All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14018Visninger
AA

6. Chapter 4.

Jeg fortryder, at jeg have forsvaret Pauline. Hun er ikke fair over for mig, hvorfor skal jeg så være fair over for hende? I det øjeblik Pauline havde skreget op, var jeg kommet styrtende. I det øjeblik havde det virket som om vi begge var tilbage til før high school, hvor vi var venner. Ikke bare søskende, men venner. Da Javadd var skredet med nogle ord, der ramte mig mere end de burde, var vi tilbage og Pauline brølede, at jeg skulle ud af hendes værelse.
Jeg bryder igen hulkende sammen, da jeg kommer ind på mit værelse. Det er uretfærdigt. Hvorfor lige mig? Hvorfor kan jeg ikke have et godt liv? Hvorfor skal jeg absolut gennemgå en hverdag, med en tyrannisk søster? Det er blot få af de tusind spørgsmål, der farer igennem hovedet på mig. Da Harry råber, at der er mad, ignorer jeg det. Jeg har virkelig ingen appetit, selvom jeg næsten ikke har spist hele dagen.
”Hvorfor kommer du ikke? Er der i vejen? Nogle drengeproblemer, der skal snakkes igennem med far?” Han sender et lille smil efter den sidste bemærkning. Jeg siger ikke noget. Jeg er bange for, at han kan se, at jeg har grædt.
”Walde?” Han sætter sig på sengekanten med et seriøst blik i øjnene. Han har gennemskuet, at et eller andet er galt – og han har tænkt sig at finde ud af hvad.
”Walde?” Spørger han igen ”Hvad sker der?” Jeg ryster på hovedet for at signalerer, at jeg ikke vil snakke om det, og vender mig om, så jeg ligger med ryggen til og lægger dynen op over mit hoved. Harry sukker og rejser sig. Da han kommer til døren stopper han op.
”Der er mad, hvis du ikke kommer, kommer jeg op med noget til dig” Jeg har ikke tænkt mig, at komme ned og spise. Jeg har ikke tænkt mig at spise noget som helst. Jeg er ikke sulten, så hvorfor spise?

Jeg bliver liggende i sengen. Jeg græder ikke længere, jeg stirrer bare ud i luften. Da Harry kommer op med maden, sætter han sig igen op prøver at få det ud af mig. Han vil ikke tro på mig. Han vil grine, hvis jeg fortæller det. Grine og sige, at det kan godt være, jeg ikke kan lide Pauline, men det er at gå over grænsen at beskylde hende for det.
”Jeg kan jo se, at der er noget galt,” jeg sukker indvendigt, sådan siger forældre altid. ”Bare fortæl det. Uanset hvor latterligt det er, vil jeg hjælpe dig – det er, det jeg er her for.” Så typisk forældre! De kan sætte sig så lidt ind i situationen, at man får mindre og mindre lyst til at fortælle dem det.

Harry bliver hos mig i et par minutter, hvorefter jeg undskylder det med en dårlig dag. Han godtager det og går. Nedenunder kan jeg hører ham diskuterer med Jenny om, hvad han skal gøre. Jenny er på min side, og får ham overbevist om, at hvis der var noget, ville jeg sige det.
Selvom jeg er glad for, at Jenny ikke også er på nakken af mig konstant, bliver jeg lidt såret over, at de ikke insisterer på at få af vide, hvad der er galt.  På mig virker det som om, de kun vil gøre noget, hvis jeg kommer til dem – og det er jo netop dét, der er det sværeste. Jeg sukker af mig selv. Det er den mest uenige tankegang jeg har. Jeg er forvirret. Jeg beslutter mig for, at der ikke kommer noget godt ud af at sidde oppe hele natten og tænke over sine tanker, så jeg lægger mig til at sove.

***

Jeg vågner tidligt næste morgen og skynder mig ud på toilettet, for at være færdig, når Pauline vågner. Jeg sætter mig ud i køkkenet og lader som om, at jeg har spist morgenmad. Jeg vil ikke tvinges til at spise, når jeg ikke er sulten.

Allerede da vi er stået ud af bilen begynder Pauline.
”Du tror, du er noget, bare fordi mor og far diskuterer, hvordan du har det. Drop det. Dit helbred bliver aldrig diskuteret. De diskuterede, hvordan de kunne komme af med dig, uden at lyde hårde mod dig.” Siger hun koldt uden at kigge på mig. Så retter hun lidt på håret og går mod indgangen. Jeg selv står målløs tilbage. Havde de virkelig diskuteret, hvordan de kunne komme af med mig? Betød jeg så lidt for dem? Jeg forstår dem godt. Hvis jeg var dem ville jeg også have skilt mig af med sådan en som mig.

Som sædvanlig møder jeg ’tilfældigvis’ Pauline i spisepausen. Hun starter med at tage min frokost og smide den ud. De andre piger begynder at grine, da de ser mit længselsfulde blik. Den madpakke vil jeg rent faktisk have.
Derefter trækker Pauline os alle sammen ud på pigetoilettet og begynder at kaste blyanter og viskelædre på mig. Paulines veninder joiner hurtigt og snart står 5-7 piger og kaster skoleredskaber på mig.
De bliver hurtigt trætte af det, da jeg ikke hyler særlig meget – jeg er ved at vænne mig til slagene.
Pauline skubber mig ind på toilettet og sætter en kost, jeg åbenbart ikke har lagt mærke til i spænd, så jeg ikke kan komme ud. De griner hånligt af mig og går ud med beskeden:
”Vi henter dig om nogle timer”
Jeg begraver mit hovedet i hænderne, da det går op for mig, at jeg ikke kan komme ud.
Hver gang jeg hører skridt på gangen udenfor begynder jeg at banke og råbe om hjælp, men det er som om alle overhører det. Selvfølgelig. Hvem gider også tage sig af mig? Jeg er jo bare lille, ubetydelige mig. Der er ingen grund til at hjælpe mig. Overhovedet.

Jeg kommer først ud efter skole, da Pauline og hendes slæng kommer og åbner for mig igen.
Jeg styrter hjem og lægger mig igen under min elskede dyne. Det banker på og min far stikker hovedet.
Ikke igen tænker jer og sukker for mig selv.
”Er det en pige?” Spørger han forsigtigt og stryger hånden hen over mit hår. Jeg siger ikke noget. På en måde kan man godt kalde det et pige-problem, for det er jo en pige, der er skylden i det. Jeg tror bare ikke, at det er det Harry tænker på.
”Pige-problemer er faktisk ikke så vanskelige, man skal bare lige lærer at tackle dem. For det første er piger ekstremt generte, så du skal ikke være bange for at tage det første skridt. Mange piger går og venter på, at deres dreng tager skridtet videre. Det kan sommetider være hårdt at være mand, men sådan er det, desværre.” Han stopper kort op og tænker sig om.
”Er det, det næste skridt? Vil du have en kysse-guide? Eller måske hører lidt om blomsterne og bierne? Bare spørg løs!” Han siger det som om, han virkelig har tænkt sig, at jeg vil stille nogle spørgsmål, men jeg forholder mig tavs. Det er overhovedet ikke det, det handler om.
”Hmm… Sex siger du,” han ser eftertænksom ud, og jeg rødmer, da det går op for mig, hvad han helt præcist har sagt.
”Altså for det første, så skal det være nydelse fra begge parter – ingen skal nogensinde tvinges til sex! For den andet, så kan man ikke lave noget uden at være tændt. I bliver nødt til a have rørt hinanden lidt inden. Pigen skal være våd, og din pik skal være stiv ellers går det ikke.” Jeg sukker stille igen. Det her har jeg bestemt ikke brug for.
”Så skal I sørge for altid at beskytte jer både mod sexsygdomme og graviditet – medmindre I selvfølgelig gerne vil have børn. Kondomer er altid en løsning, der beskytter mod begge dele. Jeg kan godt købe nogle til jer, hvis I har lyst? Det er helt okay i den alder I er at nyde hinandens selvskab på andre måder. Jeg kunne også vise dig, hvordan man sætter et kondom på?”
”Det’ fint far, jeg tror, jeg klarer mig.” Siger jeg med en undertone, der siger ’Jeg gider ikke det her mere’.
”Er du sikker? Altså har jeg ikke noget imod at vise dig det eller købe et par stykker til dig?” Ja far, jeg er rimelig sikker på, at jeg ikke vil opleve sex inden for de næste mange måneder. I mit hovedet lyder det med en bitter klang, men jeg siger ikke noget af det højt.
Da jeg endelig får jagtet Harry ud, er jeg så træt, at jeg falder i søvn med det samme. Harry og Jenny vækker mig ikke til aftensmadtid, så jeg sover resten af aftenen og natten væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...