All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14010Visninger
AA

26. Chapter 24 - Part 2

Da jeg bliver skubbet ind i rummet, og får straks en fornemmelse af, at noget ikke er som det skal være. Da de stopper vender jeg mig hurtigt rundt og banker på døren. Den er låst.
”Bare lad være, det hjælper ikke.” Lyder en stemme fra den anden ende af rummet, og jeg farer sammen. I sengen ligger Pau med sin telefon. Hun ser meget uinteresseret ud.
”De har låst os inde, så vi bliver nødt til at snakke sammen,” sukker hun og sender mig et blik, der tydeligt siger, at hun ikke har lyst til at snakke, og at det er verdens dårligste idé.
Jeg sætter mig i hjørnet af værelset – så langt væk fra Pau som overhovedet muligt. Selvom jeg gerne vil snakke med hende om det hun sagde tidligere, tager jeg hensyn til, at hun ikke vil. Jeg kan så i stedet sidde her og spørge mig selv om alle de hv-ord jeg kan komme i tanke om. Jeg begynder hurtigt at kede mig og ser rundt i værelset. Jeg sidder i hjørnet, der er skjult, hvis man åbner døren til 90 grader. Pau ligger i dobbeltsengen, der står i modsatte hjørne. Derudover er der et vindue på bagvæggen, med en udsigt over byen. På væggen til venstre hænger der en plakat med Micheal Jackson. Ellers står der et bord i hjørnet overfor det jeg sidder i. Bordet er omkring en halv meter høj, og det ligner, at der plejer at stå et eller andet ovenpå – et fjernsyn eller en vase. Jeg lader mit blik hvile på Pau. Jeg beslutter at ignorerer det, at Pau ikke vil snakke, så jeg prøver at starte en samtale.
”Hvad laver du på din mobil?” Hun ser på mig ’er du dum?’-blikket, men svarer mig dog, da jeg stædigt holder øjenkontakten.
”Angry Bird” siger hun blot og vender hovedet væk igen, allerede før hun har talt færdigt.
”Uhh! Må jeg være med?” Jeg er egentlig ikke særlig interesseret i Angry Bird, men jeg bliver nødt til at lave noget, der bare er den mindste smule mindre kedeligt. Pau svarer ikke på mit spørgsmål, så jeg sætter mig bare ved siden af hende i sengen og ser med. Pau vender sig om op maven, så jeg ikke kan se med fra siddende stilling. Jeg lægger mig ned ved siden af hende, og selvom det nok ikke er meningen, hører jeg et lavt suk fra hende.
”Hør Pau, de har jo låst os inde af en god grund, så jeg synes altså, at vi skal tage snakken.” Da jeg er færdig med min lille tale, slukker Pau faktisk for sin telefon og ser på mig. Jeg begynder at smile let, men det forsvinder hurtigt, da hun åbner munden.
”Du kan da bare snakke,” og så tænder hun sin telefon igen. Jeg prøver at holde et suk tilbage, men det går vidst ikke så godt. Jeg trækker indvendigt på skulderen og begynder at snakke.
”Jamen så snakker jeg da bare. Jeg forstår ikke, hvad du mener med ’Jeg tror, jeg kan lide dig’. Betyder det, at du er forelsket? Betyder det, at du ikke er helt sikker på dine følelser, så du har brug for mere tid? Betyder det, a-” Jeg når ikke længere, for Pau har skubbet en albue ret hårdt i siden på mig, hvilet resulterer i, at jeg falder ned fra sengen. Jeg lander på gulvet med en bump og et forskrækket udbrud forlader mine læber. Oppe i sengen vender Pau sig, så hun ligger med ryggen til. Hun får dog pakket telefonen væk og ligger bare og stirrer ud i luften. Men så let giver jeg ikke op, så jeg rejser mig op og lægger mig bag Pau. Jeg ligger og ånder hende i nakken i et godt stykke tid, før hun vender sig om. Vi ligger så tæt, at hun ramler ind i mig. Jeg begynder at grine, men da Pau ikke også begynder, dropper jeg det hurtigt. Det er akavet at grine alene. Hun ser på mig med et stoneface og åbner så endelig munden.
”Så lad os da tage den snak,” sukker hun. Jeg kan ikke stoppe det smil, der baner sig vej frem til mine læber.
”Men jeg har et par regler,” skynder Pau sig at tilføje.
”For det første: Ingen grin. Det kommer ikke til at være noget sjovt ved den samtale, der kommer om lidt, så lad være med at grin.” Jeg får hurtigt stoppet mit smil.
”For det andet: Ingen løgne. Det giver lidt sig selv, hvorfor,” Pau stopper op et kort øjeblik med et smil, der viser, hvor meget hun hader usandheder.
”Sidste og tredje regl: Ingen afbrydelser. Jeg vil gerne kunne tale ud, så lad være med at afbryd mig. Jeg skal også nok lade være med at afbryde dig.” Afslutter hun den og ser på mig med det første smil, jeg har set de sidste par timer. Jeg sender et forsigtigt smil tilbage. Jeg vil ikke overtræde nogen af reglerne.
”Nå, men, hvad mente du så med det du sagde?” Spørger jeg så forsigtigt, som jeg kan. Hun flytter straks blikket til sine hænder, og mens hun svarer, lader hun blikket flyve rundt på alt andet end mig i lokalet.
”Jeg.. Det.. Det jeg mente… Med de der… Du ved.. Ordene… Var.. Ehm.. Ser du.. Det er fordi.. Jeg ehm… Jeg kan godt… På en måde.. Du ved…” Jeg afbryder ikke. Pau har stadig sine regler.
”Lide dig?” Hvisker hun og ser afventende på mig. Jeg ser overrasket på hende. Mener hun det? Det er jo fantastisk! Det er alt jeg har drømt om i nogle uger nu.
”Seriøst?” Spørger jeg. Ikke fordi jeg ikke tror på hende, men fordi jeg bliver nødt til at hører det igen. Blive sikker på, at jeg ikke hørte forkert første gang. Hun nikker lidt usikkert og bider sig så smilende i læben, da hun ser det smil, der triller frem hos mig. Jeg lægger armene om hende i et langt kram.
”Det var præcis de ord, jeg gerne ville hører,” hvisker jeg i øret på hende, og jeg kan mærke, at hun strammer grebet om mig. Jeg kan ikke tørre mit smil væk igen, så det bliver med et større smil, end jeg har regnet med, at jeg siger de næste ord.
”Nå, men nu kan de to idioter vel godt lukke os ud, så vi kan få aftensmad,” Pau sender et smil og tager min hånd. Vi går sammen hen til døren og begynder at banke på den.
”Hallo! Vi har talt! Må vi gerne komme ud nu?”
”Halloooo?”
”JAVADD!”
”WALDEEEE!”
”Den nytter ikke noget,” sukker Pau opgivende ”De åbner ikke.” Hun sætter sig med ryggen op ad døren. Jeg sætter mig ved siden af og tager hendes hånd. Vi sidder lidt i stilhed, og jeg sidder og lytter efter den mindste lyd. Der går ikke så længe, før jeg kan hører nogen snorke et sted. Jeg sukker med det samme og får Paulines opmærksomhed. Hun sender mig et spørgende blik, og jeg forklarer hurtigt.
”Hvis du lytter godt efter, kan du hører nogen snorke. De fladpander er faldet i søvn, så vi er fanget herinde til de vågner,” Pau sukker og vender blikket ned igen. Jeg begynder igen at smile.
”Men, vi kan vel ligeså godt sove, nu nå de også gør?” Jeg rejser mig og hjælper Pau op bagefter. Jeg tager min t-shirt over hovedet og skal til at knappe mine bukser op, da Pau råber op:
”Nej! Stop!” Jeg får et chok og retter straks alt min opmærksomhed mod hende.
”Hvad sker der?” Spørger jeg nærmest panisk.
”Kan vi ikke.. Du ved.. Vende ryggen til hinanden, klæde os af, og så skynde os under dynen?” Jeg ser først forvirret på hende, men trækker så på skulderen. Det må hun selv om.
”Jo” Jeg vender mig om og når ikke længere før Pau igen siger noget.
”Og øhm.. Kunne jeg måske.. Låne din t-shirt?” Jeg vender mig ikke om, men kaster blot min t-shirt over skulderen.
”Tak” siger Pau, og man kan alt for tydeligt hører smilet i hendes stemme. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svarer, så jeg lader bare være.
Da jeg har taget alt undtagen mine boxers af, lægger jeg mig ned under dynen og venter på, at jeg kan mærke, at Pau også har lagt sig, for ikke at se hende klæde om. Der går ikke lang tid, så mærker jeg kold luft strømme ind under dynen og Pau lægger sig i sengen. Jeg vender mig om og ser på hende. Hun er smuk, og jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg lægger en arm over hende og begynder at kærtegne hende. Hun vender sig, så vi kan ligge i ske. Jeg trækker hende ind til mig, så jeg kan mærke hendes ryg på mit bryst, men hun vrider sig fri. Jeg sætter mig halvt op.
”Hvad sker der?” Spørger jeg. Hun svarer ikke, så jeg spørger igen. Denne gang vender hun sig om. Jeg kan se, at hun har tårer i øjnene, så jeg lægger armene om hende i et kram, men hun skubber mig væk.
”Du forstår det bare ikke?” Snøfter hun og tørrer sine øjne med bagsiden af hånden.
”Nej, kan du forklare det?” Spørger jeg måske en anelse nervøst. Hun sidder med ryggen til, men det er stadig ret tydeligt, at hun vender blikket nedad.
”Mike,” hvisker hun så utydeligt, at jeg må læne mig frem, for at høre det. Men jeg hører det, og det for mig til at trække mig lidt tilbage. Selvfølgelig. Det hele kan ikke bare være perfekt. Selvfølgelig skal Mike komme og ødelægge det for mig. Pau har vendt hovedet, for at se min reaktion. Jeg nikker forstående til hende og lægger mig så ned igen. Jeg må hellere lade være med at nusse mere i dag.

***

Jeg vågner med et bump næste morgen. En eller anden har skubbet mig ned fra sengen, så jeg udstøder samtidig en utilfreds lyd. Jeg åbner øjnene og ser Walde på hovedet. Jeg gennemskuer hurtigt, at han skubbede mig ned. Jeg er ikke helt op gulvet. Mine ben ligger stadig i sengen, men ikke længere under dynen. Jeg får øjenkontakt med Walde, og hans blik flakker mellem mine øjne og et sted lidt længere oppe – hvilket så vil sige længere nede på min krop, hvis jeg stod op. Jeg kigger ned og ser, at min lille ven ikke er helt så udsplattet, som jeg føler mig. Jeg dækker den hurtigt til og vender rødmende blikket tilbage til Walde. Hans blik er nu forvandlet til et forvirret blik. Han kaster sine øjne over på Pau, tilbage til mig og hans øjne bliver helt hårde. Han ser på mig og peger så mod døren. Han siger ikke noget, men budskabet er klart – jeg skal skride. Jeg bliver liggende i den ret ukomfortable stilling uden mine til at rejse mig og gå. Walde skal til at åbne munden, men i det sammen kommer der en lyd fra Pau. Hun vender sig og kigger ud over kanten af sengen ned på mig.
”Hvad laver du der nede?” Spørger hun forbavset ”Og hvad laver du herinde?” Spørger hun, denne gang med blikket mod Walde. Jeg ser, Waldes blik, der er fyldt med varme og kærlighed, da han ser på Pau.
”Og hvorfor ligger jeg her?” Tilføjer jeg hurtigt, lige inden Walde åbner munden for at svare. Walde ser på mig, og hans blik ændre sig næsten med det samme til et hårdt et, i stedet for det varme og kærlige han har, når han kigger på Pau.
”Du ligger der, for ikke at komme for tæt på Pau.” Han holder inde og vender blikket tilbage til Pau. Det bliver igen ændret til blikket, han havde før, da han så på Pau.
”Så fik jeg vidst også svaret på dit første spørgsmål, og jeg tænkte, at I havde snakket, siden I lå så tæt?” Han stiller det næsten som et spørgsmål, og jeg nikker kort. Jeg rejser mig op og sætter mig på kanten af sengen. Jeg vender mig om og ser spørgende på Pau.
”Har du sovet godt?” Spørger jeg, og hun nikker. Jeg vender mig om igen og begynder at finde mine bukser. Walde står og ser mistroisk på mig. Jeg ved ikke, hvad der er galt med ham. Før var han ellevild for at få Pau og mig sammen. Nu vil han nærmest ikke have, at vi ser på hinanden. Drenge er sævre at gøre sig kloge på. Vent, det er det, man plejer at sige om kvinder. Og jeg er en dreng! Jeg er klog på drenge! Okay. Walde er ikke til at gøre sig klog på. Det er bedre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...