All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
14007Visninger
AA

13. Chapter 11 - Part 2.


Jeg ved ikke længere, hvor vi er. Pauline har bare løbet noget, der er lignet, tilfældige veje i et godt stykke tid nu. Selvom jeg har råbt efter hende, har hun ikke reageret.
Da hun endelig stopper er jeg ikke langt fra hende og tager hurtigt fat i hende. Jeg finder en bænk og vi sætter os ned. Jeg giver Pau et langt kram og får hende så til at ligge op af mig. Jeg begynder stille at nusse hende i håret, og hun lukker øjnene.
”Hvad skete der?” Spøger jeg forsigtigt og stopper kort min nussen, før den bliver genoptaget. Pauline stivner, og jeg kan se en tåre løbe fra de allerede røde øjne.
”Ikke noget,” svarer hun stille. Jeg stopper med at nusse hende i håret og fjerner i stedet tåren, der nu er nået længere ned på hendes kind.
”Ikke noget?” Spørger jeg halv-vredt, ”Så du løb grædende væk, droppede Java officielt og sidder nu på en bænk og græder igen for ’ikke noget’? Seriøst, hvad skete der?” Jeg ved godt, at det måske er lidt dumt sådan at tvinge hende, men jeg kan ikke rigtig se en anden udvej. Hun tørrer sine øjne med bagsiden af hånden og ser op på mig.
”Jeg blev afsløret af Javadd og droppet af min far” snøfter hun kort og bryder øjenkontakten med mig. Jeg gisper, da jeg hører, at Harry droppede hende. Kan man overhovedet det som far? Åbenbart. Jeg giver Pau et langt kram mere og spørger hende så, om hun ved, hvor vi er.
”Selvfølgelig,” svarer hun. ”Bageren derover er den mig og mor altid køber kage til morgenmaden, når en eller anden har fødselsdag,” jeg ser på hende med et løftet øjenbryn, men nikker så og følger efter hende.

Ca. ti minutter senere står vi foran Paulines hus. Bilen står ikke i indkørslen, så vi regner med, at de stadig er på hospitalet. Da vi kommer ind, er det første jeg gør, at gå ud i køkkenet og begynde at lave the. Pauline har sat sig ind i stuen, og jeg kan hører, at hun har tændt for fjernsynet. Jeg kommer gående med to kopper the. Pauline har fundet et tæppe og sat sig under det. I fjernsynet kører et eller andet børneprogram. Jeg sætter mig ved siden af Pau og tage hendes hånd under tæppet, efter selv at have sat mig under det. Jeg klemmer den blidt og vender blikket mod hende.
”Undskyld,” hvisker jeg og smiler blidt til hende. Hun ser så sød ud, som hun sidder der med tæppe og the. Jeg læner mig frem, og hun lukker øjnene. Jeg presser forsigtigt mine læber mod hendes, og jeg mærker straks, at hun gengælder det. Jeg trækker mig langsomt fra hende. Jeg åbner øjnene og smiler til hende. Først smiler hun tilbage, men så stivner hun og spærrer øjnene op. Fuck! Jeg har helt glemt Mike! Pau farer op.
”Skrid!” Hvæser hun vredt og peger mod døren. Jeg sender hende et undskyldende blik og slæber mine fødder hen ad gulvet mod gangen. Pau bliver stående, og da jeg kigger frem, for at se om hun bliver der. Ser hun på mig med det ondest blik, og jeg trækker mig hurtigt ud ad døren. Jeg skridter slukøret hjemad. Hvordan kunne jeg også glemme Mike? Jeg mener, det er jo hende kæreste!

Bilen står der stadig ikke, da jeg kommer hjem, selvom klokken nærmer sig 19. Jeg går træt ind ad døren. Jeg orker ikke engang at hænge min jakke op, så den ender på gulvet ovenpå mine sko. Jeg klæder mig af og lægger mig under dynen. Jeg falder ret nemt i søvn. Den måde Pau afviste mig på, har fuldstændig drænet mig for energi.


***

Han kyssede mig! Og det værste af det hele, jeg gengældte det, hvad sker der lige? Jeg elsker Mike, men først nu er alt gået op for mig. Mike er jo piv falsk, se hvad han har fået mig til, at gøre. Mobbe min egen bror, min egen bror. Hvorfor har jeg været sådan en bitch? Walde er eller var min bedsteven, jeg er nok ikke hans mere og nok heller ikke hans søster mere.
Far hader mig, selvfølgelig hader han mig og jeg gjorde noget, som de har advaret om i flere år! Mor er sikkert skuffet og nu vil de sende mig væk, men må da gøre året færdigt. Hvordan kan de være sådan? I det mindste skal jeg da bo ved Onkel Niall, han er ikke hård, han er kærlig og vidunderlig.
Hvordan kunne far sige de ting? De ord han sagde… han har droppet mig.
Hvordan kunne Javadd? Jeg hader ham! For min skyld må han gerne dø.
Nu har både Luke og Javadd kysset mig, hvorfor? Jeg er ikke noget særligt, jeg er intet. Jeg er faktisk intet, jeg er en kælling og er skyld i min brors indlæggelse. Hvem vil kunne lide sådan en?

Jeg tager bare min kuffert frem og begynder at pakke den, kan ligeså godt forsvinde, de ønsker mig ikke her mere og jeg ved hvor Nialls ekstranøgle er.
Mit blik rammer hurtigt i mod min mobil og jeg tager den op, et fnys rammer mine fine læber, specielt da navnet på mobilen, er ikke ringere end Java…

To: Pau.
From: Java.
Undskyld Pau, de tvang mig… hvis det hjælper, så ender jeg selv i lorten. Politiet har kontaktet mine forældre og jeg er blevet beskyldt for tyveri & at have smadret biler, hvilket ikke passer eller jov, måske Mikes. Men han er bare en idiot og ønsker bare du vil se det, han elsker dig ikke, okay det skulle jeg ikke have skrevet. Undskyld Pau! Please tilgiv mig.

Jeg vælger bare at trykke på delete knappen, jeg vil ikke snakke med ham, aldrig mere..

 

***


Efter at have pakket alle mine ting, eller de ting jeg havde plads til, i en kuffert og en sportstaske og ikke mindst min håndtaske, okay også skoletasken, så er jeg tager hjem til Niall, en ellers perfekt lang tur med bus, men jeg klarede mig da.
Lige nu sidder jeg bare i gæsteværelset og på sengen, Niall er stadig ikke hjemme, men min far har haft ringet og ikke mindst mor, men jeg gider ikke og snakke med dem. De ønsker mig ikke mere, så hvorfor svare dem?
Har jeg ikke nogen grund til, ingen.
En velkendt lyd rammer mine hører og det er lyden af Niall, eller en dør der åbner og lukkes. Jeg rejser mig stille op og går ud i gangen. Jeg stopper stille op og kigger en smule på ham.  Han har stadig ikke set mig, men det sker dog hurtigt, for han kigger hurtigt op og farer tilbage, et fnis forlader mine læber, han er så let at skræmme!
”Pauline, er du her!? Alle har ledt efter dig, må ringe til dine forældre”
”Jeg har ikke nogen, har du glemt det? De har smidt mig ud”
”Søde, de mente det ikke, eller jov det med kostskole måske, men ikke du skulle forlade dem”
”Du hørte selv hans stemme… han ønsker mig ikke, de skulle alligevel have mistet mig, men Louis ødelagde det hele for dem… de elsker mere Dafney og Waldemar”
”Pau… søde, det passer ikke. Du er din fars pige og han elsker dig, virkelig højt, du hans datter, hans lille prinsesse. Det er Dafney også og måske også deres planlagte barn. Men, dig og Walde er deres første og et mirakel” Typisk Niall, han bruger ikke sine ord ordenligt.
”Se, hun er ønskebarnet, jeg er ikke. Jeg er også skylden i jeres ulykke, det har du selv sagt” derfor, Niall har en stor mund, far og de andre har aldrig fortalt det til os, men en dag passede Niall os alle 4 da vi var små og talte over sig. Intet nyt i det, det gør han tit og mega tit.
”Pa…”
”Nej, det sagde du altså” afbryder jeg ham blot og ligger stille armene over kors. Jeg mærker stille det velkendte bamsekram, det kram Niall kun giver og han trykker mig indtil ham, straks ryger tårerne ned af mine kinder og gråden finder straks frem.
”Jeg fulgte bare med mængden, ville ikke miste min kæreste og venner… men hvorfor har jeg sat dem højre, højre end min egen bror/min bedsteven… jeg burde ikke leve”
”Sssh søde skat, du burde leve, du en fantastisk pige, du er smuk som din mor, dum som din far, klog som din mor, du har din mors øjne, din fars dejlige personlighed og du er perfekt som du er. High School er bare sådan og ja Waldemar hader dig sikkert, men han elsker dig også, det ændre sig ikke, du må bare vinde hans tillid og glem ikke Luke & Javadd, de er dine venner” han skubber mig lidt ud fra ham og han ser ind i mine øjne.
”Nej de er ej Niall… vi har ikke været venner længe! Vi blev opdelt i grupper… Walde hang ud med nørderne, jeg med de populærere, Java med de slemme og Luke, han hang ud af alene. Vi er alle blevet skilt ad og jeg tilgiver ALDRIG Java, aldrig. Hvordan har jeg kunne være så blind? Passer alle rygterne så om Mike, om han knalder med alle mulige, til højre og venstre?” hans blå krystalblå øjne kigger på mig og jeg han se han synker en klump.
”Uh din far smadrer ham Mike! Skat, drop dem, de er ikke dine venner og han er ikke din kærlighed værd, ikke når de har fået dig til det her, jeg kender High School og man ønsker ikke at være alene, det kan ende galt, det ved dine forældre også og de kommer begge til fornuft, tro mig, ellers taler jeg med dem! Ellers gør Louis, okay ingen betryggende der, han klokker altid i den og det gør jeg så også” griner han hæst, inden han igen fortsætter.
”Men så er der Liam og Zayn, ikke mindst Jasper og Phillip, de klarer det hele, gør de altid. Så nu synes jeg, at vi ordner gæsteværelset og laver det til dit værelse, og når du bor her, så må du også godt have fri i morgen” og det er derfor jeg elsker Niall! Liam og Zayn, de ville bare være strenge og sende mig i skole, Louis, ja ham ved jeg ikke rigtig, hvis Eleanor er der, så ville han og er hun taget på arbejde, så ville han lade mig blive hjemme. Spøjse fyrer, men elsker dem hver og i sær!
”Og det er derfor, at du er min ynglings ikke biologisk onkel!” siger jeg med et smil og krammer mig indtil ham.
”Lad os så se en film og få the! Og kage! Uh lækker chokoladekage! Kom så Pau!” siger han smilende og trækker mig ud i køkkenet.

 

************************************************************************************************************************

DRAMA! Nu har både Java og Luke kysset hende! Men Lukes kys gengældte hun, er der skjulte følelser eller var hun bare ret såret lige det øjeblik?
Hvad tror I?
Hvad tror I der sker med drengene, altså i mellem Java og Luke?
Ikke mindst, hvad med Waldemar, hvad gør han, når han finder ud af hvad Luke også har gjort?
Tror I, at Pauline og Waldemar bliver gode venner igen?

Hvilket par Shipper I mest?:)

Vi håber I kan lide denne movellas! Vi er selv godt tilfredse!!

Mys fra
:-D! & Tikkinikki <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...