Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1827Visninger
AA

8. Heart Attack

Heart Attack

 

Harry’s synsvinkel:


 

Jeg vågnede ved at en  varm solstråle blændede mig. Hvad er klokken? Tænkte jeg, og glippede med øjnene. Jeg vendte mig om på siden, og så op på Ashley som havde MEGET morgenhår. Sødt. *suk*, hun var sød nu, men når Ashley vågnede ville hun nok blive rasende… Og jeg skulle stå ansigt til ansigt med den forfærdelige mayonnaise! Jeg prøvede forsigtigt at stå op, og tage mine boxers på, men uheldigvis snublede jeg over en bunke tøj, og landede lige på numsen. Shit! Det gav et ordentligt brag, så Ash måtte være vågnet! Jeg kiggede forfærdet op over sengekanten, og så lige ind i hendes øjne. Oh. No. Hun var ikke sur - hun var stiktosset!

“HARRY!” Hun prøvede at lyde vred, men det lød mere som en meget træt morgenstemme (Forståeligt nok, det kender jeg jo selv alt til...) Jeg kiggede undskyldende på hende, og forsøgte mig med at lave hundeøjne, men det var alt for tidligt på morgenen. Jeg vidste at hun kun ville blive mere vred jo længere tid der gik, så jeg skyndte mig at prøve at redde den:

“Øh, jeg har ikke sovet sådan hele natten! Jeg.. Øh.. Har lige taget dem af!” Jeg vidste godt selv at hun ikke ville købe den, men det var da forsøget værd! Min situation kunne umuligt blive meget værre. Ashleys øjne skød lyn, og hun havde sat sig op. Hun var en smule svær at tage seriøs med sit morgenhår, så jeg kom til at smile, hvilket ikke lige var timet så godt.

“Tror du helt ærligt at jeg er dum?! Du kan vist godt regne ud hvad du skal spise de næste tre dage!” Råbte hun hun, og denne gang var det højere. Jeg sank en klump, og fik kvalme ved tanken om det ulækre hvide stads. Men jeg havde forberedt mig, og vidste præcis hvad der skulle gøres!

 

Da vi havde fået tøj på (Hvilket Ashley nok var meget lykkelig over), gik vi ud i køkkenet. Hun fumlede med nøglen til skabene, som var fyldt med mayonnaise, og jeg gik igang med min plan.

“Nå, glæder du dig ikke bare til at du skal spise din livret de næste tre dage?” Sagde Ashley, og grinede ondskabsfuldt. Jeg trak på skuldrene, som første del af den geniale plan. Hun kneb øjnene sammen, og kiggede mistænkeligt på mig, mens hun satte hænderne i siden.

“Hvad har du gang i?” Spurgte hun, og det aggressive i hendes stemme var tilbage. Jeg trak på skuldrene igen- bare for at irritere hende. Hun trak mayonnaisen hen foran mig, og holdt tuben foran mit ansigt.

“Fortæl mig nu SANDHEDEN! Har du fået en connection med det stads her!” Udbrød hun, og jeg fornemmede en snert af frygt i hendes ellers så selvsikre stemme. Ha, hun var allerede hoppet i fælden! Jeg tøvede lidt, og svarede så:

“Jah… Jeg er ked af det, men jeg finder det godt nok ikke så skræmmende mere” Nu var det tydeligt at se, at hun var skræmt fra vid og sans. Var den latterlige mayonnaise hendes eneste våben mod mig? Med den sindssyge dagbog i tankerne virkede det en smule… Undervurderet. Jeg mener- det var lige før jeg var skuffet over hende. Ashley virkede målløs et par sekunder, før hun fik taget sig sammen, og kylede mayonnaisen ind i skabet igen. Hun vendte sig hurtigt om mod mig, og stirrede truende på mig.

“Wow, hids dig lige ned!” Peb jeg, da jeg virkelig fornemmede at hun havde et eller andet stygt i vente for mig… Men den pæne hentydning valgte hun at ignorere, og sprang i stedet til angreb. (Altså ja, bogstaveligt talt-  hun sprang over på mig, og maste mig op ad et skab… Hun kunne være ret så brutal…) Hvilket resulterede i, at hun bankede mit hoved ind i det førnævnte skab.

 

Jeg havde IKKE lige regnet med, at hun ville gå rundt med et reb på sig, men folk har de særeste ting i lommerne… Uheldigvis for mig. Hun bandt mig fast til en stol (det tog lidt tid, da jeg kæmpede imod, men efter slaget i hovedet var jeg ikke i stand til at stoppe hende) Hun fandt et stykke stof, og snart kunne jeg ikke se noget mere, hvilket gjorde mig MEGET nervøs! Så gik hun, og et øjeblik troede jeg at hun ville sulte mig! Men efter nogle minutter kom hun tilbage og fjernede stoffet fra mine øjne igen, og hun så meget hemmelighedsfuld ud! Hendes smil lod mig vide, at der var noget meget slemt på vej! Ashley bandt hurtigt mine øjne til igen, og pludselig mærkede jeg noget hive fat i mit hår, og da gik det op for mig hvad hun lavede! Det var det VÆRSTE hun kunne udsætte mig for!

“NEEEEJ!” Skreg jeg, og prøvede at rokke frem og tilbage i stolen, men hun havde været for god til at binde mig fast. En ekstrem varme ramte pludselig min hals, og et halvt skrig kom ud. Pis. Tegn på svaghed.

“Gør det ondt, lille Harry-pus? Så kan du lære ikke at stritte imod!” Sagde hun med en uhyggelig stemme. Jeg følte mig svag når jeg ikke kunne nedstirre Ashley, hvilket også kom sig af, at hun hadede øjenkontakt! Okay, bare sid stille, så det kan blive overstået! Sagde jeg til mig selv, men panikken spredte sig lynhurtigt. Var hun overhovedet klar over hvor meget skade det gjorde at flade mit hår? Svaret var nej, og hun havde ikke engang brugt Heat Protection! Jeg var lige ved at få tårer i øjnene ved tanken om, at mine krøller måske ikke ville kunne klare presset, og forsvinde for evigt!

“Hvor bliver du fin!” Sagde Ashley sarkastisk, og jeg anstrengte mig for ikke at komme med en eller anden spydig kommentar, for jeg kunne jo risikere at hun simpelthen klippede mit hår af! Og hende havde jeg været sammen med! SKUFFET, siger jeg dig, SKUFFET!

 

Efter det, der føltes som en evighed, var hun endelig færdig. Hun rev stoffet for mine øjne væk, og jeg kunne nu se hende stå og grine. Grine var faktisk en underdrivelse. Hun var ved at falde sammen af latterkramper, og jeg frygtede virkelig det værste, da jeg skulle til at styrte ud på ‘badeværelset’ for at se hendes hævn. Så jeg kom i tanke om, at jeg var bundet fast.

“Nu skal jeg!” Mumlede Ashley, og forsvandt ind på hendes værelse. Hun kom hurtigt tilbage, og havde medbragt et lille spejl, som hun holdt op foran mig. Det var FORFÆRDELIGT! Jeg lignede- jeg ved ikke hvad! Jeg havde lovet mig selv ikke at reagere sådan, men ved synet af mit mishandlede hår fik jeg tårer i øjnene, og kiggede fortabt op på Ashley, der bare stod og så ud til at nyde synet af min forfærdelse. Så ville jeg alligevel hellere have ædt alt mayonnaisen! Mit hår lå helt fladt, og mest af alt lignede det, at det havde tabt ‘livsgnisten’.

“Hvad har du gjort?” Hviskede jeg. Da Ashley ikke stoppede med at grine for at svare mig, kunne jeg mærke vreden stige op i mig. Hvad fanden havde hun gjort!?

“Hævn.. Hævn er hvad jeg har gjort!” Sagde hun med en virkelig uhyggelig stemme.

“For hvad? Det var dig, der kidnappede mig- ikke omvendt!” Råbte jeg. Jeg var først sur for alvor nu, og hun var virkelig gået LANGT over min personlige grænse!

“Jeg HADER dig! Du er det mest selvoptagede menneske, jeg nogensinde har mødt!! Du fortjener ikke en skid! Jeg har givet dig chancer indtil nu, men du er virkelig gået alt for langt!” Råbte jeg hende op i ansigtet, og jeg var faktisk lidt chokeret over mig selv, men på den anden side fortjente hun det altså! Ashley virkede såret, men så flippede hun også.

“I lige måde! Jeg kidnappede dig, fordi jeg simpelthen ikke kan holde ud til at se dig og de andre flødedrenge overalt! I er så snot forkælede, og I tror at ALLE elsker jer! Men I tager fejl, I bare nogle talentløse, belastende, opmærksomhedskrævende, selvoptagede og almindelige drenge!” Det sidste gjorde virkelig ondt. Måske har vi været heldige, men vi er altså ikke talentløse!

“Hvad med dig selv- du er jo sindssyg!” Hvæsede jeg, da jeg ikke kunne komme på noget bedre forsvar. Det kunne hun tilsyneladende slet ikke håndtere! Ashley bakkede væk fra mig, og jeg kunne se de tårer, som begyndte at springe frem i hendes øjne… Hun vendte om, og styrtede ud ad døren.

 

Jeg hørte et højt og langt skrig, som kun kunne komme fra Ashley. Hvad skete der lige?! I ren panik, og uden at tænke over det rev jeg mig løs fra stolen (var jeg lige blevet meget stærkere, eller?), og spurtede ud til hende. Hun sad på jorden, og holdt hænderne foran ansigtet i gru. Til at starte med kunne jeg ikke se, hvad det var hun kiggede på, så jeg knælede ned ved siden af hende, og stirrede på den uigenkendelige klump foran os. Der gik et par sekunder, før jeg opfattede, at den sønderrevne pelsklump foran mig var Henning! Oh. Jeg kiggede ned på Ashley, der var begyndt at ryste. Det lignede at hun var ved at få en slags krampeanfald.

“Henning!” Hviskede hun. jeg prøvede at klappe hende på skulderen, men hun opfattede det slet ikke.

“Henning!” Gentog hun, denne gang en smule højere.

“HENNING!” Skreg hun så, og jeg kunne intet gøre for at forhindre hende i at tage fat i den tilsyneladende livløse Henning og knugede ham ind til sig, mens hun skreg som en sindssyg.

“Ashley, vi må få fat på en dyrlæge!” Prøvede jeg at sige, men hun havde kun Henning i hovedet. Jeg må altså selv gøre noget! Jeg sprang indenfor, og prøvede desperat at finde en form for telefon. Jeg ledte først i køkkenet, da jeg kom i tanke om hendes 'Hemmelige værelse', og løb derind. Ganske rigtigt, der lå der en old gammel mobil, i den øverste skuffe. Den tog en evighed om at starte, men til sidst fik jeg tastet dyreklinikkens nummer ind. En oversød stemme langsomt sagde:

“Hej, det er Bettina fra dyrekl-” Jeg afbrød hende hurtigt “Vi har en hårdt såret kat her! Den er i yderste livsfare, så skynd jer!” Jeg blev helt overrasket over hvor desperat jeg lød.

“Øh. Hvor befinder dig og katten jer henne?” Spurgte damen ved navn Bettina. Jeg havde lyst til bare at smide oldtelefonen LANGT væk, men jeg var jo nødt til at prøve på at redde Henning. Uden for huset kunne jeg stadig høre Ashley skrige, så hun ville nok ikke være til så meget hjælp.

“Halloooo!” Udbrød en irriteret stemme i røret.. Jeg kiggede mig desperat rundt i det lille rum, og fik øje på dagbogen, hvor der da måtte stå noget om hvor i alverden vi befandt os! Jeg skimmede hurtigt den første side hvor der stod:  

Nu tænker du nok, hvordan får i mad? Jov ser du, der ligger en butik lige overfor, som hedder Billy’s Butik. Kreativt, i know!

Jeg behøvede ikke læse mere.

“Eeeeh, jeg kender ikke adressen, men der ligger en butik lige overfor som hedder ‘Billy’s Butik’” Damen udstødte en irreteret lyd , og mumlede noget med

“Tror du at vi leger gemmeleg?” Fandme nej om hun skulle komme her og spille fornærmet!

“HEY, jeg synes at jeg sagde at det var en nødsituation? Få nu bare hældt kaffen ud og kom afsted!” Udbrød jeg vredt. Der var ingen der svarede, så jeg lagde på. Selv om hende Bettina måske var en gammel dame med grimme røde briller kunne hun vel sagtens finde ud af at gå på Google Maps eller Krak. Bare et eller andet. *Suk*. Det var sikkert ikke engang hende der skulle køre.

 

Foruroligende nok holdt skrigene udenfor pludselig op, og jeg skyndte mig derud. Ashley havde ikke rykket sige en centimeter, og jeg tænkte at hun nok bare var løbet tør for luft. Hun havde glattet lidt af Hennings pels ud, og jeg kunne nu se hvad der var sket med ham. Ew. Min første indskydelse var at styrte væk, eller gøre et eller andet for at mindske den stakkels kats smerter. Ærlig talt- et eller andet vildt dyr havde nærmest bidt halvdelen af Hennings hoved af, og der løb en eller anden tyk betændelsesvæske blandet med blod ud fra det enorme sår. Og var det… En muskel man kunne se? Den morgenmad som jeg ikke havde spist var ved at komme op igen, og jeg kiggede væk et kort sekund. Bare den dovne dyrlæge snart ville komme! Jeg skulle lige til at gå lidt længere ud på vejen for at se efter en bil, da jeg kunne høre en underlig lyd. jeg vendte mig om, og så at det var Ashley. Hun så ud til at have problemer med at trække vejret, og man kunne helt tydeligt høre det på hendes vejrtrækning. Henning knugede hun stadig ind til sig, men hun kiggede op på mig nu, og til min store forskrækkelse var hendes øjne helt opspilede, og fyldt med dødsangst! Hyperventilerede hun- eller var hun virkelig ved at blive kvalt? Jeg styrtede over til hende, og nåede lige at gribe hende inden hun ramte jorden.

 

Jeg var syg af bekymring. Dyrlægen var kommet og tog sig af Henning, men ambulancen var ikke til at se. Der var ikke andet at gøre. Jeg tog fast om hendes næse, og lænede mig ind over hende. Jeg  skiftede mellem at suge ind og puste ud i en jævn rytme. Var det ikke sådan min mor havde sagt man skulle gøre?  Hendes livløse krop lå i mine arme, og det var svært at holde tårerne tilbage.. Hvorfor græd jeg? Jeg kunne jo ikke lide Ashley? Hun havde forfanden kidnappet mig! Men jeg kunne stadig ikke bære tanken om, at hun skulle være død. Det måtte bare ikke ske. Det kunne ikke ske. Mine tanker blev afbrudt af en velkendt lyd. Ambulancen var her endelig!

 

Da der kom vrimlende med folk omkring mig, prøvede jeg desperat at klamre mig fast til Ashley, og gik helt i panik da de rev hende fra mig.

“Hey, hold dig lige væk- vi skal bruge plads her!” Råbte en af dem, mens en anden mumlede:

“Er det ikke Harry Styles? Hvad er der sket med hans hår!” Jeg gik over til ham manden som havde nævnt mit navn.

“Jeg skal med!” Sagde jeg bestemt. Han kiggede vurderende på mig.

“Er du i familie med hende?” Spurgte han. Jeg rystede kraftigt på hovedet.

“Nå men det’ træls, så kan du ikke komme med”, svarede han undskyldende.

“Vent! Vi er…” Hvad var vi? Hvad var vi helt præcis? Venner kunne man ikke ligefrem sige. En mand som måtte være læge kom over til mig.

“Er det lang tid siden at hun besvimede” Spurgte han.

“Nej, måske lidt over fem minutter”, svarede jeg med en klump i halsen. Lægen nikkede forstående, og forsvandt over til ambulancen, hvor Ashley var blevet anbragt på en båre. Bare synet gav mig tårer i øjnene igen, og jeg mærkede mit hjerte pumpe på højtryk. Var jeg virkelig blevet glad for hende, eller værre endnu... forelsket?

“Vent!” Manden som før havde genkendt mig kom løbende tilbage efter mig. “Du må hellere komme med, ellers kan vi ikke identificere hende”, mumlede han.

 

*****

 

Jeg vågnede op i en meget ukomfortabel stilling, og min ryg var helt smadret. Hvor lang tid havde vi været her? Jeg strakte mig, og listede hen til det smalle vindue. Det var et kvadratisk rum med hvide vægge og hvidt gulv. Jeg trak gardinerne væk, og så solen stige op. Så måtte det være meget tidlig morgen.. Men vi var jo kommet i formiddags? Jeg åbnede forsigtigt vinduet, og snusede den kolde morgenluft ind, da der kom en svag lyd ovre fra den anden ende af rummet. Jeg vendte mig hurtigt om, og smilede stort. Ashley var endelig vågnet!

“Hey H. Hvad er der sket? hvor er vi?!” Hun lød forvirret, og kiggede panisk rundt i rummet. Jeg gik over til hende, og kyssede hende på panden.

“Godmorgen smukke. Bare rolig- vi er på hospitalet.. Øhm, ja du besvimede igår.” Jeg prøvede at lyde rolig, men det gik ikke så godt. Hun løftede øjenbrynene, og kiggede spørgende på mig.

“Øøøh.. Hvorfor? Hvad skete der?!” Nærmest råbte hun. Jeg var nødt til at sige det:

“Ehh.. Henning var ehh... slemt såret, og du blev så ked af det at du besvimede!” Det var måske lidt brutalt sagt, men det var jo det der skete! Desuden ville hun jo alligevel komme til at høre det på et tidspunkt, så jeg kunne da vel lige så godt være den der fortalte hende om begivenhedernes gang. Eller måske ikke. Hun blev med det samme helt bleg, og vendte sig med et ryk over mod døren.

“Hvor er han? Er han okay?!” Udbrød hun. Jeg vidste ikke engang selv hvor Henning var, eller om han havde klaret den. For at være helt ærlig, havde jeg glemt alt om Henning da Ashley besvimede (meget forståeligt).

“Slap af Ash, han er på dyreklinikken, og de behandler ham. Han skal nok klare den!” Jeg vidste slet ikke om det jeg sagde var rigtigt, men jeg ville jo bare berolige hende! Hun slappede lidt mere af, men tårerne dækkede hendes øjne. Jeg holdte om hende, og vuggede hende lidt. Da vi havde siddet sådan i lidt tid, kom en sygeplejerske ind.

“Mrs. Rosewood, er alt i orden?” Spurgte hun forsigtigt, og rømmede sig. Ashley blev forskrækket, men fik alligevel fremstammet:

“Ja, men kan jeg se min kat?” Sygeplejersken, som jeg kunne se på navneskiltet at hed Anitta, kiggede en smule forvirret på Ashley.

“Din kat? Jamen søde ven, det her er jo et hospital”, grinede hun. Jeg vidste fra tidligere erfaringer med hende, at Ashley kunne være meget mentalt skrøbelig, især når hun lige havde været igennem noget dramatisk. Så at nægte hende at se Henning var IKKE lige det, som jeg ville anbefale. Hun begyndte at græde igen, og jeg kunne ikke lade være med at sende et fornærmet blik til sygeplejersken. Nu havde jeg jo lige fået beroliget Ashley!

“Kunne jeg ikke tage ind og se til ham?” Spurgte jeg, mens jeg strøg hendes hår væk fra ansigtet. “Jeg skal lige tjekke”, mumlede Anitta, og forsvandt ud af døren.

Jeg havde fået lov at tage over til Henning uden Ashley. Dyreklinikken lå lige på den anden side af gaden, så jeg gik derover. Jeg skulle bare lige sikre mig, at Henning var okay, og så komme tilbage. Tanken om, at de måske ikke havde kunnet redde ham gjorde mig meget nervøs, for jeg kunne slet ikke forestille mig Ashleys reaktion på det. Oh. En begravelse for Henning måske. Nej- det var også at tage tingene på forskud. Med nutidens teknologi og lægevidenskab burde de være i stand til at gøre et eller andet. Håbede jeg. Jeg gik ind i den grå bygning, og blev mødt med en klam lugt som lugtede af en blanding af dyreafføring, og hospital. Der sad en lille tyk dame, som tydeligvis ikke havde opfanget at jeg var kommet. Jeg rømmede mig, men hun reagerede stadig ikke.

“Undskyld mig!” Sagde jeg højt, og endelig kiggede hun op.

“Øøøhm, jeg skal besøge en kat som hedder Henning, hvor skal jeg gå hen?” Fortsatte jeg. Hun kiggede igen ned på hendes computer. God service!

“Gang 13, bur 7.” Sagde hun muggent, og hentydede til at jeg skulle forsvinde, så det gjorde jeg.  9.. 10.. 11… 12… 13! Jeg kiggede ud til siderne, og en masse lidende katte stirrede tilbage på mig. Lugten var stærkere, og jeg fik mere og mere kvalme. Pludselig så jeg den velkendte grimme grå pels, og så Henning ligge med ansigtet ind mod muren. Han trak vejret ujævnt, og spjættede lidt. Han havde det virkelig dårligt! Jeg forstod virkelig ikke hvorfor han bare var blevet proppet ind i et lille klamt bur, når han jo så åbenlyst havde det af helved til. Jeg kunne mærke vreden over den uretfærdige behandling stige op i mig, mens jeg kiggede rundt på resten af burene. Det var det samme. Ene af dyr, som lå og hev efter vejret, og nogle få af dem havde tydeligvis allerede gennemgået deres sidste øjeblikke. Det var helt sikkert hende den fede dame jeg havde talt med før, som var medskyldig. Egentlig burde det blive meldt til dyreværnet eller sådan noget, men hvem bekymrede sig? Ud over mig, og jeg var ret sikker på, at Ashley ville blive ret så sindssyg, hvis hun så hvor dårligt de syge dyr blev behandlet. Jeg stod og kiggede på stakkels Henning, da en lille mand med hvid kittel kom hen til os. Han havde vist drukket lidt for mange øl i sin ferie- noget med hans mave form tydede ihvertfald på det!  

“Ja, han har det jo ikke så godt, men vi har givet ham noget smertestillende, så han er nok lidt træt” Sagde manden venligt, men jeg vidste godt hvad han var ude på! Han ville have mig til at tro, at de gjorde alt hvad de kunne, men det gjorde de jo tydeligvis ikke! Så træls! Små løgnere og bedragere! Jeg kiggede arrigt på ham.

“Søde ven… Har du nogen som helst anelse om, hvad du laver?” Spurgte jeg. Han så meget forvirret ud, hvilket kun bekræftede mine værste anelser. Manden havde ikke en skid styr på hvad han lavede. Han sad sikkert og spiste en sandwich mentalt, mens Henning lå og var på dødens rand!

“Ved du hvad? Jeg tror at Henning ville have det MEGET bedre hjemme!” Sagde jeg flabet, og prøvede så desperat at åbne lågen. Henning vendte langsomt ansigtet hen mod mig, og lyste med det samme op. Han havde sikkert ventet på at vi ville komme, og redde ham! Da jeg havde fumlet med låsen i noget tid, indså jeg at man skulle bruge en nøgle. Typisk! Jeg vendte mig mod lægen, og smilede falsk, mens jeg prøvede at redde den begyndende akavede situation.

“Ehm? Vil du være venlig at give mig den nøgle?!” Sagde jeg, og prøvede at ignorere den stigende vrede, som efterhånden overvandt den akavede stemning.. Manden kiggede forvirret rundt.

“Nej, desværre. Vi må ikke bare give nøglen væk, og desuden er Henning syg, og burde behandles af professionelle!” Sagde han med en stemme som man taler med, når man taler til folk med mentale problemer. Han forstod TYDELIGVIS ikke en pæn hentydning!

“Prøv at hør- når Henning sådan er kommet til skade, så går det jo ikke at vi bare behandler ham uden at give ham noget smertestillende! Det var et grimt sår han havde fået sig. Desuden, så forstår jeg godt dine aggressioner. Vi ved jo alle sammen godt hvor hårdt det er, at sige farvel til nogen vi elsker”, fortsatte manden, og jeg begyndte at forstå ham. Han havde sikkert været ude for en eller anden tragisk form for ulykke, som havde påvirket ham negativt. Jeg nikkede, og mumlede et utydeligt svar.

“Ja... Hovsa, jeg synes ellers at jeg har set dig før!” Udbrød han så, mens han kiggede grundigt på mig. “Eh”, sagde jeg, og vidste ikke om jeg skulle komme med en slags undskyldende kommentar for ikke at have præsenteret mig.

“Du ligner ham der krøltoppen fra One Direction, men han plejer at have lidt mere hår, eller også er det bare photoshoppet”, sagde han langsomt. For pokker, Ashley! Tænkte jeg. Jeg havde fuldkommen glemt, at hun havde fladet mit hår, og det så sikkert stadig hæsligt ud. Ew, og jeg havde gået rundt med det sådan i næsten to døgn! Jeg var nødt til at gøre noget, inden han tog et billede eller sådan noget, så jeg klappede ham hurtigt på skulderen og mumlede:

“Ved du hvad- du må hygge dig!” Og så løb jeg ud af døren... Uden Henning.


Det var slemt at gå ud på gaden, da jeg følte at folk konstant gloede på mig- og jeg gav Ashley skylden. Hende og hendes fladjern! *Suk*! Hun havde da heller ikke givet mig andet end problemer på nakken siden hun kidnappede mig. Vent. Jeg stoppede brat op, og var i næste sekund ved at blive kørt ned af en bil, så jeg skyndte mig ind til siden igen. Siden hun kidnappede mig… Jeg var jo fri! Ashley lå på et hospital, og havde bare ladet mig gå! Jeg hoppede en halv meter op i luften, mens jeg råbte:

“Friheeeed!” Jeg stod og kiggede op på himlen, da det gik op for mig, at det var en evighed siden at jeg havde kigget på den! (På vej derover var jeg for frustreret til at lægge mærke til det). Jeg tjekkede mine lommer igennem, for at se om jeg havde penge til en taxi, men det havde jeg ikke. Pludseligt kom der en bil forbi, som stoppede op lige ved siden af mig. To 15-årige piger sprang ud af den, og krammede mig. Fans... Dem havde jeg savnet!

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hej dejlige mennesker! <3 Det var så kapitel 8!! Hvad tror I der sker nu? Tror I Harry har modet til at stikke af fra Ashley, eller tror I at han har for mange følelser for hende? Hvad med Henning- klarer han den? ;-)
Vi håber at I stadig følger med, og som altid så skriv gerne respons i kommentaren! <3

- Maja Thygesen

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...