Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1832Visninger
AA

3. Moments

Moments



 

Ashley’s synsvinkel

 

 

Ja, man skulle tro, at alt ville være godt, så snart Harry var fanget bag lås og slå (bogstaveligt talt, min dør var låst), men sådan var det ikke. Der var jo en grund til, at jeg kidnappede ham (alt det med de forfjamskede krøller og de stramme bukser, som jeg nævnte tidligere), men jeg havde indset, at jeg havde haft ret. Han var møg belastende! Kunne slet ikke slå sig til tåls med nogle af de beslutninger, som jeg tog for vores fælles bedste! Det irriterede mig GRÆNSELØST. Han havde alt for mange spørgsmål… Der måtte gøres noget, besluttede jeg, mens jeg sad og slubrede i min aftente. (Harry hader når man slubrer i sin te, det var derfor jeg gjorde det!) Jeg skulede ondt ned på ham, og han stirrede igen. Det kunne ikke fortsætte sådan her, han var jo ikke særligt bange for mig! Men det skulle han nok komme til, når jeg blev færdig med ham! En irriterende stemme afbrød mine tanker:

“Såeh, har du tænkt dig at give mig noget mad?” *Suk* Jeg skulede fortsat på ham, og rystede surt på hovedet.

“Ti stille, jeg tænker!” Udbrød jeg. Han kiggede fornærmet ned på bordpladen, og så tilbage på min tekop. Om han skulle have noget te! Næh nej, sådan skulle det ikke være! Han måtte finde sig i, at jeg fik te, og at han fik MAYONNAISE! Muhahaha! Hvis han var sulten, skulle jeg skam nok give ham mad!

“Ved du hvad? Jeg skiftede lige mening. Du må selvfølgelig gerne få mad”, begyndte jeg. Genial som jeg var, havde jeg forberedt mig på, at han ville blive sulten, så jeg havde købt et helt lager af mayonnaise! Nogen gange blev jeg overrasket over, hvor klog jeg rent faktisk var!

 

Jeg rejste mig, og gik ud til køkkenet med belastende Harry lige i hælene på mig. En tanke for igennem mit hoved, og gjorde mig opmærksom på, at han faktisk ikke burde have tilladelse til at komme ud i køkkenet… Der var jo knive og andre farlige ting. Men på den anden side, så gad jeg ikke være hans tjener, som bare hentede mad til ham! Så han skulle jo lære det på et eller andet tidspunkt, som så blev nu. Han kiggede sig lidt små forvirret rundt i det tilsyneladende ‘tomme’ køkken. Jeg kom pludselig i godt humør, og begyndte at smile, da jeg åbnede et ud af de ti skabe, som var fyldt med mayonnaise. Harry måbede.

“Hvad er det til? Jeg kan ikke lide mayonnaise!” Udbrød han med væmmelse. Jeg fortsatte med at smile, og tog en bøtte ned.

“Undskyld mig, sagde du noget? Nej, godt. Her er noget mad”, sagde jeg, og rakte ham bøtten med mayonnaise. Han nægtede tilsyneladende at tage imod den.

“Det der kan jeg ikke spise! Har du ikke noget mad? Helt ærligt, er du ude på at sulte mig!” Protesterede han, og jeg fornemmede ligesom, at der ville være nødt til at være en konsekvens, hvis han nægtede at gøre som jeg sagde.

“Hør her, hvis du spiser det her UDEN at brokke dig, så kan det være at du for noget andet senere.. Men KUN hvis du spiser op!” Sagde jeg, og var godt tilfreds med min regel. Han var helt grøn i ansigtet, og man kunne se at han virkeligt havde meget kvalme! HA! Jeg, Ashley Morgan Rosewood, havde givet Harry Styles kvalme! Fedt, nu begyndte min plan at give pote! Jeg var bare så glad!

 

 

Harry tog modvilligt imod mayonnaisen. 

“Søde honeysnut, må jeg bede om en ske?” Spurgte han ironisk og med afsky i stemmen. Jeg nikkede hurtigt, og hev en ske frem, som jeg rakte til ham. Det var bedstes lyserøde med blomster. Han lagde en klat på skeen, og lugtede til det. Han rynkede på næsen, og man kunne se kvalmen stige. Jeg kiggede beundrende på det scenarie, som jeg havde sat i gang. Hvor var det dog skønt at se på! I hvert fald bedre end de der kedelige film, der altid kommer om søndagen, hvor man ikke orker at skifte kanal, og bare bruger hele sin dag på at se et eller andet helt random fra 80´erne. Hov, tilbage til Harry og hans skefuld mayonnaise. Han tog hurtigt skeen ind i munden, og til min store frydelse (og skræk), brækkede han sig faktisk, ud over mit nyvaskede gulv! Det var da slet ikke til at håndtere. Harry kiggede op på mig, og han havde tårer i øjnene. Den lille krøltop havde vist ikke helt kunnet klare presset! Jeg rystede på hovedet, og sagde med en skarp stemme.

 

“Det der får du selv væk, og det skal ske NU og IKKE om fem minutter!” Han vaklede lidt, og satte sig så ned på et stykke af gulvet, der ikke var over splattet.

Jeg stillede mig med hænderne i siden, og kiggede afventende på ham. Han blev bare siddende, og forstod åbenbart ikke en pæn hentydning.

“HALLO! Harry du har et gulv, der skal gøres rent!” Råbte jeg vredt, og vandrede ind i stuen igen for at slippe for lugten. Og så for at finde hans mobil. Jeg havde gemt den, og låst den inde et hemmeligt sted, så jeg kunne bruge den imod ham! En genial tanke jeg havde fået var, at jeg skulle tage et billede af ham, mens han sad der og tørrede sit eget bræk op! Hehe, og så ville jeg lægge det ud på twitter! Man kunne jo ikke bebrejde Harry for, at han ikke havde logget af sin twitter konto, da han nok ikke havde regnet med, at der ville være nogen, der fik fat i hans mobil. Anyways, nu kunne jeg lægge billedet ud på hans egen profil, hvor flere tusind ville få et flip over det! Åh, det var fantastisk!

 

 

Nogle mennesker snakkede meget om det der med dårlig samvittighed, men sådan noget kendte jeg ikke til. Altså, jeg fik i hvert fald ikke dårlig samvittighed over at tvinge Harry til at spise mayonnaise, og at han kastede op af det. Han måtte vende sig til det. Jeg slentrede hen ad den mørke gang, og gjorde mig klar til at tage billedet. Da jeg gik ind i køkkenet så jeg lille skræmte Harry, der sad og tørrede sit bræk op med en klud. Vent.. Hvor havde han fået en klud fra?! Det var jo TYVERI! Jeg havde altid haft det lidt svært med ting som tyveri, efter en episode da jeg var lille, hvor vi havde haft indbrud. Den tanke om, at nogen fremmede havde gået rundt inde i ens hus, og rørt ved ens ting var bare… klam. Og Harrys ‘lån’ af kluden fik mig gjort lige lovlig bange. Hvad bildte han sig ind? Troede han, at det var hans hus? Her måtte understreges en pointe… Jeg kom i tanke om, at jeg jo skulle have taget det billede. Jeg tog det hurtigt, lige da han kiggede op på mig. Hold da op, han lignede en, der var blevet dømt til evig elendighed.

“Hey, hvad laver du med min mobil?”  Udbrød han overrasket.

“Hvad laver du med MIN klud?” Svarede jeg hårdt igen. Han så overrasket på mig

“Havde du virkeligt tænkt dig, at jeg skulle gøre det her med mine hænder? Eller måske mit hår?!” Sagde han, og smed kluden over mod mig. Okay, det var dråben! Min klud, som HAN havde smurt ind i sit bræk, lige i fjæset på mig! Det var virkelig ikke fair, jeg havde været så rimelig, og givet ham lov til at få mayonnaise i stedet for at sulte, og det her var hans måde at takke mig på?!

 

"Du skal bare være taknemmelig! Jeg har faktisk reddet dig fra alle dine sindssyge fans og dine ‘venner’ Fra nu af, så gør du PRÆCIS som jeg siger, og livet vil blive bedre for os BEGGE to! Forstået? Så tør det op, inden jeg tvinger dig til at spise det.” Nu skulle han ikke komme med en flabet kommentar, for så ville det godt nok blive værst for ham selv! Vi havde øjenkontakt i et kort sekund, og min beslutning vaklede. Altså ikke sådan rigtig vaklede, men jeg fik en smule medlidenhed med ham… Jeg sukkede, og spekulerede på, om jeg skulle give ham bind for øjnene, så jeg ikke kunne se hans øjne. De havde helt sikkert en dårlig indflydelse på mig!

“Må jeg få kluden tilbage?” Spurgte han så forsigtigt. Jeg nikkede, men gik over og skyllede den først. Jeg ved ikke helt, hvorfor jeg gjorde det. Måske havde jeg alligevel fået en LILLE smule dårlig samvittighed. Men altså, værre var det heller ikke. Jeg fik lyst til te, men kom så i tanke om, at jeg ville være nødt til at befinde mig i samme rum som Harry, mens jeg lavede teen. *Suk*, den te måtte vente…

 

 

Så jeg satte mig ind i stuen, og stirrede ned på det tæppe, som Harry havde ligget på. Hvis jeg havde taget et billede af ham, der lå på det, og så havde sat det til salg på e-bay, så kunne jeg ganske enkelt være blevet millionær. Men det var bedre at holde for sig selv. Alle de minder… Hov, hvad skete der lige der? Gode minder? Om hvad? Jeg havde da vist ikke brugt det til andet en Hennings sovetæppe, og så havde jeg ‘givet’ det til Harry. Han havde bare af at være taknemlig over alle de ting, som jeg havde gjort for ham! En cookie og en halv times tid senere kom Harry slentrende ind i stuen.

 

“Øh, jeg tænkte lidt på… Det her tøj… Er sådan lidt… Indsmurt i bræk”, sagde han med en træt stemme.

“Ikke mit problem”, svarede jeg ligeglad.

“Men, er der et sted man kan tage et bad her?” Spurgte han, og jeg lagde mærke til, at han lød helt desperat. Han havde tydeligvis problemer med at være beskidt.

”Ja, følg med”, sagde jeg optimistisk. Jeg havde faktisk glædet mig til, at han skulle spørge, for jeg havde nemlig en helt speciel overraskelse. Vi gik ud på gangen, og jeg låste en dør op.   Et  lille rum kom til syne, og Harrys lettede lille smil blegnede, for til sidst at forsvinde. Der var fliser på både loft, gulv og vægge. Ude midt på gulvet stod en spand med vand og noget sæbe.

“Skal jeg vaske mig med det der?” Spurgte han vantro. Fjolle, han skulle bare vide!

“Ja, vær nu ikke så snerpet! Der er rent faktisk mennesker på denne klode som ikke har millioner af penge, og for dem er det her ren luksus!” Udbrød jeg, og prøvede at lyde som om, at jeg rent faktisk bekymrede mig for de mennesker, hvilket man ikke ligefrem kunne sige, at jeg gjorde. Han kiggede ned i jorden. Det var ikke på grund af, at han skulle bade med det her, men fordi det jeg sagde ramte ham.

“Undskyld, du har ret. Så længe jeg kan vaske mig, burde jeg være glad”, mumlede han næsten lydløst. Hvad nej! Han skulle jo ikke være enig med mig! Det gik op for mig, at han måske endelig gav op.

“Ehh, kunne du måske gå ud?” Spurgte han. Jeg kunne mærke, at den akavede stemning fik mig til at rødme. Åh gud! Han troede måske, at det var noget andet! Han grinede lidt, og jeg skyndte mig at komme væk.

 

Han kunne vel bare blive derinde og tørre…? Jeg havde glemt den lille detalje, at Harry ikke havde fået noget håndklæde, og sådan et befandt sig desværre ikke inde på ‘badeværelset’. Jeg havde virkelig ikke lyst til at gå derind og give ham et… Nej. Her måtte jeg være nødt til at lære ham konsekvenserne af, at jeg en sjælden gang faktisk også glemte diverse ting. Nu hvor jeg tænkte over det, var der så overhovedet låst derind? Åh gud…

“Ashley! Jeg har ikke noget håndklæde!” Lød en stemme pludselig. Åh, nu havde han så også fundet ud af det!

"Skal jeg finde et til dig?” Svarede jeg hurtigt. Jeg vidste godt at det ikke være særlig ‘ondt’ men jeg ville ikke risikere at se ham nøgen! Eeew, bare tanken bragte kvalme frem!

“Ja tak!” Råbte han tilbage. STRESS! Jeg måtte virkelig skynde mig at finde et håndklæde, ellers risikerede jeg jo bare, at han lige pludselig kom ud selv for at finde det! Jeg havde glemt det med, at han elskede at være nøgen… Eeew, der måtte findes en regel for den slags… Ha, tænk at over en million piger ville rive døren op og overfalde ham, hvis de var mig! Det var ret scary med alle de små perverse fans… Hvis det var mig, der havde været i Harrys sted, ville jeg flygte. Gemme mig. Forsikre mig selv. Pludseligt fik jeg grueligt ondt af ham! Det var jo hans skyld, men alligevel kunne han jo godt gøre noget. For eksempel barbere sig skaldet, så ville fansene ikke længere syntes han var lækker! Ad, hvordan kunne de i det hele taget synes det!? Der måtte være noget galt med deres øjne, eller hjerne! Vent, eller begge dele, nu hvor jeg tænkte over det. Hov, det var det håndklæde vi kom fra!

 

Jeg havde håndklædet i hånden, og stod bomstille foran døren. Hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne da ikke bare åbne døren, og give ham det. Det syn ville sikkert give mig psykiske problemer, eller endnu værre,

“Står du derude?” Spurgte han gennem døren. Øv, busted. Der var ikke andet at gøre, end at svare:

“Ehm, ja jeg er lige kommet. “, sagde jeg og prøvede at lyde forholdsvis normal, men det kiksede. Han grinede, og hev i håndtaget. Jeg lukkede hurtigt mine øjne, og rakte håndklædet ind ad døren, og regnede med, at han ville tage imod det. Han skraldgrinede, og det irriterede mig grænseløst! Jeg åbnede forsigtigt det ene øje lidt på klem, og prøvede at fokusere på hans ansigt. Hans hår var vådt, og det klædte ham! Så kunne man ikke se krøllerne så godt.

“Hva, har du set et spøgelse? Uuuuh”, prøvede han at sige, men det så ud til at være lidt svært, eftersom han stadig grinede så meget at han var ved at græde. Mine kinder blev knaldrøde, men jeg prøvede at se ligeglad ud.

“Ha! Nej.. Hvad griner du af? “ Spurgte jeg, og prøvede at lyde forvirret, selvom jeg godt vidste, hvad det var han grinte af. Han trak på skuldrene og trådte frem fra døren, så alle hans private ‘ejendele’ var synlige. Jeg tog mig selv i at glo... Det var første gang jeg så den rigtige vare, eftersom at jeg aldrig rigtig havde haft en kæreste. Drenge er desuden også bare spild af tid!

 

Jeg flyttede panisk blikket op på hans ansigt igen, og håbede, at han ikke havde lagt mærke til at jeg havde lidt problemer med at holde fokus, lad os kalde det dét. Han smilede bare lusket, og begyndte at tørre sig med håndklædet.

“Øh… jeg går bare nu”, mumlede jeg. Harry bakkede baglæns ind på ‘badeværelset’ igen, mens han endnu en gang var ved at dø af grin. Det var dog også TRÆLS, som han sådan havde fundet en måde at skabe akavede situationer på. Han havde fundet mit svage punkt, og han ville helt sikkert bruge det mod mig. Jeg havde ikke ligefrem regnet med, at DET ville være mit svage punkt, eller at han ville finde det så hurtigt. Jeg havde mest lyst til bare at blive væk og gemme mig… Men i stedet gik jeg ud og tog et glas vand, og kiggede mig i spejlet.

“Pokkers”, mumlede jeg, da jeg ‘sjovt nok’ bemærkede, at mine kinder stadigvæk var fuldstændig røde…

“Ashley?” Kaldte Harry pludselig igen. Jeg overvejede ikke at svare, men det forhindrede ham desværre ikke i at fortsætte.

“Jeg har ikke noget rent tøj at tage på”, råbte han, og jeg fornemmede ligesom hans taktik. Jeg havde ikke lige tænkt over det med tøjet, og kunne til min egen skuffelse se hvad der skete, når man ikke planlagde tingene. Jeg overvejede mine muligheder og kom i tanke om, at jeg jo var i mine bedsteforældres gamle sommerhus! Min bedstefar måtte da have noget gammelt tøj liggende..

“Hallo, jeg står ligesom nøgen!” Råbte Harry med den irriterende stemme, han tit lavede.

“Jajaja! Jeg skal lige finde noget!” Svarede jeg frustreret. Det var stadig mig, der bestemte, og det havde han vist glemt.

 

Jeg skyndte mig nedenunder, og jeg skyndte mig kun, fordi der stadig var en overhængende fare for, at Harry ville forlade sin nuværende position, hvilket ville være en hel del akavet. Nede i kælderen faldt jeg i et par kasser, og var et par få millimeter fra at slå mit hoved ind i et bord. Det var dog heldigt, for jeg landede i en kasse med noget, jeg kunne identificere som min bedstefars gamle golftøj. Hvor herligt! Det var helt perfekt til lejligheden, så jeg flåede det op af kassen, og fór op ad trappen igen. Jeg kunne lige forestille mig Harrys irriterede ansigt, når han så det ‘flotte’ tøj. Lidt hævn for hans opførsel…


Jeg kom op til døren, og denne gang ville det ikke blive akavet, for jeg havde regnet ud, at jeg godt kunne skubbe tøjet ind under døren!

“Nå, så du vil ikke have at jeg kommer ud?“ Spurgte Harry, og prøvede at lyde skuffet, da han opdagede golf tøjet som var blevet skubbet ind til ham. Jeg himlede med øjnene.

“Nej, medmindre du vil spise mayonnaise til aftensmad?” Svarede jeg, og følte mig igen genial. Jeg gik selvsikkert, og Harry sagde ikke en lyd, hvilket måtte betyde, at han meget nødigt ville have mere mayonnaise. Træls for ham, for jeg havde ti skabe fyldt med det.... På den anden side, jeg gad sådan set heller ikke have mere bræk ud på mine bedsteforældres pæne gulv.

 

 

****************************************************************************************************************

3 Kapitel! Undskyld den dårlige opdatering! Vi vil prøve at formindske ventetiden lidt ;) Hvad synes I om Harry og Ashleys akavede møde? I kommenterer bare, hvis der er noget I mener, vi kan gøre bedre :) Tak fordi I læser vores historie!

 

-emilie_stylez

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...