All that hurts.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 feb. 2014
  • Opdateret: 13 feb. 2015
  • Status: Igang
15 år er gået og historien vender nu tilbage, med Pauline og Waldemar Styles. To 16 årige tvillinger, som har levet et liv, et liv som så mange andre ønsker at få, men for dem har det ikke været nemt. En verdenskendt far og senere hen en mor, men også en lillesøster. Livet har ikke været let, men de er ikke alene om det. Javadd Malik har levet et liv, et liv med to verdenskendte forældre som sanger og ikke mindst en lillebror. Men der er også Luke Tomlinson, hvis liv heller ikke har været let og med en far som sanger & en mor som model. De 4 unge mennesker er kendt som One Directions førstefødte børn, ikke en titel man ønskede den gang. De er bedstevenner, men hvad vil der ske, når de skal starte i High School og kommer ind i hver sin klikke? Vil venskabet & søskendeskabet overleve? Hvad med når kærlighed opstår? Vil det hele nogen sinde tage en ende? Følg med i den nye trilogi ”All that hurts”.

54Likes
114Kommentarer
13985Visninger
AA

12. Chapter 10 - Part 1.

 


Mit blik er fastslået til tavlen, jeg følger dog ikke med, for ja, det siger mig intet og hader biologi, den eneste der elsker det, er Luke. Typisk ham.
Jeg glemmer faktisk alt om, hvad vores lærer siger, specielt da grin lyder i mine øre og jeg prøver hurtigt at følge dem, mine øjne rammer hurtigt på Waldemar, kunne jeg have regnet ud, selvfølgelig griner de af ham. Men en ting undrer mig, Waldemar sover og det ligner ikke ham. Jeg ser hurtigt på Mr. Roberts, han har intet opdaget endnu og derfor vælger jeg at tage mobilen op, for at smse til Waldemar. Men selvfølgelig reagere han ikke, for Waldemar har altid telefonen lydløs eller ikke på sig, virkelig idiotisk dreng. Jeg ser tænkende på ham og overvejer at ruske i ham, men der er et problem. Vi sidder ikke ved siden af hinanden.
Jeg river hurtigt et papir ud af min blok og krøller den sammen, men jeg bliver afbrudt. En hånd slår ned i et bord og jeg ser straks op, det er ved Waldemar.
”Waldemar?” siger han stille, inden han igen gentager hans navn, blidt. Men Waldemar reagerer ikke.
”WALDEMAR!” prøver han igen, stadig blidt, dog højt og han rusker lidt i ham. Han kigger meget mærkeligt på Waldemar, inden han mærker ham på håndledet og alle griner stadig. Mine øjne rammer bare Mr. Roberts da hans øjne ændre sig og ser ud i klassen.
”Ring 112 eller 999!!!” der går det op for mig, Waldemar sover ikke og jeg reagerer ikke. Jeg ringer ikke, jeg styrter i stedet ud af klassen og ned af gangen, må finde Pauline.
Hun skulle gerne have geografi nu.
Jeg når hurtigt døren og banker ikke på, jeg smækker bare op og Mrs. Dawson ser ret mobset på mig.
”Javadd, hvad laver du her?” spørger hun lidt surt og alle kigger straks op, eller Pauline gør.
”Jeg skal snakke med Pauline” og der begynder Abigal, selvfølgelig.
”Hold dig nu fra hende man! Hun har en kæreste og er ikke interesseret”
”Abigal!” siger Mrs. Dawson.
”Javadd, gå tilbage til din time… vent til pausen”
”DET kan ikke vente!!! Waldemar er på vej på hospitalet” lige da jeg siger det, kigger Pauline på mig og hendes øjne forandre sig. Der kan jeg se det, den gamle Pauline er der endnu og hun elsker sin bror, selvfølgelig gør hun det. Hun rejser sig hurtigt op, inden hun tager alle sine ting og styrter med mig ud på gangen.
”Han besvimmede…” siger jeg stille og kigger på hende, tårerne rammer allerede hendes kinder og jeg kan se frygten i hendes øjne, jeg griber hurtigt ud efter hendes taske og tager den for hende, inden jeg tager hendes hånd og klemmer den, eller jeg klemmer ikke, hun gør.

Mit blik rammer i mod mit klasselokale, da ambulancemænd åbenbart er kommet og er i gang med at køre Waldemar ud, Pauline slipper mig og styrter hen til sin bror.
”Wal” siger hun grådkvalt og jeg kan se, at de skal til at sige hun skal blive væk, men jeg når ikke at forsvare ikke før Mr. Roberts gør.
”Det er hans tvillingesøster, Javadd, smut du heller med” jeg nikker hurtigt og går hurtigt ind i klassen, hvor jeg tager min taske og ikke mindst Waldemars, nu har jeg tre tasker. Uhu!


***


Under hele turen i ambulancen har jeg holdt Paus hånd og har måttet ringe til Jarry (Jenny og Harry), det bad mændene mig om. Man kunne tydeligt hører Harrys svage stemme og da jeg snakkede med Jenny, hendes stemme knækkede og hun græd med det samme.
”Overlever han?” spørger hendes svage stemme, som er knækket flere gange og hun har spurgt om det samme hele tiden, og hver gang kommer det samme svar.
”Ja, men vi må undersøge ham på sygehuset”.

Lige nu, ja lige nu venter vi. De undersøger ham. Mit blik rammer stille på Pauline, hun er helt ude af den og jeg ligger stille mine arme om hende. Jeg er forberedt, altså på hun skubber mig væk, men til min overraskelse, så gør hun ikke.
”Sssh Pau… det Walde, han klarer den” selv er jeg ret nervøs og jeg frygter det værste.
”PAULINE!” jeg ser hurtigt ned af gangen, da Harry dukker op og ikke mindst Jenny, men ingen Dafney, de har sikkert bedt Niall eller Louis eller Liam eller min far om at hente hende. Pauline rejser sig hurtigt og løber hen til sin far, inden han klemmer hende tæt indtil sig og jeg selv, jeg rejser mig op og giver Jenny et lille forsigtigt kram.
Mit blik rammer stille Pauline og hendes øjne smiler, nok pga. Harry, han holder om hende, for første gang, siden Dafney, efter hendes mening, jeg er jo ikke dum. Jeg slår hurtigt blikket i mod min far og mor, som hurtigt kommer og selvfølgelig med Gabriel, min lillebror. Ja ringede jo til dem.
”Åh min skat!” siger mor hurtigt og kysser mig i panden, typisk mor! Hun krammer hurtigt Jenny og derefter Harry, ikke mindst gør min far det også.
Jeg slår i stedet blikket over på min far, som ser ret sur ud på mig og det forstår jeg nu ikke, for har jeg ikke hjulpet her? Jeg ser dog hurtigt væk fra ham og lader mit blik ramme på doktoren da han kommer ud, altså efterfulgt af Waldemar, som to andre køre i mod en stue. Okay jeg prøver forfra. Jeg ser doktoren komme nede af gangen, efterfulgt af sengen med Waldemar og to andre læger, for vi er ude foran hans stue. Okay jeg ved, jeg er forvirrende. Men det ville i også være her!

”Hvad er der sket med min dreng!?” Jenny er helt panisk og Harry holder bare om hende. Min mor holder om Pauline og far, ja han ser koldt på mig. Hvorfor?
”Han er okay, men vi må holde ham inde i nogle dage og måske op til en uges tid eller t…”
”Hvorfor!?” typisk Harry, ja at afbryde.
”Jeres søn er blevet ret tynd, ved ikke om i har bemærket noget dårligt humør eller noget? Men han har fået anoreksi, så vi vil beholde ham, for at få ham stabil igen”
”Hvad? Altså… ja han spiser ikke så meget, men han er en dreng, så troede det var pigeproblemer eller noget… men”
”Hvorfor! Hvorfor!?” Jenny er fuldkommen brudt sammen og Harry holder bare om hende, hans vrede er stor og man kan se det.
”Typisk i sådan en alder, er det noget med skolen at gøre, men skal ikke kunne sige det. Muligheden er at spørger Waldemar, men hvis det er noget med skolen, så svarer han sikkert ikke på det og det er en typisk ting, i den alder og vi vil selvfølgelig hjælpe ham” lige i det sekund ser de alle på Pauline.
”Jeg aner ikke noget” siger hun stille, men jeg kan se på hende, hun er bange og ked af det. Hun føler skyld.
”Javadd, ved du noget?”
”Nope”
”Du har meget få sekunder, at sige sandheden i, hvis du ikke vil sendes bort!” lige der ser jeg undrende på far og det gør alle.
”Zayn, ikke nu!” siger min mor hurtigt.
”Det er jeg ligeglad med, jeg finder mig ikke idet. Troede vi havde opdraget ham bedre, og at stjæle, ikke mindst smadre biler og jeg ved ikke hvad, som politiet har sagt!” WHAT!? Jeg har kun smadret en bil og, nej vent, Jay har for det meste, jeg smadrede kun Mikes, fordi han var en idiot, men det var jo kun en rude. Alle ser ret hurtigt på mig, inden far igen snakker.
”Enten siger du sandheden, eller kommer på kostskole og jeg mener det… Se lige Jenny og Harry… hvis der er sket Waldemar noget, har de ret til at vide det! Du ved hvad der skete med Jenny” jeg ser hurtigt på Pauline og hun panikker.
”Okay… han bliver mobbet… undskyld Jenny” siger jeg stille og straks ser Harry på mig.
”HVEM!?” jeg ser stille på Pauline og jeg siger ikke engang noget, men Harry regner det selv ud. Han skubber hurtigt sin datter fra sig, inden hans øjne bare lyser og Niall er nu kommet, ikke mindst Liam & Danielle. Det kan jeg da se og de ser undrende ud.

”DIG!? Hvordan kan du gøre det! Og i mod din egen bror! Har jeg virkelig opdraget dig til det! Hvordan kan du være sådan en idiotisk unge!” normalt ville Jenny forsvarer, men selv nu bliver hun sur og jeg bliver faktisk skræmt.
”Hvordan kunne du Pauline! Du kender hvad der skete med mig, kan du se hvor din bror er og det er takket være dig! Jeg er så skuffet! Så skuffet! Jeg vil slet ikke have dig i mit hus, slet ikke før Waldemar får det godt igen!”
”Du kan gøre året færdigt, så kan DU komme på kostskole og lærer af dine fejl, indtil da, kan du bo ved Niall… for Jasper har selv en ny baby og tage sig af, eller han har nok og Phillip er lige blevet far, Gemma, ja hun bor ikke her i England”
”Harry, fald ned” prøver Liam stille og Pauline, ja hun ryster bare, for Harry har nu fat i hendes arm.
”Falde ned! Har du set hvor min søn er!”
”Hun er din datter!”
”Ligenu, er hun ikke” lige der klasker Jenny Harry en og ser på ham.
”Det mente far ikke skat” men Pauline river sig fri og tårerne er bare på hendes kinder, hun vender sig mod mig og ser iskoldt på mig.
”DU… du er ikke længere min ven, jeg hader dig!” hvæser hun. Hun løber faktisk bare væk, men Harry kalder på hende og hun ignorer ham.

Jeg trasker stille hjemad. Det har været en ret begivenhedsløs dag – præcis som alle andre. Jeg havde hørt om en, der er røget på hospitalet, men ærlig talt, så interesserer det mig ikke særlig meget. Misforstå mig ikke! Selvfølgelig synes jeg, at det er synd, men synes ligesom ikke rigtig, at det er mig, der skal bekymrer sig.

Jeg går op ad indkørslen og lige som jeg skal til tage i håndtaget og gå ind, er der en anden, som åbner døren indefra. Jeg flyver forskrækket en halv meter tilbage. Da jeg ser, at det bare er mor bliver jeg dog lidt mere rolig. Indtil hun tager fat i mig og slæber mig med.
”Hvad sker der?” Spørger jeg panisk, da jeg ikke mindes at have lavet nogle ulykker på det seneste.
”Bare sæt dig i bilen,” svarer mor og lyder ret stresset, så jeg beslutter ikke at stille flere spørgsmål, før vi sidder i bilen begge to. Jeg bliver noget forbløffet, da min far også kommer styrtende ud ad døren i færd med at tage jakke på. De sætter sig begge ind i bilen og far bakker hurtigt ud og drøner så ned ad gaden i en fart, jeg er sikker på ikke er lovlig.
”Kan jeg nu spørge, hvad der foregår? Jeg kommer hjem fra skolen og straks smider i mig ud i bilen og kører afsted i en fart jeg slet ikke har lyst til at vide, hvorfor?” Spørger jeg denne gang lidt fast, fordi jeg ikke gider endnu en afvisning.
”Undskyld Luke” mumler far fraværende. Han ligner en, der er mere optaget af ikke at køre galt, end at give mig et svar. Mor overtager.
”Har du ikke hørt det? Walde er på hospitalet, han besvimede åbenbart midt i klassen,” min mors stemme fader langsomt ud jo længere hen i sætningen hun kommer. Jeg spærrer øjnene op. Seriøst? Walde? Jeg har godt set, at han har tabt sig, men, at det var ham, der blev kørt på hospitalet har jeg ikke så meget som skænket en tanke. Jeg flyver tilbage i sæder, da far stopper hårdt op foran hospitalet. Ham og mor smækker dørene op og skynder sig ud af bilen.
”Kom nuu!” Tripper min mor utålmodigt. Jeg sukker tungt af hende og trasker efter. Jeg er ikke så vild efter at besøge ham. Vi er trodsalt ikke venner mere – uofficielt. Men jeg kan ikke lade være, uden at røbe det hele for mor og far, så jeg tøffer stille og roligt med.
Vi kommer ind til en rasende Harry:
”DIG!? Hvordan kan du gøre det! Og i mod din egen bror! Har jeg virkelig opdraget dig til det! Hvordan kan du være sådan en idiotisk unge!” Brøler han i hovedet på Pauline, der ser meget skræmt ud. Jeg forstår straks, at de må have fundet ud af, at Pauline mobber Walde, men jeg siger ikke noget. Mor og far derimod udveksler forvirrede blikke. Zayn ser det og forklarer kort.
”Pauline har mobbet Walde, så han har fået anoreksi, og Javadd har vidst det, men ikke sagt noget,” hvisler han sammenbidt. Han er åbenbart heller ikke særlig glad for det. Jeg begynder at studerer mine negle. Jeg håber på, at de ikke opdager, at jeg også har vidst det hele tiden. Jeg for et chok, da Jenny giver Harry en lussing, og jeg retter straks opmærksomheden mod dem.
”Det mente far ikke skat” siger Jenny. Pau river sig fri af Harry og løber mod udgangen. Hun stopper dog på vejen med et ondt blik på Javadd.
”DU… du er ikke længere min ven, jeg hader dig!” hvæser hun ud med sammenbidte tænder og styrter så videre mod udgangen. Vi andre står lidt og ser efter hende. Slev står jeg op kigger ud i luften, indtil det går op for mig, at Pauline lige er skredet, og jeg løber hurtigt efter hende. Jeg hører fars råb efter mig, men jeg ignorerer det. Lige nu har Pauline mere brug for mig, end mine forældre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...