All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14016Visninger
AA

4. Chapter 2.


Jeg vil ikke være ham, som alle ser skævt til. Jeg vil ikke være samtale emnet til frokost, jeg vil bare være normal. Medlem af en gruppe på skolen, have en kæreste, blive anerkendt af mine forældre.  Alt det som jeg ikke var. Bare have nogle venner.
Da jeg tager i skole den morgen, er det med en beslutning om, at vi fire skal genforenes. Vi skal blive en gruppe igen, og det skal starte ved Javadd.
Jeg finder ret nemt Javadd på gangen, da jeg ved, hvor hans skab var.
”Hey Javadd!” Smiler jeg venligt. Han giver mig ’seriøst?’-blikket, og jeg føler et stik indeni. Han begynder at gå ned ad gangen.
”Hey! Vent!” Jeg råber og halvløber efter ham. Han vender sig om med det mest opgivende blik jeg længe har set.
”Hvad vil du?” hvæser han
”Jamen.. Jeg.. Øhh.. Jeg tænkte..” Jeg synker en klump før jeg fortsætter. ”.. At vi måske kunne blive venner igen?” Jeg hvisker nærmest det sidste.
”Du fatter det bare ikke, vel? Jeg gider ikke have noget med dig at gøre mere! Det kan godt være, at vi var venner engang, men det er vi ikke mere, og det må du lære at leve med. Jeg gider dig i hvert fald ikke mere!” For hvert ord han siger, føler jeg et stik i brystet. Jeg er lige officielt blevet droppet af min bedste ven. Jeg har det som om, nogen har taget halvdelen af mit hjerte ud og ladet resten blive, så jeg kun lige akkurat kan leve. Det er den værste følelse i verden. Den beslutsom hed, jeg havde følt for få minutter siden, var forsvundet som dug for solen.
Slukøret går jeg ind i klasselokalet, hvor en matematiktime, skal til at starte op.

I frokostpausen ser jeg igen Pauline mobbe Waldemar. Denne gang er det mere fysisk. Nogle grene som en slags pisk lignede det. Jeg vil ikke forstyrre dem. Jeg er bange for, at Pauline også vil gøre det mod mig. Og det er helt udelukket at joine Pauline! Faktisk er hun ret smuk. Lange, slanke ben, smukt, glansfuldt, lyst hår, perfekt formet numse. Stop dig selv! Du kan, vil og må ikke tænke sådan på Pauline. Hun droppede dig til fordel for nogle alt for sminkede piger og ødelægger Walde!

Jeg kan ikke få de forkerte tanker om Pauline ud af hovedet. Der er som om nogen har limet dem fast. Uanset hvor meget jeg gerne vil, kan jeg ikke få dem ud af hovedet, og det er grunden til , at jeg sidder her. På toilettet. Jeg beslutter mig for at pjække fra næste modul. Jeg skulle have engelsk sammen med Pauline, og det kan jeg simpelthen ikke klare i øjeblikket. Jeg pjasker lidt vand i hovedet og ser mig selv i øjnene gennem spejlet.
Jeg må prøve at genforene os igen. Måske ikke starte ved Javadd, måske ved Pauline i stedet?
Efter skole må jeg prøve hende. Det må kunne lade sig gøre, at få os samlet igen.

”Pauline!” Hun vender sig om, men da hun ser, det var mig vender hun sig om igen og går videre.
”Hey vent! Jeg vil gerne lige snakke med dig!” Hun vender sig om igen.
”Om hvad? Hvad har vi at snakke om?” Spørger hun i køligt tonefald, der tydeligt indikerer, at jeg skal vælge mine ord med omhu.
”Jeg tænkte bare på.. Om du.. Måske, engang ville være med til at blive en del af os igen?” Pauline ser hånligt på mig.
”Os? Hvad mener du med ’Os’?” Hun lyder om muligt endnu køligere end før.
”Du ved.. Det vi havde før..” Jeg synker en klump og vender blikket mod gulvet ”Før alt det her.. Os fire. Sammen hver dag. Vi havde det så sjovt, sig ikke, at du ikke savner det! Alt var perfekt dengang!” Jeg lyder ret desperat til sidst, men jeg er ligeglad. Det er nu eller aldrig.
”Nej, jeg savner det ikke. Jeg har det perfekt, mere end perfekt. Det kan godt være, at du ikke er kommet ordentligt ind, men det er vi andre! Bare fordi du ikke kan finde ud af det, skal det da ikke ødelægge os andres glæde! Tænker du overhovedet på andre end dig selv? Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft det – også før high school!” Hun råber de sidste ord i hovedet på mig, vender om og går sin vej. Jeg bliver stående lidt og ser ud i luften. Hvad skete der lige der? Jeg aner det ikke.

Da jeg kommer hjem smider jeg mig i min seng, med min computer og begynder på nogle lektier vi fik for i matematik.
Midt i alle lektierne skriver Javadd til mig:


From: Javadd
To: Luke

Har tænkt lidt over det du sagde i morges, hvad havde du egentlig tænkt dig?

Hvad jeg havde tænkt mig med det? Det ved jeg ikke. En bedre hverdag. Men som Pauline sagde, er det jo kun mig, det går elendigt for. Det er kun mig, der vil være venner igen, fordi jeg ikke har fundet mig til rette på high school.

From: Luke
To: Javadd

Det er ligemeget, det vil alligevel ikke gavne andre end mig, og så egoistisk er jeg alligevel ikke…

Jeg kigger lidt på beskeden, før jeg sender den. Da Javadd ikke svarer går jeg videre med matematik.

Da jeg endelig bliver færdig med de irriterende matematik lektier, kalder min mor, at der er mad. Jeg trasker ned ad trappen og ser sukkende på maden.
”Jeg er ikke sulten” siger jeg og gør mine til at vende om og gå op mit værelse igen.
”Hvad? Er du ikke sulten?” Lyder min mors altid bekymrede stemme ”Er der sket noget? Du pelejer altid at være sulten! Er det skolen? Vennerne? Uhh! Er det en pige?”
”Mor!” Sukker jeg irriteret ”Jeg er bare ikke sulten, hvad er der galt med det?”
”Ikke noget lille skat, undskyld”

Da jeg kommer op på mit værelse, sætter jeg mig ned og planlægger min fremtid. Jeg beslutter at være stærk. Jeg vil ikke gå ned med stres eller depression eller sådan noget. Jeg skal have os samlet igen, ellers kan jeg godt vinke farvel til alt venskab i mit liv.
Min mor kommer op med en tallerken aftensmad, selvom jeg sagde, jeg ikke var sulten. Overbeskyttende. Jeg lader den stå. Når jeg siger, at jeg ikke er sulten, så er jeg ikke sulten.

Det skal nok lykkes! Det må og skal lykkes. Ellers.. Jeg vil slet ikke tænke på følgerne. Det vil gå ud over mig på en ret grov måde. Lad mig sige det sådan.


************************************************************************************************************************

Tikkinikki her !:) Det er :-D! der har skrevet kapitlet, men jeg skriver lige en forfatterbesked herunder :)
Det er jo sådan, at mange har vinterferie og det har hun også nu, så ja, hun er på ferie og er det til lørdag :( VRÆL!
Og vi nåede ikke lige helt, at aftale hvordan vi gør, angående denne i mens. Så, jeg tænker lidt over, om jeg skal vente på hun er tilbage, eller lige publichere 1-2 kapitler eller noget, så ikke mister interessen.
Og udover det, så håber jeg da gerne, at jeg kommer hjem til min storesøster i weekenden, men det må jeg se på, for min mor har fået lungebetændelse og nu er min papfar squ også smittet, det går jo godt!;.
Men hvis jeg alligevel skal hjem til min søster, så har jeg nok også lidt internet, men så vil det være primært om aften, at jeg får tid. Men nu må vi se!:)
HOV Glemte da lige noget! Jeg regner stærkt med, at jeg har en ny movellas på vej, eller flere! Og at jeg får skrevet nye kapitler til mine andre (Den der skriveblokering er der stadig lidt, pisse provo!)

Jeg håber I allerede elsker den og synes den er spændende! Og jeg siger med det samme, da jeg læste det her, som :-D! skrev, begyndte jeg bare virkelig at føle med Luke! Jeg ved ikke, har I det på samme måde?:)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...