Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1826Visninger
AA

9. Over Again

Over Again

 

Ashley’s synsvinkel:

 

*2 Uger Senere*

 

Åh. Regnvejr. Igen. Tænkte jeg, da jeg kiggede ud af vinduet. Der havde regnet meget på det sidste, men det var vel godt det samme, for jeg orkede alligevel ikke at bevæge mig. Det var lige knap at jeg kunne gå den halve meter hen til køleskabet. Jeg trak tæppet længere op omkring mig, og sank længere ned i stolen, mens jeg rakte ud efter koppen med den sikkert for længst kolde te. Bare synet af tekoppen gav mig tårer i øjnene, og jeg vendte mig hurtigt om for at se, om Henning nu godt nok stadig var der. Det var han heldigvis, og han lå og hyggede sig foran pejsen, mens han slubrede lidt i sin skål med mælk. I det mindste havde han ikke forladt mig! *Suk*. Jeg kunne mærke at jeg var på vej til at få et tudeanfald igen, så jeg satte filmen på pause, og rakte ud efter bunken med efterhånden gennemblødte lommeletter. Stop Ashley, ikke græd over ham! Han er jo bare en snotforkælet krøltop. Han har sikkert allerede en ny kæreste. Tanken om at han lå og så Disney film med en anden pige var ulidelig. Jeg kunne ikke holde mig selv tilbage mere, og tårerne strømmede ned fra mine kinder. Jeg havde så svært ved at indrømme det, både overfor mig selv og overfor Henning, men jeg savnede jo forfanden hans forfjamskede krøller og trætte morgenstemme! Og nu var jeg kørt helt ind på et sidespor i mit allerede trælse liv. Siden han forlod mig UDEN at sige farvel, havde jeg haft en ret voldsom depression, hvilket havde resulteret i at jeg tit græd, ligesom nu. Jeg troede virkelig at han holdt af mig, ihvertfald nok til at han ikke bare ville flygte! Men næh nej. Ligeså snart at jeg ikke kunne holde ham i ørene (Jeg var på hospitalet, af helt forståelige grunde!), flygtede han bare! Jeg begyndte at hulke, og Henning kiggede forfærdet over mod mig. Jeg måtte altså tage mig sammen! Mig- den klogeste person på jorden, kunne da ikke bare sidde her resten af mit liv? Jeg var opdraget til at udrette store ting, og hvis jeg så fejlede, skulle jeg da bare op på hesten igen. Jeg tog min lommelette, og tørrede mig hurtigt om øjnene. Nu skulle Harry se, at det stadig var mig, der styrede det her forhold!

 

*****

 

Efter nogle mislykkede forsøg, havde jeg endelig taget mig sammen. Jeg gik ud på badeværelset, og puttede tandpasta på min tandbørste, da jeg så noget MEGET forfærdeligt! Mit hår, det var jo helt ødelagt! Jeg havde haft så travlt med at tænke på Harrys dejlige krøller, at jeg helt havde glemt mit eget hår! Man kunne se min naturlige, grimme, leverpostejs agtige, NORMALE OG KEDELIGE hårfarve! Jeg rodede desperat rundt i alle skabene på badeværelset, men mit værste mareridt var sket! DER VAR IKKE MERE HÅRFARVE! Så med andre ord skulle jeg ned og købe noget, så alle kunne se mit klamme hår. Og hvad endnu værre var- Jeg skulle ud i offentligheden! Som i et af de der forfærdelige flashbacks man får, gennemlevede jeg alt hvad der havde med offentligheden at gøre. Smerte. Ydmygelse. Andre mennesker. Flugt. Puha, det var slemt. Jeg havde aldrig været en social person, men jeg havde da engang imellem nydt at gå en tur i byen (men der skulle også være mulighed for at gemme sig inde i det nærmeste supermarked, hvis man nu mødte nogen man ikke lige havde en connection med). Anyways- der var en hel masse grunde til, at den ventende tur til supermarkedet virkede som en tur i helvede for mig. Ærlig talt- jeg havde ikke været udenfor en dør, eller så meget som kigget mig i spejlet siden… Nej- ikke flere sammenbrud! Jeg kiggede ned ad mig selv i stedet for, og opdagede at jeg stadig havde den samme morgenkåbe på¨, som da jeg kom hjem fra hospitalet. Et bad var vel på sin plads, men jeg vidste ikke helt om jeg magtede det. På den anden side ville det være pænt ulækkert bare at trække i noget rent tøj, så jeg tændte for bruseren, og gik en smule modvilligt ind under det varme vand. Jeg kunne klare at folk syntes at jeg var sær, og lignede en idiot med mit klamme hår, men jeg kunne altså ikke håndtere det, hvis der blev spredt et rygte om at jeg også lugtede, fordi jeg ikke gik i bad.

 

Selvfølgelig var dette også dagen, hvor jeg havde tøjkrise. Egentlig gik jeg ikke sådan vildt meget op i tøj - der skulle helst bare være en masse farver. Men mit humør var ligesom IKKE lige fyldt med farver, så jeg tog en sort striktrøje med Hello Kitty på, som var den mørkeste trøje jeg havde *Suk*. Jeg måtte have købt noget mere sort tøj. Det kunne jeg så føje til min allerede alt for store liste med ting der skulle købes. Bagefter tog jeg en en nederdel på, og nogle lyserøde knæstrømper, som var de eneste jeg havde. Da jeg endelig havde fundet noget tøj (Som sagt havde jeg en meget slem tøjkrise), sagde jeg farvel til Henning, som havde opfanget at jeg var oppe, så han var i fuld gang med at plage om mad. Nogen gange havde jeg på fornemmelsen, at jeg ikke betød noget for ham, men bare var noget som han brugte til at få tilfredsstillet sit konstante behov for mad. Jeg tog mine slidte lyserøde converse på, som også var det eneste par jeg havde, og låste døren efter mig (Jeg er ret stolt over at jeg huskede det!). Jeg opdagede dog hurtigt, at jeg havde glemt min jakke, da det stadig regnede udenfor. pænt træls, da min dejlige Hello Kitty striktrøje nu blev helt gennemblødt. Men screw that- jeg gad simpelthen ikke tilbage og låse døren op, bare for at hente en dum jakke! Jeg ville jo sikkert bare glemme at låse døren.

 

Der var egentlig ret grimt der hvor jeg boede. Det var måske ikke lige de tanker man forventede nu- på film var det altid sådan, at så snart man kom ud af døren gik det op for en, hvor smukt livet var og at man måtte komme videre, men næh nej. Jeg ville ALDELES ikke være en del af et eller andet fucked up gennemsnit. Alle hækkene var for lavt klippede, og afslørede bare de totalt grimme murstenshuse, hvor man kunne se gamle mennesker der sad og drak kaffe og spillede bingo overalt. j. Det gav mig ligefrem kvalme!

“Ew!” Skreg jeg, da jeg pludselig trådte i en stor vandpyt. For helved da! Nu var mit eneste par sko helt våde, og tanken om de lange 50 meter der var hen til supermarkedet gjorde mig mentalt ustabil igen. Og jeg skulle også gå hjem. Jeg prøvede at tage en dyb indånding, men det funkede bare ikke for mig i dag. Måske var der et par billige sko i supermarkedet? Altså selvfølgelig ville jeg kun bruge mine penge på nogle flotte sko, men mit budget var ikke særlig godt, eftersom at de der kedelige kontor jobs ikke lige var mig. Altså helt ærligt, en gang prøvede jeg det, og jeg skulle bare sidde og skrive min chefs møder ind i en kalender! Det var mit liv altså for kort til!

 

Som sædvanligt blev mine tanker afbrudt af en gammel tosse, som råbte efter mig.

“Hvad?!” Råbte jeg surt, da jeg ikke havde hørt ret meget, fordi jeg havde høretelefoner i. Man skulle tro at jeg hørte musik, men faktisk var det et trick som jeg altid havde brugt- Hvis man havde høretelefoner i var der ingen der snakkede til en, for det meste. Jeg kiggede ind på en af de alt for grønne haver, og der stod dagens helt i skysovs.

“Ja undskyld, men du gik altså halvt ude på vejen!” Sagde han, og fortsatte med at vande sine ‘perfekte’ blomster. Nogle gange gad jeg godt være en blomst, overvej det lige! Der kommer nogle og giver en vand, og passer en (Ligesom en tjener), og man er også naturlig smuk. Ingen bekymringer, bare stå der og stalke folk. Ja, som i nok har regnet ud elsker jeg at stalke folk. Jeg kiggede over på manden, som ignorerede mig, så jeg besluttede mig for at gå igen. Jeg var heller ikke i humør til ‘smalltalk’ med en gammel mand lige nu. Jeg havde mere og mere lyst til bare at gå hjem igen, og glemme alt om at købe den hårfarve, men på den anden side kunne jeg ikke holde tanken om mit hårs grimme nuværende look ud, så jeg kæmpede mig videre…

 

Et kort øjeblik frygtede jeg, at supermarkedet havde lukket, men så gik det op for mig, at der bare generelt var næsten mennesketomt. Der holdt et par cykler parkeret udenfor, en gammel rusten varevogn, og en normal rød bil. Jeg trak vejret dybt, og pustede ud. Nu skulle det falske smil på, og min mere venlige side (Ikke fordi jeg var i godt humør, men det var nok det bedste for alle parter hvis jeg spillede sød) Min mor havde altid sagt, at jeg skulle være skuespiller, så en smule talent for at skjule mine følelser måtte jeg da have. Håbede jeg. Det ville blive ekstremt akavet hvis jeg fik et sammenbrud inde i butikken.

 

Jeg stod og kiggede lidt ind af vinduerne, (altså jeg forberedte mig mentalt på den skræmmende situation). Der var tilbud på kattemad. Virkelig spændende. Og hold da op- 50% på solcreme! De var da virkelig også smarte! (Jeg mener- hvis de kiggede ud af deres vinduer ville de se regnen, der stadig silede ned) Nå, men jeg skulle jo også ind i den butik og have det overstået på et eller andet tidspunkt, så jeg slæbte mig selv indenfor, og var pænt ligeglad med de våde spor jeg efterlod mig. Det mindede mig om de snegle som jeg plejede at mase da jeg var lille. De efterlod sig også spor. Det var bare slimspor - men so what.

 

Jeg burde nok købe mere kattemad til Henning, så jeg ikke lige pludselig blev nødt til at give ham noget af det tun, som jeg havde købt i dyre domme. Med en træt bevægelse rakte jeg

ud efter posen, og klaskede den skødesløst ned i kurven, hvor der allerede befandt sig en ny flaske hårfarve. Eftersom det var det vigtigste, havde jeg styret direkte efter den skrig røde hårfarven til at starte med. Jeg havde fået det lidt bedre af at vide, at jeg i det mindste havde gjort en lille smule for at redde mit hår. Jeg fik faktisk helt lyst til at købe et eller andet… Min hjerne sagde lakrids, men jeg vidste jo godt at jeg i forvejen havde et stramt budget, så mon ikke bare at jeg skulle holde mig til planen og finde nogle sko? Hvis de da havde nogen. Jeg var MEGET kræsen hvad sko og tøj angik. Jeg slentrede lidt rundt i butikken, og tænkte over at min far altid havde kritiseret mig for at gå langsomt, men nu var jeg ligeglad med alle, og deres irriterende meninger. I tænker nok: Jamen det er jo din far! Ja, jeg var ligeglad med ham- det eneste han havde givet mig var kritik og skældud.

 

Lyset var alt for skarpt sådan nogen steder, og det havde jeg altid tænkt. Det måtte jo give folk hjerneskader. Nej, vent - mere synsskader. Men én god ting ved den her butik, var at de altid spillede musik! Og så var det et lille sted, uden så mange mennesker højest 4-5 stykker. Så jeg kom altid her, på en eller anden måde fik det mig i godt humør! Jeg stod og prøvede nogle solbriller (Selvom jeg ikke havde råd til dem, men man har da lov til at drømme), da min yndlings sang Moves Like Jagger kom på. Jeg begyndte straks at nynne med, og det udviklede sig til at jeg dansede rundt i hele butikken. Midt i al min pludselige glæde glemte jeg alt om kurven med mine varer, jeg glemte endda også at tage solbrillerne af. Wow - virkelig sexy time. En gammel dame (Med meget stor dobbelthage) kiggede chokeret på mig, og mumlede noget med:

“Unge nu til dags! Fulde hele tiden...” Jeg smilede falsk til hende, og hun nærmest flygtede væk! Haha! Men lige nu kunne det altså ikke slå mig ud- jeg havde en fest, og havde for første gang i 2 uger glemt en HVIS person. Jeg nævner ingen navne, det ville bare ødelægge stemningen...

*SLAM-BUM-CRASH* Så var det ikke sjovt mere. Jeg lå på gulvet og ømmede mig, og var helt overbevist om, at jeg havde forstuvet et eller andet. Hvem var det, der havde haft så dårligt et syn, at det havde været nødvendigt at gå ind i mig? Nå, men uanset hvem det var skulle personen slagtes.

 

“Se dig dog for din spade!” Råbte jeg vredt, da smerten fra min arm tog til. Jeg var landet på den, men den var ikke brækket. For fandme nej om jeg ville tilbage til sygehuset, og den gamle pædofile dame ved navn Anitta! Mens jeg tænkte på det forfærdelige hospital, brød personen ved siden af mig ud i latter. En meget velkendt træls latter. Jeg kiggede op, og så direkte ind i de grønne øjne som jeg havde savnet så ulideligt meget. Nej. Det kunne bare ikke være rigtigt. Men det var det. Selveste Harry Styles med sine dejlige forfjamskede krøller, havde lige væltet mig omkuld inde i et supermarked, hvor jeg havde haft travlt med at danse rundt med solbriller på. Flot, Ashley, virkelig flot!

“Hej Ash... Hvad laver du? Og hvad i alverden er der sket med dit hår?!” Han havde sin fantastiske hæse stemme, som jeg også havde savnet virkelig meget. F… FISK! Jeg havde glemt ALT om mit hår! NEJ, NEJ, NEJ! Sig det er et mareridt! Harry havde set mig på den uheldigste måde man kunne tænke sig (og det sagde ikke så lidt, i forhold til de mange akavede situationer vi havde været igennem sammen… Åh, minder, minder, minder…)

“Ehh”, sagde jeg, og gjorde bare den akavede situation mere akavet. Han smilte, så man kunne se hans dejlige smilehul. Sødt. Sig nu noget din idiot! Svar igen!

“Øøøh.. Hvad ligner det jeg laver?! Nåre, ja. Du kan jo ikke se, siden du vælter ind i mig!” Sagde jeg højt, men min stemme knækkede over, og lød ikke ret bitchy som planlagt. Og jeg som troede at der ikke var mennesker at finde herinde! Jeg kunne skimte en gammel mand med briller, som stod og stalkede os med åben mund bag en reol fyldt med opvaskebørster. Hans øjne var ved at trille ud. Det manglede da bare lige at, nej! For pokker da! Alle butiksmedarbejderne stod ovre på den anden side, og gemte sig bag ved de kasser fyldt med yoghurt, som de havde været ved at stable. De stalkede tilsyneladende OGSÅ mig og Harry. Jeg kunne jo heller ikke bebrejde dem - det var nok ikke så tit de så dramatiske ting! Jeg var nok ved at blive en smule paranoid. Rettelse- det havde jeg altid været.

“Øøøh? Undskyld, det var dig som gik ind i mig!” Svarede Harry igen, og trak mig ud af mine tanker... Igen… Jeg kiggede over på ham, og bemærkede at han havde fået sine krøller tilbage. Jeg slugte tykt (Da jeg bemærkede at jeg savlede). Ups. Begynderfejl. Jeg snøftede lidt for at gøre det mere dramatisk.

“Såøhhh… Du går ellers og øh… Har det godt?” Spurgte Harry. Hvad bildte han sig ind? Jeg tog en dyb vejrtrækning for at have lidt luft at køre på, da jeg ikke regnede med at kunne trække vejret igen når først jeg gik i gang med at lukke mine aggressioner ud. Ikke at tanken om at rejse sig fra det klamme gulv strejfede mig. Nej - det var bedre sådan her, hvor jeg havde ham i øjenhøjde.

“Du synes rigtignok at det er sjovt at forlade folk, hva? Rigtig morsomt. Bare forlad Ashley der ligger syg og alene på et hospital, og ikke ved om der er nogen tilbage i hele verden som faktisk bekymrer sig om hende, bortset fra en gammel pædofil sygeplejerske! Blodprøver i tide og utide, og indtil i dag havde jeg ikke engang været i bad! Jeg har spildt fucking 2 UGER af mit liv på at sidde og drikke kold te og græde over at du bare forlod mig, og nu er der ikke mere kattemad tilbage, mine sko er gennemblødte, det regner, og du er bare PISSE LIGEGLAD MED MIG!” Skreg jeg, og begyndte at græde. Igen. Hvorfor fik den dreng mig altid til at græde? - men så kunne det være at Harry forstod, at det her rent faktisk var serious business for mig! Den gamle mand bag reolen tabte sit gebis, og det gav et lille slam, som vækkede Harry af hans chokerede tilstand.

“Ash, jeg er ked af at du har det dårligt! Men for god sake! Du kidnappede mig, og så regnede du med at JEG aldrig ville prøve at stikke af?” Han kunne godt droppe den der uskyldige facade!

“DU KAN SKU DA IKKE STIKKE AF NÅR JEG LIGGER OG ER ALVORLIGT SYG PÅ ET HOSPITAL DIN STODDER! DET ER DET MED DEN DÅRLIGE TIMING!” Skreg jeg, og var stolt over overhovedet at kunne få sammenhængende ord ud af munden når nu jeg stadig græd. En gammel dame besvimede, og en af kassedamerne var i fuldt gang med mund til mund! - det frydede mig faktisk lidt. Harry fulgte mit blik, og sagde så:

“Hvordan kan du sige sådan noget? Kan du se hende damen der? Jeg gjorde det samme, da du besvimede. Og så anklager du mig for dårlig timing. Skulle jeg bare have ladet dig dø? Er du virkelig så dum, så du tror at jeg er ligeglad med dig?” Råbte han vredt. Havde han virkelig givet mig mund til mund? Jeg kunne mærke at mine kinder blussede op. Pinligt! Det måtte ikke slå mig ud, det var stadigvæk ham der var skurken i det her!

“Tak...” Hviskede jeg. Seriøst Ashley? Jeg er skuffet over dig! Uh - jeg fik en god idé! Hvis han fik gjort mig til den skrøbelige, så måtte jeg få det samme frem i ham.

“Harry, jeg er virkelig ked af det hele. Undskyld at jeg kidnappede dig”, sagde jeg (jeg skulle virkelig være skuespiller, hva? Jeg fik ham overbevist!) Han kiggede tilbage på mig, og hell yayyy - han havde også fået tårer i øjnene. Sådan en følsom scene det her var. Det skulle ikke undre mig hvis en eller anden af vores stalkere snart hev et lommetørklæde frem.

“Jeg er ked af at jeg bare skred, jeg skulle have sagt farvel”, sagde Harry forsigtigt, og hans stemme knækkede flere gange over. Så rørende! Der blev helt stille i butikken, og det eneste man kunne høre var lyden af en gammel dame, som pudsede næse.

Jeg var virkelig i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere situationen.

“Skal vi ikke sige, at vi slår en streg over det, og prøver at få et normalt venskab?” Spurgte Harry overraskende nok.

“Eh… Jo… Det er nok det bedste”, mumlede jeg, men jeg havde HELT andre planer. Efter alt hvad der var sket, ville jeg ikke bare lade ham slippe afsted med at få et normalt ‘venskab’! Jeg tørrede mine øjne, som helt sikkert var meget røde.

 

 

 

****************************************************************************************************************

 

DRAMA! Undskyld at vi har været så længe om at lægge et nyt kapitel ud- det er rigtig 'dosket', og det ved vi godt. Men vi kender vel alle sammen til det trælse faktum, at man nogengange har mægtig travlt her i livet. Håber at I kan bære over med det :) Jeg vil gerne lige pointere, at vi godt ved at der ikke er noget der hedder ´jeg slugte tykt' men det er en intern joke, som simpelthen bare MÅTTE med, hvis i forstår xD

Nå- til sagen! Ashley lider- og det er jo klart. Hendes hjerte er blevet knust... (men det er jo lidt hendes egen skyld...) Supermarkeder har det med at være hjemsteder for EN HEL DEL forbrydelser! Nu må vi håbe at deres situation klarer lidt op, og at Henning får det kattemad! :3 I må stadig SUPER gerne kommentere, hvis der er noget I føler for at komme ud med :)

 

-emilie_stylez

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...