All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
13986Visninger
AA

28. Chapter 26.


Jeg slynger mine armene om Pau, hun begraver sit hovedet i min skulder. Vi står sådan lidt, indtil jeg kan mærke, at hun er ked af det. Jeg tager hende med over i sengen. Jeg får hende til at sætte sig oven på mig, med front mod mig.
”Hvad er der galt, smukke?” Spørger jeg prøver at finde hendes øjne. Jeg har lidt på fornemmelsen, hvad der er galt, men jeg spørger alligevel for at være sikker.
”Det ved du godt,” mumler hun uden at se på mig. Så jeg har ret. Det er en uge siden, at Walde lavede nogle virkelig åndssvage regler. Det er svært at overholde, og flere gange har jeg taget mig selv i at prøve at finde ud af, hvordan jeg kan bryde reglerne uden Wade opdager det. Selvfølgelig har der været lidt for meget kysseri ifølge Walde, men de bliver overholdt. Pau har ikke lyst til at være uvenner med Walde, så hun har accepteret det, men hun synes også det er svært.
”Hvorfor snakker du ikke med Walde om det?” Spørger jeg og lægger min højre hånd mod hendes kind og tvinger hendes hoved op. Jeg ser hendes øjne lyse en smule mere op, da de møder mine.
”Jeg kan prøve, men jeg lover altså ikke noget,” siger hun og vi sænke sit hoved igen, men jeg tvinger det til at blive. Jeg sender hende et opmuntrende smil.
”Hvis du fortæller Walde, hvor meget hans regler irriterer dig, er jeg sikker på, han vil høre på dig,” siger jeg så overbevisende som jeg kan. Hun sender et halvhjertet smil tilbage. Jeg trækker hende ind i et kram og knuger hende ind til mig.
”Du er så smuk,” hvisker jeg i øret på hende, og jeg fornemmer, at hun smiler. Hun trækker sig og sender et oprigtigt smil denne gang. Hun rejser sig og går ud af værelset. Vi er hjemme hos Niall. Pau er stadig ikke flytte hjem. Walde sidder inde ved siden af. Han har nærmest også boet hos Niall i det sidste stykke tid. Han tør ikke lade os være alene, selvom Niall er her om natten. Niall arbejder i studiet sammen med de andre drenge, så han tager tidligt afsted og kommer sent hjem – altså er han her kun om natten. Jeg sidder lidt i stilhed, før jeg kan høre Pauline og Waldemar skændes højlydt ved siden af. Jeg kan ikke rigtig høre, hvad de siger, men jeg kan høre, at Pau er virkelig rasende – det samme med Walde. Jeg får fat i nogle få ord:
”Hvorfor?”
”Passe på”
”Ingen”
”Elsker”
Jeg beslutter at gå ind til dem, da det ikke lyder som noget, der på nogen måde vil blive til noget godt. Jeg åbner døren og ser en rasende Walde stå over for en om muligt endnu mere rasende Pau. De er begge røde i hovederne af raseri, og Pau står med knyttede næver, som om hun afholder sig selv fra at slå Walde. Ingen af dem siger noget mere. De ser begge to indædt på hinanden og bryder ikke øjenkontakten, selvom jeg brager ind. Jeg stiller mig hurtigt imellem dem.
”Rolig nu! Hvad-”
”Jeg tror, det er bedst, at du går,” afbryder Walde, stadig med øjnene på Pau. Ingen af dem har rykket sig en millimeter. Jeg ser forvirret på ham. Hvorfor du det?
”Hvorfor?” Spørger jeg og i øjenkrogen kan jeg se, at Pau også ser forvirret ud. Walde løsner lidt op og stiller sig på en mere henkastet måde.
”Fordi du intet har at gøre her. Jeg skal have en meget alvorlig samtale med Pau,” han ser sigende på hende.
”Og du har intet at gøre med den samtale, så du kan ligeså godt smutte,” siger han som om det forklarer alt, men når Walde har sat sig noget for, er der ikke andet at gøre end at følge ordre, så jeg ser lidt trist på Pau. Hun ser helt forfærdet ud, da det går op for hende, hvad Walde lige har sagt. Så forsvinder det halvt igen og bliver erstattet med et knust blik. Hun tager to skridt hen imod mig og slår armene om mig. Jeg gengælder det hurtigt. Jeg rokker hende blidt frem og tilbage og hvisker, at jeg vil skrive til hende. Hun nikker næsten umærkeligt, men jeg kan mærke, at hendes hoved flytter sig lidt mod min skulder. Jeg skal lige til at kysse hende på toppen af hovedet, da det åbenbart bliver for meget for Walde. Han får revet os fra hinanden og ser strengt på os.
”Jeg har altså nogle regler! Og de gælder især jer, faktisk kun jer!” Vrisser han og genner mig ud i gangen, så jeg kan komme hjem. Jeg tager sko og jakke på, men synes, at jeg mangler noget. Et kram, der bliver afbrudt, af en vrissen bror/ven, er ikke et ordenligt farvel-kram. Jeg ser bedende på Walde.
”Må jeg ikke gerne give Pau et ordenligt farvel-kram?” Spørger jeg og prøver at se ekstra sød ud. Jeg er ikke sikker på, at det var min nuttethed, der afgjorde det, men Walde nikker med et suk.
”Men kun et kort et!” Tilføjer han advarende. Jeg nikker voldsomt og går ind igen med sko og jakke på, for at finde Pau. Hun er blevet siddende, så jeg går hen og krammer hende bagfra. Hun rejser sig lidt fortumlet op og vender sig om. Hun smiler stort og krammer tilbage.
”Jeg skal gå, men Walde gav lov til et kram,” siger jeg ned i hendes skulder. En, der lyder usandsynlig meget som Walde, hoster falsk bag mig. Jeg smiler lidt af det, men forstår godt en hentydning.
”Regler er til for at bliver brudt,” hvisker jeg hurtigt til Pau, så Walde ikke hører det, før jeg trækker mig og går vinkende ud af døren. Døren smækker efter mig, og jeg kan hører Walde sige noget højt til sig selv på den anden side af døren, der lyder udtrykkeligt meget som:
”Et problem skaffet af vejen, et tilbage,”

***

Vi har lige fået frokostpause, og jeg ser Pau og Java i den anden ende af kantinen. De står helt fredeligt og snakker sammen, så jeg skynder mig bare derhen. Jeg vil jo gerne hen til Pau efter en hel formiddag uden hende. Jeg slår armene om hende og giver hende et kys på kinden, men jeg bliver afbrudt næsten inden mine læber rammer hendes kind. Det er Walde, igen. Han får os fra hinanden og jeg ser irriteret på ham. Hvorfor skal han altid være så overbeskyttende? Jeg går ud af mit gode skind, hvis det fortsætter meget længere. En tanke dukker pludseligt op i mit hoved. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke har tænkt på det noget før, men det hele giver mening nu. Jeg tager hurtigt fat i Paus arm og trækker hende ned ad gangen. Jeg finder hurtigt et tomt klasselokale. Jeg lukker døren og sætter mig på et af bordene. Jeg klapper ved siden af mig, for at få Pau til at sætte sig også. Hun sætter sig ikke, men sætter begge hænder i siden og ser på mig ved et blik, jeg ikke rigtig kan tyde.
”Hvad skulle jeg herind for?” Spørger hun fastholder øjenkontakten. Jeg ser smilende op på hende.
”Det er der en ganske særlig grund til,” siger jeg og hopper ned fra bordet igen. Jeg går over mod hende, så jeg står omkring en halv meter fra hende.
”Du må du lige bære over med mig, for jeg har ikke øvet det her, okay?” Siger jeg lidt nervøst. Hvad hvis hun siger nej? Hvad skal jeg så gøre? Er vores venskab så også ødelagt? Vil jeg blive en strejfer igen? Jeg gnider mig kort i hænderne.
”Pau. Du er mit et og alt. Du er mit liv, mit hjerte. Jeg tænker på dig, jeg smiler ved tanken. Du er fantastisk! Waldes regler er noget lort, men så længe vi er sammen, kan jeg ikke tænke på andet end dig. Så Pau? Jeg Luke David Tomlinson spørger dig Pauline Darcy Styles om du..” Jeg bliver pludselig virkelig nervøs. Mine håndflader bliver svedige, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
”Ehm.. Har du måske lyst til.. At blive min kæreste?” Spørger jeg og ser usikkert op på Pau. Hun svarer ikke med det samme, og jeg bliver urolig. Selvfølgelig har hun ikke lyst til at blive min kæreste. Hvad tænker jeg på? Hun har jo kun lige slået op med Mike, der totalt sårede hende? Jeg skal lige til at gå ud af døren, fordi jeg alligevel vil blive afvist, men Paus læber stopper mig. Jeg bliver så chokeret, at jeg bare bliver stående. Jeg kysser ikke igen, jeg flytter mig ikke, jeg trækker næsten ikke vejret. Pauline trækker sig. Jeg åbner prøvende munden et par gange, men der kommer ikke en lyd ud. Pau prøver at skjule et smil, men det går ikke så godt, og jeg kan mærke, at jeg rødmer.
”Det tager jeg som et ja,” mumler jeg, men åbenbart ikke højt nok, for Pau ser først mærkeligt på mig og spørger så om, hvad jeg sagde. Jeg har ikke lyst til at gentage det, så jeg læner mig bare frem og kysser hende. Hun kysser straks tilbage. Jeg kan næsten ikke lade være med at grine. Vi står her. Vi er lige blevet kærester i et klasselokale midt i spisepausen, mens Walde mener, at vi ikke må være alene sammen i mere end fem minutter. Jeg trækker mig smilende ud af kysset og begynder at grine. Pau deltager hurtigt og kort efter står vi begge to og griner. Jeg er ikke sikker på, hvad vi griner af, men det er rart. Rart at have nogen at støtte sig til. Nogen, man ved ikke bare sådan lige forsvinder igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...