All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
13999Visninger
AA

18. Chapter 16 - Part 2

Jeg hører døren gå op straks er jeg på vagt. Jeg lytter efter og hører, at det er Pauline, der er kommet for at snakke med mig. Jeg hører hende gå op ad trappen, og jeg prøver at se ud som, at jeg ikke ved, hvad de snakkede om. Hun kommer ind ad døren og lukker den omhyggeligt efter sig. Så snart hun vender sig om, ser jeg akavet væk. Jeg tør ikke se hende i øjnene efter jeg fortalte, at mig og Java sloges om hende. Hun sætter sig ved siden af mig og prøver at få øjenkontakt med mig, men undviger.
”Luke?” Sukker hun til sidst og jeg overgiver mig. Hendes blik er medfølende, så jeg regner med, at hun har regnet ud, at jeg er forelsket i hende. Jeg sukker og ser væk igen.
”Var du seriøs?” Spørger hun og løfter mit hovedet med en finger under min hage. Jeg lukker øjnene, jeg vil ikke se hendes reaktion. Jeg nikker og holder mine øjne lukkede. Jeg ved jo godt, at hun er kommet for at sige, at hun ikke er klar, og hvis hun er, ville hun vælge Java. Han er jo alt det jeg ikke er.
”Luke, kig på mig” hvisker hun, og jeg åbner øjnene. Det ser pludselig ud som om, at noget er gået op hende. Hun trækker sig lidt tilbage og ser med opspilede øjne på mig.
”Hvorfor?” Spørger hun vredt ”Hvorfor skal du altid ødelægge alting? Du har fucket mit allerede totalt fucked liv endnu mere op! DIG OG KUN DIG!” Hun råber det helt op i hoved på mig, jeg prøver at rykke mig tilbage, men hun rykker med. Det går op for mig, hvad hun har sagt. Selvfølgelig. Jeg kan jo ikke gøre andet end at såre den tøs. Jeg begynder at bide i min tommelfingernegl og ser ikke længere på hende. Selvom jeg godt ved det, gør det ret ondt at få det af vide.
”Du så fucking latterlig! Du burde skamme dig over-” Jeg afbryder hende ved at presse læberne mod hendes. Hun reagerer ikke, så jeg trækker mig flovt. Jeg kan tydeligt mærke, at hun er vred. Meget vred. Jeg skal lige til at sige noget, da jeg bliver afbrudt af en banken på døren. Jeg siger ikke noget, da jeg er bange for, at min stemme ikke vil holde. Min far åbner døren efter lidt tid og stikker hovedet ind.
”Hvad sker der? Jeg kunne hører, at I råbte, så jeg ville se, hvad der skete.” Siger han og ser skiftevis på mig og Pau. Jeg ser kort over på Pau.
”Det okay far, vi klarer os.” Smiler jeg, selvom det gør endnu mere ondt. Han nikker.
”Vil I ikke med ned og have en kop the?” Han ser udelukkende på mig denne gang, og jeg nikker langsomt og ser over på Pau.
”Jo det vil da gerne.” Svarer Pau og ser sødt på far. Vi rejser os og går med.
Mig og Pau sidder og stirrer akavet på hinanden ved bordet, mens far bare snakker og snakker og snakker. Det er dødsygt, og jeg kan se på Pau, at hun keder sig mindst lige så meget. Det her er så typisk min far. Jeg prøver et par gange at afbryde ham, men uden held. Til sidste bryder Pau ind.
”Jeg tror, jeg bliver nødt til at gå nu, Niall ved ikke, at jeg er her.” Siger hun og smiler undskyldende og rejser sig op. Jeg sukker, selvfølgelig skal jeg miste hende efter det. Jeg følger hende ud i gangen og ser hende tage sko og jakke på. Jeg vinker akavet farvel. Jeg føler ikke for at give hende et kram. Vi siger farvel, og hun går ud ad døren. Jeg sukker så snart døren er lukket.
”Er der noget galt?” Spørger far. Jeg op på ham med verdens største dræberblik. Noget galt? Nej overhovedet ikke! Det er jo overhovedet ikke hans skyld, at jeg højst sandsynligt lige har mistet alt, jeg har kært. Men det kan jeg jo ikke fortælle ham, så jeg ryster på hovedet og går forbi ham, op på mit værelse.  

Jeg har ondt af min søster. Det kan godt være, at jeg har anoreksi og alt muligt, men jeg vil altså hellere hjælpe Pau. Hun har det så skidt, og jeg er den eneste, der ved det. Jeg vil så gerne hjælpe, men jeg kan intet gøre, når hun altid er hos Niall. Jeg må gerne komme hjem nu, men jeg skal følge et stramt program med den rette mængde mad og selvfølgelig psykolog. Jeg har snakket med Pau, og jeg ved, at det hjælper meget at få snakket ud om det, men jeg har det som om, at jeg ikke gør nok. Jeg har bare snakket med hende – er det seriøst det eneste jeg kan gøre?
Der er et par timer til, at min psykolog kommer, så lige nu har jeg ikke rigtig noget at lave. Jeg stener lidt rundt på min telefon og får et chok, da Pauline braser ind på mit værelse med tårerne strømmende ned af kinderne. Jeg stormer forskrækket hen til hende og giver hende et langt kram. Hun hulker ned i min skulder, og jeg vugger hende blidt fra og tilbage i stående stilling. Jeg tysser på hende og trækker hende over i min seng. Jeg lægger mig ned og får hende til at ligge ved siden af.
”Hvad sker der baby?” Spørger jeg blidt og holder hende tæt ind til mig, mens jeg nusser hende på ryggen. Hun snøfter en enkel gang, inden hun svarer:
”Luke” Hun får ikke mere ud, får hun hulker voldsomt og må snøfte et par gange og lige tage sig sammen, før hun kan svarer. Jeg siger ikke noget, da jeg ved, at hun bare lige skal have lidt selvkontrol igen, og jeg vil ikke presse hende for meget.
”Luke han.. Han… Han” Jeg krammer hende hårdere, får at hjælpe hende på vej.
”Han kyssede mig” ender hun med at hviske. Jeg bliver så sur på Luke. Hvordan kan han gøre det? Han ved, hvordan Pauline har det i øjeblikket! Det går op for mig, at jeg er stoppet med at nusse Pau og bare stirre koldt ud i luften.
”Bare ignorer ham. Jeg skal nok snakke med ham.” Lover jeg bliver blød igen. Hun snøfter en sidste gang og putter sig så ind til mig.
”Hvad har jeg gjort for a fortjene dig?” Mumler hun med øjnene halvt lukkede. Der går ikke længe før hun falder i søvn.

Efter en halv time beslutter jeg, at jeg godt kan rejse mig og snakke med Luke. Jeg vil egentlig gerne gøre det face2face, men jeg kan ikke bare efterlade en sovende søster, så jeg ringer til ham. Jeg kan også godt gøre det over telefonen, og jeg synes det skal gøres så hurtigt som muligt.
Jeg går et par rum væk fra mit værelse, så jeg er sikker på , at jeg ikke vækker Pau og finder så Luke blandt mine kontakter. Han tager den næsten med det samme.
”Det er Luke” siger han med monton stemme.
”Hej Luke, det er Walde,” allerede der har jeg den bitre stemme fremme.
”Pauline var over hos dig i dag ikke?” Spørger jeg og venter ikke på svar, før jeg fortsætter:
”Er du klar over, hvor dumt det du gjorde er? Er du klar over, hvor meget du sårede hende? Det kommer du aldrig til at gøre igen! ER DU MED?” Jeg brøler det sidst ind i telefonen og kan nærmest mærke, at han krymper sig i den anden ende. Han svarer ikke, så jeg brøler igen:
”ER DU MED!?” Denne gang får han klynket et lille ’ja’ frem, og eg godtager det.
”Godt, for du kommer til at fortryde, hvis Pau klager over dig så meget som en gang mere.” Og med de ord smækker jeg røret på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...