Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1819Visninger
AA

4. I Want

I Want


 

Harry’s synsvinkel

 

Jeg havde godt nok aldrig kunnet lide mayonnaise, men ligefrem at straffe mig med det på den måde Ashley gjorde, var simpelthen for sygt. Altså, det kom nok ikke bag på nogen, da det ligesom hang godt sammen… Hun var jo også sindssyg. På en måde. Men på den anden side havde jeg også fået lidt ondt af hende. Hun virkede til at være meget alene… Det var selvfølgelig ikke mit problem, og hun havde ligesom behandlet mig ret dårligt, men alligevel var der en FØLSOM side af mig, der sagde at jeg var nødt til at blive ved med at opføre mig venligt over for hende. Og gøre som på alle andre tidspunkter - finde hendes svage punkt, hvilket jeg havde klaret STRÅLENDE! Og desuden havde jeg fået noget lifligt golftøj (som jeg havde på fornemmelsen havde tilhørt hendes bedstefar, eller noget i den stil), ud af den episode. Jeg følte mig overbevist om, at hun jo måtte have den evne til at begå menneskelige fejl...

 

Jeg vågnede op på tæppet, og rystede. Det var koldt i huset, nok fordi hun ikke gad at betale for varmen, så når pejsen ikke var tændt var der hundekoldt! Jeg satte mig op, og kiggede ud af vinduet som hun havde åbnet. SERIØST?! Prøvede hun virkeligt at fryse mig ihjel?! Jeg gik med vaklende skridt hen og lukkede det.

“Er du vågen snuskebasse?” Råbte en stemme ude fra køkkenet. Hvis der var én ting jeg ikke kunne klare om morgenen, var det folk der råbte. Og hvorfor kaldte hun mig snuskebasse? Åh gud…

“Ja, men kun fordi du har åbnet vinduet, og jeg derfor er ved at blive til en isterning!” Svarede jeg irriteret tilbage, og ventede spændt på reaktionen. Hun gik med faste skridt ind i stuen, og smed sig i sofaen, som jeg OVERHOVEDET ikke måtte røre! Jeg vidste ikke hvorfor, men det irriterede mig grænseløst!

“Jeg troede at vi havde diskuteret det, så jeg kan ikke se hvorfor du stadig er næsvis..”, sagde hun med en stemme, som jeg både fandt træt og udfordrende. Og så klokken… Jeg skævede over mod uret. Gud, klokken var kun halv 6! Jeg lagde mig sløvt ned på mit hullede tæppe igen, som efterhånden både lugtede slemt af bræk og sved. jeg overvejede at spørge om det kunne blive vasket, eller om jeg eventuelt kunne få et andet… Men på den anden side, jeg skulle jo nok heller ikke forlange for meget af min stakkels værtinde, for hun havde det jo med at få sine ‘anfald’.

 

Jeg hoppede op med et sæt, da noget vådt ramte mig. Havde hun gjort det, som jeg tror hun gjorde?! Dét var simpelthen dråbent! Ganske rigtigt. Hun stod med et smørret smil, og en tom spand i hånden.

“Hvad fanden har du gang i?!” Sagde jeg, men lyden virkede ikke helt så sur som jeg havde håbet på. Jeg var bange for, at jeg nok bare lød morgentræt og forvirret. Hun tog forsigtigt en våd hårtot væk fra min pande, og et øjeblik virkede det som om hun faktisk havde ondt af mig…

“Harry, du må forstå at jeg gør som jeg vil, og at jeg kedede mig. Jeg havde lyst til at snakke, men du sov jo, så det måtte der jo gøre noget ved”, forklarede hun. Jeg skulede ondt til hende, og gik ud på det såkaldte ‘badeværelse’ med hende i hælene.

“Du kan da ikke mene, at du er mopset over lidt vand?!” Udbrød hun vantro, og slog hånden hen over mit hoved, så mit hår fløj ud til alle sider.

“Jeg ville have foretrukket at du måske gjorde det på en anden måde”, svarede jeg.

“Tja.. Jeg var også i tvivl om jeg skulle slå på nogen grydelåg i stedet for”, sagde hun, og chokerende nok smilede hun. Sådan helt rigtigt! Det kom bag på mig, men hun var altså køn når hun smilede. Ikke at jeg havde glemt hvad hun havde udsat mig for… Så stopper det! Jeg ruskede mig ud af mine tanker, og vendte tilbage til den efterhånden lidt akavede situation.

“Ved du hvad, jeg er faktisk glad for at du bare smed vand i hovedet på mig”, mumlede jeg til hende. Hun nikkede.

“Ja, det tænkte jeg nok… Du må stadig ikke få te, men altså… Vi kunne godt få noget morgenmad”, sagde hun, og lød en smule nervøs. Gud, hun skulle bare vide hvor sulten jeg var!  

 

Vi slentrede ud i køkkenet, og jeg var spændt på om hun ville give mig mayonnaise. Jeg ville føle mig svigtet, hvis det samme skete igen. Det havde rent faktisk virket som om, at hun ville give en omgang morgenmad. Hvis hun da overhovedet ejede noget spiseligt! Jeg havde min tvivl.Jeg satte mig på en stol, og ventede. Lidt tid efter kom hun tilbage med to tallerkener og glas. Til min store forbavselse var der faktisk nogenlunde rigtig mad! På den ene tallerken (Sikkert min), lå der et stykke tørt brød med smør og en banan! Det lignede nærmest et helt festmåltid for mig, som kun havde fået mayonnaise siden vi kom. På den anden tallerken lå der scrambled eggs med bacon, og en rugbrød. Det duftede skønt, og min mund begyndte at løbe i vand. Jeg savnede virkelig at være hjemme i Holmes Chapel og få normal morgenmad! Suk, det lykkedes mig at drømme mig tilbage til da jeg stadig boede hjemme…

“Hallooo? Harry, hvis du ikke tager imod den her tallerken, så smider jeg maden ud!” Blev jeg afbrudt. Jeg skyndte mig at snuppe tallerkenen ud af hendes hænder, og den var tom i løbet af max to minutter. Jeg stirrede sultent over på hendes stadig nogenlunde fyldte tallerken.

 

“Vil du gerne have det? Du kan gøre dig fortjent til det!” Sagde hun, da hun opdagede at jeg ligefrem savlede.

“Jeg stiller dig et spørgsmål eller en konsekvens, og så vurderer jeg, om du har fortjent at få noget mad”, forklarede hun. Jeg nikkede, og tænkte et flygtigt øjeblik på, at nu gik jeg med til hendes leg, hendes regler. Men på daværende tidspunkt ville jeg gå med til næsten alt for at få lidt bacon. Altså, næsten alt. Jeg havde vel mine personlige grænser… Men det bacon så bare SÅ godt ud! Så mon ikke om man kunne glemme sine personlige ‘grænser’ for en kort tid?

“Okay, du skal svare ærligt, ellers er der ikke noget guf til dig!” Sagde hun, og lød meget selvtilfreds, hvilket pinte mig. Jeg nikkede ivrigt, og stirrede på den lækre mad.

“Godt, første spørgsmål: Hvad er det pæneste ved mig?” Jeg stivnede. Shit, det var ikke lige dén form for spørgsmål jeg havde regnet med ville komme. Jeg prøvede at lade være, men rødmen steg op i mine kinder. For pokker da! Hun stirrede intenst på mig, jeg panikkede, og sagde bare det første der faldt mig ind.

“Jeg synes at dine øjne er rigtigt flotte, og farven på dit hår”, sagde jeg hurtigt, og lød som en mus det talte til en stor og farlig ræv. Hun brød ud i latter, og var nær faldet af stolen.

“Mener du det!? Jeg havde godt nok ikke regnet, med at du faktisk ville svare på det!” I samme øjeblik fortrød jeg, og indså at det var bare en del af hendes mission om at få mig til at fremstå som en idiot.

“Hit med det bacon!” Udbrød jeg, og prøvede at redde min stolthed. Men Ashley rystede blot på hovedet.

“Næste spørgsmål… “, startede hun, men begyndte så pludselig at snøfte. Hun virkede deprimeret, så jeg spurgte hvad der var galt. Og så begyndte hun for alvor at græde! Tårerne stod ud af øjnene på hende. Det var en akavet situation, for jeg vidste ikke om jeg skulle trøste hende, eller om jeg bare skulle tage det bacon…

“Un-d-skyld, jeg kom bare til at tænke på H-e-nning!” Græd hun fortvivlet.

“Øhh, Henning? Hvem er Henning? Din ekskæreste eller sådan noget?” Spurgte jeg, og prøvede at lyde medfølende. Hun rystede på hovedet.

“N-nej, det er min lille søde kat! Jeg SAVNER ham bare SÅ meget!” Fortsatte hun med en sorgfuld stemme. Jeg nikkede forstående, men altså, jeg forstod det ikke helt. Pludselig stoppede hun, og hendes ansigt lyste op i et smil.

“Jeg ved det! Jeg henter ham! I morgen!” Udbrød hun jublende. Jeg følte mig hægtet af samtalen. Det var jo fantastisk! Hun ville væk fra mig, hvilket ville betyde i hvert fald én ting- Jeg kunne få noget mad!

 

Hun rakte mig endelig det stykke bacon, som havde fået min mund til at løbe i vand hele formiddagen. Og nu var det blevet en smule tørt, men so what, jeg var hundesulten! Når Ashley var taget afsted efter sin elskede kat Henning, kunne jeg eventuelt selv stege noget bacon… Hvis jeg kunne finde det! Det var jo ikke ligefrem lykkedes mig at finde hendes madlager indtil videre, men jeg kunne ikke helt afgøre med mig selv, om det var fordi at jeg var bange for den straf, som sikkert ville komme. Jeg kunne bare ikke klare mere mayonnaise! Men hvis nu jeg ryddede omhyggeligt op efter mig selv, kunne det være at hun ikke opdagede det. Spændingen steg, da jeg tænkte på alle de ting, jeg kunne finde ud af om hende ved at gennemsøge hele huset. Måske kunne jeg endda lave en slags ‘plan’ om at flygte! Da hun havde grædt ud og spist færdig, rejste vi os og gik glade fra bordet. Jeg var glad, fordi Ashley skulle rejse, og ja… Hun var glad, måske fordi hun snart skulle se sin kat Henning igen. Aj men jeg vidste det ikke. Det var simpelthen ikke til at finde ud af hvad der foregik i hendes sindssyge hoved- Det ene øjeblik kunne hun være hyper og sindssyg, det andet kunne hun sidde og græde over en kat. Og så var der hendes næsten ‘normale’ humør, hvor hun var til at holde ud at snakke med. Jeg kunne afgjort bedst lide den sidstnævnte!

 

Resten af dagen havde Ashley sat mig til at gøre rent i huset. Det havde jeg det egentligt fint med, eftersom jeg elsker god hygiejne og rene omgivelser. Jeg støvsugede, vaskede mit MEGET lugtende tøj, og vaskede vinduer (dog kun indvendigt) Da det blev aften kom Ashley med en meget overraskende idé!

“Harry, du har været meget lydig i dag, og derfor har jeg besluttet at belønne dig med at vi skal se en film! Jeg havde personligt tænkt på at vi skulle se Pocahontas eller en anden Disney film, men hvad synes du?” Spurgte hun, og man kunne ligesom se glæden i hendes øjne. Bevares, hvem ser Disneyfilm? ALtså, det var en sjælden gang sammen med Gemma, at jeg havde kæmpet mig igennem Løvernes konge og de andre! Og var det egentligt ikke første gang hun havde spurgt om hvad jeg syntes?! Wow, fremskridt!

“Tjaaah.. Det kan vi vel godt”, svarede jeg, og smilede på en lidt falsk måde, hvilket Ashley tilsyneladende ikke bemærkede. Hun tog fat i min arm, og trak mig ind i stuen.

“Bare sæt dig, imens jeg sætter Pocahontas på”, sagde hun, og var ved at eksplodere af glæde! Jeg tænkte, at hun nok ikke havde set film med så mange andre mennesker. Måske var jeg endda den første?! Det kunne godt hænge sådan sammen, for på nuværende tidspunkt havde jeg i hvert fald erfaret, at hun var alt andet end normal.

 

Vi havde set cirka. 10 minutter af filmen, da den akavede stilhed blev brudt. Ashley sad og hulkede! Ej, nu måtte det stoppe! Hun måtte være psykisk ustabil eller sådan noget.. *SUK*  

“Hvad er der i vejen?” Spurgte jeg, men lød bare ret ligeglad. Hun tog hænderne op foran det tårefyldte ansigt, og brød sammen for, lad mig se… Gud, trejde gang i dag!

“Undskyld, jeg har bare en svaghed for film, og den her den er bare så RØRENDE!” Sagde hun, men lød som om hun ikke kunne få vejret. Jeg himlede med øjnene. Hvordan kunne hun græde over en Disney film, når hun selv var en sindssyg bortfører?! Det gav INGEN mening, ifølge mit hoved. Men hvis jeg ville have god mad fremover, måtte jeg trøste hende. Jeg rykkede over til hendes ende af sofaen (vi havde siddet så langt væk fra hinanden som vi kunne, da jeg helst ikke ville have at hun sad og knugede mig ind til sig som en bamse. Helt ærligt, hun kunne godt finde på det, især i hendes nuværende sindstilstand), og lagde armen over hendes skulder. Det gjorde det kun værre, sikkert fordi der aldrig før havde været nogen der havde gjort det. Hun græd endnu mere, og holdte kun en kort pause for lige at se et halvt sekund på filmen. Jeg kiggede med en smule væmmelse ned på den fine golftrøje, der nu var helt tårevædet. Hvad var det for noget? Var jeg pludselig blevet hendes private sutteklud?! Nej, det måtte ikke ske! Jeg kunne da ikke lade hende bestemme over mig på den måde! Det var urimeligt ! Det ene øjeblik stod hun og lo ad mig, mens jeg kastede op over noget mayonnaise, og gjort jeg ved ikke hvad mod mig, og så skulle jeg lige pludselig tilbringe tid som hendes lommetørklæde?! Jeg skulle lige til at kravle over i den anden side af sofaen igen (jeg sad i sofaen, læg mærke til det!), da hun vendte sig over mod mig, og nærmest begravede sit hoved i min skulder, mens hun knugede mig ind til sig. Hold da op, det var en akavet situation. Jeg skævede over mod TV’et, og overvejede at skubbe hende væk. Men hun græd stadig, og jeg var noget så skuffet over mig selv, da jeg indså at jeg havde for meget medlidenhed med hende, til bare at give hende den kolde skulder. *Suk*. Det måtte være hårdt at være Henning, hvis dette havde været det, som den stakkels kat havde været udsat for. Man kunne jo knapt nok få luft! Jeg prøvede at klappe hende lidt akavet på skulderen, men det virkede ikke rigtig som om, at hun bemærkede det. Hun var midt i de der ‘kramper’ man får, når man græder virkelig meget. På skærmen bag os kyssede Pocahontas og ham der Smith-manden, og gjorde ikke ligefrem min situation mindre akavet. Der havde bare af at være mere bacon i det gudsforladte sommerhus!

 

Da vi havde ligget på den meget ubehagelige måde i hvad der føltes som flere timer, opdagede jeg, at hun var faldet i søvn. Jeg sukkede lettet. Hun måtte da også være helt tømt for tårer på daværende tidspunkt! Men så fornemmede jeg ligesom, at hun ikke bare var faldet i søvn. Enten var det med vilje, eller også var det et ‘uheld’, men hun var faldet i søvn  med hovedet lige på min ‘private’ del. Oven i købet savlede hun også! Ikke lige det mest charmerende i verden.

“Ashley, du skal vågne nu..”, hviskede jeg en smule panisk, og nulrede lidt i hendes øre. Hun gabte, og vendte sig lidt... Jeg udstødte en lyd, der kunne minde om 'Ehh', og var SKUFFET over mig selv. Hvad gjorde hun ved mig? Det måtte stoppe nu!

“Hey, Ashley, kom nu! Du er altså nødt til at vågne op!” Udbrød jeg, og puffede blidt til hende. Jeg var jo nødt til at være forsigtig, ellers blev jeg måske straffet.  Og desuden kendte jeg kun alt for godt følelsen af at blive vækket af en MEGET irriterende person.

 

Efter et par forsøg (hun var åbenbart sådan en person, der sover meget tungt!), formåede jeg endelig at vække hende, og hun blev lige så chokeret som jeg var blevet, hvis ikke mere,  da hun opdagede hvor hendes hoved lå! Hun fór op, og skyndte sig at gå ud og børste tænder. Det var så sjovt, at det var den eneste svaghed hun havde.  Hun kunne slet ikke klare nærkontakt med et menneske af andet køn. Og så havde hun da vist også en svaghed for Disney-film, men det var ikke rigtigt noget, som jeg kunne bruge imod hende. Nå ja, vist også en svaghed for katte, eller rettere sagt: Henning. En tanke kom til mig: Hvis Henning bare fik lov til at færdes frit her i huset, kunne jeg jo fange ham (jeg kan bare det der med katte, miaaww), og måske tvinge Ashley til et eller andet, og bruge Henning som en slags våben! Men det havde hun selvfølgelig nok allerede overvejet, og sat en stopper for. Hun var jo ikke dum (ellers var det nok ikke lykkedes for hende at kidnappe mig), men hun havde jo nogle mentale problemer, som man kunne bruge imod hende, uden at hun ville opfange noget som helst!


 

Det var underligt. Altså det med hendes åbenlyse mentale problemer. På en måde virkede det ikke som noget permanent, eller i det hele taget en sygdom. Det virkede mere som noget hun simpelthen var kommet til at ‘smitte’ sig selv med. Mon hun kunne kureres?

 

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det var så fjerde kapitel :D Tror i der bliver noget mellem Ashley og Harry? Og hvad tror i Harry gør når Ashley er ude for at hente sin kat Henning? Vil han svigte hende, og risikere at få en straf, eller opfører han sig ordenligt, så hun stadig vil belønne ham? Vi håber at i nyder at læse vores lidt 'sindssyge movella', lige så meget som vi nyder at skrive den :-) Undskyld, fordi der går så lang tid mellem kapitlerne, men det er bare svært at finde tidspunkter hvor vi begge kan skrive :-/

- Thygesen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...