All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
13986Visninger
AA

14. Chapter 12.

 


Mit blik rammer det store hus/villa, jeg burde ikke står her, men jeg måtte og jeg kan kun sige, jeg skal. Jeg ser kort rundt og skimter Niall i bilen, han giver mig en tommel op. Han ville ikke lade mig tage af sted alene, slet ikke efter jeg fortalte om Mike. Vi havde en lang god snak i går og han ville allerede dræbe Mike, og det vil han stadig. Niall satte faktisk far på plads i går og sagde, at nu bliver jeg boende ved ham, indtil jeg føler for at tilgive min far. Ifølge Niall, så lød min far såret, men det er hans egen fejl.
Efter Nialls og min samtale, kom jeg til fornuft, jeg må slå op med Mike og må tage konsekvensen, for alt han siger, er åbenbart løgn eller det må det være, det kan vel ikke passe, at så mange går og siger, at han er mig utro og alt det?
Jeg tager de sidste skridt, inden jeg banker på døren og inden længe åbnes den, af en halvnøgen Mike og en pige fnisen lyder indenfor, en velkendt en af slagsen.
”Øh Hej Pau-babe” jeg giver ham hurtigt elevatorblikket og i stedet går jeg hurtigt ind.
”Er det pizzaen skat!?” skat?
”Skat, jeg har ikke tid nu!” jeg er egentlig ligeglad, jeg går bare ind i stuen og overraskende nok, så er det Abigail. Hvad laver hun her? Det andet der rammer mine øjne er hans trøje, hans trøje ligger på gulvet og Abis med.
”Søde, det er ikke som det ser ud” forsøger hun stille.
”Så alt er sandt, du er mig utro, bag min ryg… hun er vel ikke den første? Hvordan kan du Abi? Troede du var min veninde, men alt er vel løgn? Løgn og latin…”
”Åh stop nu Pauline, jeg kan hvad jeg vil, vi er ikke gift, rend og op, om jeg så knalder til højre og venstre, rager det ikke dig”
”Ikke mig? En kæreste er ikke utro!”
”Så det godt at vi ikke er kærester, måske efter din mening, men ikke min. Jeg kan ikke bruge dig, når du ikke vil have sex” så jeg havde ret inden i mig selv, han brugte mig, han ville kun én ting fra mig.
”Så det godt, at jeg er kommet for at slå op med dig, du og jeg er færdig…” hvæsser jeg og begynder at gå, men jeg vender mig hurtigt om og lader mine øjne ramme på Abigail.
”Og du og jeg, vi er færdige… tænk jeg troede i var noget, men alt I har gjort, er at tvinge mig, tvinge mig til, at mobbe min egen bror”
Mike griber hurtigt fat i mig og jeg ser skræmt på ham, hans øjne er kolde og vrede.
”Ingen dumper mig!”
”Surt, men det har hun gjort” en irsk stemme lyder og det er Niall.
”Ej, så får hun sin klamme bøsse onkel til, at beskytte hende, wauw. Mike, bare slip hende og lad hende gå…” han slipper mig dog, men ser advarende på mig og jeg følger bare med Niall ud.

”Ham kan jeg ikke lide…” jeg ser ikke rigtig på ham, jeg sætter mig blot ind i bilen og ser ud af vinduet.
”Pa…”
”Jeg vil se Waldemar” igen afbryder jeg ham og han nikker blot, inden han kører i mod sygehuset.
”Tænk jeg troede, troede de var sande mennesker og de er bare løgner, løgner siger jeg dig”

Det hele er sort. Jeg kan en gang imellem hører nogle stemmer.
”Anoreksi”
”Hvorfor?”
”Hvordan kunne du?!”
Jeg fornemmer, at rummet bliver lyst op. Jeg kommer langsomt til bevidsthed. Jeg åbner øjnene og ser lige ind i tændt lampe. Jeg lukker hurtigt øjnene igen og vender mig om.
”Waldemar?” Spørger en stemmer jeg ikke genkender. Jeg vender mig mod lyden og åbner langsomt øjnene igen. Jeg udstøder en spørgende lyd, for at få personen til at fortsætte.
”Du er vågen,” konkluderer personen, som jeg nu kan se. Jeg rynker brynene. Hvor er jeg egentlig? Jeg ser rundt. Vægge, loft og gulv er hvide, og der er en mærkelig lugt herinde. Jeg konstaterer, at jeg på hospitalet og opfanger så, hvad jeg går ud fra er en læge sagde før. Jeg ruller med øjnene. Man skal ikke have den største hjernekapicitet, for at regne det ud. Lægen ser med ét mere alvorlig ud. Mine øjne er begyndt at vende sig til lyset, så jeg prøver at sætte mig op, men det går ikke så godt. Lægen trykker på en knap, så sengen kører op, og jeg sidder op. Jeg ser spørgende på lægen.
”Du besvimede på skolen og blev straks kørt herind,” begynder lægen alvorligt ”Vi har konstateret, at du har anoreksi, så vi beholder dig, til du er på stående fod igen” Jeg spærrer forskrækket øjnene op. Jeg begynder at ryste på hovedet. Nej. Det kan ikke være sandt. Det er virkelig syg joke. Anoreksi er alvorligt. Jeg ligger nakken bagud og et suk forlader mine læber. Jeg kommer nok til at ligge her i et stykke tid, og det vil blive dødsygt efter et par dage. Det er i hvert fald sådan mor beskriver det. Til gengæld vil jeg slippe for skole og Pauline, det vil måske opveje det lidt. Lægen forlader værelset efter nogle få informationer om, hvad jeg kommer til at spise og hvordan. Jeg ligger lidt og stirrer ud i luften. Tjekker min telefon. Der er ikke sket noget nyt, så jeg lægger den hurtigt fra mig igen.
En sygeplejeske stikker hovedet ind.
”Du har besøg,” siger hun kort og åbner døren, så en Pau med virkelig røde øjne kan træde ind. Jeg skuler ad hende samtidig med, at jeg har medlidenhed med hende. Sygeplejersken lukker døren efter hende og Pau sætter sig i en stol ved siden af mig.
”Undskyld” hvisker hun stille. Hun ser skamfuldt ned i sine hænder, der ligger i hendes skød, mens hun siger det. Jeg ser overrasket på hende. Det havde jeg alligevel ikke troet om hende. At hun kunne sige undskyld. Jeg bliver med det samme sur på mig selv over at tænke den tanke. Det er tydeligt, at Pau har grædt ret meget det sidste stykke tid, så selvom hun ikke har været den bedste søster, så er det nu, at jeg skal være den bedste bror. Så jeg beslutter at trøste hende, selvom hun ikke har fortjent det.
”Hvad sker der?” spørger jeg stille og ser bekymret på hende. Jeg vil gerne have øjenkontakt med hende, men hun bliver ved med at undvige.
”Der er bare sket så meget de sidste par dage” svarer hun med så meget sorg i stemmen, at jeg bliver ret bange.
”Mike?” spørger jeg og ser med det samme, at jeg gik over stregen. Tårerne begynder at trille ned af kinderne på hende. Hun svarer ikke, så jeg skifter emne.
”Lige meget. Må jeg spørge om noget helt andet?” Nu er der ingen vej tilbage. Jeg tager en dyb indånding, idet Pau nikker.
”Hvorfor?” Spørger jeg stille. Jeg ved, hun opfanger, at jeg spørger, hvorfor hun mobbede mig. Pau tørrer sine øjne i sit ærme og tager også en dyb indånding.
”Jeg.. De.. ” hun stopper op og tager endnu en dyb indånding. ”Mike, Abigail og de andre piger,” hvisker hun og må stoppe op igen, fordi hendes stemme knækker.
”De tvang mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...