All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14006Visninger
AA

22. Chapter 20.

 


Det var endelig blevet weekend, virkelig fedt! Eller nej… for Walde skal på weekend her, hjemme ved Niall. Doeeeh! Okay, nu tænker I sikkert over, hvor jeg ikke vil have Walde her? Nu skal jeg sige det, det er ret så simpelt. Siden jeg fortalte Walde for godt 3 dage siden, at jeg kinda har følelser for Luke.
Store følelser.
Shut up og lad mig snakke her!
Okaaaay, som prinsessen ønsker.
Okay, nu skal du ikke være flabet! Ej jeg burde virkelig stoppe, jeg snakker med mig selv.!
Når men Walde har enten drillet mig, eller prøvet en masse, for at Luke og jeg bliver alene, ja han prøver at få det til at ligne uheld, men jeg er ikke blind, jeg kender Walde og han er tavelig! Jeg snakkede også med ham, her den anden dag, omkring hvad jeg er bange for, fordi jeg bare ikke kan tage modet og Walde forstod mig, mere end noget andet. Walde er seriøst det bedste, han er alt.
Men jeg vil ikke have ham her, det vil jeg bare ikke! Han vil pine og drille mig hele weekenden, ellers gør en masse andet og det vil jeg ikke nej! Og kan jo ikke rigtig fortælle Niall det, vel? Altså han er forstående og dejlig, men. Ja der er et men, det er der altid. Han vil fortælle det til far og Louis. Ikke at der er noget galt idet, men det er lidt pinligt og far vil blive sur, og først bruge magten og tage mig hjem. Det går bare heller ikke, er ikke klar. Det kan jeg bare ikke.
En anden grund til, at jeg tror Walde kommer og det er for at få mig hjem. Men han kan ikke overtale mig, sådan er det bare! Nope. Kan jeg ikke!
Altså det rigeligt med, at Jasper og Marissa kom til aftensmad i går, de forsøgte også. Endda med, at fortælle mor er ude af den og blabla. Hvordan skal jeg vide det er sandt? Selv Phillip ringer eller Gemma. Okay kort forklaring. Jasper og Phillip er min mors storebrødre = mine onkler og Gemma er storesøster til far = min faster, selvfølgelig også Waldes og Dafneys, så langt kan I vel tænke?
Mon ikke godt?
Jo burde I.


***


”Pauline, jeg smutter nu! Kan du og Walde nu passe godt på det hele og hygge jer?”
Timeout! Det glemte jeg og fortælle. Det er Walde og jeg alene. For umiddelbart, skal One Direction på weekend ophold og have drenge hygge.
Lige for en god ordensskyld, så er One Direction, det band som far var i, for år tilbage og det samme gælder, Louis, Zayn, Liam og Niall. De blev kendt igennem x-factor og ærgerligt at onkel Simon ikke længer er dommer, men manden er gammel og kærlig! Men Paul vender tilbage, som deres bodyguard.
Okay Paul er eller var deres bodyguard. Jeps er opkaldt efter ham! Samme aften, som Walde og jeg kom til verden, gentog der sig en ulykke (Prinsesse Dianas ulykke, burde I have hørt om, det er en verdenshistorie), denne gang med Louis, Liam, Zayn og Niall, ikke mindst Paul og de to chaufør, som var ombord. Far var der ikke, mor gik i fødsel, de havde en koncert også ville Walde og jeg ud. Så far og mor to ambulancen, drengene fulgte med i tourbussen og det endte galt, ligesom Diana ulykken.
Paul og Zayn røg i koma, tragisk. Mor og far, kaldte mig Pauline efter Paul, som et minde om ham, hvis han forlod verden. Rigtig skulle jeg hedde Darcy, men det er i stedet mit mellemnavn og Waldemar, han blev opkaldt efter Zayn, Zayn er hans mellemnavn. Virkelig sødt! Paul er også vores gudfar og vi er virkelig tætte med ham, det er vi. Det er vi alle sammen.
Jeg mener, det meste af livet, har jo været One Direction og på tour med dem, dog nogen gange, måtte vi blive hjemme. Men vi var sammen, som en familie. Dog valgte de, at gå fra hinanden og ikke pga. normale fights eller noget, men pga. familien og det skete, kort før Dafney, ikke at hun er skylden, det er hun ikke. Men så kan i selv regne ud, hvor mange år siden det er og nu gør de comeback!
Faktisk har både Walde og jeg, arvet mors og fars talent, Javas hans forældre og Luke hans. Faktisk cool, vi ville lave vores eget band, da vi var små og ville kalde os Children Direction, virkelig latterligt navn. Men sådan var vi.

”Søde hører du efter?”
”Ja, undskyld Niall, var bare lige væk. Kommer til at savne dig!” jeg smækker mine arme om ham og han løfter mig kort op, inden han svinger mig rundt. Et Niall kram er altid det bedste, altid. Han er så kærlig!
”Jeg skal nok passe godt på Walde og lejligheden”
”Godt!!! Nu ingen fester og alt muligt andet, som jeg ikke vil synes godt om!”
”Som du ikke vil synes godt om, eller som far ikke vil synes godt om?” et fnis forlader mine læber, over hans tænkende ansigt.
”Nok far, for stod det til mig, så måtte I godt. Men går nok ikke”
”Åh kom nu Niall!”
”Kun Java og Luke så! De kommer sådan set over, ved godt jeg burde sige det noget før. Men det en beslutning som Zayn og Louis har taget, selvfølgelig sammen med deres koner. De holder jo tøse weekend, hvor de resterende unger, er ved noget familie. Så det bliver jer 4 i weekenden, ligesom førhen” vent nej! Det mener han ikke! Det kan de squ da ikke bare beslutte! Vi taler jo ikke engang sammen! Åh nej, en weekend med Luke og Java, nej nej nej!
”Ej hvor hyggeligt! Det har vi ikke haft længe!”
”Nej, nemlig! Så det synes vi, at I skulle! Jeg har allerede købt ind, til jer og her har I penge til Pizza, tro mig, Eleanor, Perrie og din mor, har også sørget for I få ting. Drengene kommer nu her og sætter ungerne af, så samles vi i én bil og det samme med jeres mødre” åh hvor hygge! Virkelig hygge!
Jeg fjerner hurtigt blikket fra Niall, da en bil kommer og det er en velkendt en.
Flot Pau, alle bilerne er velkendte!
JAJA, giver mig selv et mentalt dummeslag.
Godt, du er virkelig blondinedum nogle gange.
Er bare Nialls niece!
Ikke med blod og Niall er ikke ægte blond.
Og hvad så-.- Han er stadig blondinedum og jeg burde seriøst stoppe nu!

”Farmand!” siger jeg hurtigt og falsk. Eller han er min farmand, men jeg er ikke glad, ikke for situationen! Og det ser ud til, at Walde også har fået det hele, at vide først nu, for han er ikke glad + sender mig drillende blikke. Dumme idiot! Var sur nok over, at han skulle være her hele weekenden og nu skal Luke! Har ikke snakket med ham siden, ja siden det i pedellensskab og vil jeg squ heller ikke! Vil hellere undgå ham og har ikke snakket med Java, siden på sygehuset. Det gør ondt og har heller ikke rigtig set ham, men han undgår mig nok.
Jeg træder hurtigt ud af døren og ligger armene om ham, for det skal jeg jo og straks svinger han mig rundt i luften, som han altid gør ved mig, inden han sætter mig og kysser mig i mit hår.
”Hej min lille prinsesse!”
”Far, er teenager”
”Du stadig min lille prinsesse!” han kysser mig igen og jeg må indrømme, jeg kommer til at fnise. Mit blik rammer hurtigt på mor og hende har jeg så ikke set, siden Waldes ulykke. Jeg er ret skuffet over mig selv, angående alt. Kendte hendes ulykke og alligevel. Jeg træder i mod mor og hun trækker mig hurtigt indtil sig, inden hun begynder at flæbe.
”Undskyld lille skat”
”Selv undskyld mor”
”Det okay, far og Waldemar har fortalt alt skat… sådan dumme unger!” hun kysser mig i panden og knurre mig indtil hende.
”Jeg har faktisk taget noget mere tøj med til dig og shoppet tøj til dig” hun rækker mig en pose og et smil rammer mine læber.
”Tak mor!” men smilet fjernes hurtigt, da Liams bil kommer. Åh nej-.- Det skal lige siges, at i mors og fars bil, så var Java også med, altså Zayn og Perrie. Jeg giver hurtigt Perrie et kram, dernæst Zayn og akavet nok også Java, men vi skal jo virke glade for hinanden. Mit blik rammer bilen og Liam stiger ud. Ja hans bil er lidt større, de har også tre unger og to hunde, så der skal være plads! Jeg givet det mest akavet kram nogen sinde og til Luke. Doeh-.- Walde smiler bare drillende, idiot!


***


Niall havde ret, de alle har hver og i sær givet os noget. Altså til deling. De vil gerne have, at vi alle overlever!
Mit blik rammer lidt drengene, som næsten ikke snakker og jeg rejser mig egentlig.
”I må hygge jer, jeg smutter i seng” siger jeg bare hurtigt og går. Skal squ ikke være herinde! Ligeglad med aftensmad og hele lortet! Skal bare ikke være der, ved Luke og Java… mest Luke og slet ikke se Waldes drillende ansigt og kirstengiftekniv forsøgende!


Mit drillende smil forsvinder langsomt, da det går op for mig, at jeg er i samme rum som de to drenge, der er forelsket  i min søster – og den ene har endda præsteret at få min søster til at falde for ham. Lille smule akavet siger jeg bare. Jeg ser frem og tilbage mellem de to drenge. De står også og ser akavet på mig. Jeg beslutter mig for at se fjernsyn, nu da jeg ikke har noget bedre at tage mig til, så jeg sætter mig i sofaen og tænder fjernsynet. De to andre drenge slår sig hurtigt ned på hver sin side af mig – men stadig så langt væk fra mig som muligt og ser med. Jeg beslutter at tage affære. Det skal ikke blive en weekend, hvor vi ikke snakker sammen, fordi det er akavet.
”Okay, tag jer sammen!” Skælder jeg på dem. De ignorer mig halvt. Altså, de ser på mig, men de svarer ikke. Jeg rejser mig op.
”Det kan godt være, at I synes, at det her er virkelig akavet eller pinligt, men det er det altså ikke for mig. Jeg gider ikke se på jeres akavethed, så tag jer sammen!” Jeg vrisser halvt af dem. Jeg synes ikke, det er værd at blive sure på dem for, men de skal forstå alvoren. Jeg går ud i køkkenet og efterlader Luke og Java med noget at tænke over. Det er tid til aftensmad, så jeg ringer til det nærmeste pizzaria og bestiller et par pizzaer. Jeg går ind til Pau, for at hører om hun vil spise med.
Jeg banker kort på døren, for ikke at forskrække hende.
”Hey Pau,” siger jeg lidt tilfældigt. Hun ser op ved lyden af min stemme, selvom hun egentlig brude kigge op allerede, da jeg bankede på døren.
”Skal du spise med?” Hun ser først lidt forvirret ud over spørgsmålet, men så går det op for hende, at Luke og Java også er her. Hun ser ned, og jeg fornemmer, at hun er ked af det. Jeg fornemmer også, at hun ikke vil snakke om det lige nu, så jeg sender hende et opmuntrende smil og går tilbage til køkkenet. Det ringer på døren og udenfor står pizzamanden. Han har sjovt nok vores pizzaer i favnen. Jeg tager hurtigt imod dem, sender ham et smil og giver ham nogle penge.
”Luke! Javadd! Der er pizza!” Råber jeg efter dem. Jeg synes ikke, at vi er så meget på talefod, at jeg kan kalde Javadd for Java. De kommer sløvt traskende ind i køkkenet og sætter sig ved bordet. Jeg ser irriteret på dem, da der ikke er dækket op. De rejser sig hurtigt og finder tallerkner frem.
”Pau skal ikke have aftensmad,” siger jeg, da Luke tage fire tallerkner op ad skuffen. Java bliver pludselig helt stiv. Jeg ignorer det, da jeg ikke har lyst til at rode i hans følelser.

Javadd spiser hurtigt op og mumler noget om, at han skal på toilettet, hvilket jeg selvfølgelig ikke gør noget ved. Jeg reagerer først, da jeg hører et skrig fra Pau, og noget falde på gulvet. Jeg flyver op og lader Luke sidde alene tilbage.
Inde på Paulines værelse står Javadd og ser skræmt ud, mens Pau lægger og skriger ned i sin pude, med dynen så langt oppe om ørerne, at jeg ikke sikker på, at jeg ville have lagt mærke til hende, hvis hun ikke havde skreget. Jeg er vredt over på Javadd, da jeg godt kan se, at det må være hans skyld.
”Hvad har du lavet!?” Spørger jeg vredt og sender ham et dræberblik. Han viger forskrækket et par skridt tilbage.
”Jam.. Jeg.. Jamen! Ikke noget!” Siger han og ser helt panisk ud.
”Hvorfor ligger Pau så og græder?” Spørger jeg langsomt og vredt, for at få ham til at forstå, at han skal forklare.
”Okay, altså, jeg ville have Pau med ud til aftensmaden, forbi jeg ikke vil have hende ligesom du var. Da jeg kommer ind ligger hun allerede og græder, så jeg spørger forsigtigt om, hvorfor hun ikke vil have noget mad. Jeg stryger hende over håret og så farer hun bare op. Jeg ved ikke, hvad der skete!” Siger Javadd og svinger armene i vejret, som for at sige, at det ikke er hans skyld, selvom jeg udmærket godt ved, at det er hans skyld. Jeg ignorer den fact, at Pau lå og græd, da Javadd kom ind og genner Javadd ud. Jeg bliver nødt til også at få Paus side af historien, før jeg kunne skælde nogen ud, og blive gode venner igen. Jeg føler mig som enlig pædagog i en børnehave.
Da Javadd lukker døren efter sig, dæmper Pau sige med det samme. Jeg sætter mig hen ved siden af hende og stryger hende over håret og ned på ryggen.
”Hvad skete der?” Spørger jeg meget blidere end jeg spurgte Javadd. Pau snøfter kort, inden hun svarer:
”Han kom ind og spurgte, hvorfor jeg ikke var til aftensmad og begyndte at sige alt muligt om, at jeg ikke må blive det som du var,” hendes stemme knækker, og hun tager en dyb indånding, inden hun forsætter.
”Så begyndte han at røre mig, ligesom du plejer at gøre, og det har jeg altså ikke givet tilladelse til. Jeg flyttede mig, så han ikke kunne nå mig, men han fortsatte bare, og til sidst blev det for meget.” Pau lægger hovedet ned i puden igen. Jeg lægger mig ned ved siden af hende og holder hende tæt ind til mig. Hun begraver hovedet ved min skulder i stedet for puden og føler en glæde over det. Hun beviser gang på gang, hvor meget jeg betyder for hende, og jeg kan ikke stoppe med at elske det. Hendes tårer stopper med at falde fra hendes kinder, og hun falder i søvn. Jeg beslutter, at Luke og Javadd selv må finde ud af, hvor madrasserne er, for jeg kan ikke efterlade Pau nu. Mine øjne bliver sværere og sværere at holde åbne, så jeg falder til sidst i søvn med armene om Pau.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...