All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14022Visninger
AA

8. Chapter 6.


Hvor mange gange, har du siddet og tænkt ’Jeg må gøre noget’? Hvor mange af de gange er blevet til noget? Ikke ret mange, vel? Det har jeg besluttet at lave om. Jeg vil have Walde, Pauline, Javadd og mit venskab op og rulle igen. Et nederlag burde ikke slå mig ud.

Jeg føler mig som altid alene på skolen, men jeg prøver at komme i kontakt med Pauline og Javadd hele dagen. Jeg tør ikke gå efter Walde til at starte med. Det er ikke særlig rart at være strejferen, men det må være endnu mere ubehageligt at være mobbeofret – og det kan være Pauline også retter sit maskingevær efter mig, hvis jeg ser ud til at hjælpe Walde. Så jeg går bare efter Pauline og Javadd.

Da jeg for tredje gang den dag stopper Javadd på gangen for at snakke med ham, flipper han.
”Jeg gider dig ikke! Skrid!” siger han hårdt og ser ondt på mig.
”Jamen..! Sig ikke, at du ikke savner sådan som det var før! Et eller andet må du da savne?” Siger jeg desperat og træder et skridt frem mod ham. Han træder med det samme et skridt bagud, og det giver et lille stik i hjertet, men jeg ignorerer det.
”Det eneste jeg savner, er lidt mindre opmærksomhed fra dig” det lyder som om han mumler noget i stil med ”Og mere fra Pauline..” før han forsvinder ned ad gangen.
Jeg rynker undrende øjenbrynene til den sidste udtale. Pauline? Var han også ude efter hende? Altså, jeg kan godt forstå ham. Hun er høj, slank, køn og har store bryster. Den perfekte pige.
Jeg stopper op. Sådan skal du ikke tænke! 1. Hun var din ubiologiske søster
2. Hun er ikke interesseret i dig
3. Du er ikke interesseret i hende

Jeg skynder mig hjem og tænder computeren. Mit baggrundsbillede er af os alle fire. Det er fra i sommers og blev taget på stranden. Jeg kan tydeligt huske den dag.

Javadd flækker af grin over en kommentar, som Pauline lige er kommet med. Solen bager ned over os og pludselig farer Walde op.
”Den sidste i vandet er en spegepølsemad!” Vi andre springer op, altså hallo? Hvem har lyst til at være en spegepølsemad? Vi når ud i vandet næsten samtidig og flækker af grin på vejen.
Jeg sprøjter vand på Walde og snart har vi en vandkamp i gang stadig grinende.
Vi sætter os op på stranden igen for at blive tørre.
”Ej, vi skal da have et billede!” Hviner Pauline og hiver sin telefon op af hendes taske. Vi er hurtigt med på idéen, og vi maser os sammen, så vi alle kan være med.
”Sådan! Jeg sender det lige til jer!” Smiler Pauline og læner sig tilbage på sit håndklæde.

Jeg sukker ved mindet. Vi havde det så sjovt dengang, og nu ser det ud til, at det ikke bliver virkelighed igen, nogensinde.
Jeg åbner hurtigt internettet og går på facebook. Jeg ser at Walde er på og skriver til ham

Hey! Lang tid siden! :D

Jeg kigger lidt på den, før jeg sender den. Er det for meget? For lidt? For underligt? Til sidste beslutter jeg mig bare for at sende den.
Han svarer næsten med det samme.

Halløj. Ja længe siden.

Ingen smiley, ingen glæde. Kun tomme ord. Jeg bliver hurtigt bekymret. Det kan godt være, at vi ikke rigtigt er venner mere, men jeg bekymre mig stadig om ham. Om dem alle sammen.

Hvad er der galt? Er det Pauline? ):

Denne gang går der lidt tid inden han svarer, og jeg for da også et chok, da jeg ser den.

Ja, det Pau. Nej, du kan ikke hjælpe.

Jeg får straks alt for mange bange anelser, så jeg klapper hurtigt computeren i. Jeg flyver ud ad døren og et par huse ned ad gaden. Vi har aldrig boet langt fra hinanden, fordi vores forældre jo er bedste venner. Der er 10-15 minutter derhen, så fordi jeg løber det meste af vejen, når jeg derhen på otte.
Jeg står og tripper efter at have banket på. Jeg føler ikke, at jeg bare kan brase ind, som jeg gjorde før. Jenny åbner, og jeg maser mig forbi hende. Jenny kigger forbløffet efter mig, men det tager jeg mig ikke af.
Jeg kaster mit overtøj i entreen og styrter ind på Waldemars værelse. Han sidder foran computeren med albuerne på bordet og panden mod håndfladerne. Det første jeg lægger mærke til er, at han ser meget tyndere ud, og jeg bliver endnu mere bekymret end jeg er i forvejen. Jeg krammer ham kort og sætter mig så ved siden af.
”Hvad har hun gjort?” Spørger jeg og prøver at lyde medlidende.
”Det vil du ikke vide” svarer han stadig med hovedet begravet i hænderne. Det lyder som om han har grædt.
”Fortæl mig hvad der er galt. Jeg ved godt, at vi måske ikke er de bedste venner lige nu, men det var vi, og jeg savner den tid. Jeg vil gerne være din ven igen, hvis du altså vil være min.” Siger jeg og lægger en arm om skuldrene på ham. Han siger ikke noget, indtil han kommer med et snøft.
”Ødelagt min hverdag. Hun er altid så sur, og det går af en eller anden grund altid ud over mig,” hans stemme knækker, så han holder inde et kort sekund.
”Jeg ved ikke, hvad jeg har gjort hende,” snøfter han og tørre sine øjne med bagsiden af hånden.
”Har du spurgt hende?” Spørger jeg forsigtigt. Min hånd kører langsomt op og ned af ryggen på ham. Han ryster på hovedet.
”Jeg tør ikke,” hvisker han lavt og udstøder et hulk efterfulgt af endnu et snøft.
”Det kan jo være, hun har en god grund? Eller hun har nogle problemer hun vil ud med, men kan ikke fordi hun ikke tør – ligesom dig,” jeg ved ikke, hvorfor jeg begynder at forsvare hende, men det gør jeg. Waldemar sender et ondt blik i min retning. Han har vidst regnet ud, at jeg forsvarer hende.
”Hvordan kan du snakke sådan om hende? Du sidder her foran mig, jeg græder, fordi hun ikke har behandlet mig særlig godt, og så er du på hendes side? Hvordan kan du se dig selv i øjnene? Fy for fanden!” Han er blevet rød i hovedet af raseri, og jeg bliver faktisk ret bange for ham.
”Undskyld,” siger jeg lavt. Han fnyser.
”Undskyld? Undskyld?! Tror du, et lille ord kan rette op på alting? Jeg vil fortælle dig en ting: DET KAN DET IKKE! Jeg gider ikke have dig! Ud!” Han råber det sidste og løfter pegefingeren i retning af døren. Jeg bevæger mig ikke.
”Ud! Sagde jeg! Skrid!” Hans hårde tone får mig til at adlyde, og jeg trasker stille med hængende skuldre og bøjet nakke ned ad trappen. Det slog mig halvt ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...