All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14007Visninger
AA

16. Chapter 14.


Jeg åbner døren og ser Pau ligge i sengen ved siden af Walde. Walde har armene om Pau, og hun har helt røde øjne, så jeg bliver straks klar over, at hun har grædt. Jeg sætter mig ned på en stol og får øjenkontakt med Pauline, der har flyttet sig ud ad sengen og også sidder på en stol nu. Jeg smiler akavet til hende. Hun sender et halvhjertet smil tilbage, og vi sidder lidt i stilhed. Indtil Walde vælger at bryde stilheden.
”Må jeg gerne lige snakke med dig alene?” Spørger han. Jeg ser op på ham og nikker, hvorefter mit blik lander på Pau. Vi kan ikke rigtig flytte os, fordi Walde har et drop i hånden, så Pau bliver nødt til at gå ud, hvis vi skal tale alene. Hun rejser sig med et suk og går langsomt ud ad lokalet. Jeg sender et forvirret og spørgende blik i retning af Walde.
”Hvorfor er du her?” Spørger han og holder øjenkontakten.
”Jeg vil bare se, hvordan du har det!” Svarer jeg og tænker over, hvorfor jeg egentlig tog herover til at starte med. Jeg kommer frem til, at det er fordi jeg gerne ville lave noget andet end at sidde på mit værelse og stirre ud i luften.
”Okay, jeg ville måske bare lave noget andet..” mumler jeg lidt flov over det. Jeg tænker lidt over, at Pau gik efter første modul på skolen.
”Og så er jeg måske lidt bekymret for Pau” Jeg har for længst brudt øjenkontakten og ser i stedet på mine hænder.
”For Pauline?” Spørger Walde undrende.
”Ja, hun gik efter først modul i dag, og så tænkte jeg, at hun måske var her?” Jeg kigger op og møder Waldes blik. Han ser på mig med et alvorligt blik.
”Pau har nogle problemer i øjeblikket” siger Walde, stadig med den alvorlige tone. ”Så det ville være rart, hvis du ikke blandede dig” Av, den gjorde ondt. Jeg kan godt regne ud, at Walde beder mig om, at træde ud af Paulines liv. Jeg nikker langsomt og rejser mig op.
”Jeg tror bare, at jeg tager hjem igen,” siger jeg og tager ned i håndtaget. På den anden side er der nogen der også åbner døren, så jeg får et chok, da den pludselig er meget let at åbne. Jeg træder dog hurtigt et skridt bagud, da jeg ser hvem, der står på den anden side af døren. Far. Han ser rasende ud, så de må have fundet ud af, at jeg stak af. Jeg ser skamfuldt ned i jorden og sætter mig i stolen igen. Pau kommer også ind i rummet igen, da hun nok regner ud, at der ikke er nogen grund til, at hun står ude på gangen mere.
”Seriøst Luke?!” Hvisler far rasende. ”Først fortæller du ikke, at Walde bliver mobbet,” han sender et undskyldende blik hen mod Walde, ” så har du været oppe og slås med Javadd og nu det her! Det går simpelthen ikke mere!” Jeg stivner, da han nævner slåskampen mod Java. Jeg ser også Pau og Waldes undrende blikke. De må ikke vide noget om den slåskamp!
”Hvis du ikke snart tager dig sammen, bliver vi nødt til at lave nogle virkelig skrappe regler – noget med, at enten mig eller mor, altid er sammen med dig.” Siger far og sender nogle virkelig alvorlige og strenge øjne mod mig. Jeg nikker som tegn på, at jeg har forstået.
”Må jeg gerne lige sige farvel til Pau og Walde inden vi tager hjem?” Spørger jeg forsigtigt og ser bedende på far, da jeg godt kan regne ud, at han vil have mig med hjem.
”Selvfølgelig, jeg venter lige uden for døren,” med et sidste strengt blik på mig, går han ud ad døren.
”Hvad gik det ud på?” Spørger Walde og ser mærkeligt på mig
”Jeg har stuearrest, så jeg må ikke gå ud for en dør, uden enten mor eller far er med,” jeg ser straks ned i mine hænder igen, de er meget hurtigt blevet meget interessante.
”Det var ikke det jeg mente,” Walde sukker kort ”Slåskamp? Hvorfor?” Selvfølgelig.
”Jeg.. Java.. Vi..” Jeg kan ikke sige det, ikke foran Pau, men jeg bliver lidt nødt til det. ”Vi sloges.. Om.. Ehm….” Jeg holder inde og ser Pau lige i øjnene. ”Vi sloges om dig” siger jeg og ser ned igen.
”Mig? Jamen…” Siger Pau og ligner en, der ikke rigtig har opfattet det endnu.
”Jeg må hellere gå ud til far, ellers bliver han bare mere rasende.” Siger jeg og går ud ad døren, uden at skænke Walde og Pau flere blik.

 

En klump falder ned i min hals, idet, at hans ord ryger ud. Det sagde han ikke, nej. Det må ikke ske. Jeg mærker tårerne begynder, presse på mine kinder og hurtigt mærker jeg Waldes hånd, som klemmer fat i min, men han spænder, det kan jeg mærke og han er sur, jeg er jo ikke blind, jeg kender ham jo.
Jeg rejser mig stille op, inden jeg forlader værelset og går ud på gangen, hvor Luke og Louis står. Louis ser bare en smule skuffet på mig og forstår hvorfor. Luke ser en smule på mig, men jeg vælger bare at gå forbi ham og i stedet stoppes jeg af noget andet. Far.
Jeg synker en lille klump igen og står ellers bare fast. Han går langsomt herimod og udveksler øjne med Louis, inden de hilser. De jo bedstevenner.
”Hey Boobear!”
”Hey Hazza!” deres totalt åndsvage kælenavne. Jeg mærker stille en hånd på min skulder, en hånd der er fyldt med kærlighed og den tilhører far. Jeg ser stille op på ham og han trækker mig tæt indtil sig. Louis trækker Luke med sig og min far ser på mig, med alvorlige øjne.
”Skolen har ringet… Pau…” sukker han tungt og jeg frygter straks det værste, måske jeg burde fortælle ham alt? Ville jo ikke Walde ondt, men alligevel. Jeg kan ikke. Han ord gør stadig ondt.
”Skat, jeg mente ikke det jeg sagde. Du jo stadig min datter, jeg blev bare så skuffet. Specielt når du ved, hvad der skete med din mor” han fjerner stille en tårer på min kind. Men jeg svarer ikke, jeg kan ikke. Han forstår ikke. Det altid Dafney, aldrig mig mere. Siden de fandt ud af, at hun havde ADHD, så røg jeg ud.
”Fortæl mig idet mindste hvorfor” jeg ryster stille på hovedet og han giver mig hans alvorlige blik.
”Pau, skat, fortæl mig det. Jeg vil gerne vide det, vide hvor min pige blev af” jeg ser blot på ham og ryster på hovedet. Et suk forlader hans læber og han tager mig blot med indtil Waldemar.

Jeg ligger mig hurtigt op til Waldemar og han ligger bare sine broderlige arme om mig.
”Hej min dreng!”
”Hej far” jeg lukker lidt mine øjne i og mærker bare Walde som nusser mig, han ved alt og han ved hvad Luke lige har gjort. Åh den forbandede dreng… hvorfor? Jeg gider ikke mere, alt går da også bare i kage nu. Abigail og Mike, de elskede mig slet ikke. Åh hvorfor tænkte jeg nu på det! Jeg mærker bare tårerne får frit løb, hvilket far hurtigt ser og hans nysgerrighed bliver større.
”Pau, jeg vil gerne vide sandheden… mor er så ked af det og det er jeg også. Jeg vil vide det nu, ellers bliver det stadig kostskole”
”Du sender hende ikke væk far! Det kan du ikke gøre! Det rigeligt, at I har smidt hende ud…” jeg ser chokeret på Walde og han ser stille på mig, inden han giver mig et lille smil.
”Vi har ikke smidt hende ud, kun til du er rask”
”Jeg er ligeglad, Pauline er min søster og din datter… hvis det ikke var for Dafney, så ville du måske se Pauline” hvad sagde Waldemar lige? Jeg har aldrig nævnt hvordan jeg har det, altså når det kommer til Dafney.
”Du skal slet ikke tale om din søster sådan!”
”Far… se dig rundt, hvor er jeg? Siden I fandt ud af, at Dafney havde ADHD, har i brugt tiden med hende. Jeg kan klare det, for ved I elsker mig. Men du har glemt Pauline, alt I lavede førhen, gør du nu med Dafney. Jeg elsker Dafney og forstår godt hvorfor, men du har glemt Pauline. Og hvis du ikke kan se det, så hun ked af det, hun fortryder hvad hun har gjort og jeg hader hende for det, men forstår hende også, når hun fortæller grunden” jeg lader bare mine øjne hvile på Walde, tænk han siger alt til far, alt!
”Pauline, passer det hvad Waldemar siger?” far kigger både strengt på mig, men også en anelelse nervøst. Jeg nikker meget svagt og far ser straks chokkeret på mig.
”Skat, du må da ikke tro det sådan! Jeg elsker dig jo. Du og Waldemar er jo vores mirakel! I er mit mirakel, jeg kunne have mistet enten én af jer eller jeres mor og jeg fik jer alle tre, det betyder jo alt for mig! Dafney har bare behov for os og troede ikke det påvirkede dig så meget. I jo så store og altid sammen med Luke eller Java. Lille skat, du må slet ikke tro sådan!” jeg ser stille på far, som hurtigt har tårer i øjnene og skyldfølelse. Han griber fat i min hånd og klemmer den.
Jeg ser en smule tøvende på Walde og han nikker kort, han forstår mig og mine tanker. Elsker min bror.
”Jeg ville ikke mobbe Walde… men Mike tvang mig, samt Abigail… jeg troede Mike elskede mig, men gjorde han ikke og Abigail er slet ikke en veninde…” far ser hurtigt på mig og tysser på mig, som om at han ved hvad jeg vil sige og hvad der ellers er sket. Han rejser sig op og går over på den anden side. Altså den side jeg ligger i og jeg sætter mig stille op, inden far bare klemmer mig indtil ham og kysser mig i håret. Inden han vugger mig frem og tilbage, hvor han begynder at synge den sang, den sang han altid sang for mig og Walde da vi var små.
”Vil du ikke godt komme hjem skat? Vi mente det jo ikke” jeg ser stille og tøvende på ham, men ryster på hovedet. Jeg er ikke klar, jeg er stadig skuffet og lige nu, lige nu elsker jeg, at være ved Niall.
”Dafney har brug for jer og Walde skal blive rask” siger jeg stille og han ser en smule såret på mig, men det er hans egen fejl. Han nikker kort og kysser mig i panden.
”Kom min pige, så køre jeg dig hjem til Niall og Walde, du har at blive rask! Mor er helt ude af den!” et fnis forlader mine læber, for Walde er mors lille dreng.
”Skal jeg nok far og Pau, du tager i skole i morgen, okay?” jeg nikker stille og læner mig ned over Walde, inden jeg giver ham det største kram ever og et kys på kinden.
”Hvis Mike gør dig noget, så sig det, okay?” hvisker han til mig, så far ikke høre det og jeg nikker stille, inden han planter et broderligt kys på min pande og jeg rejser mig op.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...