All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
13990Visninger
AA

15. Chapter 13.

 


Det hele var blevet forskruet, der var gået en dag mere og jeg måtte vende tilbage til skolen, hvilket var et helvede og jeg tog hjem, eller hjem gjorde jeg ikke. Jeg tog til Waldemar.
Jeg kunne ikke fortælle ham alt, ikke i går. Det gjorde for ondt og endnu mere nu.
Det er min skyld han er der og det en ting jeg fortryder, jeg indrømmede, at de tvang mig og straks ville Walde vide mere, altså omkring Mike, men jeg kunne ikke og jeg nåede at blive afbrudt, for mor kom forbi og ikke mindst far. Jeg skred bare, selvom de ville snakke, men hvad har jeg, at sige til dem? De vil af med mig, de vil mig ikke mere.
Hvorfor jeg nu står her, ved sygehuset, foran Waldes og med skoletasken og det, er pga. dem.
Jeg klarede ikke engang første modul eller andet. Lukes øjne hvilede på mig hele tiden og Java forsøgte, at komme i kontakt med mig, plus Java og Luke kom op at slås.
Men det var ikke alt.
Men det er lige meget.

Jeg lader blikket hvile på døren ind til Walde, da jeg er ret nervøs. Det er min skyld og nu vil han sikkert vide alt, for jeg har pjækket. Jeg nåede aldrig til andet modul og klokken er nu derfor, kun lidt over 10.
Jeg lader min hånd trykke ned i håndtaget og jeg går stille ind, de velkendte brune øjne, vender sig hurtigt og en bekymret Walde sætter sig forsigtigt op, eller han trykker på knappen, som tilhører sengen, så han bliver hejst op.
”Pau?” han ser undrende på mig og jeg bliver blot stående. Tårende begynder straks at rende og jeg smider bare tasken, inden jeg går hen og ligger mig ved ham. Jeg ligger mit hoved på hans bryst og græder bare, jeg mærker den samme tryggende følelse, som jeg gjorde førhen og specielt når jeg var i hans arme.
”Pau, hvad er der galt?” han kører stille sin ene hånd over min ryg, burde jeg fortælle sandheden?
”De… d… de hader mig”
”Hvem hader dig? Pau, hvad er der sket, helt fra bunden af” siger han stille og jeg lukker bare øjnene, jeg vil ikke se på ham, vil ikke se vreden han får eller det såret blik han får.
”Mike… ha… han.. vil kun sex og nej det ikke sket, for jeg vil ikke og han bliver altid så sur… samt, alle de rygter, du ved” jeg ryster en gang i mellem og bare tanken om det hele, den gør så forbandet ondt.
”Efter, efter, efter du røg herhen, så ville jeg i går, slå op med ham… Niall, han ville ikke lade mig alene… han ved alt, du ved, ham kan man altid fortælle alt til, eller næsten. Men… Mike, han åbnede døren, en pige latter lød og en stemme, en meget velkendt stemme. Mike stod kun i bukser… jeg gik bare forbi ham… der lå Abigail, på sofaen og tøj på gulvet… han var mig utro… jeg troede… troede hun var min veninde og han elskede mig… men det har bare været sex… kun sex… jeeg slog op, han blev sur og ville slå mig, for ingen skal slå op med ham… Niall var åbenbart listet med og greb fat i Mike… det hele er så frygteligt! Og i dag… i dag var de efter mig… Mike skubbede mig ind i mit skab og der stod igen ’SLUT’ på skabet… jeg kunne ikke være der… Luke og Javadd kom op og slås.. Je…”
”Vent lidt, hvorfor kom de op og slås?” hans stemme er forvirret, men også vred og hans hånd nusser mig bare endnu mere.
”Luke kyssede mig den anden aften… jeg kinda kom til at kysse igen, men skubbede ham væk og bad ham om at skride”
”Han gjorde hvad! Den lille… ARG!” hans stemme bliver først virkelig vred nu og jeg kan mærke det i hans hånd, han nussen stopper og han klemmer bare i min trøje. Selv græder jeg bare stadig væk og det hører han også hurtigt, for han ser i mod mig, eller det kan jeg mærke han gør.
”Pau, kig på mig” siger han stille og jeg drejer en smule hovedet i mod ham, han tager begge hans hænder og fjerner mine tårer, med hans tommelfinger.
”Jeg er så ked af det… ville ønske de ikke var sådan overfor dig”
”Hvordan kunne jeg være så dum? Jeg mobbede min egen bror, for en fyr og en pige, der ikke er ægte”
”Pau, det kan ikke ændres og skaden er sket, men jeg er okay. Okay?”
”Det ikke Okay… far og mor hader mig! Jeg bor ved Niall, for de vil ikke have mig og de vil sende mig væk! Jeg burde slet ikke være født… jeg brude dø og ligge i en grav! Ligesom du sagde! Jeg burde ikke eksistere. Jeg burde bare springe ud foran en bil eller lastbil og dø! De elsker mig ikke, de vil af med mig!... far råbte direkte af mig og sagde jeg ikke var hans datter mere”

Mine forældre er flippet ud på mig, fordi jeg også kendte til mobningen, men ikke havde sagt noget. Jeg må sige, at jeg også blev overrasket, da Walde røg på hospitalet. Mor og far har givet mig en måneds stuearrest, hvor jeg ikke må gå ud, med mindre jeg skal i skole, eller de er med. Det er ret irriterende. Så kan jeg ikke komme til at tale med Pau, uden mor eller far også er med. Og jeg kan ikke så godt kysse hende foran dem. Vent! Jeg vil heller ikke kysse hende, selvom mor eller far ikke var med… Eller hvad? Jeg er forvirret.
Jeg vil gerne se Walde. Mor og far har fortalt så meget om ham, og jeg vil gerne selv ud og sige hej til ham. Jeg vil ikke have mine forældre med, så jeg havde lavet en plan. Jeg har værelse på anden sal, så jeg kunne ikke bare hoppe ned. Jeg har hentet et reb i kælderen og smuglet det med op på mit værelse. Jeg binder det fast til mit bord, som jeg flytter hen til vinduet, så det ikke vil flytte sig mere, når jeg kravler ned. Mit vindue er ovenover badeværelsets vinduet, som er lavet sådan, at man ikke kan se igennem det, så jeg regner ikke med, at nogen vil opdage mig. Jeg sætter mig op i vindueskarmen og ser ned. Jeg vender mig om, så jeg hopper ud med numsen først. Jeg sætter mine fødder mod vindueskarmen og begynder, at gå ned ad muren med et godt tag i rebet. Da jeg er nået ca. halvvejs ned glider mine hænder, og jeg falder de sidste to meter ned. Jeg lander på halebenet og jeg er lige ved at råbe op, men jeg kommer i tanke om, at jeg ikke må blive opdaget. Jeg rejser mig hurtigt og lader bare rebet hænge.

Jeg når endelig til hospitalet. Jeg ser mig kort om, inden jeg går ind ad døren. Jeg finder Waldes værelse og kan ikke lade være med at stoppe op. Jeg hører nogle hulk derinde fra og kan straks hører, at det er Pauline.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...