, og opdagede at døren var låst. Hvordan var det sket? Jeg havde ikke set hende låse døren! Jeg kiggede over imod hende, og så et kæmpe smil brede sig over hendes ansigt.

“Hey, vil du ikke godt lade mig gå?” Råbte jeg panikslagent til hende. Det virkede idiotisk, men jeg indrømmede overfor mig selv, at nu var jeg virkelig bange. Men pigen fortsatte bare med at smile. Hun gik langsomt over mod mig, og kiggede mig dybt i øjnene. Jeg kunne se selvtilfredsheden brede sig i dem. Hendes øjne var mørkegrønne, på grænsen til sorte. På en måde var de uhyggelige, men på den anden side blev jeg helt tryllebundet af at kigge ind i dem. De var smukke på deres egen vilde måde… Pludselig tog hun fat i min arm, og slog mig i hovedet med et eller andet, jeg ikke opdagede hvad var. Jeg var dog klar over, at jeg var i gang med at besvime, for en sort tåge skyggede for mit blik. Det virkede så ironisk! Harry Styles, slået ned fordi han havde for travlt med at kigge på en piges øjne, og glemte at fokusere på, at hun var ved at slå ham ned. Nej, det var for lang en overskrift. Jeg gik ud fra, at der nok skulle komme overskrifter om det i alle sladderbladene! Og mon ikke om managementet ikke også ville få et flip på mig... Mit største problem lige nu var, at jeg ikke vidste hvad hun havde tænkt sig at gøre ved mig! Min fantasi løb løbsk med mig, for hun virkede bestemt ikke som en person, der havde nogen som helst form for hindringer i at gøre, hvad hun havde lyst til.

 

***********************


Jeg hørt en høj lyd, som om der var nogen der var oppe at slås? Lige så stille samlede tankerne sig i mit hoved: Modeshowet, pigen,  og de dybe grønne øjne. Hvor var jeg henne? Havde hun slået mig ihjel? Jeg kunne da ikke være død, det ville være forfærdeligt! Tænk på alle de fans der sikkert ville græde så meget, at de druknede! Jeg fik det forfærdeligt dårligt. Dels på grund af tanken om de stakkels fans, og dels på grund af, at jeg lagde mærke til den forfærdelige hovedpine jeg havde… Lettelsen strømmede ind over mig, for det måtte jo betyde at jeg ikke var død alligevel! BUJA! Harry Styles, tilbage og klar til kamp!

Jeg åbnede langsomt mine øjne, og blinkede forvirret et par gange. Der var mørkt, men en eller anden havde et TV kørende, hvor der strømmede lys og en høj lyd fra. Det var nok det, der havde vækket mig. Gisp! Den ‘en eller anden’ var den sindssyge pige! Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at hun sad i en stor grøn sofa. Ikke grøn som i  bedstemor grøn , men helt skrig grøn! Hvad var det hun så? Seriøst… Hun så...Wrestling!? Oh no, jeg var virkelig i problemer nu! Jeg prøvede desperat at rejse mig op, men det var dumt! Jeg faldt pladask lige ned igen, og nu havde hun opdaget at jeg var vågen! Flot Harry, rigtig flot! Hendes grønne øjne stirrede tilfredse på mig, og hun smilede på sin sindssyge måde. Det var for meget for mig, så jeg kiggede væk. Ned på det tæppe, jeg lå på. Jeg var ret bange for hende, for seriøst? Hun havde været sammen med mig i pænt lang tid, og havde lagt mig på et tæppe? Ehhh, hvad mere havde hun mon gjort? Det var selvfølgelig uhyggeligt, men på en anden måde var det også lidt.. Nej, stop dig selv Harry, det gik ikke at tænke sådan. Jeg var nødt til at fokusere på at finde en måde at komme væk på. 

Stop, stop, stop. Mit hoved var i panik, men min krop blev fortsat liggende helt slapt på tæppet. Der var ingen connection mellem de signaler, som min hjerne sendte til min krop, og så det, den foretog sig. Mon hun havde givet mig noget beroligende? Ha, hun var sikkert bange fordi jeg var meget stærkere end hende! En lidt desperat tanke, som jeg ærligt talt klamrede mig til lige nu. For det var det eneste, jeg havde at klamre mig til. Jeg fik pludselig den her følelse af, at jeg var meget alene… Min mobil! Jeg skulle ringe efter hjælp! Men lige så pludseligt som idéen var kommet, var den væk igen. Hun havde jo nok taget min mobil… Eller også var hun så dum, at hun havde glemt alt om den? Min hånd røg ned langs siden, og ned i min lomme. Men nej, hun var ikke dum. Den var der ikke, som jeg havde forudset.

“Savner du den her?” Lød en stemme pludselig. Jeg kiggede forvirret op.

“Hvad?” Spurgte jeg en smule dumt. Den sindssyge pige stod foran mig, og viftede med min mobil. Hun grinte på en virkelig sindssyg måde, mens hun sagde,

“Haha, troede du virkelig at jeg var SÅ dum? Men bare rolig, vi vil få brug for den senere” Jeg var rædselsslagen nu. Hvad mente hun med ‘senere’? Den lille del af mig, som håbløst havde klamret sig til den idé, at det hele bare var én stor joke, måtte nu se i øjnene, at jeg ganske enkelt var blevet kidnappet! 

 

Og det var først nu, at jeg sådan for alvor gik i panik...  I et spring stod jeg nu op i angrebsposition som en tiger. RAWR! Men pigen kiggede bare kedsommeligt på mig. “Vil du da gerne have den tilbage?” Spurgte hun. Jeg fik et flip- I ved, sådan et hvor man hopper rundt og er forvirret. Kunne man kalde det et bitchflip? Det tror jeg nok, man kunne. I hvert fald var jeg frustreret, bange, nervøs, og alt andet end okay! Pludselig så jeg en stor kanyle hamre ind i min venstre arm. Lige oven i en tatovering! Hvad bildte hun sig ind?! Hov, vent, hvordan skete det? Var hun ninja eller sådan noget? Nu lagde jeg mærke til, at det faktisk gjorde pænt ondt... Den sorte tåge kom pludselig igen, og slørede min hjerne… Lige inden jeg væltede omkuld på tæppet, tænkte jeg, at det da var skandaløst, at jeg ingen mad havde fået! Og så blev jeg rigtig trist, for jeg kom til at tænke på Niall. I ved, Niall og mad, der er en sammenhæng… Og alle de andre drenge! Hvor var det dog forfærdeligt det her! Kunne man græde mens man var besvimet? Jeg var en FØLSOM person, og dette her var altså alt for meget for mig at håndtere...


Igen hørte jeg en MEGET høj lyd, men denne gang var det ikke TV’et, selvom jeg nu hellere ville have hørt det. Jeg åbnede forsigtigt øjnene, og så hvad det var, der larmede så forfærdeligt meget. Den rødhårede, sindssyge pige (med pæne øjne, har jeg nævnt det? okay) stod og hamrede grydelåg hårdt imod hinanden lige foran mig! Jeg skreg, og satte mig forskrækket op. Okay, det var barnligt at skrige, men enhver ville da blive forskrækket, hvis de oplevede det samme som mig. Jeg kiggede op på pigen igen. Okay, hun var sindssyg, bare for lige at være HELT på det rene med det!

“Undskyld søde, vækkede jeg dig?” Hun grinede meget højt (lidt for højt) af sig selv. Den lede møgunge! Hun skulle ikke komme her og kidnappe mig, og så grine af det!? Hva’ fa’en bildte hun sig ind? Jeg rejste mig op, og læg mærke til det! Under påvirkning af hendes syge stoffer og andet mærkeligt, lykkedes det mig rent faktisk at komme op at stå. Jeg løftede rystende en pegefinger imod hende.

“Ved du hvad? Du er SYG i hovedet! Jeg går! Og jeg går LIGE nu!” Råbte jeg af hende. Ingen reaktion fra hendes side. Jeg marcherede over mod døren, og indså før min handling var bragt til ende, at døren var låst… Hvad der end havde været i den kanyle, følte jeg, at det var den, der var årsag til min humør skiftning. Jeg vendte mig over mod hende, og havde til min egen store overraskelse tårer i øjnene.

“Vil du ikke nok lade mig gå?” Bad jeg hende. Men som antaget, var hun ikke menneske nok til at indse, at hendes leg ikke var den mindste smule sjov for mig. Hun sukkede.

“Jeg tror lige, vi skal have en kort snak, Harry”, sagde hun så. Bare den måde hun sagde mit (flotte) navn på, gav mig kvalme. Jeg stirrede. Hvad havde hun nu fundet på?

“Ja, vi kan lige så godt starte fra en ende af. Som du nok har regnet ud, er du blevet kidnappet”, begyndte hun, og rørte mere sukker i sin te. Hun havde ikke givet mig noget te, som jeg ellers godt kunne trænge til.

“Jeg hedder Ashley, og vi skal desværre tilbringe et stykke tid sammen, da jeg som tidligere nævnt har kidnappet dig”, sagde hun. Jeg stirrede modløst på hende. Var der da ingen grænser for, hvor sindssyg en person har lov til at være?

“Jeg kunne for eksempel godt tænke mig, at du fik gjort noget ved dit hår. Personligt havde jeg tænkt mig at flade dit hår, og så klippe dig skaldet bagefter! Lyder det ikke skønt”, sagde hun, og smilede. Hvis det ikke var fordi, at jeg lige havde fået nyheden om, at en sindssyg pige ved navn Ashley havde tænkt sig at klippe mig skaldet, havde jeg nok syntes, at det var et ganske pænt smil. Men tidspunktet til den slags tanker var helt, helt forkert. Ashley snakkede videre.

“Og jeg har hørt at du ikke kan lide mayonnaise? Jeg føler, at indtil du lærer at spise det, får du ikke andet mad”, sagde hun, og lignede en, der virkelig nød sine egne ord. Jeg kunne ikke gøre andet end at stirre. Det lød dumt, men jeg følte mig fortabt. Mayonnaise? Hvad skete der for hende!

 

Mine tanker blev afbrudt, da hun begyndte at drikke sin te med en teske. Den der kling-klang lyd kunne jeg slet ikke klare! Jeg var virkelig irriteret lige nu, så der skulle åbenbart ingenting til at få mig til at flippe ud.

“Så drik dog den te normalt!” Vrissede jeg. Hun kiggede kort op på mig, og satte så sin tekop ned. Vi fik øjenkontakt.

“Søde Harold, du har vist glemt noget. JEG bestemmer her, og hvis det irriterer dig, så er det kun godt”, smilede hun. Jeg fik kvalme.

“Undskyld, men hvorfor er det overhovedet, at du gør det her?” Spurgte jeg hende.

“Jeg mindes bestemt ikke, at jeg nogensinde har gjort dig noget!” Fortsatte jeg.  Hun kiggede op, og rejste sig langsomt

“Harry pus, du stiller for mange spørgsmål. Vi har rigeligt med tid, så bare slap af, okay?” Sagde hun til mig, med den slags stemme man bruger, når man taler til små børn, der ikke fatter et pluk af, hvad man siger. Jeg sukkede, og følte en stor trang til at slå på noget, eller NOGEN (jeg nævner ingen navne. Okay, jeg indrømmer det.. Jeg havde glemt hendes navn) Jeg satte mig ned på tæppet. Det ville ikke nytte noget at hidse sig op. Hun havde magten, og det ville kun gøre det værre, hvis jeg gjorde modstand. Efter hvad hun lige havde sagt, måtte jeg hellere passe gevaldigt meget på, hvis jeg ikke ville ende som en skaldet idiot på gaden (det kunne ske, for hun gjorde mig sindssyg) Det er den dårlige indflydelse, folk man er for meget sammen med, har på en... 


****************************************************************************************************************

Så kom andet kapitel ud :-) Vi håber at i synes at det var godt, det synes vi ihvertfald selv! Husk at like og kommenterer, hvis der er noget vi kan gøre bedre ;-) Som sagt, beklager vi hvis der går lidt tid mellem kapitlerne.

 

-Thygesen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...