All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14018Visninger
AA

24. Chapter 22.


Jeg vågner tidligt lørdag morgen. Jeg ved ikke, hvad der vækkede mig, men jeg kunne ikke falde i søvn igen. Jeg beslutter, at gå ud og laver morgenmad, da jeg alligevel bare ligger og keder mig herinde. Jeg går med sløve skridt ud i stuen, da man skal igennem stuen for at komme ud i køkkenet. Men jeg når aldrig ud i køkkenet. Jeg stopper op i døråbningen fra værelset til stuen. På sofaen lå Java og Pau og.. Jeg har ikke lyst til at fuldføre sætningen. Jeg stivnede. Først kunne jeg ikke rører mig, men så kom der pludselig liv i mig igen.
”Hva.. Hva… Hva… Hvad sker der her!?” Det er tydeligt, at de begge får et chok, men i det øjeblik er jeg ret ligeglad. Pau bliver så forskrækket, at hun falder ned fra sofaen, men i det øjeblik, er det overhovedet ikke min hensigt at hjælpe hende op.
”Luke! Jeg kan forklare!”  Skynder Pau sig at sige og rejser sig klodset op. Jeg sætter hænderne i siden.
”Hvad så med at komme i gang?” Siger jeg lidt henkastet. Pau går hen mod mig, tager mig i armen og trækker mig med ind i Nialls eget soveværelse, da det er det eneste værelse, hvor vi kan være alene. Pau sætter sig på kanten af Nialls seng. Hun sætter albuerne på knæene og lægger hovedet i hænderne. Jeg bliver virkelig overrasket over hendes handling. Så jeg står bare lidt akavet og ser på hende. Jeg sætter mig ved siden af hende, da jeg endelig kan til mig selv igen. Jeg kan hører hende snøfte, så jeg lægger en hånd på hendes ryg.
”Det.. Det.. Det er bare fordi..” begynder hun at forklare, men det forklarer ikke rigtig noget.
”Altså jeg.. Du… Han.. Fordi..” Jeg trækker hende ind i et kram. Jeg tysser på hende og skal lige til at kysse hende i hovedbunden, men kommer heldigvis på bedre tanker et kort sekund inden.
”Jamen du forstår ikke.. Jeg.. Du.. Jeg… Java.. Du” snøfter hun. Jeg tysser på hende igen.
”Vent med at forklare” siger jeg, da det er ret tydeligt, at hun ikke er i stand til at fortælle det lige nu.
”Men.. Men, du forstår-” Jeg afbryder hende ved igen at tysse på hende. Hun kaster armene om mig og begraver hovedet i min skulder. Jeg stivner, da hun hvisker ti ord. De bliver mumlet i min skulder, så jeg er ikke sikker på, at det er meningen, at jeg skal hører det. De ti ord.
”Det er bare fordi, jeg tror, jeg kan lide dig..” Jeg skubber hende fra mig med det samme.
”Hvad mener du med det?” Hun ser pludselig meget overrasket ud, så styrter hun ud af værelset. Jeg sidder fortabt tilbage. Hvad skete der lige der? Det må være Javas skyld. Jeg farer ud i stuen og ser Java sidder og stirrer ud i luften. Han har sikkert siddet der lige siden mig og Pau forsvandt ind på Nialls værelse.
Jeg mærker vreden pumpe i min krop, da jeg går hen mod ham.
”Hvad tror du egentlig, du har gang i!?” Hvisker jeg helt oppe i hovedet på ham. Jeg når at se et lille glimt af frygt, før han får lagt ansigtet i de rigtige folder igen.
”Og det siger du!?” Hvisker han tilbage. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare til det, så i stedet sender jeg en knytnæve afsted mod hans kæbe. Den rammer godt. Den rammer virkelig godt. Javadd tager et par skridt bagud, men fatter sig hurtigt og kaster sig over mig. Vi lander på gulvet med et brag, og han sætter sig hurtigt på mig og tager fat i mine arme, så jeg ikke kan komme fri. Jeg begynder at vride mig under Java i et forsøg på at komme fri. Det lykkedes næsten, men så giver Javadd slip på mine arme og hamrer mig i stedet lige i maven. Alt luften bliver trykket ud af mig, og jeg må opgive min kamp ud. Java sidder et kort øjeblik med et triumferende smil, men så får jeg os vendt rundt, så jeg sidder øverst. Jeg slår Javadd i ansigtet igen, og denne gang begynder hans næse at bløde. Jeg tænker ikke over, at blod er svært at fjerne fra gulvet igen. Jeg tænker kun på, at Javadd skal få, hvad han har fortjent. Og det er i den grad en omgang tæsk. Jeg skal lige til at slå Javadd i ansigtet endnu en gang, men så bliver vi afbrudt af en meget vred stemme.
”Hvad i helvedes navn laver I?” Brøler Walde og går med meget vrede skridt hen mod os. Min knytnæve er stadset i luften.
”Du havde vel ikke tænkt dig at slå ham?” Raser Walde og får næsten i hjertestop, da han ser Javas næse.
”Hvad fanden har I to sindsyge unger lavet!?!” Han ser skiftevis på os, og jeg sænker langsomt min hånd og flytter mig fra Java. Han rejser sig langsomt, og vi stiller os begge to og ser ned i jorden. Walde går overvejende frem og tilbage foran os, mens han tænker over, hvad han skal gøre med os. Det ligner det i hvert fald. Walde stopper og ser direkte på mig og skal til at sige noget, men bliver afbrudt af en Pauline, der kommer ind ad døren. Walde vender sig hurtigt og glemmer alt om os, da han ser Paulines røde øjne.
”Hvad sker der?” Spørger han hurtigt og er med det samme ved hende. Hun lægger armene om Walde, og han stryger hende på ryggen. Walde sender Java og mig et blik, der tydeligt siger, at vi skal gå ud, men vi bliver stående af en eller anden uforklarlig grund.


 


Jeg finder straks tilbage til den beskyttende bror, da Pau træder ind i lokalet med tårerne svømmende ned af kinderne. Jeg bliver så forskrækket, at jeg ikke kan holde et lille udbrud tilbage:
”Hvad sker der?” Så snart jeg har sagt det, fortryder jeg og går i stedet helt tæt på hende og krammer hende. Jeg stryger armene op og ned af ryggen på Pau. Jeg kan mærke, at hun gerne vil snakke om det uden de to drenge som tilskuer, så jeg sender dem et blik, der tydeligt siger, at de skal skride. Da de så alligevel ikke går, trækker jeg Pau ind på værelset, hvor vi sov. Pau begynder at forklare af sig selv, så jeg spørger ikke ind til noget.
”Det startede allerede før du vågnede. Jeg fik ondt af Java, fordi mig og Luke har kysset et par gange og sådan, så jeg kom til.. Kom til.. Kom til… at kysse ham” Hun stopper op og får styr på sig selv, før hun fortsætter.
”Det så Luke så, og ville snakke med mig. Så kom jeg måske til at sige, at jeg godt kan lide ham”
”Vent! Hvad gjorde du? Hvordan? Hvorfor?” Spørgsmålene flyver ud af mig, selvom jeg godt ved, at det ikke er tidspunktet. Jeg ryster på hovedet af mig selv.
”Nej bare glem det, fortæl videre!”
”Så blev jeg klar over, hvad jeg havde sagt og skred fra ham. Jeg løb så ud på toilettet og begyndte at græde,” hun stopper op igen og tørrer øjnene i ærmet. Hun tager en dyb indånding før hun fortæller videre.
”Jeg hørte så tumult inden i stuen, og det gik op for mig, at Luke og Java sloges. Der gik ikke særlig lang tid, så kom du, og jeg havde virkelig brug for at snakke med dig, så jeg gik ud til dig, og ja.. Så kender du resten.” Jeg giver hende et langt kram. Det har hun fortjent efter alt det drama – og der er endda kun gået et par timer. Jeg begynder pludselig at grine. Pauline kigger først mærkeligt på mig, men så joiner hun mig, og snart ligger vi begge fuldstændig flade af grin. Vi får vejret igen, og Pau ser spørgende på mig.
”Hvad fanden grinte vi af?” Spørger hun med et lille grin.
”Det er bare ret absurd alt det der er sket, på så kort tid” Siger jeg og er lige ved at bryde ud i grin igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...