Psycho Girlworld

Ashley er ikke en normal pige. Ja, man kunne nærmest kalde hende sindssyg. I et år har hun arbejdet frem mod et mål- at kidnappe Harry Styles. Dette kunne tænkes at være umuligt, men det lykkes for Ashley. I hvert fald delen om at kidnappe ham. For Harry er det en pænt træls erfaring at gøre sig, at ens venner glemmer en, når man ikke svarer på deres SMS’er. Og han har en smule svært ved ikke at begynde at beundre den her sindssyge pige, som truer ham dagligt… P:S, Vi vil meget gerne understrege, at vi begge er to meget dedikerede Directioners/Harrygirls, så alt om Harry i denne historie er ment som Ashley's tanker om ham- og det var rigtig hårdt for os at skrive den slags om vores lille Hazza ! <3

25Likes
33Kommentarer
1821Visninger
AA

10. Fireproof

Fireproof

 

Harry’s synsvinkel:

 

Jeg havde lige købt et par lilla converse til Ashley, som en slags undskyldning, for at jeg skred fra hende da hun havde brug for mig. Hun begyndte nærmest at danse af glæde, da hun hørte at jeg ville betale. Wow, den pige har nok ikke så mange penge som jeg troede! Jeg mener, det er ikke så tit at folk flipper ud over et par sko, og så især Converse! Men hvis de gjorde hende glad, så skulle jeg da ikke stå i vejen for det! Jeg håbede virkelig at mig og Ash kunne få et nogenlunde normalt venskab igen. Tro det eller lad være, men jeg havde faktisk savnet hende rigtig meget! (Det måtte hun bare ikke finde ud af, da det ville blive en lidt akavet situation!).

 

Nu var vi så på vej hjem til mig i min Audi, som Ashley tydeligvis var meget imponeret over. Ha, jeg glædede mig til at se hendes reaktion når hun så mit hus! Åh… Hun var simpelthen bare så dejlig når hun var imponeret- altså, jeg havde jo ikke ligefrem haft chancen for at imponere hende mens jeg blev holdt fanget, så det var et helt nyt område.

 

Jeg havde godt nok lagt mærke til, at hun ikke så så godt ud. Ikke på den måde, men man kunne godt se at hun havde befundet sig langt væk mentalt de sidste par uger! Det kunne man se på hendes hår, som jeg ærlig talt måtte sige at jeg havde set kønnere. Tanken om, hvordan det mon gik med Henning strejfede mig kort, og fyldte mig med en sær følelse. Den kat og jeg havde en underlig connection…

 

Ashley sagde ikke så meget, og jeg fornemmede at hun stadigvæk var ved at tø lidt op. (Ingen overraskelse hvis jeg var det første menneske hun havde talt med det sidste stykke tid) Hun havde travlt med at lade som om at hun stirrede ned i posen med sine nye sko (men jeg havde ligesom fanget hende i at glo på mig når jeg kiggede væk.) Jeg besluttede mig for at bryde den akavede stilhed:

“Såeeh.. Er du spændt? Altså du skal jo hjem til mig for første gang” Ja, det var et akavet spørgsmål, men jeg følte bare at jeg skulle sige et eller andet. Hun kiggede på mig, og begyndte at fnise.

“Er dét virkelig det eneste du kan finde på?” Hun slog mig blidt på skulderen, og begyndte at grine endnu mere.

“Øøøh.. Du sagde da slet ikke noget!” Svarede jeg igen, med en drilsk stemme. Pludseligt blev hendes ansigt trist, og hun sukkede dybt.

“Ej, undskyld Haz. Du har ret, jeg er bare lidt overvældet over at være sammen med dig igen. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal sige.” Hendes grønne øjne blev fugtige, og jeg kunne fornemme at hun var ved at få et nervøst sammenbrud. Igen. Jeg tog min arm om hende og hviskede blidt:

“Det er okay, vi skal bare lige vænne os til at være sammen igen. Og ved du hvad? Jeg glæder mig rigtig meget!” Jeg så ud af øjenkrogen, at hun smilede svagt. Mon hun også havde savnet mig? Noget tydede ihvertfald på det… Før hun nåede at sige noget, var vi hjemme. Jeg stoppede bilen, og Ashleys øjne blev enorme! Jeg smilede tilfreds ved synet af hende som hun sad der, og var ved at tabe både øjne og mund. Hun havde sikkert aldrig set så stort et hus før.

“Nå?” Spurgte jeg. Hun rystede bare på hovedet. Jeg steg ud af bilen, og gik hen og åbnede døren for hende. Nok mest fordi at hun ikke selv var i stand til det, (og lidt for at være en gentleman!) Hun fulgte efter mig ind, og var stadig helt mundlam.

 

Jeg havde ladt Ashley gå rundt på ‘eventyr’ i mit hus i cirka 10 minutter, da jeg kaldte på hende for at høre om hun ville have en kop te. Jeg vidste at det var risikabelt, da det med en kop te var en oplevelse vi havde imellem os, som jeg vidste at Ashley også tænkte tilbage på med en hel del mixede følelser. Men på den anden side vidste jeg at hun elskede det, og forhåbentligt ville slappe mere af. Det ville jo ikke hjælpe særlig meget på vores situation, hvis hun følte sig utryg.

“Ashley?” Kaldte jeg igen, da hun ikke svarede. Hvor pokker mon hun var henne? Jeg beroligede mig selv, og lavede to kopper med te, og slog mig til tåls med, at hun jo nok bare var smuttet på toilet eller sådan noget…

 

Men hun kom ikke. Hendes te var for længst blevet kold, og jeg satte min egen kop fra mig for at lede efter hende. Her var det en smule upraktisk at have et stort hus, men altså- hvor tit blev mine gæster ligefrem væk?

 

En etage af gangen. Hun skulle jo nok være der et sted. Jeg kiggede først i stuen, så badeværelserne, køkkenet- men hun var ingen steder at se. Jeg panikkede mere og mere, tænk hvis hun var hoppet ud af vinduet eller sådan noget, det kunne hun nok godt finde på! Det sidste sted jeg manglede var... Soveværelset… Det ville da virkelig være akavet hvis hun var derinde! Hvorfor skulle hun også være det? Ikke desto mindre gik jeg afsted for at tjekke. Jeg trak forsigtigt i håndtaget, og så Ashley… Ligge i min seng? Hvad lavede hun dog? Jeg listede hen til hende, og så til min store overraskelse at hun sov. Sødt. Måske havde hun ikke fået nok søvn, eller også havde mængden af de mentale sammenbrud endelig krævet sin pris. Hun lå og krammede min hovedpude- det lignede faktisk at hun snusede til den? Jeg satte mig på sengekanten, og studerede hendes fredfyldte ansigt. Hun var meget smuk når hun ikke var sur eller bange. En solstråle fra vinduet ramte hendes ansigt, og jeg fik pludselig lyst til at kysse hende. Men hvis hun så vågnede, ville hun højst sandsynligt freake helt ud på mig. Skulle jeg lægge mig ved siden af hende, eller bare lade hende sove i fred? Stort dilemma... Jeg vidste stadig ikke hvordan hun havde det omkring vores… ja, hvad kunne man kalde det… forhold.

 

Jeg lagde mig forsigtigt ned ved siden af hende, dog med ca. 10 centimeters mellem os. Da jeg havde ligget der i noget tid, og kigget på hendes fredfyldte ansigt, besluttede jeg mig for at rykke tættere på- det kunne da der ikke ske noget ved? Troede jeg. Jeg rykkede mig langsomt derover, men uheldigvis havde jeg ikke lagt mærke til at en tot af mit hår rørte ved hendes kind. Hun lavede et voldsomt spjæt, og prøvede panisk at slå ud efter mig. Jeg fór op, og gik et par skridt bagud, imens jeg desperat prøvede at berolige hende.

“Rolig Ash, det er bare mig!” Råbte jeg.

“Hvad- nej, gå væk! Afstand tak!” Skreg hun, og lod slet ikke til at opfatte at det var mig. Eller også gjorde hun, og det ville så betyde at hun ikke kunne lide mig. *Suk*. Hvad havde jeg dog gjort forkert? Jeg skulle have regnet ud at Ashley var den slags pige, som ville gå MEGET langsomt frem. Jeg stod nu helt ovre ved døren, og havde den åben, parat til at løbe ud, hvis hun nu skulle blive mere sindssyg. Hun havde tilsyneladende stoppet sin jagt på mig, og stod i øjeblikket og pustede med et vildt blik i sine øjne. Jeg ville gerne indrømme at jeg syntes bedre om hende når hun lå og sov og man i det mindste kunne nærme sig hende uden at få en knytnæve i ansigtet…

“Harry… Aldrig… gør det igen..” Pustede hun. Hvorfor ikke? Hvad skjulte hun? Jeg troede, at jeg havde set den rigtige Ashley, eftersom vi jo havde gjort lidt af hvert sammen, men næh nej- den pige blev ved med at overraske en. Der var en grænse for, hvad min nysgerrighed kunne tåle…

“Jamen- hvad har jeg da gjort, siden at jeg skal slås ud efter i mit eget soveværelse?” Spurgte jeg en smule flabet. Hun blev en smule rød i hovedet, og så ikke ud til at ville svare, da hun overraskede mig ved at sætte sig på sengekanten. Skulle jeg så sætte mig ved siden af hende? Tilsyneladende. Jeg havde åbenbart stået og kigget på hende i lang tid, for hun sagde:

“Øhm.. Harry.. Det er altså et tegn til, at du skal sætte dig ved siden af mig” Åh. Akavet, men det var da bedre at være på den sikre side efter hendes tidligere opførsel at dømme. Jeg gik (måske lidt for langsomt) over, og satte mig på sengekanten ved siden af hende, men jeg sørgede for at der var meget plads imellem os, hvis nu hun skulle få et panisk anfald igen. Der blev en lidt akavet stilhed, hvor Ashley bare sad og pillede ved sit armbånd.

“Har du tænkt dig at forklare hvad der lige skete, eller er det en af de der sindssyge gæt-hvad-jeg-tænker lege, som kvinder altid laver?” Spurgte jeg, og prøvede at regne hende ud. Hun kiggede over på mig, mens hun sendte mig et noget mopset blik.

“Harry- du skal bare være taknemlig over at jeg overhovedet gider at fortælle dig det her, for det er faktisk noget MEGET personligt, som…” Her gik hun i stå, og jeg spekulere på, hvad hun mon havde tænkt sig at sige. En tåre trillede ned ad hendes kind, og det lignede at hun prøvede at huske et eller andet. Det her blev mere og mere mystisk, og jeg kunne snart ikke holde min nysgerrighed væk mere. Hun tog en dyb indånding og begyndte

“Det har ikke altid været et problem, men jeg har aldrig brudt mig særlig meget om nærkontakt, især ikke når jeg sover” Jeg fornemmede, at det var en af de der ´livshistorier’ som hun ville begynde på, men siden at jeg ikke følte, at jeg vidste specielt meget om Ashley, så passede det mig egentlig ret godt.


“Du har nok lagt mærke til at jeg er lidt… Speciel.” Startede hun. Okay, jeg kunne altså snart ikke holde mig tilbage mere, hun talte så langsomt! Jeg nikkede forstående til hende, som et tegn til at hun skulle fortsætte.

“Det er der faktisk en ret god grund til... Jeg har haft nogle meget barske oplevelser da jeg var mindre”, fortsatte hun med en lav stemme. Hun så ud til at kæmpe en hel del med ikke at bryde ud i tårer, men for en gangs skyld håndterede hun det, og det gjorde mig kun endnu mere nysgerrig, da det virkelig virkede som om at hun havde noget som hun gerne ville fortælle mig (og noget jeg for en gangs skyld interesserede mig for). Jeg kiggede indgående på hende som tegn til, at hun skulle fortsætte, men det så meget ud til, at hun kæmpede med at komme videre i sin fortælling.

“Jeg har aldrig haft et super godt forhold til mine forældre… Jeg har nærmest altid kun snakket med min mor. Da jeg ikke var mere end 10 år havde min far og jeg…har et meget... anstrengt… forhold. Min mor var ude i byen, så jeg var alene hjemme med min far, og den nat da jeg lå og sov kom han ind og…” Der gik det så galt for hende. Ashley begyndte at græde, men det kunne man næppe bebrejde hende! Hvad havde han mon gjort, som kunne være så slemt? En masse billeder kom frem i mit hovede, og jeg fik pludselig meget ondt af Ashley. Jeg vidste ikke om hun havde til hensigt at fortsætte med sin fortælling, men det virkede ikke sådan lige for øjeblikket, hvor hun sad og prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol. En pludselig indskydelse fik mig til at rykke helt hen ved siden af hende, og lægge en trøstende arm omkring hende. For første gang under den her følelsesladede samtale, kiggede hun mig direkte i øjnene, og smilede lidt falsk.

“Undskyld, Jeg burde ikke fortælle dig det her.” Sagde hun og kiggede igen ned i gulvet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige! Altså jeg var jo glad for at hun ville fortælle så personlig en ting til mig, men på den anden side var det også lidt overvældende. Vi havde trods alt kun kendt hinanden i meget kort tid. Desuden forstod jeg ikke, at jeg var den første hun fortalte det til. Hvad havde jeg gjort, så jeg fortjente den info, og desuden måtte hun da have venner, som hun delte den slags ting med. Men på den anden side- så nej. Ashley var ikke lige den type som havde mange venner. Faktisk… nu hvor jeg tænkte over det. Hun virkede meget som den mærkelige, venneløse type. Men det bebrejdede jeg hende ikke, det måtte være svært at stole på folk, når ens egen far… Ja, hvad havde han gjort? Det lød ikke som om Ashley havde lyst til at give mig detaljer lige nu, men måske en anden dag? Oh. Den tanke bragte mig med ét tilbage til vores mærkelige situation. Blev der en anden dag, eller var det her Ashleys måde at afslutte på? Tanken var skræmmende, for inderst inde måtte jeg indrømme, at jeg ikke havde lyst til at lade hende gå.

****************************************************************************************************************

Hej allesammen! Først og fremmest virkelig meget undskyld for at vi ikke har lagt noget ud i ½ år- vi har bare ikke haft så meget motivation, og tiden har ikke lige været der. Vi håber virkelig at der stadig er nogle som har læst dette kapitel, da det er det sidste!! :D Den eksklusive afslutning på en exceptionel historie vil vi kalde det, så vi håber begge meget på, at I har nydt at læse vores fanfiction, vi har ihvertfald nydt at skrive den :-) Der har været op- og nedture hele historien igennem, men det er jo sådan det er i en historie- okay dette her skulle ikke blive til en lang smøre- men vi kender godt følelsen når en historie ender åbent. Trælst. Men vi følte bare, at det var det bedste- både for os, men også for jer læsere og ikke mindst vores 2 dejlige hovedpersoner! Hvis det er, kan I altid komme med bud på hvilken drejning I tror Ashleys og Harrys forhold tager, og om I tror de ender sammen <3

Vi takker Harry mentalt for at være med i historien :3

Vi takker vores dejlige læsere ^^

Vi takker vores liflige venner, som tit har kommet med idéer!


Trololololo- det var alt for nu, vi håber at i også vil følge med i fremtidige movellaer!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...